Jehova min egen

En historie om kampen mod ens tro, ens største kærlighed - ens familie. Et liv som Jehovas vidne.

2Likes
3Kommentarer
573Visninger
AA

1. Jehova min egen

Nogle gange når man lukker øjnene ser man ting øjet ikke kan. Dette vil aldrig kunne ses med det blotte øje, sådan er pigen ikke. Hun er normal, eller det mener de fleste i hvert fald, men med lukkede øjne og en smule indsigt vil du straks kunne se frygten. Du vil kunne sammenligne hende med en kokosnød. Hun er tilstrækkelig hård at knække, så kun de færreste vælger at forsøge. Men der er mere eller mindre hult inden i. Hun er blot luft, sådan har det været længe. Lad mig nu fortælle en historie om en pige hvis livshistorie er udover det sædvanlige. Du vil blive skræmt, det vil jeg love dig. Du vil føle hendes smerte, den smerte som ingen har kunnet forstå. Hun var ligesom alle andre. Men noget var ikke som det skulle være.

For at forstå denne pige bør du kende hendes liv. Du bør kende alle de nætter hun har grædt, de gange hun har drømt om det der skete. Du bør kende al den tid hun har brugt med sin gud. Du bør kende hende, nemlig Melinda. Hun levede et liv i ellers komplet tryghed. Hun var omgivet af mennesker som ellers ville hende noget, men da jorden slog revner under hende, så opdagede hun hvem, som virkelig ville hende noget. Noget skidt i hvert fald.

Det hele startede en tidlig morgen sidste år i april. Hun var på vej hjem, ligesom så mange gange før. Hun havde sagt ja til noget frivilligt arbejde som omsorgsperson på Rigshospitalet. Det var vigtigt at hjælpe de svage, dem uden andre mente hun. Hun var sikker på, at hvis hun bare tog sig af andre, så skulle de nok tage sig af hende når hun engang fik behov for det. Man kan nemt sige at netop dette fik hun snart brug for. For når man leger tilstrækkeligt med ilden, så bliver man brændt. Man vil mærke smerten, den som kun de mærkede vil kunne forstå. Hun blev mærket, ikke kun af ilden, men inderst. Hendes sjæl brændte op, billedligt talt.

Hun hørte skridt bag sig, en skikkelse, hvis skygge var enorm i forhold til hendes egen. Følelsen af frygt kom snigende, aldrig havde hun været så bange, desværre med god grund. Det blev en morgen hun sent ville glemme. Hun blev skubbet i jorden, og derfra husker hun intet. Hun vågnede med blinkende lys over sig, mennesker der for omkring hende, et kæmpe rod. De spurgte straks om hun var okay, hvor hun havde ondt. Hun var ikke ved sine fulde fem, langt fra en da. Hun rystede, hendes øjne flakkede og blev hvide. Folk skreg hendes navn, prøvede at få hende til bevidsthed igen, men intet skete. Hun var ikke i live. Død.
I tænker nok nu, at hun aldrig vil komme til live igen, at hun bare er væk. Men nej, Melinda vågnede, men ikke til et nyt liv. Til et helvede, et sted hvor hun måtte vælge mellem hendes eget liv, eller intet. Hun lå i koma i flere måneder, svævede mellem liv og død. Men der var ingen tegn på hun ville vågne igen. Men hun vågner. Hun vil ikke slippe sit liv, hun var en fighter, det havde hun altid været. Hun vågnede 5 måneder efter overfaldet. Hun lå blot i sin seng på sygehuset og kiggede. Hun sagde ikke et ord. Hendes blik var tomt, som om hun manglede noget.

Melinda sagde sit første ord da hendes bror besøgte hende for første gang. Hun kiggede bare på ham, og spurgte hvad han ville, hvorfor han ikke havde besøgt hende noget før. Han fortalte hende, at han var blevet ældste i deres menighed. Hun smilte en smule, hvorefter hun spurgte hvorfor han satte den højere end hende. Han gik, han ville ikke høre på hende, Jehova var vigtigere. Hun var knust, helt igennem knust. At hendes egen bror ikke ville tale med hende, ikke havde tid til hende. Hun mærkede vreden strømme igennem hende. Hvordan kunne han bare være så kold, så pokkers ligeglad?

