Dú min brændende længsel

Hvis jeg fik chancen, ville jeg gøre det om. Lade alle andres meninger, være et lille gyldigt punkt i et sort hul - som formeneligt også ville være et sort hul. Jeg tog en chance, som pigen ville have stoppet. Én ting jeg kan være glad for, millioner af andre ting jeg fortryder. Lad os bare sige 1 ud af en million ting har jeg faktisk gjort rigtigt.
Du står dér. Så smuk og yndig. Så elegant og værdig. Helt dig selv. Din gamle slidte adidas trøje, som jeg egentligt ikke har været så vild med, plafrer lidt i den kolde luft. Dine lyse demin bukser, som hænger lidt, foldes ned ved ankel, og sidder perfekt. Dine utrolige slidte mørkeblå eller næsten grå nu, converse sko, står i noget lorte brunt mudder, fra gårdagens stormvejr. Dit mørke brune perfekte sat hår, som bare ligger i overflod af ID voks, fuldender din stil. Og så dit smil der stadig skærer igennem huden på mig, hver eneste gang du spænder lidt i mundvigen, og sender det mest fantastiske smil.

- Intet er opdigtet.

0Likes
0Kommentarer
141Visninger
AA

1. Kære dig

Kære Dig. Nå men hvad så, hvordan går det? Rigtig godt, regner jeg da med. Du er sød, helt klart. Ellers ville jeg da aldrig, have givet så meget af mig selv til dig. Savner dig virkeligt -  selvom du nok ikke selv ser det, er jeg virkelig så ked af det. Jeg er bare ikke god nok, for grim, ingenting, atter ingenting har jeg. Ville da gøre alt, for at blive venner med dig igen. Altså skrive med dig igen. Ved at vi skrev lidt sammen over facebook, for noget tid siden, men alligevel - troede jo egentligt ikke på at vi ville kunne få venskabet tilbage igen, for ja, vi er jo nærmest, "vokset" fra hinanden. Selvom vi egentligt kun har kendt hinanden lidt over et år, og faktisk kun lidt under et halvt år. Tænk at der næsten er gået et halvt år, siden vi for første gang skrev sammen. Synes egentligt ikke at det virker, som så lang tid siden, men jae, oplever jo heller ikke ligefrem noget nyt. Det er svært at forklare, hvad det er jeg mener, men du plejer jo at forstå mig, som ingen andre kan. Jeg har brug for dig i mit liv, jeg savner at have tanken om at du er her for mig, men hvem kan gøre det om - ingen.   Du er jo begyndt at gå, med nogle andre, eller en stor del af drengene på årgangen - intet problem. Vil ikke direkte sige at Elias har dårlig indflydelse på dig, for det har han jo ikke sådan, men du ved hvad jeg mener, har jo også forklaret dig det før. Du er verdens bedste ven, kan ikke beskrive hvor dejligt det er at have dig som sådan en nær ven, det er fantastisk - ubeskriveligt. Det er sygt hårdt for mig at skrive det her, regner jo egentligt ikke med at du læser det, det er nu mere for at få det ud - hvis du forstår. Hvis du vil vide det, har jeg ingen tillid til nogen overhovedet, og det ved du jo også. Du kender mig jo godt nok, til at vide det om mig. Faktisk tror jeg, at den størstedel tror, at jeg fortæller Simone alting, men det gør jeg jo egentligt ikke, hun er en slags reservere for mig, for har jo egentligt brug for en eller anden person at fortælle lidt til. Men har jo ikke fortalt hende, alt det jeg har fortalt dig, og det regner jeg jo egentligt ikke rigtigt med, for når det kommer til stykket, stoler jeg ikke specielt meget på hende. Selvom hun fortæller mig alt, fortæller jeg hende lidt, og heldigvis tror hun at det er det hele. Jeg er blevet mere indelukket, mange bemærker det ikke, for det gælder mest, når jeg er sammen med nogle nære venner – kompliceret. Jeg ved at det ikke hjælper noget, og du sikkert er ligeglad, så hvorfor ikke bare glemme alt, forfra - jeg kender dig ikke, du er bare en fra parallelklassen, som jeg aldrig nogensinde får lært at kende.  Det er sikkert røv nemt for dig, bare at "komme videre", men jeg savner dig i min hver dag.. Jeg savner dine trøstende ord, som ikke engang virkede en skid, men stadig sindsygt sødt at du prøvede. Jeg har lovet dig en masse, og helt ærligt, jeg har stadig tænkt mig at holde dem - ingen kan erstatte dig.   Jeg har ikke brug for dig, hvis du ikke vil, så er alt egentligt ligemeget - vil ikke tvinge dig til at sidde fast i den samme fortid. Du gider mig ikke, ville også være underligt hvis du pludselig gjorde, for tjae, hvorfor skulle du dog det? Jeg er mig, du er dig, det er jo klart, du fortjener højere standard, for jo, det hele gælder om standarder. Hvis jeg skulle beskrive dig, ved jeg ikke hvornår jeg bliver færdig. Du er verdens dejligste dreng, kan slet ikke forestille mig et liv uden dig, nu hvor jeg har lært dig at kende, selv nu hvor vi ikke snakker, er du stadig helt igennem fantastisk. Ligemeget hvad vi skriver, er jeg ret sikker på, at vi aldrig bliver "venner" igen, det er for meget at forlange, kan godt se, det er svært. Savner at se dig være dum i hovedet, og æde budding om natten, og bare i det hele taget sidde og æde. Skælde dig ud når du gaber uden at holde dig for munden, ta' dig i at stalke Marie, fortælle dig at du betyder alt for mig, minde dig om at jeg er virkelig grim, få dig til at tegne underlige tegninger på paint, som jeg faktisk har som baggrund, snakke med dig natten lang, indtil en af os faldt i søvn, skrive med dig hele tiden, og ja, bare alt.   