Overboen

En gade kan gemme på mange hemmeligheder. Måske flere end du bryder dig om at kende til. Læs f.eks historien om min barndomsgade, Willemoesgade på Østerbro.

5Likes
1Kommentarer
532Visninger

1. Overboen

 En gade kan holde på mange hemmeligheder. Flere end du tror, medmindre du har en virkelig exceptionel fantasi. Det tror du sikkert du har. Du tænker sikkert, jeg har en god fantasi, jeg læste Harry Potter engang. Men nej, for det her har intet med trylleri eller flyvende koste at gøre. Der er ingen magiske hemmeligheder her. Det her, er rå virkelighed. Rå, virkelige, hemmeligheder.

Min barndomsgade... Ikke ligefrem noget at skrive hjem om. Specielt ikke min opgang. Ingen interessante mennesker, ingen interessante ting, ingen interessante ingenting. Ingenting. Altså, lige ved siden af min opgang lå der et værtshus, hvor der nogengange var slagsmål og politi. Jeg har faktisk aldrig været dernede, men det så rimelig sjovt ud. Men som sagt, intet interessant. Udover måske... Der var én. En interessant person, måske to. Min overbo.

Casper, min overbo, var, som det umiddelbart så ud til, en rimelig almindelig dreng. Han var anden generations invandrer. Ikke at det gør ham mere interessant. Mere interessant var måske hans far. Caspers far var, som det umiddelbart så ud til, en rimelig almindelig far. Han arbejdede på en fabrik, vist nok med at pakke nogle ting ind, men så vidt jeg ved havde han ingen stor uddannelse. Måske slet ingen uddannelse. Han virkede flink nok. Flink nok, hvis man ikke boede lige under ham.

Jeg kan huske engang jeg vågnede op klokken 3 om natten, ved lyden af et højt smæld ovenfra. Et smæld der var så højt at det flænsede lydmuren, mellem de to lejligheder. Det lød som om nogen havde slået på noget. Eller nogen.

Jeg husker tydeligt den undren, der opstod i mit hovede de næste tavse sekunder. For der var tavse sekunder. Lidt for tavse. Jeg som havde forventet et hyl af smerte eller et vredesudbrud, sad og talte disse tavse sekunder, ventede på den mindste lyd ovenfra. Men der kom ingen lýd. Slet ingen lyd. Jeg sad og ventede i mere end en halv time, mens jeg håbede på en forklaring. Et tegn. Men der var intet.

Tiden gik, og disse smæld blev til en vane. Det er forfærdeligt af mig at skrive, at det bliv en vane. En vane, at høre disse uhyggelige smæld ovenfra, hver eneste nat. Og en vane, ikke at reagere. Forestil dig at du hører noget, som minder om et slag hver nat. Ville du ikke reagere? Det ville jeg i hvert fald. Der var intet jeg hellere ville gøre, end at gå op til min overbo sent om natten, og spørge hvad eller hvem der lavede den forbandede lyd. Der var intet jeg hellere ville gøre, end at finde ud af, hvem der hver nat måtte lide, lige over mig. For jeg var efterhånden sikker på, at nogen måtte lide.

En gudsforladt dag, opdagede jeg sandheden. Eller, det vil sige, jeg opdagede løgnen. Sandheden fandt jeg først frem til mange år efter. Jeg opdagede kun løgnen der ville føre mig til sandheden. For uden en løgn, er der ingen sandhed.

Jeg var, som altid, på vej hjem fra skole. Willemoesgade nr. 50 så ynkelig ud i efterårsvejret, begravet i våde blade der var faldet ned fra de nu krogede og grimme træer. Begravet i løgne. Casper sad på kanstenen foran vores dør. Bare sad der, og kiggede tomt ud i luften. Som en en blind mand, som prøver at se, sad han der og stirrede ud for sig. Måske kiggede han efter noget bestemt? Jeg vidste det ikke. Jeg vidste heller ikke om jeg skulle gå hen og sige noget til ham. Jeg vidste slet ikke noget. Selvom han så ud til ikke have det så godt, gik jeg alligevel bare forbi ham. Det var måske en fejl.

Forestil dig at du kører i en bil med bagagerummet fyldt på vej til, lad os sige, dit sommerhus. Pludselig hører du et bump bag bilen mens du kører. Du lægger mærke til det, men gør ikke noget ved det. Først når du kommer hen til sommerhuset, finder du ud af at du har tabt din bagage og at den nu ligger midt ude et sted på motorvejen. Sådan ville man kunne beskrive min situation. Jeg havde godt lagt mærke til de høje smæld om natten, men jeg valgte ikke at gøre noget ved det. Og nu, står jeg kun tilbage med en dårlig smag i munden fordi jeg valgte ikke at handle.

Det smager stadig dårligt. Selvom det er lang tid siden. Det er aldrig holdt op. Det kommer aldrig til at holde op. Specielt nu, hvor der i den seneste tid har været enorm fokus på børnemishandling i medier og politik, smager det nærmest råddent. Hver gang jeg tænker på det, hvilket jeg tit gør, får jeg kvalme over mig selv. Tankerne om det flyder rundt inde i mit hovede, mens de nådesløst påvirker min samvittighed. Jeg afviste sandheden og børstede ansvaret af mine skuldre, så let som ingenting, men alvorligt som alting.

Det forstår jeg nu.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...