January

Josefine møder den mystiske Nathan en dag hun falder og besvimer i skoven.
(mere kommer senere når jeg ved hvad den skal handle om.

0Likes
0Kommentarer
349Visninger

1. Besvimelse

Det var den første lørdag i Januar måned og det var en utroligt smuk dag. Solen skinnede fra en skyfri himmel ned over landskabet og skoven som var dækket af et tykt lag hvidt glinsende sne. Jeg var ude at gå en tur. Mest af alt fordi jeg ikke kunne holde ud at være derhjemme, men når man først kom afsted var det rart selvom det var koldt. Nu var jeg på vej ind i skoven. Jeg elskede skoven. Jeg huskede straks hvordan jeg brugte timer på at lege derinde som barn. Jeg begyndte at løbe. Følelsen af den kolde luft mod min hud fik mig til at fæle mig fri. Alt andet end hvad jeg var. Lige indtil alt blev sort.

Jeg prøvede at åbne øjnene, men lyset var alt for skarpt. Efter at have blinket nogen gange, var der pludselig en skygge der kom ind foran lyset. Det var en dreng. Han smilede til mig.

”Er du okay?”

”Mmmh.” svarede jeg og tog mig til hovedet. ”Hvem er du?”

” Ja ser du.. Det er et ret svært spørgsmål at svarer på. Mit navn er Nathan, men hvem jeg er, kommer helt an på hvem du ser mig som.” Han rettede sig op og rækte sin hånd ud imod mig fordi han ville trække mig op” Jeg kiggede mistroisk på den, men tog tilsidst imod den. På et sekund var jeg oppe at stå, men idet han slap min hånd faldt jeg straks om på jorden igen. Jeg havde vidst slået mit hoved, for balancen tippede mere til den ”ikke-eksisterende” side, end det modsatte. Han hævede øjenbrynene og lagde hovedet på skrå, mens han kiggede på mig.

”Det var sådan set ikke meningen du skulle lægge dig ned igen.” i hans mundvige kunne man ane en snert af et selvtilfreds smil.

”Hør. Nu har du set at jeg lever, kan du så ikke bare gå din vej igen?” Vrissede jeg vredt. Og som om han overhovedet ikke havde hørt hvad jeg havde sagt sagde han:”Du har slået hovedet. Jeg må hellere få dig hjem” Inden jeg kunne nå at protestere gik han hen imod mig, bukkede sig ned og løftede mig op.”

”Jeg skal ikke hjem! Skreg jeg. Bare lad mig være i fred.”

”Så bliver det hjem til mig” og inden jeg kunne nå at protestere yderligere besvimede jeg der. Det mest geniale sted jeg nogensinde kunne forstille mig, nemlig i armene på en fremmed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...