Sunset

"Forvirret krummede jeg mig sammen til en kugle på sengen. Pudebetrækket duftede sødt af lavandel, men den overdrevne lugt fik en masende kvalme til at trykke i mit bryst. Jeg krammede mine hænder hårdt sammen om lagenet, og tvang mine øjne i. Nedenunder kunne man høre Carlisle og Edward i en højrystet diskussion. Naturligvis handlede den om Seth. Selvom mine skærpede sanser sagtens kunne tyde deres ord, kunne jeg ikke få mig selv til at lytte. Det var slemt nok, bare at tænke på ham. Mit hoved dunkede ustyrligt. Koldsveden løb mig ned af ryggen. Og hele min krop, hvert et legeme, rystede. Langsomt, og med et rædselsslagent sind, faldt jeg hen til søvnen. "

101Likes
116Kommentarer
9643Visninger
AA

11. Kantine

De første par timer gik skam let nok. Godt nok var jeg den sidste, der blev færdig med opgaverne, men i princippet var jeg ikke så slem endda. I hvert fald hvis man tænkte på at jeg aldrig havde fået professionel undervisning. Nelly gloede forbavset på papirerne med de mange fejl.

”Scary. Jeg troede seriøst at du ville være en haj til matematik.”

Jeg fnes. ”Hvorfor dog det?”

”Det ved jeg ikke. Nok fordi du ikke ved, hvilken balsam du bruger. Jeg mener, alle piger, der absolut ikke går op i lærdom, ved da for fanden, hvad navnet på deres balsam er,” hun så afventende på min reaktion, og gav sig lidt på træstolen. ”Ej, det må virkelig ikke lyde forkert. Det er bare… Glem det. Glem hvad jeg sagde.”

”Okay.” grinede jeg, da Mr. Tyler kom hen til vores bord. Han støttede sin hånd mod bordkanten, og skævede nysgerrigt til vores resultater.  Vi tav begge. Valgte at lade emnet om, hvorvidt jeg var god til matematik ligge.

”Hm. Nelly, det ser meget bedre ud! Flot!” sagde han, inden han lidt kejtet forærede hende et skulderklap.

”Tak.” lød det hviskende fra Nelly, hvis kinder var blevet røde.

”Hvad er det, der motiverer dig sådan til at lave dine ting?”

Dig, hviskede hun, men så lavt at kun en vampyrs skærpede sanser kunne opfatte det. Det eneste Mr. Tyler kunne opfatte var hendes rømmen derefter. ”Æh, jeg ved ikke. Det kommer bare til mig!”

”Det lyder godt. Du skal nok blive til noget,” han skulle lige til at gå igen, men huskede så den egentlige grund til at han kom. Henkastet vrikkede han med hovedet mod vores opgaver, og vi samlede dem forfjamsket i en bunke, inden vi rakte ham dem. ”Bare gå. I har fri nu. Og… Hyggeligt at møde dig, Ms. Knight!”

”Renesmee.” rettede jeg, hvorefter han smilede og luntede tilbage til kateteret. Nellys fornyede energi smittede af på mig. Det var næsten ikke til at holde smilet tilbage, mens vi muntert proppede matematikbøgerne ned i vores takser. Da vi atter var ude af det lumre lokale, hvinede hun så højt, at de forbipasserende stoppede op for at glo bekymret på os. Jeg gav hendes arm et klem, tyssede venligt på hende.

”Hørte du, hvad han sagde!” skreg hun ivrigt og hoppede et par gange, så de sorte læderstøvler klakkede mod gulvet.

Jeg fik hende roligt til at falde ned. ”Ja! Du har en fremtid foran dig. Det lyder skønt, Nelly.” sukkede jeg. Hvis ikke man vidste bedre, kunne det opfattes som sarkasme, hvilket det absolut ikke var.

”Nej, tosse,” hun himlede kærligt med øjnene. ”Det er ikke det, der er vildt. Det vilde er, at vi førte en samtale, som varede længere end fire minutter, og som var henvendt til mig.”

 Vi satte kurs mod kantinen. Underligt nok følte jeg det helt naturligt at være i selskab med Nelly. Selvom jeg lige havde mødt hende, virkede det som om vi havde været tætte venner i flere år.

 Hun gestikulerede mig ind i kantinen med et grin på læberne. En mørk fyr løb smilende hen til os, efter at vi havde taget plads ved et af de hvide runde borde. Han hev elegant en stol hen, og kastede sig nærmest ned på den ved siden af Nelly, der blinkede til ham. Jeg grublede stærkt over, hvem han nu var, og hvorfor han satte sig der, men holdt den neutrale facade og lod som ingenting.  

”Davs Nelly! Hvem er din lille veninde?” sagde han på gebrokkent engelsk. Da han diskret gjorde et kast med hovedet over mod mig, hoppede og dansede hans flotte afrokrøller, mens de mørkebrune øjne sitrede af spænding. Nelly sendte mig et sigende blik.

”Æh, jeg hedder Renesmee,” sagde jeg. ”Og hvem er du?”

”Mit navn er Daniel.” svarede han muntert, og lod blikket vandre hen til maden lidt længere henne. ”Skulle vi ikke tage noget at spise?”

Nelly, der før havde stirret ud i luften, vågnede op og nikkede.

”Hm, jeg er ikke så sulten.” konstaterede jeg, men fulgte alligevel med de andre derop. Som hybrid kunne jeg sagtens spise mad. Alligevel foretrak jeg klart blod. Jeg gav mig til at iagttage de andre tage deres. Det hele så så indviklet ud. Prøvende tog jeg en af de grå bakker, greb en tallerken og fyldte den forvirret med lidt kedelig pastasalat.

”Hvorfor ser du så lost ud, søde?” spurgte Nelly grinende. Hun havde åbenbart bemærket mit ansigtsudtryk. ”Er det første gang du spiser i en kantine?”

”Nejnej,” løj jeg, og så mere stålsat ud. ”Jeg er bare væk i mine egne tanker.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...