Catch Me If You Can.

Jeg er i en del problemer.
Jeg har provokeret en bandeleder, og nu ønsker de mig død.
Panserne er efter mig.

Men, ja som om de kan få fat i mig. Jeg er mig.
Jeg er god til det jeg gør.
Jeg er usynlig.
Jeg er Chase Morgan.


19Likes
27Kommentarer
2050Visninger
AA

4. 3. Busted...

FOR FANDEN I FUCKING LORTE HELVEDE!

Min kniv!
Min puls stiger. Jeg er ikke bange. Nej. Men jeg ved hvor mange problemer jeg kan komme i, hvis nogen ser kniven. Hele skolen vil vide det inden for få dage, så hele byen, og det vil blive ved med at sprede sig.

Og så er jeg ikke så usynlig længere.

Efter få uger, ville jeg have banden og panserne rendene helt oppe i røven igen.
Og så er spørgsmålet bare, hvem der fanger mig først.
Nå men, tilbage til virkeligheden.

Drengen der også kastede papirskuglen, står og griner hånligt, og alle andre griner med.
Haha, narrøv.

Jeg lader forsigtigt benet glide hen mod min kniv, og dækker den. Så sætter jeg mig op, og sniger hånden ned under mit ben, til kniven. Det er meget fristende at jage kniven ned i skalden på den idiot. Meget meget fristende.
Men, jeg lader vær... Han er ærlig talt ikke det værd.
Med en hurtig bevægelse får jeg sat kniven fast i sokken igen, og trækker buksebenet ned over igen.

"Hey, hvad var det du gemte der?" Var der en der sagde.

Jeg vender mig om, og ser op i svinets grimme ansigt.

"Ingenting." Svarer jeg roligt og kommer på benene.

"Du skal ikke lyve splejs!" Siger han og prøver at lyde truende.

Jeg ignorere ham. Han begynder at blive rød i hovedet. Idiot. De andre begynder at se hånligt på ham. De er ved at miste interessen. Hvis man ikke kan skræmme en 'lille splejs som mig', hvor sej er man så lige?

"Svar mig!" Nu er han sur. Et ukontroleret smil glider hen over mit ansigt, og så får han nok.

Han griber fat i kraven på mig, og løfter mig lidt over jorden.

"Svar når jeg snakker til dig!" Råber han lige op i ansigtet på mig.

Jeg skærer ansigt. Han har virkelig dårlig ånde.

Han strammer grebet om min krave, og jeg kan høre at folk så småt begynder at hviske.

"Giv slip på mig." Siger jeg roligt. Han ser bare på mig, med hans små klamme øjne.

"Hvad var det du gemte der, sagde jeg." Siger han truende.

"Giv. Slip. På. Mig." Jeg holder pause mellem vert ord, som om snakker jeg til en tungnem. Hvilket jeg sådan set gør. Og da han ikke gør som jeg siger ...
Så jager jeg mit knæ op i skridtet på ham. Han slipper mig, og gisper af smerte.
Folk hujer begejstret. Jeg har på fornemmelsen at der ikke sker særlig meget på den her skole.

Jeg sætter mig på min stol igen, men uden at vende ryggen til svinet. Man ved aldrig om han vil give igen.
Eller det ved man. For det ved jeg at han gør. Folk som ham kan bare ikke tåle nederlag.
Jeg siger ikke at jeg kan tåle det. Det er ydmygende. Men lige nu snakker vi om ham, og ikke mig.

Men altså, nu er svinet så kommet på benene igen. Han er helt rød i hovedet.
Jeg kan ikke holde et selvsikkert smil tilbage, hvilket provokere ham grænseløst. Og lokker ham. Lokker ham til at angribe igen.

Mit smil bliver større da han går hen mod mig. Den store idiot ved ikke hvad han laver. Den eneste fordel han har er styrken, og det kan man ikke engang kalde en fordel. For jeg er hurtigere og klogere end ham. Hvilket jeg måske har nævnt før? Og ved du hvad? Jeg nævner det præcis lige så mange gange som jeg har lyst til, min ven.

Jeg rejser mig op fra stolen. Gør klar. Aflæser hans ansigt. Dukker mig, lige før hans knyttede enorme næve, suser mod mit ansigt. Han slår bare ud i luften. På grund af alt styrken i slaget, tumler han forover. Jeg smutter hurtigt om bag ham, og giver ham et hårdt spark i røven, så han vælter med hovedet først ind i min stol.

