Catch Me If You Can.

Jeg er i en del problemer.
Jeg har provokeret en bandeleder, og nu ønsker de mig død.
Panserne er efter mig.

Men, ja som om de kan få fat i mig. Jeg er mig.
Jeg er god til det jeg gør.
Jeg er usynlig.
Jeg er Chase Morgan.


19Likes
27Kommentarer
2042Visninger
AA

3. 2. Klokken kvart over lort.

Jeg vågner, da solen beslutter sig for, at skinde meget kraftigt, så jeg vågner, fra min ellers så udmærkede søvn. Jeg slår søvnigt en prut, og sætter mig op. Nu sidder du sikkert og smågriner lidt, eller skærer ansigt, men du slår sku også en skid en gang imellem! Forskellen er bare at jeg turde indrømme det.

Kort kaster jeg et blik på uret.

Fuck...

Klokken er 8:15. Og på den lorte skole møder man klokken lort, også kaldet klokken 8:00.
Jeg ruller ud af sengen, og ned på gulvet, kommer tungt på benene og lunter ud i køkkenet.
Som i nok har gættet, er jeg ikke et morgenmenneske.

Jeg tager et æble fra den skål, manden har stående.
De rådner alligevel hvis de ikke bliver spist.

Med tunge skridt får jeg slæbt mig hen til skraldespanden, og skjuler æbleskroget i bunken.
Selvom jeg er væk før tømreren kommer tilbage, vil jeg helst skjule sporene. Og derfor trasker jeg ovenpå igen, og reder sengen. Ikke fordi han kommer hjem, men han har en gammel dame til at passe huset. Gøre rent og sådan. Hun fylder skabene op med mad, da alt maden 'pludselig er forsvundet', og hun tror at hun simpelthen har glemt det.
Så, ja mad er ingen problemer.
Alt andet klarer jeg selv.

Damen kommer altid klokken 9, så der sørger jeg altid for at være ude af huset. Hun ligner en heks, med sit grå strittende hår, og gule rynkede hud. Så det er sådan set det jeg kalder hende.

Nå, men så er det i skole. Bwadr...

***


Jeg går med raske, lydløse skridt hen mod klasseværelset. Jeg ved at alle vil glo på mig når jeg kommer ind. Men som i nok har gættet er opmærksomhed ikke lige mig. Jeg åbner døren og går direkte ind i klassen, mens jeg kan mærke alles blikke på mig. Wuhu...
Uden et ord, sætter jeg mig ned ved siden af porcelænsdukken, med de gigantiske øjne, og kigger anspændt op på tavlen, da jeg kan mærke at alles blikke er klistret til mig.

Miss Johnson, den tykke grimme dame, i joggingbukser, kigger på mig.

"Nå Filip, du besluttede dig altså for at komme alligevel?" Spørger hun strengt, med hånden i siden, og hævet øjenbryn.

Måden hun siger det på, får mig straks til at glo flabet tilbage.

"Jep." Svarer jeg kort, med en flabet tone.

Miss Johnson's ansigt går fra lyserød til mørkerød, og nu ligner hun en gris mere end nogensinde.
Det er svært at lade være med at grine højt, men der ville sikkert komme flere problemer ud af det, end det er værd.

Så jeg holder kæft.
Hun trækker vejret dybt et par gange, og får sin normale farve tilbage. Og så begynder hun åbenbart hvor hun slap.

Jeg kan høre at vi bare har engelsk nu, og det kan jeg heldigvis godt finde ud af.
Okay, det kan alle her. Nu skal jeg ikke føle mig for god. Jeg følger, ligesom i går, ikke rigtig med.

Det er rart at have min kniv. Jeg føler mig meget bedre tilpas med den.

It's just me, and my knife, against the world.

Du vil stadig gerne vide hvor jeg gemmer min kniv, hva'?
Jeg slår dig ihjel, hvis du fortæller det til nogen.

Okay, jeg har sat den fast i elastikket i min sok. Opfindsomt hva'? Nej? Nå, men den er ikke blevet taget endnu, Einstein. Og nej, den stikker ikke, den kan foldes sammen.
Jeg aner ikke hvorfor jeg fortæller dig om alt dette.

Det ville være bedre og have den i underdrengene. Det lyder klamt, men der er sku aldrig nogen der kigger dér. Forståeligt nok.
Men altså, det er lidt for ubehageligt.

Nå, men nu tilbage til klasseværelset. Jeg har slet ikke fulgt med, så da jeg bliver spurgt om noget, har jeg ingen anelse om hvad jeg skal svare.

"Hva'?" Spørger jeg dumt.

Miss Johnson kigger surt på mig.

