Sunset

"Forvirret krummede jeg mig sammen til en kugle på sengen. Pudebetrækket duftede sødt af lavandel, men den overdrevne lugt fik en masende kvalme til at trykke i mit bryst. Jeg krammede mine hænder hårdt sammen om lagenet, og tvang mine øjne i. Nedenunder kunne man høre Carlisle og Edward i en højrystet diskussion. Naturligvis handlede den om Seth. Selvom mine skærpede sanser sagtens kunne tyde deres ord, kunne jeg ikke få mig selv til at lytte. Det var slemt nok, bare at tænke på ham. Mit hoved dunkede ustyrligt. Koldsveden løb mig ned af ryggen. Og hele min krop, hvert et legeme, rystede. Langsomt, og med et rædselsslagent sind, faldt jeg hen til søvnen. "

101Likes
116Kommentarer
9652Visninger
AA

2. Brise

Jacobs dybe øjne borede sig ind i mine. De havde et sørgmodigt skær og hans buskede bryn dannede en lige furer i hans olivenbrune pande. Rødmen steg uvilkårligt op i mine kinder, da jeg sænkede blikket ned i det klare saltvand, der langsomt skyllede op på stranden. Vi sad begge på La Push’ våde sand og betragtede bølgerne skumme. T-shirten, som møjsommeligt havde dækket hans muskuløse bryst, lå nu om mine skælvende skuldre, så hans mave var blottet. Over os skræppede en måge. Den vakte mig øjeblikkeligt ud af mine tanker. Jeg rettede beslutsomt blikket mod ham med en demonstrativ rømmen.

”Jake, du ved godt at det ikke går.” mumlede jeg, fuld af modstridende følelser. Jacob ignorerede mig, for i stedet at stryge sin glohede hånd over min kind. Jeg sukkede forfærdet og fjernede den blidt.

”Elsker du mig ikke?” stønnede han med sammenbidte tænder. Min papirtynde kjole smøg sig tæt om mig, efter at vi havde været i vandet. Og mine kobberfarvede lokker klæbede sig ned af min ryg. Jeg frøs ufatteligt, men jeg var også angst for at omfavne ham. Hans spørgsmål stak så meget i hjertet, at smerten i mit bryst nærmest var til at gribe fat om. Selvfølgelig elskede jeg ham. Alting var bare så urimeligt indviklet.

”Alt er ikke så let, som du går og tror,” indvendte jeg håbløst, men efter at ordene havde forladt mine læber, kunne jeg godt høre hvor ynkeligt det lød. Vi havde haft denne snak mange gange før, uden held eller yderligere forståelse fra hans side af.  Han greb hurtigt min hånd og gav den et klem. Jeg ville trække den til mig, men mine fingre var så knoglede, at de langt fra kunne overmande hans styrke. Langsomt åbnede jeg munden, hvorefter jeg forgæves forsøgte at skubbe hans hånd væk. ”Jake, slip mig.”

”Hvorfor? Kan du da ikke lide det? Sig ikke at det er på grund af Edward og Bella!”

”Jamen, det er det! Det vi gør, er forkert!” råbte jeg ophidset. Jacob rullede teatralsk med øjnene, inden han irriteret slap min hånd. Det eneste jeg ønskede, var at kysse hans håndflade uendelig mange gange. Samvittigheden i min underbevidsthed fik mig dog på andre tanker. Jeg snerpede læberne sammen til en tynd streg, tog en dyb indånding og kneb øjnene sammen, uden at værdige ham et blik. ”Undskyld. Jeg ved godt at det er åndssvagt… Jeg stoler bare så meget på mine forældre og- og jeg vil ikke risikere, at de ikke stoler på mig.”

”Jaja,” surmulede han og rejste sig tøvende op. ”Så lad os se at komme hjem.”

Jeg smilede fornøjet til ham, da vi begge kom på benene og langsomt bevægede os mod hans Harley Sprint, som stod dækket i skyggen af et træ, i udkanten af stranden. Vi gik i tavshed, alt i mens vinden rev i vores hår. Min kjole var så småt begyndt at blive tør. Den blafrede nu i vinden sammen med Jacobs T-shirt, der stadig hvilede om mine skuldre. Jeg skævede diskret til hans solbrændte ryg. Kunne ikke dy mg for at nyde, hvert et syn, der mødte mig. De markante muskler, skulderbladenes bevægelser og de brede skuldre. Hans hoved var sænket, mens han gik. Jeg bed mig hårdt i underlæben. Hvorfor kunne vi ikke bare være sammen?

”Nå, kommer du?” spurgte Jacob højlydt og svingede sig elegant op på scooteren. Jeg glippede uforstående med øjnene, men smilede så bredt. Derefter valsede jeg muntert hen til ham, hoppede ligeså op bagpå og foldede mine hænder om hans mave. Scooteren prustede lidt, inden den fløj afsted. Brisen bankede mod mine rødmossede kinder. Det frodige landskab susede forbi os. Jeg førte instinktivt hånden op foran ansigtet, for at undgå de utallige småsten, og strammede grebet om Jacob, hvis ansigt var fortrukket i en ulykkelig grimasse. Og jeg forstod ham udmærket. Forstod ham alt for godt.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...