Sunset

"Forvirret krummede jeg mig sammen til en kugle på sengen. Pudebetrækket duftede sødt af lavandel, men den overdrevne lugt fik en masende kvalme til at trykke i mit bryst. Jeg krammede mine hænder hårdt sammen om lagenet, og tvang mine øjne i. Nedenunder kunne man høre Carlisle og Edward i en højrystet diskussion. Naturligvis handlede den om Seth. Selvom mine skærpede sanser sagtens kunne tyde deres ord, kunne jeg ikke få mig selv til at lytte. Det var slemt nok, bare at tænke på ham. Mit hoved dunkede ustyrligt. Koldsveden løb mig ned af ryggen. Og hele min krop, hvert et legeme, rystede. Langsomt, og med et rædselsslagent sind, faldt jeg hen til søvnen. "

101Likes
116Kommentarer
9564Visninger
AA

3. Hjem

”Vi ses.” sagde jeg neutralt og med øjnene fæstnet til mine rystende hænder, da Jacob, efter en halvtimes bumlen, lydløst standsede foran familien Cullens hus. Jeg så nysgerrigt op. Rynkede forvirret panden, da jeg opdagede, hvor vi var. ”Æh, hvorfor holder du her?” spurgte jeg undrende og spejdede ud gennem mine fyldige vipper, for at bekræfte at jeg havde set rigtigt. Hans kæber gav sig lidt.

”Dine forældre er her. Jeg kan lugte det,” brummede han lavt. Den efterfølgende tavshed var ualmindelig akavet. Vi havde aldrig nogensinde været så anspændte i hinandens selvskab. Jeg sank hurtigt den nagende klump i min hals, og hoppede eftertænksomt af scooteren. Jacob kneb mistænksomt øjnene sammen til en smal sprække. Dette varede dog kun et øjeblik, hvorefter han lyste op.

”Undskyld, min opførsel, Nessie. Du ved at jeg elsker dig. Jeg… Bryder mig bare ikke om din måde at håndtere vores kærlighed på. Hvis den altså er gengældt?”

Jeg vågnede pludselig op af min trance. Gned usikkert hænderne mod låret. ”Hnh? Hvad er gengældt?” inderst inde vidste jeg godt, hvad han snakkede om. Jeg kunne bare ikke få mig selv til at indrømme det med højtsagte ord.

Jacob så fortvivlet på mig og rystede tungt på hovedet. ”Ligemeget. Vi snakkes ved i morgen.”

Med de ord forsvandt han. Jeg stirrede længselsfuldt efter ham. Efter nogen få drømmende sekunder, med tankerne på Jake, rettede jeg fast på min kjole, foldede forsigtigt en elastik om min umulige manke og gik igennem Esmees nydelige have. Det var også en dum idé, ikke at tage sko med, tænkte jeg forfærdet, da nedfaldne grannåle ubarmhjertigt trykkede sig flade under min fodsål. Jeg fik hurtigt grebet fat om dørhåndtaget, men stoppede så min handling. Min hjerne var tom for idéer til undskyldninger, jeg kunne stikke Bella. En skikkelse, på den anden side af glasdøren, flåede døren op.

Edward stod rank i døråbningen. Om hans læber krusede et faderligt smil. Allerede da, mærkede jeg glæden buse i min krop ved at se ham igen, selvom det blot var nogle timer siden, jeg smækkede døren til vores lille træhus, for at konfronteres med Jacob. Jeg sank ind i hans trygge favn. Det var et fjerlet kram, men nok til at få mig til at føle mig som et lille barn igen. Et lille barn med kobberfarvet hår og en moderne iPod i sin spinkle hånd.

”Hej, far.” grinede jeg, og lod ham trække mig indenfor. Han kyssede mig blødt på panden.

”Sikke sent du er hjemme. Hvor har du været? Vi skal være her natten over,” sagde han åndsfraværende.

Jeg blottede tænderne i et dybsindigt smil. ”Tjah, jeg har bare været ude at jage-”

”Hvad er det?” han strejfede bekymret Jacobs T-shirt, der stadig befandt sig omkring mig, med sin marmorhvide pegefinger. Pis, den havde jeg fuldstændig glemt i alt tumulten. ”Den stinker af våd køter.” konstaterede han og vrængede demonstrativt på næsen. Nervøsiteten sitrede afslørende ud af mine øjne. I ét hug, fik jeg revet T-shirten af og krøllet den sammen til en bold

”Mmh, det er ikke noget. Hvorfor i alverden skal vi være her?”

”Svar på mit spørgsmål først, Renesmee. Hvorfor slæber du et ildebefindende stykke tøj med hjem, der tydeligvis tilhører et mandsvæsen?”

