Catch Me If You Can.

Jeg er i en del problemer.
Jeg har provokeret en bandeleder, og nu ønsker de mig død.
Panserne er efter mig.

Men, ja som om de kan få fat i mig. Jeg er mig.
Jeg er god til det jeg gør.
Jeg er usynlig.
Jeg er Chase Morgan.


19Likes
27Kommentarer
2023Visninger
AA

6. 5. Elefanthuer.

Linn kigger skræmt op på mig. Jeg trækker vejret i små hårde stød. Lad vær' med at glo sådan på mig! Jeg ved heller ikke hvor alt den vrede kommer fra, men jeg du skal ikke tro, at jeg vil køle ned, bare fordi du syntes jeg er uretfærdig. Lad være med at ryste på hovedet, vi ved begge to at det er det du tænker.

Hun åbner munden, men lukker den så igen. Bange for at sige noget forkert. Bange for at gøre mig mere vred.

Jeg vender om, og tramper væk. Jeg plejer at være bedre til at holde min vrede under kontrol. Det er nok fordi jeg har haft en lorte dag. Min ankel gør pisse ondt, min kæbe dunker, og jeg er øm overalt. Jeg kan ikke lide store grimme mænd, med store grimme hænder. Jeg kan heller ikke lide snotdumme forvoksede teenagedrenge, der tror de er noget værd. Og jeg kan heller ikke lide... Ja okay, hvis jeg bliver ved, stopper jeg ikke igen, før vi begge to er blevet gamle døve muggehoveder.

Uden jeg har lagt mærke til det, er jeg pludselig kommet langt væk fra skolen, og istedet nået ned til en lille sø. Jeg smider tasken ved bredden, og sætter mig oven på den. Mit blik glider hen over søen, mens jeg prøver at falde til ro. Det er svært, og jeg ligger mærke til at jeg sidder og hiver i min trøje. Jeg giver slip på min trøje, retter mine fingre ud, og lader min hånd synke ned i det kolde vand. Gaber. Sukker.

Jeg løfter min hånd op af vandet igen, og kører den gennem mit hår. Jeg er meget træt. Jeg føler at alle mine anstrengelser er spildt. Efter hele 3 år, med at skjule mig, har de alligevel fundet mig. Et øjeblik troede jeg faktisk at jeg var i sikkerhed. At skolen kunne skjule mig. At jeg kunne forsvinde i mængden. Men sådan skal det nok ikke være.

Lad mig nu lige have dette lille øjeblik, med pisse meget selvmedlidenhed.

Jeg sukker, og rejser mig igen. Jeg kan ikke sidde her for evigt, vel? Med et svagt støn, hanker jeg op i min taske, og humper videre langs søen. Det er ved at blive mørkt, selvom klokken ikke kan være mere end fire. Men selvfølgelig, det er jo også ved at blive vinter. Den værste tid på året. Hvorfor? Jo fordi, der er sne. Og når der er sne, er der også fodspor. Mine fodspor blandt andet. Og dem kan man følge. Sneen ser alt. Og så sladrer den sgu.

Jeg er kommet længere ind i byen, hvor der er massere mennesker, på vej hjem fra arbejde. Det er godt. Mange mennesker er godt. Jeg trækker hætten op, for at skjule mit ansigt. Der er mange fremmede ansigter, og hvem ved? Måske er der en af dem, i forklædning. Det lyder måske dumt, men man kan aldrig være for forsigtig. Det er rigtigt. For eksempel, var jeg forsigtig, da jeg skjulte mig i tømrerens hus, men jeg var ikke forsigtig nok, for jeg blev opdaget. Fattet?

En underlig følelse fylder mig. En slags advarsel. Det er også den følelse, der får mig til at vende mig om. Jeg bider tænderne sammen, og vender mig hurtigt væk igen, og begynder at gå med hastige skridt gennem mængden af mennesker. Hvad? Du vil vide hvorfor? Jo, fordi der er en eller anden nar der forfølger mig. Han har lige som mig, hætten trukket helt ned over ansigtet. Jeg møver mig rundt i mængden, og går i alle mulige forskellige retninger.

