Catch Me If You Can.

Jeg er i en del problemer.
Jeg har provokeret en bandeleder, og nu ønsker de mig død.
Panserne er efter mig.

Men, ja som om de kan få fat i mig. Jeg er mig.
Jeg er god til det jeg gør.
Jeg er usynlig.
Jeg er Chase Morgan.


19Likes
27Kommentarer
2048Visninger
AA

8. 7. Linn tager pusten fra mig...

"Far! Far!"
"Sh!"
"Hvem er de mennesker?"
"Hør. Det er ikke vigtigt. Du må se at komme væk."
"Jamen, hvad med dig? Og mor?"
"Lyt nu! Du skal væk!"
"Men..."
"Nej, Chase!"
.....

Jeg løb mens regnen langsomt trængte igennem min t-shirt.
Jeg kunne høre råb bag mig. Mit hjerte hamrede afsted, og andrenalinen pumpede rundt i mit blod.
Lige da jeg troede at jeg var sluppet fra dem, hamrede jeg hårdt ind i noget og faldt bagover. Med skrækken malet i ansigtet, kiggede jeg op på en mand. En af dem. Det kunne jeg se. Den tatovering, af øjet. Lige i panden.
.....

Der var så koldt. Jeg rystede, mens tårerne blandede sig med regnen. Jeg huskede stadig mors ansigt. Øjnene var spilet op i skræk, og munden var åbnet i et lydløst skrig. Og blodet.

.....

Jeg slår øjnene op. Jeg sveder som et svin, og mit hjerte banker så hårdt, at det gør ondt. Min hånd finder op til min kind, der er helt våd og klistret. Blod? Hvad er der overhovedet sket? Og hvor er jeg? Jeg ligger dårligt. Av.

Da jeg kommer i tanke om det, bliver mine øjne store. Så hurtigt at det gør ondt i nakken på mig, drejer jeg hovedet, mod det andet sæde. Ja, Linn er der. Men sådan som hun ser ud, ville det have været bedre hvis hun ikke havde været der. Hun har et voldsomt sår i panden, og hendes ansigt, og meget af hendes tøj, er smurt ind i blod. Og alligevel har jeg på fornemmelsen at jeg ser værre ud.

Bilen står heldigvis normalt, hvilket er et held, efter den rulletur. Forruden er knust, så vi ligger på et tæppe af glasskår. Jeg løfter min hånd, og tager fat i døren. Med en del besvær, får jeg åbnet den. Langsomt, irriterende langsomt kravler jeg udenfor. Det gør ondt i hovedet. I min skulder. Mange steder. Men det gør da ikke ondt i min ankel længere.

Hvis det ikke var fordi at Linn ligger i den anden side af bilen, og jeg ingen anelse har, om hun er død eller levende, ville jeg have lagt mig ned på stedet. Men Linn ligger altså i den anden side. Jeg må indrømme, at det vil være meget meget nemmere hvis hun er død. Og en anden ting, det værste er, at jeg håber at hun ikke er det.

Hvorfor det er det værste? Jo, jeg må nu efterhånden have sagt det så mange gange, at du nok godt ved det. At få venner, eller bare at holde af nogen, er en svaghed. Det bliver en dag taget fra dig. Og det lærte jeg på den hårde måde. Fattet?

Jeg rejser mig op, og går så hurtigt jeg kan, om på den anden side af bilen. Ruden er smadret, og døren er ved at falde af. Jeg tager fat i døren, og som jeg forventede, skal der ikke mere end et enkelt ryk til, før den falder af. Forsigtigt rækker jeg ind i bilen, og tager fat i Linn 's arm. Med den anden hånd tjekker jeg hendes puls. Hun er i live.

Jeg trækker hende ud af bilen, og ligger hende på jorden. Hun er lidt skræmmende og se på. Minder om en zombie, eller hvad fanden det nu hedder. Hun ligner i hvert fald en der er død. Jeg kaster et kort blik på mit spejlbillede i ruden, på den dør der er faldet af. Jeg ligner sku også et lig.

Du undrer dig nok over, hvorfor de her motorcykel mostrer mænd, ikke kom over for at slå os ihjel, eller i det mindste, sikre sig at vi var døde. Ja, de kom hen til bilen for at tjekke. Ja, de så os. Og, som jeg lige har sagt, så det ud som om vi var døde, og 'styrtet' havde været så voldsomt, at de var 100 % sikre på at vi døde.

Hvorfor de ikke skildte sig af med 'ligene'? Fordi, det bare ville ligne en ulykke, med en dum teenager der prøvede at køre bil. Man skulle da næsten tro at jeg er tanke læser, hva'?

Jeg kigger tænksomt på Linn, uden at vide hvad jeg skal gøre. Det ville være rart hvis hun snart vågner. Folk vil snart vågne, og når de vågner, så ser de, de smadrede ruder, blodet og den ødelagte garageport. Og gæt så hvad? Ja så ringer de til politiet, som snart vil finde bilen, og så vil hele byen, snart hele landet vide det, og selvfølgelig også banden, og så... Ja så kommer de efter os igen. 