Porcelænsdukken ser på ham med sine store øjne, som ellers vilede på mig. Hun rejser sig, og går ud af klassen. Først nu ser jeg hvor lille hun er. Hun ser ufatteligt skrøbelig ud. Ligner en der kunne gå i stykker bare man rørte hende.

Jeg vender min opmærksomhed mod svinet igen.
Han er ved at komme sig efter hans lille fald. Så vender han sig om mod mig igen. Folk er så småt ved at begynde på det der 'Slåskamp, slåskamp' som så mange råber.

Jeg ved ikke helt. Jeg ville kun kalde det en slåskamp, hvis begge, stod nogenlunde lige. Jeg fører i den her kamp.

Men nu er han så på vej mod mig igen, og jeg ved præcis hvad jeg skal gøre.
Lige inden han er henne ved mig, bøjer jeg mig ned, så han render ind mig, så hans mave støder ind i min skulder, hvilket slår luften ud af ham. Jeg rejser mig og griber fat om hans nakke, så han bliver tvunget nedad. Og så tyrer jeg næven i snotten på ham.

Jeg hører et tilfredsstillende knæk, og derefter et meget tøset hyl.
Om det er at overdrive at brække svinets næse?

Måske, men han har fandme fortjent det.
Jeg ved det. Jeg kommer i problemer. Lad være med at kigge sådan på mig! Du må bare vende dig til det.

Om jeg ikke var bange for at hamre næsen op i hjernen på ham?

Næ.

Hvordan skulle det kunne lade sig gøre, når han tydeligvis ikke har en hjerne?

Svinet er faldet til jorden, og ligger og tuder som en lille pige. De andre ved ikke helt hvad de skal gøre. Jeg kan mærke at de står og glor på mig. Jeg vender mit blik mod dem, og de kigger hurtigt ned i jorden igen.

Der er ikke nogen der kan tage sig sammen til at hjælpe svinet op igen, og jeg har ikke tænkt mig at gøre det. I samme øjeblik kommer porcelænspigen tilbage, og hun har en lærer med sig. Lille lede sladrehank.
Hun sætter sig på sin plads igen, og kigger lige frem for sig.

Læreren går hen til svinet. Hun kigger på ham, og får ham til at fjerne sine pølsede fingre fra sit ansigt. Lidt efter kigger hun op.

"Hvem har gjort det?" Spørger hun strengt.
Nå så porcelænspigen har ikke sagt hvem det var? Aha.

"Hvem har gjort det?" Gentager læreren, som er en ret høj, strengt udseende dame, med store firkantede briller, og håret sat op i en stram knold.

"Mig."

Jeg ser roligt på hende. Du troede måske jeg ville nægte? Næ, jeg er sku ikke så fej.
Hendes pande får en dyb rynke, og hendes smalle mund, bliver til en streg.

"Jeg skal nok have en lille snak med dine forældre." Siger hun.

Åh lort... Jeg har jo ikke...

Jeg trækker vejret dybt.

"Nej."

Hun hæver et øjenbryn.

"Nej?"

Tænk hurtigt...

"De er på foretningsrejse."

"Jaså? Hvorhenne."

Ehh...

"Mexico."

Ja, jeg skulle hurtigt komme med et svar, så døm mig ikke for hårdt.

"Hvornår kommer de hjem?"

"Hvad kommer det dig ved." Svarer jeg flabet.

Hendes øjne bliver smalle, og hendes næsebor begynder at vibrere. Jeg har lyst til at le højt. Hun griber fat i svinets arm, og trækker ham med ud af klassen. Han skal nok på hospitalet eller noget.

Jeg vender mit blik mod tavlen, da det ringer, og Miss Johnson træder ind i klassen, med et forvirret udtryk.

***

Klokken ringer endelig for sidste gang, og jeg rejser mig hurtigt og slynger tasken over skulderen.
Det har været en lang dag, uden et eneste sekund hvor folk ikke gloede på mig. Det er virkelig ubehageligt.

Især porcelænspigen gloede på mig. Mere end hun plejer.

Jeg sjosker langsomt ud i gangen, og griber min jakke på knagen. Jeg er i færd med at tage den på, da jeg mærker et blik på mig. Jeg vender mig om, og se porcelænspigen stå og glo på mig med sine enorme brune øjne. Okay, nu er det nok.

"Hvad fanden er dit problem?!" Siger jeg irriteret.

Hun ser en smule forskrækket på mig. Så kigger hun væk, og mumler et eller andet. Hendes stemme er lige så skrøbelig, som hun ser ud.

"Hvad?" Jeg ser utålmodigt på hende.

"Du har en kniv..."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...