Jeg når ud af mængden, og tror endelig jeg har rystet personen af mig, men der tager jeg fejl. Jeg giver mig selv en mental lussing, for at have faldet for det dumme trick. Jeg skulle ikke have prøvet at komme væk fra mængden, og håbe at personen der forfulgte mig, blev der. Jeg skulle selv være blevet i mylderet. Men det gjorde jeg så ikke, og det var dumt. Det her er en fælde, og jeg var dum nok til at træde i den. Jeg er endt i en mørk gyde, og lige nu har jeg lige så meget lyst til at slå mig selv ihjel, som dem der er efter mig. Som forventet, kommer der flere ud af mørket. Alle sammen med sorte elefanthuer. Kæft hvor ser det dumt ud.

De er mindre end forventet. Jeg mener, ja de er store, men jeg husker dem bare større. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde jeg ikke er bange. Jeg er rædselsslagen, og ærlig talt ved at pisse i bukserne. Men det hjælper ikke at vise det. Det gør det bare værre. Så derfor ser jeg roligt på, mens mændene med elefanthuerne kommer tættere op tættere på. Underligt nok er de ikke bevæbnede. Jeg kigger bagud, hvor der også kommer nogen. Der er... Fem personer. Fem store muskuløse personer, som jeg ikke kan lide. Nu er vi så tilbage til 'kan ikke lide listen' som efter 15 år, er blevet enormt lang.

Hvordan kommer jeg ud af det her? Okay, nu skal der tænkes hurtigt. Og det gør jeg. Hurtigt og sindsygt.

Jeg kigger mig om, efter noget, noget højt og stort. Og der er det. En container. Før nogen af elefanthuerne når at reagere, er jeg smuttet ind i mellem dem, og så spurter jeg hen mod containeren. De er hurtigt efter mig igen, og jeg griber fat i kanten af containeren. Løfter mig selv op. Kommer op og stå på låget. Kigger ned på dem. Næsten fremme. Går hurtigt over låget, til muren. Igen kaster jeg et blik bagud. De prøver at komme op på containeren, men det er sværere for dem. Jeg vender mit blik mod muren igen, og så springer jeg op på den. Finder steder at sætte fødderne på, og steder at tage fat i. Og så klatrer jeg ellers bare op. Jeg ved hvad du tænker. Nej jeg er ikke spiderman. Nej, okay, det var ikke hvad du tænkte.

Jeg er et godt stykke oppe ad muren, da jeg pludselig mister fodfæstet, på grund af regnen, der siler ned, og gør alting glat. Et lavt gisp forlader min mund, og jeg klamrer mig til muren. Sveden havler ned over mit ansigt, og svider i mine øjne. Men jeg finder dog fodfæste igen, og fortsætter så bestigningen af muren. Dog kommer jeg ikke ret meget længere, da der bliver grebet fat i min fod, og jeg falder til jorden med et hyl.

AV!!!!!!!

Min skulder, mit ben, min ryg, mit hoved, av ALT! Min hånd flyver op til min skulder, som er det der gør mest ondt. Jeg lukker øjnene, da de begynder at sparker hårdt til mig. Jeg hører latter. Og genkender den. Okay, de drenge kan bare ikke tåle nederlag! Og de fik da sparket nok til mig i skolen. Narrøve.

Hvis du ikke har gættet det, er det ikke banden, som jeg troede, med de svin fra min klasse. Men uanset hvad, gør det stadig ondt når de sparker mig. Dog, er jeg underligt lettet. De vil ikke slå mig ihjel. Lettelsen bliver større, og skyller ind over mig, og jeg føler intet andet, da jeg synker ned i bevidstløshedens mørke.

 

Jeg vågner et kort øjeblik, da nogen rører ved min skulder, og jeg mærker regnen ramme mit ansigt.

 

Lyset skærer mig i øjnene så jeg vågner. Ikke sollys. Jeg er træt, meget træt, og vil mest af alt bare sove. Det ville jeg også gøre, hvis ikke det var for min skulder, der gør virkelig ondt. Jeg rynker panden, og prøver at huske hvad der er sket. Der går lidt tid, og så husker jeg det.

Jeg slår brat øjnene op, og sætter mig op med et sæt, men må ligge mig ned igen, da smerten i min skulder tager til. Med rynket pande, kigger jeg på den skikkelse der sidder ved siden af mig. Det er lidt sløret, og der går lidt tid, før det går op for mig at det er Linn. Det får mig bare til at rynke panden yderligere. Jeg venter på svar, men så går det op for mig at hun sover. Hun har en blodig klud i hånden, og størknet blod på fingrende. Jeg har på fornemmelsen at det er mit blod. Hvis ikke det var fordi, at jeg har det så skidt, ville jeg nok være blevet sur, over hjælpen, og var gået med det samme. Jeg kan bedst lide ikke at være afhængig af noget. For på et tidspunkt mister man det, og så kan man ikke noget selv.