En hård banken mod døren, der gik et sæt gennem hende. En hvid kittel kom til syne. ”Hej. Jeg er overlæge, jeg har lige snakket med dine forældre, ser du dine nyrer blev kraftigt beskadiget under overfaldet, vi har ikke kunnet gøre så meget så længe du lå i koma, da dine forældre ikke ville give tilladelse til de forskellige indgreb. Du har højst 24 timer inden indgrebet skal foretages, ellers risikere du at dø. Vi har fundet en donor til dig, vi har trods alt haft god tid.” Hendes øjne blev tomme, og en nærmest skræmmende følelse spredte sig i hende. Det var imod hendes religion, det var det samme som kannibalisme. Det var forkert. Hun spurgte doktoren om hun kunne overleve uden. Han så på hende, med en mine som skræmte livet ud af hende. Hun blev tom. Hun kendte svaret, selvfølgelig kunne hun ikke det. ”Ud fra vores undersøgelser ser det sort ud, hvis der ikke sker noget indenfor 24 timer.” Han så ned mod jorden. ”Jeg kommer tilbage om et par timer.” 

Hun fandt en telefon på gangen, sygeplejersken kørte hende derhen i rullestol, hun kunne ikke gå selv. Hun ringede til hendes mor. Moren græd af lykke da hun hørte hendes stemme, hun sagde, at det måtte være Jehovas gave til dem. Melinda smilede for sig selv, hun vidste at det ikke var en gave, men nærmere end straf. ”Mor jeg overlever ikke, hvis jeg ikke får ny nyre inden 24 timer. Jeg skal have blod også.” Moren blev tavs. Stemningen blev akavet, nærmest ubehagelig. ”Du har vel ikke tænkt dig, at tage imod, har du?” Melinda havde intet svar. Hun kunne ikke vælge mellem liv og Jehova. Jehova havde altid været ved hende, men livet var grunden til Jehova eksisterede for hende. Hun var dybt taknemlig for alle de timer familien havde brugt rundt om køkkenbordet, grinende. For den støtte hun altid havde haft med sig. For de gange Jehova havde vist hende vejen, når alt andet havde opgivet. 

Melinda boede på en villavej, med 27 huse og en rigssal, et anderledes sted. Her var ikke som andre steder, her var de anderledes, her havde de Jehova med sig, de havde et fællesskab, hvor ingen med troen med sig, vil blive efterladt, her blandt forskellige familier, havde de kærlighed og Jehova. Melinda har utallige gange gået langsomt ned imellem de mange huse, de lignede hinanden, det gjorde de altid. De var Jehovas vidner. De skal overleve Harmegedon. De er de udvalgte. 

Hun har levet her hele sit liv, Jehova er den mest betydningsfulde del i Melindas liv. Jehova ser alt, sådan sagde hendes far altid. ”Du skal være stærk i din tro, den vil redde dig, når alle andre forsvinder, så vil vi skabe det nye samfund, vi vil skabe et liv med Jehova, et evigt liv.” Hun troede ham, for Jehova skal redde os alle (det havde hun i hvert fald troet indtil nu), det står i de gamle skrifter, det sagde de ældste, og de ældste er de helligste der. De har troen og hinanden. De ældste siger, at man skal dø i troen. Man skal ikke lade sig skræmme, kun med en stærk tro vil man mødes på den anden side. På den anden side vil der være fred. Der vil de kunne leve, leve et liv som Jehova dem ønsker.

