Catch Me If You Can.

Jeg er i en del problemer.
Jeg har provokeret en bandeleder, og nu ønsker de mig død.
Panserne er efter mig.

Men, ja som om de kan få fat i mig. Jeg er mig.
Jeg er god til det jeg gør.
Jeg er usynlig.
Jeg er Chase Morgan.


19Likes
27Kommentarer
2125Visninger
AA

5. 4. Snehvide?

Jeg vågner ved den irriterende bippen af den gamle tømrers vækkeur, og modstår trangen til at smadre hånden ned i det. Jeg har ikke lyst til at erstatte det. For meget besvær.

Så er det op.
Med besvær kommer jeg ud af sengen, og går mod døren med tunge slæbende skridt. Jeg hader virkelig morgener. Jeg lunter mod køkkenet, ligger døren på håndtaget, og skal til at gå ind, da jeg hører en svag skramlen. Hvor underligt. Er heksen kommet tidligere idag? Det ligner hende ikke.

Jeg skubber forsigtigt køkkendøren lidt op, og kigger ind i køkkenet. Og stivner.
Det er ikke heksen, men en mand. En ordenlig kleppert. Seriøst, han er enorm. Men det er ikke det der bekymrer mig. Jeg har set ham før. Engang for længe siden. Tre år siden...

Jeg løb mens regnen langsomt trængte igennem min t-shirt.
Jeg kunne høre råb bag mig. Mit hjerte hamrede afsted, og andrenalinen pumpede rundt i mit blod.
Lige da jeg troede at jeg var sluppet fra dem, hamrede jeg hårdt ind i noget og faldt bagover. Med skrækken malet i ansigtet, kiggede jeg op på en mand. En af dem. Det kunne jeg se. Den tatovering, af øjet. Lige i panden.

Først nu opdager jeg at jeg holder vejret. Mindet er så klart. Det er heller ikke ligefrem noget man glemmer. Men det er ikke det der er vigtigt.

De er på sporet af mig.
Hvordan?

Nå, men en ting er sikkert. Jeg kan ikke blive i det her hus. Langsomt lader jeg min hånd glide ned i strømpen, til min kniv. Meget forsigtigt trækker jeg den op. Folder den ud.
Jeg går langsomt baglæns tilbage mod værelset, ind af døren, over mod vinduet. Så stille som muligt, skubber jeg vinduet op, kravler ud og skubber vinduet i.

Der er meget langt ned. Måske skulle jeg se om jeg kan finde noget at kravle ned af...
Den idé bliver spoleret, da døren bliver åbnet til værelset. Nu skal jeg bare væk. Så jeg springer, lige ud i luften, uden at tænke, og suser ned mod jorden. Jeg lander på benene, men min ankel kommer med en ret klam lyd, da den vrider om, og jeg må bide mig hårdt i kinden for ikke at komme med et højt hyl. Av av av av av!

Jeg har stadig min kniv i hånden, og har ikke tænkt mig at ligge den væk lige med det samme. Manden kan ikke have undgået at se mig. Det går virkelig ikke godt for mig. Jeg har aldrig været specielt heldig, men alligevel.

Jeg kommer på benene med et svagt støn. Min fod gør virkelig ondt. Jeg skal ikke glæde mig til imorgen. Hvis jeg overlever til imorgen. Du tænker nok at jeg lyder vildt dramatisk, og jeg kan da sagtens slippe væk, og så videre. Jeg er ikke dramatisk, og det har jeg aldrig været. Men jeg er ærlig. Altså ikke altid. For det meste. Så nogengange. Hvordan du ved at jeg ikke lyver lige nu? Det ved du jo heller ikke. Du kan vælge at tro på mig, men du kan også lade være. Det er sådan set dit eget valg, jeg er skide ligeglad.

Men nu tilbage til virkeligheden.
Jeg begynder at løbe, trods smerten i min ankel. Det er ret besværligt, men jeg sætter farten op. Jeg kan ikke risikere at han får fat i mig. Hvis han får fat i mig så...

AGRH LUUFT!

Der er en der har grebet fat i min hætte, og trækker mig bagud. Mine hænder finder op til halsen, og river i trøjen, så jeg ikke bliver kvalt. Jeg bliver vendt om, og ser op i det store grimme ansigt, tilhørende den enorme mand, fra huset. Jeg hiver efter vejret, da han strammer grebet om min krave. Min kniv er gemt i mit ærme, men jeg kan ikke få fat i den. Istedet hamrer jeg knæet op i maven på ham. Han krummer sig sammen af overraskelse, men slipper mig ikke. Jeg tror det gjorde mere ondt på mig, end ham. Før jeg når at vride mig fri af hans greb, knalder hans enorme næve ind i kæben på mig. Jeg kan ikke holde et svagt gisp inde. Jeg må gøre noget.

Jeg lader hovedet falde slapt tilbage, som om jeg er bevidstløs. Hele min krop lader jeg hænge slapt, og dingle. Ja, dingle. Han har løftet mig op i kraven, så mine fødder knap rører jorden. Han tror at jeg er bevidstløs, som jeg gerne ville have. Uden at han bemærker det, ryster jeg stille med armen. Ikke mere, end et enkelt ryk. Det er nok. Kniven falder lydløst ned i hånden på mig. Jeg folder den langsomt ud.
Min kæbe gør ondt, fra da han ramte mig. Den dunker.

