Sunset

"Forvirret krummede jeg mig sammen til en kugle på sengen. Pudebetrækket duftede sødt af lavandel, men den overdrevne lugt fik en masende kvalme til at trykke i mit bryst. Jeg krammede mine hænder hårdt sammen om lagenet, og tvang mine øjne i. Nedenunder kunne man høre Carlisle og Edward i en højrystet diskussion. Naturligvis handlede den om Seth. Selvom mine skærpede sanser sagtens kunne tyde deres ord, kunne jeg ikke få mig selv til at lytte. Det var slemt nok, bare at tænke på ham. Mit hoved dunkede ustyrligt. Koldsveden løb mig ned af ryggen. Og hele min krop, hvert et legeme, rystede. Langsomt, og med et rædselsslagent sind, faldt jeg hen til søvnen. "

101Likes
116Kommentarer
9645Visninger
AA

8. Café

Dagen gik uforklarligt hurtigt i Jacobs nærvær, og pludselig havde den mørkerøde aftensol lagt sig over Forks. Jeg havde endelig erkendt vores kærlighed. Den tunge byrde om mine skuldre havde lettet sig. Han havde smilet smørret til mig efter kysset, hvorefter vi havde forladt huset med boblende hjerter. Nu sad vi atter på en lille gadecafé i udkanten af Forks og knugede hinandens hænder.

”Det er utroligt,” sagde jeg dæmpet, men med et stille smil.

Jacob blinkede flirtende til mig. ”Hvad er utroligt?”

”Det her. Vores forhold. Jeg anede ikke at jeg ville være så lykkelig. Jeg mener, du er jo så perfekt. Og så vælger du mig?” Selvfølgelig var jeg klar over at prægningen tog magten, men alligevel frygtede jeg at han var for god til mig.

”Søde, kærlige, smukke, fantastiske Renesmee,” begyndte han og klemte forelsket min hånd. ”Du kan slet ikke forestille dig, hvor lidt jeg fortjener dig. Så drop det pjat omgående. Du er så skøn og dejlig! Det værste er, at du ikke selv er klar over det.”

Hans ord varmede mit hjerte, som ubekvemt hoppede i mit bryst. Jeg lænede mig langsomt ind over bordkanten, desperat efter hans læber, men en ung servitrice, med højrødt hår og tyggegummi, standsede mig. Flovt, trak jeg mig tilbage på stolen. Jake sendte mig et sigende blik bag servitricens ryg.

”Ja, hvad skulle det være?” spruttede hun og gnaskede ivrigt videre på tyggegummiet i sin mund.

Jeg rynkede forvirret panden. ”Æh-”

”Hvad skulle det være?” afbrød hun mig, i samme øjeblik hun snurrede rundt på tåen for at vende sig mod Jacob. Jeg måbede mentalt af hendes uhøflighed, men Jake holdt den venlige facade. Han smilede utydeligt til hende, før han gav sig til at fumle ved det lysebrune menukort på bordet.

”Hm, bare stik mig to colaer.” svarede han henkastet. Servitricen nikkede mekanisk. Hun stak menukortene under armen, og fejede distræt diverse krummer fra det billige træbord ned i sin åbne hånd. Da hun mig væk, smilede jeg varmt til ham, idet vores læber fandt hinanden. Kort, alt for kort, efter løsrev jeg mig brat. Jeg gjorde store øjne, da det slog mig. ”Gud, hvad er klokken? Åh nej! Mine forældre! Hvad vil de ikke tro?”

”Tag det roligt, Nessie. Hvorfor i alverden skulle de fatte mistanke, når deres attenårige datter bliver ude til over klokken seks?”

”Fordi,” jeg bed mig bekymret i underlæben. ”fordi, jeg løb i morges. Vi var ude at jage, da de fortalte mig at jeg skal starte på Forks High School, og pludselig-”

”Hov, vent! Jeg vidste ikke, at du skulle til at gå i skole?” spurgte han befippet.

”Det er irrelevant nu. Sagen er, at jeg pludselig… Fik vildt meget… Lyst til dig,” –Han smilede tilfredst, inden jeg fortsatte- ”Og så skred jeg for at finde dig.”

”Hey, bare ringe til dem og sig at du gik ind til byen for at få en pause. Det vil de forstå, jeg mener, hvem havde troet at du pludselig skulle på High School?” opmuntrede han og pjuskede mit hår. Jeg sukkede skeptisk. Fiskede min mobil op af lommen på mine shorts og skimmede displayet. Ganske rigtigt, havde jeg fire tabte opkald fra Bella og ét fra Edward. Hurtigt tastede jeg en nogenlunde troværdig besked til dem. Derefter masede jeg den irriteret ned i lomme igen.

Servitricen vraltede hen til os med colaerne i hånden. Hun klaskede dem ned på bordet med et smæld. Jeg langede ud efter den ene og nød smagen af sødme på tungen. Der var så meget jeg skulle nyde nu, så at blive ved med at bekymre mig over mine forældre virkede pludselig absurd.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...