Sunset

"Forvirret krummede jeg mig sammen til en kugle på sengen. Pudebetrækket duftede sødt af lavandel, men den overdrevne lugt fik en masende kvalme til at trykke i mit bryst. Jeg krammede mine hænder hårdt sammen om lagenet, og tvang mine øjne i. Nedenunder kunne man høre Carlisle og Edward i en højrystet diskussion. Naturligvis handlede den om Seth. Selvom mine skærpede sanser sagtens kunne tyde deres ord, kunne jeg ikke få mig selv til at lytte. Det var slemt nok, bare at tænke på ham. Mit hoved dunkede ustyrligt. Koldsveden løb mig ned af ryggen. Og hele min krop, hvert et legeme, rystede. Langsomt, og med et rædselsslagent sind, faldt jeg hen til søvnen. "

101Likes
116Kommentarer
9601Visninger
AA

10. Nelly Newton

Den runde dame bag skranken sendte mig et forfjamsket blik. Hun skubbede de violette hinkestensbriller op i panden, hvorefter hun med let dirrende hænder rakte mig et bundt papirer. ”Her står, hvilke timer du skal have og hvor,” svarede hun professionelt, men tøede så op i et forsigtigt smil. ”Må jeg have lov at spørge, hvor du kommer fra? Jeg synes ikke at have set dig før?”

”Æhm, jeg er lige flyttet til byen. Den er ret lille, hva’?” forsøgte jeg håbløst. Selvom jeg syntes at byen var skøn, så stor som en by behøvede at være og alt i alt perfekt til mig, følte jeg mig nødsaget til at virke overrasket over størrelsen. Bella havde gang på gang instrueret mig i menneskelig adfærd. Om hvordan jeg skulle være, og hvordan jeg skulle reagere på forskellige situationer. Damen lo kremtende. Hun klappede kejtet min hånd, inden jeg flovt gik ud af lokalet.

På gangen svømmede et virvar af elever. De vendte sig alle mod mig, da jeg, med tomatrøde kinder, bevægede mig igennem mængden. En tynd pige, lille af bygning og med lyst hår, kom sprintende over til mig i samme øjeblik hun så min skikkelse. Hendes blå øjne skinnede af nysgerrighed. ”Hej! Du må være ny?”

”J-ja,” stammede jeg. ”Jeg hedder Renesmee…” hvad var du nu for et efternavn jeg skulle oplyse? Den første tanke, der slog mig gled ud af mine læber, uden nogen kontrol. ”Renesmee Knight.”

”Jeg hedder Nelly Newton! Rart at møde dig,” hun skævede til min lette taske, jeg havde svinget over skulderen. ”Du har ikke fået bøger endnu, vel?”

”Nej.” sagde jeg og kæmpede med et mislykket smil. Ivrigt tog hun en af mine krøllede hårlokker mellem sine fingre. Mærkede forbavset på dets bløde overflade.

”Wow. Dit hår er smukt. Hvilken balsam bruger du?” beundrede hun og slap det modvilligt. Jeg smilede af hende, men kunne ikke lade være med at bekymre mig lidt. Hvad skulle jeg svare? Jeg behøvede ikke balsam for at få mit hår til at være som det var. Det var bare sådan.

”Øhm,” rømmede jeg. ”Det kan jeg ikke huske.”

”Nå, det var en skam.” mumlede Nelly med oprigtig skuffelse i øjnene. Jeg kunne ikke lade være med at gruble over om alle mennesker var så udadvendte, sociale og modige. Hun afbrød min ustoppelige tankestrøm ved at forære min skulder et venskabeligt klem. ”Jeg smutter nu. Det var hyggeligt at snakke med dig!”

Hun efterlod mig på gangen med de hvidkalkede vægge. Jeg rynkede overrumplet brynene, inden jeg ubevidst svang tasken over skulderen igen. Eleverne var så småt begyndt at vende tilbage til deres timer og mine øjne rullede ned til papirerne i mine let rystende hænder. Jeg bladrede igennem bundtet, til jeg fandt hvad jeg ledte efter; Et månedsskema.

Jeg skulle starte med at have matematik. Omtåget vaklede jeg hen ad gangen på jagt efter matematiklokalet. Efter nogen søgen måtte jeg opgive at klare det på egen hånd, og gribe fat i en forbipasserende dreng. ”Undskyld, men hvor er matematik?”

”Lige ud på venstre hånd.” smilede fyren med et ukendt glimt i øjet. Jeg nikkede spagt og fulgte hans instrukser. I løbet af et par ubetydelige minutter stod jeg foran døren med et mekanisk blik på det tunge træ. En pige bag mig skubbede den op, hvorefter hun rutineret vandrede ind i lokalet. Jeg vågnede op af mine tanker, og fór indenfor. Der var lummert i klasseværelset, trods de let åbne vindue i den ene ende. Læreren stod med ryggen til eleverne, der havde sat sig på deres sædvanlige pladser. Han vendte sig hurtigt om, da jeg forsigtigt prikkede ham på skulderen.

”Åh, du må være Renesmee?” sagde han med nysgerrige øjne.

Jeg rettede lidt på min top. ”Ja.”

”Jamen, så må vi da lige få ro.” han vendte sig irriteret mod den støjende klasse. ”Alle sammen! Ti stille! I skal hilse på vores nye elev, Renesmee.”

Fireogtyve brændende øjne blev rettet mod mig. Koldsveden løb uhæmmet ned af min ryg. Hvis bare jeg havde Jacob. Den nedtrykte stemning ændrede sig en smule, da jeg fik øje på et par flotte blå øjne i mængden. Nelly vinkede ivrigt til mig nede fra bagerste række. Læreren, hvis navn jeg stadig ikke kendte, smilede, og gestikulerede mig ned til hende. Hun fnisede, da jeg tavst satte mig ned på stolen ved hendes side. ”Nåda, der kan man bare se! Vi skulle sgu have det samme fag. Hvor fjollet af mig, at jeg ikke spurgte.” hun rullede øjne af sig selv og greb fat i en hårtot, som hun diskret nulrede mellem sine fingre.

”Hm.” var mit eneste fornuftige svar.

Hun så afventende på mig, men rystede så på hovedet. Valgte at skifte emne. ”Synes du ikke også at han er lækker?”

”Undskyld, hvem?” spurgte jeg forfjamsket.

”Mr. Tyler?”

Jeg rynkede brynene. Var det læreren, der lige havde hilst på mig, hun hentydede til? Langsomt gik det op for mig, at jeg, i den utrolig forvirrende tid jeg brugte på at finde ind i klassen, slet ikke havde tænkt over hans udseende. Men da jeg kort efter, nøje granskede ham, måtte jeg da indrømme at han var køn. Dog slet ikke på bølgelængde med Jacob. ”Tjoh, han er vel fin nok. Men er han ikke gammel?”

”Femogtyve.” svarede Nelly konkret, og med et drømmende blik. Jeg vrængede på næsen. Hun var højst sandsynligt ikke en dag over atten.

”Du burde finde én på din egen alder.” rådede jeg, mens mit blik igen flakkede igennem klassen.

”Ms. Knight. Ms. Newton, er der noget i vil dele med os andre?” spurgte mr. Tyler utålmodigt, men med en rolig efterklang. Nelly rødmede, og kiggede forlegent ned i linoleumsgulvet. Hun rystede utydeligt på hovedet. Jeg havde ondt af hende. Tænk hvis min Jacob var uopnåelig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...