Catch Me If You Can.

Jeg er i en del problemer.
Jeg har provokeret en bandeleder, og nu ønsker de mig død.
Panserne er efter mig.

Men, ja som om de kan få fat i mig. Jeg er mig.
Jeg er god til det jeg gør.
Jeg er usynlig.
Jeg er Chase Morgan.


19Likes
27Kommentarer
2045Visninger
AA

10. 9. Manden med hatten.

Vi løber. Og løber. Og løber. Ja, det er faktisk det eneste vi gør. Hvad vi løber fra? Stort set alle.

Jeg er sulten... Ja, det skal jeg lige sige, for jeg har ikke spist i et godt stykke tid. Men lige nu, er det vigtigste at løbe. Løbe, løbe, løbe, løbe. Vi når ind til byen på et lille stykke tid, og blander os med mylderet. Det er ikke så svært, da der både er biler og mennesker på denne tid af dagen. Vi går bare helt normalt, og folk ligger stort set ikke mærke til os.

"Jeg er sulten." Mumler Linn, mens vi er på vej over et lyskryds. En bil dytter utålmodigt, da lyset er blevet rødt. Jeg giver ham fingeren. Jeg er ikke i humør til det pis. Hele tiden sørger jeg for at hætten dækker mit hår, og kigger så ellers bare ned i jorden.

"Også mig..." Mit blik falder på et McDonalds skilt. Vi har stadig penge tilbage, og mine tænder løber i vand, ved tanken om det fedtede snask, de må have derinde. Linn følger mit sultne blik, og kigger så derefter på mig.

"Skal vi gå derind?" Spørger hun. Jeg svarer bare med et hurtigt nik, og går så derefter over mod McDonalds.

Om det er dumt at spise på McDonalds, når politiet sikkert går og leder efter os? Næ. De gennemsøger de mest snedige gemmesteder vi kunne have, uden overhovedet at tænke over, at vi kunne sidde på en offentlig restaurant, og være lige så godt gemt. Se, jeg bruger hjernen. Jeg ville være en genial strisser.
Men jeg kan ikke udstå dem.

Vi har stadig en del penge tilbage i mønter, fordi den idiot fra skolen, havde virkelig mange penge i sin tegnebog. Vi går begge op og bestiller, og prøver at virke så lidt mistænkelige som muligt. Det går ret godt. Eller, vi virker meget normale i forhold til manden i hjørnet, som sidder, uden at have rørt sin mad, med hatten trukket ned, så den skygger for øjnene.

Med maden på bakken, går vi hen og finder os et ledigt bord, så langt væk fra vinduet som muligt. Vi begynder begge, grådigt, at pakke vores burgere ud af papiret. Og så begynder vi. Jeg tager store bidder af min burger, og da der ikke er mere tilbage, sidder jeg og kigger småtrist på papiret. Det smagte ret godt. Meget bedre end det dåsesmat jeg plejer at få. Bagefter sidder jeg og gumler på pomfritterne. Uden rigtig at tænke over det, slår jeg en enorm bøvs, der nok kan høres af alle der sidder her.

Linn skærer ansigt af mig. Hun er ikke færdig med sin burger endnu.

"Skal jeg spise den for dig?" Mumler jeg til hende.

"Stadig sulten?" Hun hæver et øjenbryn.

"Næ... "

"Du må få mine pommefritter..." Mumler hun, og skubber dem hen over bordet til mig.

Jeg kigger skeptisk på dem et øjeblik, men spiser dem så. De skal ikke gå til spilde.

Til sidst sidder vi bare, propmætte, og slubrer vores colaer i os, uden rigtig at sige noget. Der går ikke længe, før vi begge skal på toilettet. Det var meget store colaer vi fik... Så jeg går med hurtige skridt mod døren til herretoliettet.

Efter at have pisset færdig, vasker jeg hænder. Sæben i de der beholdere, er sådan noget skumsæbe, og jeg er barnlig nok til at fylde min hånd så meget op, at noget af det drybber ned på gulvet. Så vasker jeg hænder, og vralter ud af herretoilettet, stadig så mæt, at det er svært at gå. Jeg ser Linn, stående ved siden af en skraldespand, lidt væk. Med rynket pande går jeg hen til hende.