Igen prøver jeg at sætte mig op, men må ligge mig ned igen, med en jamren. Uheldigvis vækker mine piv Linn, for hun kigger en smule søvnigt på mig, men da jeg kigger ondt tilbage, ser hun pludselig helt vågen ud.

"Du bløder." Mumler hun, vender kluden,  og begynder så med den rene side, at duppe en flænge i min pande, trods mine protester.

"Jeg kan godt selv." Siger jeg surt.

"Nej du kan ej." Svarer hun kort. Hun har sikkert ret, men jeg er ligeglad. Jeg tager fat i hendes håndled, og selvom jeg er næsten fuldkommen drænet for kræfter, er jeg alligevel stærk nok til at holde hendes arm væk.

Jeg sætter mig op, uden at slippe hendes håndled, og gør det denne gang uden den mindste lyd. Så vrister jeg kluden ud af hendes hånd, og gnupper kluden hårdt mod flængen. Hun sukker, og tager kluden fra mig igen.

"Du tværer blod ud i hele dít ansigt." Siger hun. Jeg ser tvært på hende.

"Og hvad så?"

"Filip, stop det der. Du kommer sikkert til skade igen på et andet tidspunkt, og så er du velkommen til at tvære det ud, lige så tosset du vil." Og med de ord, går hun igang med at duppe min pande igen. Jeg havde ærlig talt ikke forventet at hun ville sige sådan. Ikke fordi hun siger noget underligt, det er mere det at hun, den lille porcelænsdukke, kan være komanderende. Jeg sukker højlydt, men stopper med at beklage mig. Istedet begynder jeg og tænke. Og det er der jeg bliver mistænksom.

"Hvordan kunne du vide at jeg var i byen?" Siger jeg med et hævet øjenbryn, der får det til at svie i min pande.

"Det vidste jeg heller ikke. Jeg kom gående, og så dig." Mumler hun. Den må hun sgu længere ud på landet med. Hun tror ikke seriøst, at jeg vil hoppe på den?

"Du lyver. Du fulgte efter mig."

Hun kigger op, ser på mig, og sukker kort med et skuldertræk. Så jeg har ret. Hvilket ikke overrasker mig det mindste.

Hvorfor glor du sådan på mig? Nåår. Nej jeg vil stadig ikke sige undskyld til hende.

"Er du sulten?" Det giver et lille sæt i mig, da jeg bare sidder i mine egne tanker. Jeg ryster bare på hovedet. Faktisk er det løgn. Jeg er hundesulten, men jeg vil ikke have mere hjælp. Jeg kan godt klare mig selv.

Jeg skubber hendes hånd med kluden væk, og rejser mig med en smule besvær.

"Jeg går hjem." Mumler jeg. Hun ser på mig med rynket pande, men siger intet.

Jeg går så normalt som muligt hen til døren, da jeg kommer i tanke om noget.

"Dine forældre?"

Hun kigger hen på mig.

"Ikke hjemme." Jeg nikker bare. Hvis jeg skal være ærlig, er jeg også fuldkommen ligeglad. Jeg gad bare ikke alt det bøvl, med en forklaring.

Humpende går jeg ud af døren. Et næsten lydløst tak, forlader min mund. Det er ligemeget hvis hun ikke hører det. Trappen der fører ned til døren er stejl. Gad vide hvordan hun fik mig op af den... Med et hårdt tag i gelænderet begynder jeg at gå ned af trappen. Et trin, to trin, tre trin.... Og så er jeg nede. Med et suk trækker jeg hætten op. Ren vane.

Jeg rækker ud efter håndtaget da jeg hører noget inde fra stuen. Jeg kan med sikkerhed sige at det ikke er en kat,  for så ville jeg gå rundt, pisse snottet, med røde øjne og snøvle som en fulderik. Nunskyld mnen må ja godt lånn enn servhijet.

Lige så stille lister jeg hen mod døren, kigger ind, og tjekker om der er nogen. Ingen. Åbner forsigtigt døren. Kigger rundt. Går forsigtigt hen langs væggen og ind til stuen. Jeg kigger mig opmærksomt omkring, da jeg hører en skramlen bag mig. Mit hjerte banker, da jeg langsomt vender mig om.

Et højt brag, og jeg kaster mig ned på gulvet. En kugle suser lige forbi mit ansigt, mens glasskår vælter ned over mig.

Det er sgu noget lort det her.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...