”Mor? Jeg dør hvis jeg ikke får den behandling. Jeg kan ikke dø mor. Jeg er bange.” Melinda skælvede, hun havde aldrig været mere bange. Hun krøb sammen i kørestolen, hun lyttede til hendes mors åndedræt. Hendes hjerte bankede løs, hun var skrækslagen for, at hendes mor ville blive sur. ”Melinda, du ved godt at jeg ikke kan støtte dig i det. Jehova passer på dig på den anden side skat.” Melinda græd. Helt ukontrolleret. Hendes mor kunne ikke støtte hende længere, hun havde ellers altid været der for hende. Melinda tænkte på alle de gange hun var kommet grædende hjem fra skole, fordi de andre havde kaldt hende en hjernevasket ***. Hendes mor havde siddet ved hende og fortalt om at de bare var misundelige, men at engang så ville de kunne forstå hende, Melinda havde været så tryg. Hun savnede det. Savnede følelsen af at være tryg i det lille hjem. Melinda flyttede hjemmefra for nogle år siden, da hun blev 19. Hun følte at det var på tide at blive voksen. Hendes forældre var stolte af hende. Melinda ønskede inderligt at hun bare kunne spole tiden tilbage til den tid. ”Melinda, jeg ligger på nu.. Vi kan ikke snakke sammen mere hvis du vælger livet, det håber jeg du forstår.” Moren lagde på. En bibtone begyndte. Hun følte sig alene. Hun sagde til sygeplejersken at hun gerne ville tilbage til værelset. Hun blev hjulpet i seng. ”Lægen kommer om lidt.” Sygeplejersken gik igen. Melinda spekulerede på hvad hun skulle vælge. Hun var bange. Hun vidste at hendes familie ikke ville snakke med hende nogensinde, hvis hun valgte livet. Hun spurgte sig selv hvorfor Jehova, ville ønske hende død. Jehova ønskede ingen død. 

Hun fik skrækkelig ondt i maven, hun følte trang til at skrige. Hun formåede at ringe med klokken på væggen. Sygeplejersken kom ind efter lidt tid. ”Du ringede?” sagde hun. Melinda nikkede, hun tog sig til maven. Sygeplejersken ringede til lægen. ”Han er her om lidt, jeg tror det er vigtigt du, at får den operation hurtigst muligt.” Melinda kiggede bare på hende. Det var alvor. Hun ville blive udstødt, hvis hun sagde ja. Hun vil miste alt. Lægen kom gående nede af gangen, med hastige trin. Han kom til syne i døråbningen. Han spurgte hvor hun havde ondt henne, hun pegede på hendes mave. Han tog nogle prøver. Hun begyndte at græde af smerte, alle følelserne ville ud. ”Du skal opereres indenfor et par timer, dine nyrer giver snart op.” Melinda nikkede. Hun lå sammenkrøllet i sengen, hun hulkede hysterisk. Det eneste der gik igennem hendes hjerne, var død. Hun kunne ikke opgive. Hun spurgte om hun ville overleve med operationen. Lægen svarede hende bestemt. ”Operationen mislykkedes 25 procent af gangene, men du kan kun overleve med operationen, det er din eneste mulighed.” Lægen kiggede på hende. Hun nikkede. ”Vil du have operationen? Vi skal vide det nu, så vi kan få indkaldt donoren.” Hun sagde ja til operationen, hvorefter hun hviskede, Jehova min egen tilgiv mig og foldede sine hænder. Hun gav slip på sine nærmeste og sin gud, mens hun lod livet gå sin gang.

Melinda blev opereret, uden nogle komplikationer. I dag er hun rask, hun lever et liv med fred i sindet, med mennesker som vil hende noget godt. Hun har stadigt Gud ved hendes side, men Jehova måtte hun opgive. Hun læser i dag til teolog, hun vil prædike Guds ord, de ord med ubetinget kærlighed, hvor ingen bliver efterladt.
Tro mig, jeg kender Melinda, for Melinda det er mig, jeg overlevede operationen, og mine venner og familie indenfor menigheden sagde farvel. Jeg har levet et godt og trygt liv blandt vidnerne, men Gud ville mig noget andet. Jeg har ikke menigheden med mig længere, men jeg ved at Gud er ved mig. Det vil han altid være, min familie kan trække sig fra mig, mine venner kan forsvinde, men den dag i dag, der ved jeg, at guds kærlighed ikke kun er for de udvalgte, den er for alle. Det er så sikkert som amen i kirken.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...