Før jeg når at spørge, nikker hun diskret mod vores bord. Jeg følger hendes blik, og ser manden med den der hat. Han sidder der hvor jeg sad før, og ser skummel ud. Det er ikke godt.

"Kom. Lad som ingenting. Bare gå, og lad være med at stoppe igen." Mumler jeg.

Så begynder vi at gå.

Jeg kan mærke mandens blik i ryggen, da vi når ud på gaden, og jeg er sikker på at han er i færd med at rejse sig op. Når vi når til hjørnet, og McDonalds ikke kan ses længere, går han ud af døren. Vi skal prøve at blive væk i mylderet.

Manden vi så, var ikke den samme som i bussen, men jeg er næsten sikker på, at han også er ude efter os. Jeg har aldrig set ham før, men dem der er efter os, har sikkert betalt en hel herregård for at få andre til at lede efter mig.

Så vigtig er jeg nemlig.

Det går fint nok, med at blande sig med de mange mennesker. Vi går mest frem og tilbage. Det lyder dumt, men det er det bare ikke.

 

***

 

Der er gået mange timer, og vi er begge ret udkørte efter bare at have gået frem og tilbage i byen. Fra den ene ende til den anden. Over vejen mange gange. Det bliver kedeligt til sidst, og jeg er godt træt af 'DYT DYT' og 'FLYT JER' og 'SE JER FOR'. Endnu en ting at tilføje til ting-jeg-ikke-kan-li' listen.

Den bliver jo bare længere og længere.

Der er ikke så mange mennesker tilbage på gaden, så vi, eller jeg, beslutter mig for at vi skal finde et sted og sove. Vi har meget lidt penge tilbage, så vi kan ikke gøre andet, end at finde et varmt sted, og håbe vi ikke er syge imorgen. Jeg trækker Linn med ind i en gyde. Vi kan ikke komme væk hvis der kommer en, men jeg er træt, og det er lige den mulighed vi har nu.

Jeg sætter mig op af muren, med Linn tæt op af mig. Vi er ikke gennemblødte mere, men stadig kolde. Jeg gnider kort mine hænder mod hinanden, og puster på dem. Stikker dem derefter i lommen. Efter et stykke tid gider jeg ikke prøve på at sove længere, og kigger istedet lige ud i luften.

Jeg skubber til Linn da jeg hører fodtrin. Hun kigger forvirret på mig, men jeg gør tegn til at hun skal tie stille. Lytte.

Med rynket pande rejser jeg mig op. Linn skal til at følge efter, men jeg skubber hende ned at sidde igen. Så stille som det overhovedet er muligt, går jeg lidt frem. Vi sidder bag en container, så vi er svære og se, bare for en sikkerheds skyld. Jeg går langsomt fremad.

Bump.

Mit hjerte går næsten i stå, da jeg støder ind i en person. Straks er han over mig, og vælter mig ned på jorden. Jeg sparker og slår det bedste jeg har lært, og får endelig overtaget. Ikke ret længe, da personen er tydeligt større end mig. Jeg får sparker til ham, og kravlet væk. Hurtigt kommer jeg på benene, men bliver trukket i anklen, så jeg falder igen. Jeg sparker hårdt med benene, og håber at jeg rammer personen i hovedet.

Mine hænder bliver låst fast over mit hoved, og mine ben klemt sammen, så jeg ikke kan bevæge mig. Så genkender jeg den over mig. Det er ham med hatten. Han trækker min hætte af, og af en eller anden grund bliver hans greb bliver en smule svagere, og jeg hamrer knæet op i skridtet på ham. Han piver, og jeg får væltet ham, så jeg sidder på ham.

Hurtigt trækker jeg min kniv, og sætter den mod hans hals.

Det eneste jeg har i tankerne er 'DØ'.

Jeg skal til at gøre det forbi, da han ryster på hovedet så hans hat falder af, og hans ansigt bliver synligt.

"Vent, Chase! Det er mig!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...