Catch Me If You Can.

Jeg er i en del problemer.
Jeg har provokeret en bandeleder, og nu ønsker de mig død.
Panserne er efter mig.

Men, ja som om de kan få fat i mig. Jeg er mig.
Jeg er god til det jeg gør.
Jeg er usynlig.
Jeg er Chase Morgan.


19Likes
27Kommentarer
2021Visninger
AA

9. 8. NØDHAMMER!

Jeg rystede af kulde. Gaden var så tåget, at man ikke kunne se mere end en meter frem for sig. Mørket var tungt og stille. Der var ingen lyde, kun vindens blæsen. Alligevel syntes jeg hele tiden, at jeg hørte lyde. Bag mig. Over mig. Under mig. Inden i mig. Mange af lydende var nok det svage ekko af mine lave hulk, og lyden af mine fødder der slæbte sig hen af asfaldten.
Det var så forfærdelig koldt... Så koldt...

 

Jeg vågner, rystende af kulde. Det er pisse koldt! Jeg åbner øjnene og bander indvendigt. Alt er hvidt. Der er ikke ét eneste sted, der ikke er hvidt. Linn sidder lidt væk, under et træ, med blå læber og lukkede øjne. Hun fryser også.
Jeg er helt gennemblødt. Dejligt.

Med et svagt støn, kommer jeg op og stå, og retter mine stive ben ud. Jeg føler mig som en istap. Med tunge skridt, lunter jeg hen til Linn. Hun er pakket helt ind i tæppet, som også er gennemblødt. Jeg prikker til hende med skosnuden, og hun vågner. Først ser hun forvirret ud, men det forsvinder hurtigt igen. Hun kommer langsomt på benene. Tæppet hun er viklet ind i, er helt gennemblødt, ligesom resten af hende. Mens hun skælver og klaprer tænder, vikler hun det gennemblødte tæppe af sig. Jeg rækker ud efter det, men da hun vil række mig det, får hun en underlig trækning i ansigtet, og øjeblikket efter, nyser hun mig op i hovedet.

Hun slår hånden op for munden, og får virkelig røde kinder.

"Undskyld Filip!" Hun ser helt chokeret ud.

Jeg står med sammenknepne øjne og med rynket næse.

"Idrk.."

Jeg tager tæppet, og tører mit ansigt med det. Linn står bare og ser ekstremt flov ud.

"Kom, vi skal videre." Mumler jeg kort.

Vi går længe uden at sige det mindste. Stilheden føles en smule anspændt, men vi prøver at ignorere det. Linn skæver en gang i mellem nysgerrigt til mig, men siger stadig ingenting.

Men efter godt to timer, er hun nødt til at spørge.

"Hvorfor er de mænd efter dig?"

"Huh?" Jeg har gået lidt i mine egne tanker, og ser lidt småforvirret på hende. Hun gentager. Jeg sukker.

"Fordi vi er uvenner."

"Hold nu op. De prøvede at slå os ihjel!" Hun ser på mig med rynket pande.

"Det kommer ikke dig ved, Linn."

Hun ser vredt på mig.

"Det gør det faktisk. For nu vil de også slå mig ihjel!"

"Linn, det rager dig ikke en skid, så luk røven!" Snerrer jeg vredt.

***

Der er gået flere timer siden jeg sagde Linn skulle holde kæft, og hun har ikke sagt den mindste lyd siden. Jeg er meget skræmmende. Nå, det syntes du ikke? Hm.

"Filip?" Begynder Linn. Jeg sukker surt.

"Hvad?"

"Jeg syntes stadig at jeg har lov til at vide det." Siger hun.

"Hvis du er så sur over at være blandet ind i det her, så kunne du have ladet være med at følge efter mig." Mumler jeg surt.

"Fortæl mig i det mindste hvorfor de er efter os." Hun ser bedende på mig.

Jeg sukker vredt. Ignorere hende.

Linn siger ikke mere. Til mit held. Vi går ikke særlig langt, og så er vi ikke i skoven mere, men på en vej. Og vi er så heldige at der er et busstoppested. Så der stiller vi os over og venter.

"Hvor har du tænkt dig at vi skal tage hen?" Spørger Linn, en smule forsigtigt.

"Rigtig rigtig langt væk." Mumler jeg kort.

"Har du penge?" Spørger hun.

Åh pis... Næ, vent.

Jeg stikker hånden ned i lommen, og finder heldigvis de penge, jeg snuppede fra drengen på skolen. Seddlerne har ikke overlevet, men det har mynterne. Jeg tager dem op af lommen, og rækker dem over mod Linn.