Jeg ved hvad du tænker. Hvorfor tror du lige at det sker? Det er ikke sikkert at de finder bilen.
Nej, de opdager sikkert slet ikke de mange spor af ødelæggelse, som vi har efterladt.

Du skal kunne tænke som dine modstandere.

Jeg rejser mig langsomt, går hen til bilens bagagerum, og åbner det. Det eneste der ligger der, er et tæppe, og en karamel. Jeg snupper karamellen, og propper den i munden. Jeg er sulten. Tæppet tager jeg også, og går hen til Linn igen. Jeg river et stykke af tæppet, og begynder at tøre blodet af Linn 's ansigt. Det hjælper ikke rigtigt, fordi blodet i hendes ansigt er størknet, så jeg spytter på kluden, og gnupper siderne mod hinanden. Og begynder så forfra. Det hjælper, og hendes ansigt er snart helt fri fra blod.

Mens jeg langsomt spiser karamellen, pakker jeg Linn ind i tæppet. Jeg mærker noget koldt der rammer min nakke og kigger op. Og begynder så at bande. Det sneer. Pis. Vi skal væk, inden det rigtigt begynder at sne. Jeg begynder at ruske Linn, men det hjælper ikke en skid. Hun kunne lige så være på Mars, så langt væk som hun er. Så må jeg vel bare bære hende.

Med en lidende grimasse svinger jeg hende over skulderen. Hun er ikke tung, men nu er det jo sådan, at jeg har ondt, stort set overalt. Men vi har ikke tid til klynk, så jeg må bide tænderne sammen, og begynde at gå. Som jeg gør.

***

Jeg har gået i... Lang tid nu. Har så forfærdeligt brug for en pause. Men hvis jeg stopper, kommer jeg ikke op igen.

Jeg tager mig selv i at tælle mine skridt. Fra 1 til 200, og så starter jeg forfra. 1, 2, 3...
... 200. Forfra. Bare 200 skridt. Forfra. Bevæg dig. Højre foran venstre. Forfra. 1, 2, 3...
... 200. Igen.

Jeg prøver at stoppe med at tælle, men to minutter efter, er jeg i fuld gang igen. Så er jeg beskæftiget, og ligger ikke mærke til smerten i min... Overalt.

Sådan går det så flere timer, men nu kan jeg ikke mere. Mine ben ryster af anstrengelse, og jeg er hele tiden ved at vælte. Vi er dybt inde i en eller anden skov, og vi burde nok være nået ud nu. Men det er vi altså ikke, fordi jeg bevæger mig i snegletempo.

Jeg stopper, og vil tage ordenligt fat i Linn, så hun ikke bare falder ned på jorden, når jeg vil ligge hende. Det går ikke så godt, fordi hun beslutter sig at vågne nu. Hun spjætter voldsomt, og min trætte krop kan ikke bære vægten af hende, så jeg falder bagover. Jeg lander hårdt på ryggen, og får trykket alt luft ud af lungerne, da jeg mærker et voldsomt tryk på mit bryst, fordi Linn lander oven på mig. Kæft hvor er jeg heldig!

Med en ballonagtig lyd, forlader luften mine lunger. Jeg hiver efter vejret, og jeg kan forestille mig at mine øjne er ret store lige nu. Hun ser meget forskrækket ud, og fordi hun ikke kan bevæge sig i tæppet, ender det med at vi slår hovederne sammen, mens hun forsøger at komme ned af mig, så jeg kan få luft. Det lykkedes så, og jeg ligger på jorden, og prøver at få vejret. Efter en del hosten, kigger jeg på Linn.

"Linn, du tager sgu pusten fra mig." Mumler jeg hæst, og hun griner mindst lige så hæst.

Jeg sætter mig op, mens Linn vikler sig ud af tæppet.

"Hvor er vi?" Spørger hun, og kigger rundt.

"I en eller anden skov..." Mumler jeg træt.

"Hvordan er vi kommet herhen?" Dumt spørgsmål.

Hun kigger på mit irriterede udtryk, og ser måbende på mig.

"Har du båret mig så langt?!"

"Hvad tror du?"

"Var det ikke hårdt?"

Jeg sukker irriteret, og gider faktisk ikke rigtig svare hende.

"Hvem var de mænd?" Spørger hun pludseligt.

"Nogle som jeg er uvenner med." Ha, uvenner. Bare det var så lidt.

"Så forstår jeg da bedre at du går med kniv." Mumler hun stille. Det er nok egentlig ikke meningen at jeg skal høre det, men det gør jeg altså.

"Hvorfor er i uvenner?" Spørger hun.

Jeg ignorere hendes spørgsmål, og ligger mig ned, med ryggen til hende. Jeg er sindsygt træt. Mens jeg stirrer ud i mørket, som allerede er ved at sænke sig, tænker jeg dagen igennem. Det har ikke lige været den bedste dag, men dagen i går var værre. Der er ingen sne, så snevejret er nok stoppet igen. Jeg lyner min jakke, og trækker skuldrene op, for at holde varmen. Der går ikke ret lang tid, før jeg falder i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...