Sunset

"Forvirret krummede jeg mig sammen til en kugle på sengen. Pudebetrækket duftede sødt af lavandel, men den overdrevne lugt fik en masende kvalme til at trykke i mit bryst. Jeg krammede mine hænder hårdt sammen om lagenet, og tvang mine øjne i. Nedenunder kunne man høre Carlisle og Edward i en højrystet diskussion. Naturligvis handlede den om Seth. Selvom mine skærpede sanser sagtens kunne tyde deres ord, kunne jeg ikke få mig selv til at lytte. Det var slemt nok, bare at tænke på ham. Mit hoved dunkede ustyrligt. Koldsveden løb mig ned af ryggen. Og hele min krop, hvert et legeme, rystede. Langsomt, og med et rædselsslagent sind, faldt jeg hen til søvnen. "

101Likes
116Kommentarer
9597Visninger
AA

5. Det utænkelige

Alice hoppede yndefuldt ned fra vindueskarmen. De rosa farvede ballerinaer om hendes smalle fødder klakkede højt mod gulvet. Ilten i stuen, havde efterhånden udviklet sig til en tyk masse af hivende vejrtrækninger. Vi sad alle på kanten af sofaen, da Alice begyndte at forklare.

”Jo, jeg havde et syn om ham i nat. Det var som om… Jeg ved ikke, som om jeg var indeni i ham,”

”Hvad skete der i synet? Hvad følte han?” pressede Jacob desperat og lagde sin knyttede næve på låret. Alice pustede ukoncentreret til en blafrende hårlok.

”Han,” hun åndende tungt ud. ”Han følte sig skyldig. Derfor blokkerede han sine tanker, for resten af koblet.”

Vi så alle uforstående på hende. Jeg hævede langsomt det ene bryn. ”Hvorfor skulle han føle sig skyldig?”

”Jeg tror det var fordi… Jeg mener, hun så meget ældre ud end ham. Hun var sikkert i fyrrene eller der omkring.”

”Jamen, hvordan kunne han så blokere koblet?” blev jeg udholdeligt ved. Alice holdt tålmodigt en finger op. Hun fór uf i gangen, op ad trapperne, og kom kort efter ned med en støvet bog. Det var tydeligt at se på Jake, at han, i øjeblikket hun førte sine magrede hænder over det gulnede papir, vidste hvilken bog det var.

STAMTRÆER- ATERRA-BLACK-CLEARWATER,

Stod der med snirklede bogstaver på forsiden. Alice mumlede lavt til sig selv, inden hun ivrigt bladrede igennem bogens skrøbelige sider. Et lettelsens suk slap hendes læber, da hun endelig fandt det rigtige afsnit.

”I kan jo selv tjekke det,” sagde hun kontrolleret og klaskede blødt bogen ned på mit skød. Jeg sænkede hovedet, for at skanne de mange, i første øjekast, forvirrende mønstre. Men da jeg efter et par ganges glippen med øjnene atter studerede siden, gav det hele pludselig mening. Bogen var slået op på siden med et nøjagtigt portræt af familien Clearwaters stamtræ. Det var en detaljeret tegning af et bredt løvtræ. Ud fra dets stabile grene var der billeder af Seths forfædre, indrammet i en gylden ramme. Igen og igen, førte jeg blikket ned over siden, men intet specielt fangede min opmærksomhed. Carlisle lænede sig ind over mig, for selv at få et blik af siden.

”Ah,” sagde han, som var faktummet indlysende. ”Hans forfædre havde engang for længe siden, dannet sin egen ’hemmelige’ klan?”

Alice nikkede spagt. ”Korrekt. Men ikke kun det. Det viser sig, at Seth havde direkte alfahanblod i årene. Derfor kunne han lukke af for sine tanker for de andre i koblet,”

Det lysnede for Jacobs øjne. De hårdtarbejdende tandhjul i hans sind, var næsten hørlige. Det næste han sagde, havde en panisk efterklang. ”Så fordi, han teknisk set ikke tilhørte mit kobbel, kunne han gemme alt hvad der faldt ham ind? Men, hvor længe stod det på? Så du noget om det?”

”Ja, jeg så da han første gang blokkerede sit sind. Det var et par timer efter, hans prægning fandt sted. Han sad alene på en klippeblok, og var underligt bange. Han ønskede op til flere gange, at i aldrig måtte ane råd. Til sidst, da han havde koncentreret sig dybt i et stykke tid, lykkedes det ham. Han undrede sig gevaldigt, men var jo kun en knægt, så det tænkte han ikke mere over. Dog fortalte han det til Leah, som udtrykkeligt sværgede at hun ikke ville sige det videre. Han nåede præcis at være præget i fire dage, ”

Jeg tykkede skræmt på alt det, hun lige havde sagt. Det var alt sammen så ufatteligt. Uvirkeligt. Udenfor hvilede solen tungt mod træerne og det evindelige mørke var ved at støde på igen. Den aften glemte alle i huset alt om blod. Alt om at leve. Jeg var stærkt overbevist om, at alle dvælede ved nyheden. Sørgede over nyheden.

Faktummet om at Seth aldrig ville åbne sine smukke øjne. Aldrig ville smile sit skæve smil.

Aldrig mere igen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...