The Hub

Historien er på dansk (med en smule engelsk), og handler om Mikkel, en 18 årig dreng, der ikke gider at bruge tiden på dem fra hans klasse. I stedet flygter han til et online-chatrum ved navn The Hub, hvor han ikke føler at folk at folk irritere ham. Dog bliver forholdene ændret da der sker noget, der vender op og ned på den verden han troede han kendte.

0Likes
0Kommentarer
592Visninger
AA

3. Når spørgsmål og smil går under samme paraply

 

Jeg kiggede diskret hen på den brunhårede pige, da vi stod ved busstoppestedet, ikke mere end 5 minutters gang fra skolen. Sandras kortklippede hår kunne få hende til at blive forvekslet med en dreng, hvis det ikke havde været for hendes feminine ansigtsudtryk, der var både smukke og diskrete, samt hendes spinkle skikkelse. Mine øjne gled langsomt hen på den gule, halvvisne natur på den modsatte side af vejen, for at få mine tanker hen på noget andet.

Hun havde ikke andet end smilt til mig, selv ikke efter jeg havde gloet irriteret på hende, og havde sagt at hun skulle gå. Var hun dum? Jeg gad ikke hendes selvskab, så enkelt var det. Det var på den her tid af dagen, at jeg kunne være alene og fri, noget jeg var tvunget til ikke at kunne være i løbet af dagen. Nu stod jeg, og ventede sammen med en pige, der pressede sig på. Vinden syntes langsomt at tage til i kraft, og skyerne på himmelen syntes overnaturlige i deres måde at flyde over verdenen på. Det ville snart begynde at regne igen, var jeg sikker på. Det havde regnet det meste af dagen, og de kraftige dufte af våde halvvisne blade hang i luften. Efteråret havde for alvor sat ind i disse dage, havde jeg bemærket, da jeg dag til dag kom forbi de samme træer på min vej fra lejlighed, hen til busstoppestedet. Bladenes gyldne farve var langsomt blevet kraftigere, og den normalt så lyse morgen, begyndte at blive mørkere.

»Hvor langt har du tænkt dig at forfølge mig?« Sandras hår bevægede sig let, da hun kiggede hen imod mig. »Hele vejen. Jeg bor ikke så langt fra dig, hvis du bor der i byen, som jeg regner med« Jeg kunne ikke lade være med at sukke af irritation.

Bussen kom ikke så lang tid efter, og troligt nok fulgte hun mig, som var det det mest normale i verdenen. Da jeg havde sat mig ned, kunne jeg ikke engang nå at blokere sædet ved siden af mig med tasken, før hun havde mast sig ned. Hun duftede let af parfume. En diskret duft af søde æbler, jeg ikke havde troet fandtes på flaske. Jeg kunne ikke lide den følelse, som duften gav mig. En utryghed, som havde jeg ikke noget imod at hun faktisk sad der.  Ignorer hende, sagde den svage stemme i mit hoved.

Bussen begyndte så småt at trille, da jeg tog en blok papir op fra min taske. Jeg havde aldrig selv forstået, hvorfor jeg var begyndt at tegne, eller hvornår jeg startede. Det skete bare fra den ene dag til den anden. En diskret måde at forlade dette univers og dette liv, og hvor man kunne gøre hvad man ville. Man kunne bestemme hver enkelt lille detalje i billedet. Og nu efter at jeg var begyndt at kunne sælge et par af billederne, havde jeg råd til at bo i min egen leje lejlighed.

Blyanten strøg over papiret i hurtige træk, som havde den fået liv. Billedet som Hirron havde lavet havde inspireret mig, men mest af alt hendes ansigt, som fik hendes tilstedeværelse til at se fjern, næsten uhyggelig ud. Jeg kunne mærke hvordan Sandras øjne fulgte blyanten, men jeg kunne ikke få mig selv til at sige noget til det. Hun sad der jo bare.

Den langsomme rumellen fra bussen, der sneglede sig igennem forstaden, var som en rytme, der fik mig til at fokusere, og billede var kort før vi stoppede færdigt. De forskellige grå nuancer, formede den detaljerede skikkelse af en kvinde, der stod ved en havnemole. Som på det farvede billede, jeg kun syntes svagt at kunne huske nu, var kvindes ansigt dækket af skyggen fra en solhat. »Er hun trist eller venter hun på nogen?« lød en mumlen fra min side. Jeg studerede selv billedet, før jeg kiggede hen på Sandra, der sad fascineret, og studerede den grå kvindeskikkelse. Jeg svarede hende ikke, men lod min hånd glide forbi hendes ansigt og hen på stopknappen.

Jeg tog en paraply frem fra en sidelomme på tasken, da jeg hørte den dryppende lyd af vand mod asfalt. Det første skridt ud i regnen var altid det værste, og med en let bevægelse fra mit hoved, så jeg, om Sandra havde valgt at følge mig længere. Hun stod et par meter bag ved mig, en smule kluntet med hendes sorte halvtykke vindjakke, og skuttede sig for regnen.  »Har du ingen paraply med?­« spørgsmålet lød klogere i mit hoved, end da det forlod mine læber. Jeg vippede paraplyen lidt væk fra mig, så der var plads til to under den. Hun gav mig et venligt smil, før hun tøffede hen til mig. Jeg sukkede let, da jeg undrede mig over, hvorfor jeg havde været venlig imod hende i første omgang, men opgav hurtigt at finde et svar hvorfor.

 Turen hen til lejligheden føltes dobbelt så lang som normalt, og for første gang i lang tid, følte jeg en nervøsitet. Hun stod klods op af mig, med hendes æbleagtige duft, der sødmede luften omkring os. Jeg kunne ikke lade vær med at undre mig over, hvorfor at hun blev ved med at trænge sig på, selv efter at jeg med vilje havde prøvet at ignorere hende for så lang tid. Hun blev ved med at følge efter mig, som en hund der vogtede over sin herre. »Hvorfor er det at du gør alt det her?« hørte jeg mig selv sige, i det jeg kiggede ned over min skulder mod hendes stadig let smilende ansigt. »Jeg var bare nervøs for at du ville besvime igen på vejen hjem.« Hun skjulte noget, det var jeg sikker på, men lod emnet droppe, da jeg vidste jeg ikke ville komme videre.

Snart stod vi foran et stort lejlighedskompleks fra 80’erne, der mere end noget andet lignede gigantisk mursten med vinduer. »Du har vel ikke tænkt dig at komme med ind også­?« sagde jeg med sarkasme i stemmen. »Kun hvis jeg bliver inviteret.« Hendes rolighed irriterede mig, fordi jeg selv følte mig ret nervøs ved at stå så tæt på et andet menneske. Jeg vendte mig langsomt imod hende, og opdagede at hendes ene skulder ikke havde været under paraplyen, og nu var drivende våd. »Undskyld« mumlede jeg, idet jeg kiggede imod hendes skulder. Hun så i retningen af mit blik, men sagde ikke noget. Jeg rakte hende håndtaget til paraplyen »Du kan låne den til turen hjem. T-.. Tak fordi du fulgte mig hele vejen.« fik jeg fremstammet. »Det er første gang i dag, jeg har set dig virke menneskelig« sagde hun kort, før hun tog imod paraplyen »Tak«. Hun vendte sig om, og begyndte at gå i den retning vi lige var kommet fra. Hvorfor havde hun været så venlig? Jeg rystede hovedet et par gange, før jeg gik mod åbningspartiet. Det virkelige spørgsmål var, hvorfor jeg havde opført mig som en nervøs 14 årig dreng foran en pige jeg ikke engang kunne li’. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...