Med en hurtig bevægelse, jager jeg kniven ind i armen på ham, hvilket får ham til at slippe straks. Han slår ud efter mig, og jeg dukker mig, og smutter om bag ham. Hopper op på ryggen af ham, griber fat om hans hage, trækker hans hoved bagud. Han slår bagud, og prøver på at kaste mig af. Jeg kæmper næsten lige så hårdt på ikke at falde af. Han prøver at få fat i min arm, men han er ikke hurtig nok. Jeg trækker endnu engang hans hoved tilbage, og jager kniven ind i halsen på ham. Jeg springer af hans ryg, og han falder forover ned i græsset.

Du sidder med åben mund. Pas på din kæbe ikke går af led...

***

Jeg er nået hen til skolen. Efter at have vasket blodet af, og sundet mig, besluttede jeg mig for at lade som om intet er sket. Det nytter ikke noget at have dårlig samvittighed.

Hvad jeg gjorde af liget? Jeg fik på magisk vis, slæbt ham ned til søen, hvor jeg også kunne vaske mig. Det havde været besværligt. Han vejede sindsygt meget. Gad vide hvad han fik af mad.
Nå, men jeg fik slæbt ham ned til søen, og smed ham i. Han sank, til mit held, og der går nok en rum tid, før nogen finder ham. Jeg skulle også slette alle sporene, så nu kommer jeg halvanden time for sent i skole. Det sidste jeg har brug for, er mere opmærksomhed. Jeg humper, og har et stort blårødt mærke på kæben. Naarh, det ligger folk nok ikke mærke til...

Hvis du ikke lagde mærke til det, var det ironi.

Jeg humper ind i klassen. Det er frikvater. Heldigt. Med hurtige skridt, som gør ret ondt, går jeg mod min plads, og sætter mig tungt ned. Porccelænspigen, som jeg har fundet ud af hedder Linn, sidder og kigger, for første gang, væk fra mig.

Du vil vide hvad der skete i går? Det med kniven?
Jeg kiggede bare lidt på hende, uden rigtig at vide hvad jeg skulle sige. Vi stod sådan, og kiggede på hinanden flere minutter. Så vendte vi os om, og gik hver vores vej. På en eller anden måde, ved jeg, at hun ikke vil sige det til nogen. Endten fordi hun er bange for mig. Eller også fordi... Jeg kan ikke rigtig finde en anden grund.

Jeg hører en irriterende velkendt latter bag mig, og drejer stolen, mod lyden. Lige som jeg forventede, står svinet, med et eller andet plaster på hans skæve næse. Hvad griner han nu af?

"Nå, Snehvide, du ser lidt mør ud."

Snehvide? Seriøst? Har han nu tænkt sig at lave sjov med mit hår? Du er forvirret. Jo, altså, min hårfarve er ret hvid i det. Nej, jeg er ikke gammelmandsgråhåret, jeg har hvidt hår. Snehvidt. Det må jeg nu give ham. Snehvide. Ret opfindsomt. Men han skal sku ikke lave grin med mit hår, den nar. Jeg ville nok have fundet det morsomt, hvis det ikke var mig. Ja, det er nok ret dobbeltmoralsk, og hvad så? Det er ikke mit problem.

"Du ber næsten om mere end en brækket tud."Siger jeg truende. Jeg er i virkelig dårligt humør. Hvilket du vel forstår? Jeg har ikke tålmodighed til hans drillerier.

"Er du lidt sur Snehvide?" Griner han. Okay, jeg kunne vælge at ignorere ham, men jeg er virkelig ikke i humør til det her.
Jeg rejser mig vredt op. Dér sprang bomben.

Jeg hopper op i luften, og hamrer foden ind i brystet på ham, så han vælter bagover. Ninja. Uheldigvis var det min dårlige fod, så jeg skærer ansigt, men holder dog mit piv inde. Og endnu mere uheldigt, tør hans venner at hjælpe ham idag. Så jeg bliver også væltet ned på gulvet. Der er en der sætter sig ovenpå mig. Jeg bliver mast ned mod gulvet. Jeg kan næsten ikke få luft. Og nu er de så begyndt at sparke til mig. Og de holder sig ikke tilbage.

"Så lad ham dog være!" Siger en velkendt, meget skrøbelig stemme, tilhørende Linn.

Jeg kigger op på hende, og det gør de andre vidst også, for de er stoppet med at sparke. Langsomt fjerner jeg mine arme fra mit hoved, som skulle virke som en slags beskyttelse. Vreden begyndte at boble inden i mig. Skulle jeg reddes af hende?! Den mindste og svageste af alle?!

De svin, som havde besluttet sig for at give mig en omgang høvl, mumler et eller andet, og går flove tilbage til deres pladser. Tænk at de lytter til hende! Det har jeg faktisk på fornemmelsen, at de ikke gør. Det her er langt fra slut. Og næste gang går det sikkert også ud over Linn.

***

Dagen gik nogenlunde, uden flere problemer, men min vrede har været svær at holde inde. Dagen er endelig slut. Jeg kan ikke tage tilbage til det andet hus. Det er for farligt.

Hvorfor jeg ikke flygter? Fordi, hvis jeg bliver i byen, og skjuler mig godt nok, går 'de' videre til den næste by, og så vil jeg være i sikkerhed. De behøves ikke at finde ud af at det var mig, der slog deres 'kæmpe' ihjel.

Jeg svinger tasken over skulderen. Jeg må finde et nyt sted at være, for som sagt, kan jeg ikke tage tilbage til tømrerens hus. Jeg går ud af klassen, fordybet i tanker, da jeg mærker en hånd på min skulder. Jeg vender mig om, og ser lige ind i Linn 's mørke øjne.

"Er du okay?" Spørger hun forsigtigt.

Vreden bobler op inden i mig igen.

"Jeg har ikke brug for din hjælp!!" Råber jeg vredt, og skubber hårdt til hende, så hendes spinkle krop, vælter bagud, og hamrer ned i gulvet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...