"Jeg spurgte om du hørte efter, Filip!" Svarede hun strengt.

Ja, så var 'Hva' nok ikke det bedste svar.
Miss Johnson skal til at sige noget, men bliver afbrudt af klokken, så istedet for at sige noget, tager hun sin taske og går. Hun skal nok op på lærerværelset og spise. Huhu, jeg er skide sjov. Nej, seriøst, jeg tror hun skal op og spise. Jeg kan da godt prøve at finde ud af det?
Eller. Det gider jeg faktisk ikke.

Nå, men nu er hun så gået, og det tror jeg også jeg gør, hvis nu Blondie kommer. Så jeg smutter hurtigt ud af klassen, og udenfor.

Udenfor er meget stille, og der er næsten ingen, udover nogle af de ældre elever, der står og ryger.
De prøver at vise hvor seje og 'voksne' de er, men det går meget dårligt, da de fleste står og hoster ukontroleret. Det er lidt komisk at se hvordan de tager et ordenligt hiv af cigaretten, for derefter at prøve at puste røgen roligt ud igen, uden at hoste. De lyder som syge gamle mennesker.

Ja, men nu er det ikke så spændene at stå og glo på rygere, så jeg vender om, og går ind igen.

Jeg kan mærke kniven mod mit ben. Det er beroligende.

Jeg vil gerne tilbage til klassen, da der ikke er noget at foretage sig på gangene. Eller...
Jeg tog vist fejl. For lidt længere nede af gangen, kan jeg se en af de ældre drenge. Ja, det er ikke ham der er vigtig, men det i hans baglomme. Hans pung. Man kan godt se at han har penge i den. Alt for godt.
Et lille roligt smil glider hen over mit ansigt.
Det her er jeg god til.

Jeg går med afslappede skridt hen af gangen, mod den lille gruppe han står i. Godt nok den modsatte vej af min klasse.
Da jeg når hans gruppe, prikker jeg til hans skulder, uden nogen af dem han står med opdager det. Han vender sig selvfølgelig om for at se, men der er jeg allerede på vej væk.

Med hans pung i hånden.

Du vil vide hvordan jeg gjorde det?
Da han vendte sig om, stod han med ryggen til mig. Det var nemt at tage hans pung op af hans baglomme.
Og de andre? De er lige så uopmærksomme som ham. Som alle. Undtagen mig.

Jeg åbner pungen, og det samme rolige smil glider igen hen over mit ansigt.
Der er mange penge.
Jeg tager dem ud, og ligger dem i lommen. Tømmer også pungen for småmønter.

Med rolige skridt, går jeg ind på det nærmeste toilet. Ikke fordi jeg skal pisse, mere fordi der skulle være en undskyldning for at jeg gik forbi deres gruppe.

Lidt efter går jeg tilbage mod min klasse. På vejen tilbage, sniger jeg pungen tilbage i hans lomme, så han ikke fatter mistanke før han skal bruge pengene.

Jeg træder ind i klassen, men stopper, da jeg får kylet en papirskugle lige i masken.
Den er fedtet og våd.
Hvem fanden har pisset på den?
Jeg hører latter, og sender et koldt blik gennem lokalet. Det er nemt at se hvem der har kastet den.
En dreng med mørkt hår, ret stor i forhold til andre, og med et hånligt smil på læberne.

Man kan godt se hvad hans rolle i klassen er.

Jeg vælger bare at ignorere det, selvom jeg mest af alt har lyst til at gå over og pande ham en.
Ja, det er meget fristende.
Så, jeg går over til min plads, og sætter mig.
Porcelæns pigen sidder bare og glor på mig som altid.

Det prøver jeg også at ignorere, men det er ret ubehageligt.
Til sidst vender jeg mig mod hende, og kigger irriteret på hende.

"Hvad er dit problem?" Spørger jeg koldt.

Hun kigger bare overrasket på mig. Hun kan sku da forfanden ikke bare tro, at jeg ikke vil sige noget til hende, når hun bare sidder og overglor mig, som om jeg er en alien, eller noget. Hun åbner munden som om hun skal til at sige noget, men lukker den igen.
Ynkeligt.

Jeg sukker vrissent. Åndsvage porcelænsdukke.

Jeg mærker nogen gå forbi, bag ved mig, hvilket får mig til at gyse. Det har jeg aldrig brudt mig om når folk gør. Fordi jeg ikke kan se dem. Se hvad de gør.
Jeg bliver dog noget overrasket, og så alligevel ikke, da jeg mærker et ryk i min stol, og jeg falder bagover.

Der lyder et højt bump, da jeg lander på ryggen på gulvet, og en lille klingen, da kniven falder ud af min sok, og lander på gulvet.....

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...