The Hub

Historien er på dansk (med en smule engelsk), og handler om Mikkel, en 18 årig dreng, der ikke gider at bruge tiden på dem fra hans klasse. I stedet flygter han til et online-chatrum ved navn The Hub, hvor han ikke føler at folk at folk irritere ham. Dog bliver forholdene ændret da der sker noget, der vender op og ned på den verden han troede han kendte.

0Likes
0Kommentarer
608Visninger
AA

1. Når regn bliver til en oversvømmelse

 

Jeg prøvede at dække min hosten med et ærme, imens jeg med lange skridt gik igennem den halvvåde skolegård. Luften lå våd og tung omkring mig, og det fik mig på ingen måde til at føle mig bedre tilpas. Første dag efter efterårsferien for en tredje g’er føltes, som at blive ramt med et bat imellem øjnene. Tilbage til lektier og mange timers undervisning om dagen, og jeg blev enig med mig selv om, at bare en dag mere ville have gjort mig godt. Jeg kunne føle den varme fornemmelse i min krop, der langsomt sugede en del af min energi, som den havde gjort det i et par måneder nu. Det var ikke en beroligende og dejlig varme, men en kvalmende varme, som i løbet af de første minutter, efter jeg vågnede om morgenen, ville brede sig til hele kroppen, som den altid gjorde, indtil jeg følte mig mere som et omvandrende lig. Indtil videre havde jeg haft mulighed for bare at dække over det, ved at sige at jeg var træt, eller at det var en forkølelse. Det ville irritere mig at blive centrum for spørgsmål, bare på grund af noget så småt som det her.  Jeg åbnede døren ind til gymnasiet, som stod foran mig, truende i sig selv på grund af de dunkle farver, de havde valgt at male bygningen i.

Aller længst tilbage i klassen, alene ved mit bord, det var der, jeg kunne være bare lidt i fred i løbet af dagen. Ingen mennesker der ville sige mystiske kommentarer, og ingen til at tale om endnu en af deres daglige oplevelser i deres ligegyldige hverdag, nej, dette var et sted jeg kunne være alene.  Jeg mumlede et sløjt ”godmorgen” til en af dem fra klassen, som jeg havde talt med tidligere på året, uden at få et svar igen. Han havde åbenbart ikke hørt det. Jeg lukkede øjnene, imens jeg hørte min bærbar langsomt starte op foran mig, og min vejrtrækning blev langsomt mere og mere mærkbar i mit bryst. Nu var det tid til at lade tiden gå sin gang endnu en dag.

En af de ting jeg ikke vidste, om var åndsvagt eller nyttigt ved den her skole, var at den gav os adgang til internettet. Fra min plads bagerst kunne jeg se et stort antal af klassekammerater, der uafbrudt var på Facebook, hvor de skrev med venner og kærester. Jeg kunne sige, at det var forfærdeligt, men det ville være dobbelt moralsk, da jeg selv gjorde det samme. Jeg holdt mig bare til det internationale chat-rum ”The Hub”. Med mulighed for at chatte med alle fra hele verden, og det middel der havde givet mig mange virtuelle venner. Dem man kunne slå fra, når man ville, og dem man ikke behøvede at gå i byen med. Det var over et år siden, at jeg var blevet introduceret til The Hub, og jeg har brugt den lige siden. Gode, dårlige eller ligegyldige tider, så gav The Hub mig en mulighed for at føle mig bedre tilpas.

Welcome to The Hub, would you like to log in? stod der med hvide bogstaver på den sorte baggrund. Jeg skimtede op fra min computerskærm, da jeg hørte mig navn blive råbt op. Timen måtte være begyndt. ”Ja” sagde jeg klart og tydeligt, før jeg igen vendte mig imod skærmens bløde lys. Welcome Blaze! Jeg havde kun nået at logge ind, før den første pop-up meddelelse kom op fra bunden af min skærm.

 

Arctic Bird: Good morning Blaze how are you?!

Blaze: Feeling tired again today. And you?

Arctic Bird: Haha you’re always tired! I’m good, I’ve just returned from the vacation with my family. Even though my brother ended up in a fight again.

Blaze: Oh?

Arctic Bird: Some guy randomly started flirting with me.

Blaze: As always you’re attracting the men’s attention, I see.

Arctic Bird: Haha, I guess you’re right.

 

Jeg kiggede op fra skærmen. Det så ikke ud til at nogle overhovedet lagde mærke til, at læreren fortalte om forskellige låntyper. Ret vigtigt på et handelsgymnasium, ville jeg selv sige. Jeg åbnede en note på computeren, og begyndte at lytte efter, hvad læreren sagde med et halvt øre, imens jeg samtidig fra tid til anden skrev med Arctic Bird. Så vidt jeg vidste, var Arctic Bird en 18 årig pige fra Frankrig, og hun var en af dem, jeg skrev mest med. Hendes bløde personlighed syntes at skinne igennem hver enkelt besked, hun skrev, og det fik mig altid i bedre humør.

 

Blaze: That reminds me; my class might take a trip to France sometime next year – If we’re lucky, we might be able to meet up?

Arctic Bird: That would be fantastic!

Arctic Bird: When?

Blaze: Early next year. So in about 4 months.

 

Jeg ville ikke have noget imod at møde hende, da bare et par dage med hende ville kunne redde en ellers kedelig studietur. Selv virtuelle venner kunne mødes og blive rigtige venner, hvis de ikke allerede var det i forvejen. Det ville ikke gøre mig noget at have sådan en ven, bare så længe de ikke ville gå i vejen for mig. Måske kunne hun være sådan en person? Jeg smilte blidt for mig selv, før jeg kiggede ud af vinduet og væk fra mine noter. Hun havde endda skrevet, at hun ville sende et billede af sig selv, og lige siden havde tanken om hendes udseende ofte strejfet mig. Jeg blinkede et par gange, da jeg syntes, at mit blik begyndte at sløres. Jeg skulle have sovet noget mere i nat. Da mit blik igen rettedes mod læreren, var han ikke andet end et slør af farver, så jeg lukkede øjnene og gned dem med mine fingre. Fokusér. Da jeg igen åbnede øjnene, følte jeg det, som var klasseværelset en båd på et stormfuldt hav, og en enorm hovedpine overfaldt mig som en bølge i sådan en grad, at jeg var tæt på at skrige i smerte. Jeg nåede kun at høre mit eget hoved ramme tastaturet på min bærbar, før jeg mistede bevidstheden.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...