"Er der nok?" Spørger jeg. Og så giver vi os til at tælle. Vi er stadig igang, da bussen få minutter efter, stopper foran os. Jeg roder lidt i mit fugtige hår, og træder så ind i bussen, med Linn bag mig. Linn tager pengene fra mig, og går hen til sådan en automat, eller noget, og putter pengene ind i den. Den brummer, og to billetter, eller hvad man nu kalder det, kommer ud af den.

Vi stiller os tæt sammen, bagerst i bussen, for at tiltrække os mindst opmærksomhed. Vi siger ikke rigtig noget, kun små bemærkninger om folk i bussen, og brok, over at vores tøj er vådt og koldt. Der går lidt tid, før jeg finder ud af at det nok er en god idé at trække hætten op, da folk begynder at kigge. Det gør jeg så, mens jeg skæver over til Linn. Hun har tænkt det samme, men da hun ikke har hætte på, lader hun håret hænge ned og dække hendes ansigt. Hun nyser flere gange under turen, og jeg er bange for at den kolde nat har gjort hende syg. Hvis hun gik hen og fik influenza, eller bare blev voldsomt forkølet, ville det tage en masse af vores dyrebare tid, som vi i øvrigt ikke har så meget af i forvejen.

Jeg ved ikke hvor længe vi har siddet i den her åndsvage bus, men jeg er ved at være godt træt af stanken. Her lugter af røg og pis. Der sidder stadig rimelig mange inde i bussen. Et gammelt ægtepar, en tyk svedende mand, og så mange flere. Det er ikke dem der er problemet, men bussens næste passager. Jeg mærker hvordan jeg spænder i hele kroppen, og ender med at sidde helt ude på kanten af sædet.
Linn opdager mit anspændte udtryk, og ser uforstående på mig. Med tænderne bidt hårdt sammen, nikker jeg over mod bussens nye passager. Egentlig ser han helt normal, og rimelig fredelig ud. Men jeg kender ham alt for godt. Ikke på den måde at jeg ved hvad han hedder. Mere på den måde, at han har prøvet, så mange gange, at slå mig ihjel.

Bare ærgeligt for ham, at jeg ikke kan slåes ihjel. Nå det mener du jeg kan? Du er velkommen til at prøve.

Nå, men tilbage til bussen.

Jeg ved, at han ved, at det er mig. Og jeg ved, at han ved, at jeg ved at det er ham. Og sådan kunne jeg sagtens blive ved, men det syntes jeg ikke rigtig vi har tid til. Jeg sidder og stirrer intenst på manden, som hvis du ikke har gættet det endnu, er endnu et af medlemmerne, af denne bande, som rigtig gerne vil vride halsen om på mig. Nå, men mens jeg sidder og glor på manden, uden at folk opdager det selvfølgelig, overvejer jeg flugtmulighederne. Hvis vi bare står af bussen, ved jeg at han vil følge efter os. Ingen vil ligge mærke til det, men på et tidspunkt bliver vi alene, og så vil han gøre sit bedste for at dræbe os begge. Hvis vi nu flygter på en eller anden sindsyg måde, vil alt være så forvirrende, at vi nemt vil kunne slippe væk. Men folk vil helt sikkert melde os, og så finder politiet, som helt sikkert allerede er ude efter os, eller rettere, mig, ud af at vi har været her.

Så skal jeg bare finde en sindsyg måde at slippe ud af bussen på... Og lige dér, i loftet hænger svaret.

Nødhammeren.

Min plan er så sindsyg, at den er nødt til at virke.

Jeg rækker ned, og tager Linn 's hånd. Hun kigger op, og jeg gør tegn til at vi skal rejse os. Hun klemmer nervøst om min hånd. Jeg trækker hende med hen til de forreste sæder, hvor jeg langsomt slipper hendes hånd, og tager fat i en af de der stænger, man kan holde fast i. Hun gør det samme. Jeg kigger ned bagerst i bussen, hvor manden sidder. Vi får øjenkontakt, og står ellers bare og glor ind i hinandens øjne. Han får et usikkert udtryk, da jeg sender ham et selvtildfredst smil.

Og så!

Jeg hopper hurtigt op på sædet, og griber fat i nødhammeren. Jeg hører svage gisp, og den gamle dame råber surt. Linn ser en smule skræmt ud, da jeg med et lidt for stort smil, tyrer hammeren gennem vinduet. Det er nok ikke den rigtige måde at bruge den på...

Jeg griber hendes hånd, og så hopper vi, mens bussen kører for fuld fart. Eller, det er nok en overdrivelse, men det går i hvert fald stærkt. Vi lander begge to på benene, men ruller begge to en gang, og så ligger vi midt ude på vejen. Det er en lige så stor overraskelse for mig, som for dig, at vi ikke slog os. Bussen er stoppet, og jeg kommer hurtigt på benene, og begynder så, med Linn holdene stramt om min hånd, at styrte afsted...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...