Catch Me If You Can.

Jeg er i en del problemer.
Jeg har provokeret en bandeleder, og nu ønsker de mig død.
Panserne er efter mig.

Men, ja som om de kan få fat i mig. Jeg er mig.
Jeg er god til det jeg gør.
Jeg er usynlig.
Jeg er Chase Morgan.


19Likes
27Kommentarer
2046Visninger
AA

2. 1. Miss Johnson, Blondie og Giga-glasses.

Efter alle de år, hvor jeg har gjort mig selv usynlig, står jeg her.
På en lille lorte skole, i en lille lorte by.

Du kan nok ikke se meningen i at starte i skole, når man helst vil være usynlig.
Den nye får altid mest opmærksomhed.

Først ville jeg aldrig have drømt om at starte i skole.
Altså, netop fordi jeg ville få alt for meget opmærksomhed.

Hvorfor jeg så besluttede mig for det?

Fordi at de tykpander aldrig ville forvente det!
Jeg er usynlig når jeg vil. Det vil jeg stadig.
Bare på en anden måde.

Og det er derfor jeg står her. Forstået?

Så nu er jeg så på vej hen mod min nye klasse. Du spørger sikkert dig selv, hvordan jeg kan komme ind på en skole uden nogen forældre?
Fordi jeg planlægger alt. Jeg handler ikke uden at have tænkt tingene igennem.

Og nu vil du have en lang detaljeret forklaring på, hvordan jeg har båret mig ad.
Den får du ikke.

Nu, mens du har været helt uopmærksom, er jeg nået hen til klassen.
Du skal være opmærksom. Det er meget vigtigt.
Jeg banker roligt på døren, og den bliver åbnet næsten med det samme.
Personen der åbnede døren, er en meget grim overvægtig dame i fyrrerne, med helt lyst, farvet hår, iført en alt for stram trøje, og joggingbukser.

Det smil hun sender mig, giver mig lyst til at ørle.

"Kom indenfor Filip." Siger hun lespende.

Nu sidder du, og tænker over om jeg ikke sagde at jeg hed Chase? Jo det gjorde jeg. Og det hedder jeg også.
Men som om jeg gider at oplyse mit rigtige navn til en eller anden ubetydelig lorteskole, når jeg har en flok idioter efter mig, som ønsker mig død, og politiet, som nok helst vil se mig i spændetrøje, i en gummicelle.

Jeg gider ærlig talt ikke fortælle dig om det.
Men nu har jeg været usynlig i 3 år, og det er jeg stadig.

Så nu er jeg altså ikke Chase, men Filip. Fattet?

Jeg træder ind i klassen, og vender mig mod de andre elever, som sidder og glor på mig, som havde jeg tre øjne, og én arm.

Hvilket jeg ikke har.
Det hele handler om selvtillid. Det hjælper ikke at stå og ligne en der er ved at tude, for så bliver man straks den svage.
Og hvad er der også at være så bange for? Jeg har oplevet ting der er værre, i mine femten år. Meget værre.

En flok dumme teenagere er jeg sku ligeglad med.
Selvom der nu er nogen af drengene, som er ret store.
Okay, jeg indrømmer gerne, at jeg ikke er så stor, men jeg er meget klogere end de tykpander.
Og hurtigere.


Og så har jeg min kniv. Du sidder med hævet øjenbryn, og tænker hvorfor fanden jeg går med kniv, og hvad skal jeg mon bruge den til, og så videre.
En kniv er godt at have.

Hvor jeg gemmer den?
Det gad du godt vide hva'?

Nå, men damen, som jeg har fundet ud af hedder Miss Johnson, præsenterer mig, og sender mig ned bagerst i klassen, hvor jeg åbenbart skal sidde.
Mens jeg går lader jeg blikket glide rundt, i området omkring min plads.
Ved bordet ved siden af mit, sidder en meget bleg pige, med rødbrunt kryllet, skulderlangt hår, og meget store mørkebrune øjne. Sådan nogen som man hele tiden føler er rettet mod én.
Hun minder mig lidt om de der porcelænsdukker.

På pladserne lidt fra min, sidder en helt lyshåret pige, med ansigtet smattet ind i make up.

Rigtig klamt.
Og ved siden af hende, en dreng med enorme runde briller og lyst strithår, som sidder og glor savlende på blondinen, som var hun en gud. Jeg kan ikke lade være med at tænke over, hvor meget det her egentlig minder om en film.

Men det her er ikke en film.
Det er virkeligheden.

Virkeligheden, hvor man bliver jagtet af politiet, og en bande. Virkeligheden, hvor man aldrig er i sikkerhed.
Jeg lader være med at følge med i timen. Mest fordi de har Fransk, og jeg ikke fatter en skid af hvad de siger.
Jeg gider ikke engang prøve, da undervisningen foregår på Fransk.

Det er som om der går en evighed, før det endelig ringer.
Da jeg ikke rigtig ved hvad jeg skulle foretage mig herinde, beslutter jeg mig for at gå udenfor, og rejser mig.
Jeg bliver stopper da Blondie stiller sig ind foran mig.

Pis.

"Jeg hedder Jessica." Siger hun, og klistrer et enormt falsk smil på, som vist nok skulle være charmerende.
Mit ansigtsudtryk ændrer sig ikke. Bare stoneface. Det er bedst, når man ikke ved om man skal grine højt, eller flygte. For jeg kan ikke klare sådan nogle typer, som Blondie her.

Og selvfølgelig hedder hun Jessica. Det er som taget ud af en af de der teenage film, hvor der er den her onde pige, cheerleader, eller sådan noget, så er der den mindre populære pige, og sportsidioten.
Og alle ved jo hvordan sådan en film ender.

Jeg sukker.

"Du hed Filip ikke?" Spørger hun og bider sig i læben. Okay, jeg ørler nu.
Hun prøver at være flirtende, og drengen, med gigabrillerne, sidder og glor ondt.

Åh, han må gerne få hende. Jeg ønsker mest af alt at hun bare går.
Men det gør hun ikke.
Åndsvage Blondie.
Så må jeg bare gå.

Og det gør jeg. Jeg går lige forbi hende, ud af døren, og ud i skolegården.
Fri. Fri fra stanken af brækparfume, og nysgerrige øjne.

***

Endelig ringer det.
Lad os bare sige at dagen kunne have gået bedre.
Blondie har fulgt efter mig hele dagen, og jeg har det som om pigen med de enorme øjne hele tiden kigger på mig.
Eller... Jeg ved det.

Hvorfor?
Det ved jeg bare. Ligesom jeg ved når folk lyver, og lige som jeg ved når jeg bliver forfulgt.
Jeg kan nærmest høre dig vrænge: "Hvordan kan du det, hva'?"
Det kan jeg bare.
Hvor jeg bor?

Der er så mange åndsvage spørgsmål.
Der er den her mand, en gammel tømrer, som har et hus der ligger lidt for sig selv.
Han er taget til Thailand, og bliver der i de næste 2 år, med sin nye unge kone.

Hvor jeg ved det fra?
Jeg holder øje. Jeg er kvik.
Du sidder sikkert og tænker at jeg er en stor pralhals, men jeg siger bare sandheden.

Nå, men den mand, med huset, ja han er jo rejst.
Så jeg låner hans hus. Det er nemt nok at lirke døren op.
Så nu er jeg på vej hen mod hans hus.

_________________________________________________________________________

Det var så første kapitel..:)

Kunne i lide det? :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...