Jeg har stadig alle billederne du sendte til mig, på min anden bærbar - Nogle af de bedste måneder i mit liv. Havde ikke tænkt mig at skrive en roman, men bare det vigtigste, og ja, der er meget vigtigt, eller det ved jeg ikke. Men kort sagt, jeg ved at du er pisse ligeglad med mig nu, hvor du har alle andre, og du har ikke brug for mig. Jeg er pisse dum, og bruger egentligt ordet "pisse" meget, men ja, jeg dummede mig, jeg fortryder alt. Det betyder vel bare, at jeg ikke kan leve uden dig, nu hvor du er kommet ind i mit liv, kan du altså ikke gå igen. Lyder jo som en desperat, syg idiot, det er jeg bare ja, desperat, men det er jeg jo sikkert også bare. Hvis du en dag, hvor stor er chancen, men hvis nu du en dag, havde lyst, må du da i alt i verden, komme hjem til mig. Det lovede jeg jo egentligt også, du ville jo se Sisse, min lillesøster. Så kunne du jo også se mit værelse, fyldt med billeder af "Saw". Jeg har bare brug for at vide, at du ved det. Gir' ingen mening, men du kan vel på en måde, prøve at bytte lidt om på ordene, og måske få den sætning til at give mening. Tjae, for første gang jeg blev forelsket i dig, har jeg egentligt aldrig holdt op. Selvom du slog op med mig, og jeg blev fucking ked af det, var du stadig tilgivet. Du er bare så speciel, virkelig, ingen andre som dig, jeg kan ikke beskrive dig, de ord der findes, er ikke nok, de betyder for lidt, i forhold til dig. Det ved du jo også, har jo forklaret dig 1000 gange, men gør det bare lige igen, lige en slags genopfriskning. Der er sikkert en masse stavefejl, og en masse kommafejl, og pis, men bare du forstår, betyder det ikke særlig meget. Tror næsten at jeg har siddet en time, måske en halv time, og skrevet det her, det er jo ikke specielt meget, på en halv time, men det var nok det. Burde jeg stoppe? Du læser hurtigt, du kan sagtes læse alt det her, det er nu bare om du gider til det. Du skriver pisse flot, og det er altså helt seriøst snyd. Hvordan kan du skrive så pænt, og læse så hurtigt, og især i forhold til andre drenge? Du har de dejligste øjne, og nej, de er stadig ikke ikke brune, de er hasselfarvet - ligesom Austin's. Og dit hår er stadig sjovt, du siger bare til når du vil sætte mit hår.   Tænk at jeg kom igennem sådan en tekst her, uden at skrive en smiley overhovedet! :-( Første udråbstegn. Du ville jo gerne vide hvad jeg synes om dig, og det står der nok også lidt om i det her halløj-noget, så bare læs igennem. Egentligt bryder jeg mig ikke særlig meget om, at du viser det her til andre, eller fortæller, men hvis du virkelig føler for det, er det jo til dig, så det er jo egentligt dig der bestemmer det.  Jeg kan ikke fatte at du nogen-, nogen-, nogensinde, har været min. Min kæreste, og min bedste ven. Måske er vi stadig bedste venner, det ved jeg ikke helt. Altså måske tjoe, men jeg føler bare at vi er bekendte - Trine og Magnus, hvorfor skulle de snakke sammen? Hvorfor skulle vi snakke sammen? Jeg håber bare at jeg ligesom, kommer videre i livet, men føler bare ikke at der sker noget nyt, og det gør der jo egentligt heller ikke, hvad skulle der ske? Min kat dør, jeg har jo ikke engang en kat. Måske burde jeg også bare begynde at ses, med nogle andre mennesker. Jeg trænger til forandring, jeg blir' goth, det synes alle jo jeg lignede den der dag, der, hvor jeg havde det der tøj på. Jeg skal gå rundt og skræmme alle, med min falske hugtænder, og bloddryppende arme og ben, selvfølgelig. Savner mine gamle idioter, fra min gamle klasse. Og nej ikke gamle, gamle, eller gamle, gamle, gamle, bare gamle, som i sidste år. Føler at jeg er kommet ind i den forkerte klasse, men nu hvor jeg tænker over det, passer jeg jo mere ind i den klasse, ind alle de andre. Så ville jeg da bare blive en endnu større taber. Jeg har aldrig løjet overfor dig, hvis du spurgte. Jeg springer sygt meget i det her, men der er så forfærdeligt meget at fortælle dig, der er jo nærmest gået to måneder, uden dig. Burde nok ikke holde dig opdateret på den måde, for du er jo ligeglad, det er jeg faktisk 100000000000000% sikker på. Du vil hellere bruge din tid på noget helt andet, og det er jo klart. Hvordan går det egentligt med din negl? Den faldt af, er den nye vokset ud? Vil faktisk ikke rigtigt høre om det, jeg tør ikk' rigtigt at forestille mig din tå, den var altså lidt klam.  Håber ikke at det er for meget alt det her, det er det jo nok, for har jo skrevet det meste, af alt jeg ville fortælle dig, hvis det nu var at vi stadig var "venner". Jeg siger ikke at vi ikke er bedste venner, bare at vi ikke skriver sammen, som mere gør os til bekendte, idk. Jeg håber ikke at du er overrasket over at det hele bare handler om mig.. Jeg er jo så selvglad, og egoistisk. Du er stadig, njød, Nhu, lille Mikkel, frækketigermizz, Carl, Bob! Og prettynhu jae, min bedste ven. Kram.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...