Sunset

"Forvirret krummede jeg mig sammen til en kugle på sengen. Pudebetrækket duftede sødt af lavandel, men den overdrevne lugt fik en masende kvalme til at trykke i mit bryst. Jeg krammede mine hænder hårdt sammen om lagenet, og tvang mine øjne i. Nedenunder kunne man høre Carlisle og Edward i en højrystet diskussion. Naturligvis handlede den om Seth. Selvom mine skærpede sanser sagtens kunne tyde deres ord, kunne jeg ikke få mig selv til at lytte. Det var slemt nok, bare at tænke på ham. Mit hoved dunkede ustyrligt. Koldsveden løb mig ned af ryggen. Og hele min krop, hvert et legeme, rystede. Langsomt, og med et rædselsslagent sind, faldt jeg hen til søvnen. "

101Likes
116Kommentarer
9592Visninger
AA

4. Seth Clearwater

Seth Clearwater er død.

Sætningen gav genlyd i mit hoved. Det kimede voldsomt for min ører, og hånende stjerner dansede for min nethinde. Jeg måtte fortvivlet støtte mig op ad Bella, som fortrak sit ansigt i psykisk smerte. Jacob trådte instinktivt et skridt hen mod mig. Han åbnede kort sine arme, for at lade mig glide ind i sin favn, men trak dem så til sig, da Bella sendte ham et strengt blik. Jeg havde aldrig haft det tætteste forhold til Seth, men jovist havde vi da klodset rundt sammen i en lykkelig boble af barndom engang.

”M-må jeg komme ind?” stammede Jacob og kastede med hovedet ind mod gangen. Bella knejsede med nakken. Hun nikkede vagt, og gestikulerede ham indenfor, hvorefter hun hypnotiseret lukkede døren. Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage. De vældede ned af mine kinder i stimer. Det var nemt at tyde i Jacobs øjne, at han mere end alt andet, ønskede at trygge mig ind til sig. Ønskede at hviske til mig, at alt ordnede sig. Og jeg var villig til at gengælde det. Vi gik, med en vis afstand fra hinanden, ind til de andre Cullen-medlemmer. Alle i stuen rynkede panden og kiggede op fra deres ærinder, da vi trådte ind.

Rosalie flængede sin mund i et ondskabsfuldt grin, da hun passerede os på sine vinrøde stilletter. ”Ah, ser man det. Vi får søreme besøg af hvalpen. Næh, hvor hyggeligt!”

Edward skar ansigt af hendes bemærkning. ”Rosalie, stop. Det er alvorligt-”

Hun nåede akkurat at afbryde ham med et fnys, inden Jacob oprørsk snerrede ad dem begge. ”Rosalie, luk dog for fanden røven! Og Edward, lad være med at grave i mine tanker! Jeg bliver sindssyg!”

Jeg klappede ham klodset på skulderen, for at få ham til at hidse sig ned. Det hjalp heldigvis. Han sukkede tungt og kollapsede på sofaen. Rosalie spærrede hadfuldt sine dybblå øjne op. Hun pegede rebelsk på ham. ”Hvad bilder du dig ind at-”

Carlisle, som sad ved spisebordet, førte sin kolde hånd op foran sit ansigt, for at få hende til at standse sit udbrud. Da hun modvilligt tav, foldede han hænderne bag ryggen, rejste sig op og satte sig ligeså på sofaen.

”Fortæl os, hvad der er hændt,” kommanderede han med blid undertone. Jacob stirrede følelsesløst ned i marmorgulvet. Bellas blik var rettet ud i den tomme luft. Carlisle kiggede indtrængende på os alle. Jeg kunne ikke lade være med at føle en form for skyldfølelse. Men hvorfor?

”Seth er død.” det sved i ørerne at høre sætningen igen. Heldigvis fortsatte han forholdsvist hurtigt med sin talestrøm. ”Leah fortalte at han var blevet præget i en tilfældig menneskepige. Han tog ud i skoven, for at udspionere hende og hendes kæreste, i ulveskikkelse. Men kæresten fik øje på ham, og en slåskamp fulgte. Han ville have vundet, hvis ikke det havde været for menneskepigens smerter og frygt for at hendes kæreste ikke ville overleve. Så han gav op til kærligheden,” bed Jacob og lænede sig vredt tilbage i sofaens knirkende læder.

Carlisle nikkede forstående. ”Prægningen var så enorm, at han hellere vilde dø, end at se sin elskede lide?”

”Sådan er alle prægninger.” hviskede Jacob atter. Jeg kunne ikke lade være med at forstille mig, hvor langt Jake ville gå for min skyld. Tanken fik mine håndflader til at svede. Carlisle brød tavsheden ved at rømme sig.

”Jeg troede at alle i koblet kunne læse hinandens tanker? Hvordan kan det så være at i ikke anede råd om hans prægning?”

”Jeg ved det ikke…” stønnede Jacob splittet. Det virkede som om han allerede havde brugt rigeligt med tid på at gruble over det. Mit hjerte hamrede i brystet. Det var ulideligt at se ham så ulykkelig.

Ingen havde lagt vitterligt mærke til Alice, som hun sad med benene overskrævs i vindueskarmen. Men de ord der flød over hendes læber var så chokerende, at vi alle vendte os om. ”Men det ved jeg,” mumlede hun. ”Jeg havde et syn om ham.”

 

Jeg måbede forvirret. Hvad snakkede hun om?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...