Sveden brød frem på min pande. Jeg lod mit blik falde ned på gulvet. Mit hoved hvirvlede og min hjerne kørte på højtryk. Til sidst trak jeg uskyldigt på skuldrene. ”Jeg fandt den i skoven. Tog den med mig og lagde den om mine skuldre, da jeg begyndte at fryse.” svarede jeg kort og kontant. Han virkede tilfreds med svaret, trods det let skeptiske glimt i øjet. Vi lod emnet ligge, for en stund, og gik sammen ind i dagligstuen.

Jeg smilede oprigtigt, da vi trådte ind i den velkendte stue. Bella sad afslappet, med benene trukket op under hagen og med en tyk bog i hånden, på den stålgrå lænestol. Hendes blik flakkede ubevidst op fra bogen et øjeblik, for at møde mit. Hun klukkede næsten uhørligt, placerede bogen på stuebordet og spredte armene, som en hentydning til at jeg skulle give hende et knus. Glad luntede jeg hen til hende. Jeg lod mig, stadig smilende, dumpe ned på hendes skød.

”Halløj.” lo hun. Jeg pressede mig ængsteligt ind til hende, men rettede mig kort efter op. Carlisle stod lænet op af det smukke mosaikkøkkenbord med hænderne foldet i et kors over brystet. Esmee trissede rundt ovenpå. Rosalie og Emmett vinkede fraværende til mig, henne fra spisebordet af. Jeg kørte mit blik rundt i lokalet, og da det faldt på Alice magre skikkelse kunne jeg ikke holde glæden tilbage. Lige så snart, hun så mig, begav hun sig dansende hen til mig. Jeg fik fat om hendes bløde hænder, så hun let kunne trække mig op fra Bella. Vi gik lidt væk fra de andre.

”Hvor er Jasper?” spurgte jeg nysgerrigt og fjernede ubemærket en vildfaren hårlok fra hendes pande. Hun strakte yndigt sine lange arme, i et mislykket forsøg på at se upåvirket ud, og tav. Jeg satte irriteret hånden i side med et sideblik på Edward og Bella. ”Alice, sig det.” beordrede jeg gnavent. Det kunne godt ligne mine forældre at sende én ud for at udspionere mig. Hvis de havde gjort det denne gang, ville jeg med garanti blive stinkende rasende.

Hun rødmede forlegent. ”Han skulle holde øje med dig. Undskyld. Jeg prøvede at overtale dem til at lade være,”

Selvfølgelig.

”Det er bare løgn!” hvæsede jeg og blev oprigtigt forskrækket over mit uforudsigelige humørskift. Jeg vendte vredt ryggen til Alice, for så at stampe hen til mine forældre, der blot trak på skuldrende. Hvis de nogensinde fandt ud af at jeg tilbragte så megen tid sammen med Jacob, ville jeg dø. Bogstaveligt talt.

Diskussionen om hvorvidt, de ikke skulle rage i mit privatliv, gik overraskende hurtigt. Jeg flippede ud, de nikkede forstående og fortalte mig alvorligt om konsekvenserne ved at elske Jacob, hvorefter jeg med en lethed, der var værd at beundre, afviste deres udsagn. Resten af dagen var kedsommelig. Jeg vandrede rastløst rundt i huset. Læste skiftevis i et par klassiske Jane Austin bøger. Jasper var forpustet kommet hjem efter at skænderiet havde nået sin ende.

Han var stoppet op i døråbningen med pjusket hår og vilde øjne, men han slappede straks af da han så mig. Ved sekstiden bankede det arrigt på døren. Jeg spænede ud af gæsteværelset, løb videre ned af trapperne, for til sidst at stoppe op i gangen. Synet der mødte mig var ildevarslende. Udenfor stod Jacob. Hans øjne var hævede, røde og hans underlæbe bævede. Overfor ham, stod Bella med ryggen til mig. Hendes hånd hvilede på dørhåndtaget, som var hun parat til at smække døren i, når som helst, han sagde noget forkert.

”Hvad sker der?” hikstede jeg og tog forsigtigt det sidste skridt ned af trappen. Bella stirrede lige frem for sig. Hun stivnede ved mit spørgsmål.

”Ikke noget, skat. Bare gå ind igen-”

”Fortæl hende forfanden, hvad der er sket!” rasede Jacob oprevet. Jeg hadede at se ham sådan, men min nysgerrighed steg til det ypperste. Hans tænder klaprede voldsomt mod hinanden, mens adskillige salte tårer, hvileløst hvirvlede ned af hans kinder. Bella vendte sig stift om mod mig. Hun formede sine perfekte læber i et ’O’ og rømmede sig.

”Seth Clearwater er død.”

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...