The Hub

Historien er på dansk (med en smule engelsk), og handler om Mikkel, en 18 årig dreng, der ikke gider at bruge tiden på dem fra hans klasse. I stedet flygter han til et online-chatrum ved navn The Hub, hvor han ikke føler at folk at folk irritere ham. Dog bliver forholdene ændret da der sker noget, der vender op og ned på den verden han troede han kendte.

0Likes
0Kommentarer
623Visninger
AA

2. Et billede med eftertanke

 

»Hey Mikkel, er du okay?« Stemmen lød bekymret, som en hvisken fra et sted i nærheden af mig. Jeg kunne mærke fornemmelsen af tastaturet mod min kind, før jeg langsomt satte mig op. Jeg slog øjnene vidt op, da jeg så at alle fra klassen havde vendt sig imod mig, inklusiv læreren.  Hvor lang tid havde jeg været væk, og i det hele taget; hvad var der sket? Jeg rettede mig imod læreren, der så både forbavset, men også forvirret ud. »Jeg tror ikke jeg fik nok søvn i nat.« Sagde jeg med sarkasme let siddende på mine ord, da jeg prøvede at give læreren et smil. »Er du sikker?« sagde han, uden at se mindre bekymret ud end før. »Ja ja«. Jeg så på min bærbar, og så på klokken. Det så ikke ud til at jeg have været væk i forfærdelig lang tid. Jeg kiggede imod chatten, og så den ulæselige besked, som min kind havde efterladt i chatten med Arctic Bird. Flere nye beskeder fra både hende, og en anden af mine venner, der kaldte sig selv ”Hirron”, jeg hurtigt så igennem.

 

Hirron: Hey mate, your advice really helped out big time!

Blaze: What advice? Sorry, I have been lacking sleep as of late..

Hirron: You told me to lay low for a day before talking to that girl. It really cleared out a lot.

Blaze: Haha, you’re welcome.

Hirron: I owe you a beer if we meet one day, that’s for sure.

Blaze: I’ll hang you up on that!

 

Jeg hadede øl. Så enkelt var det. Men det var meget nemmere bare at få dem til at tro at du faktisk drak øl, end at begynde at forklare det modsatte. Hirron havde haft mange pigeproblemer, for han var i højere eller mindre grad, ret dårlig til det med det modsatte køn. Og så var det mig, der blev spurgt om hjælp hele tiden. Sådan havde det været meget igennem hele mit liv.

»Mikkel, du besvimede lige før, gjorde du ikke?« lød en hvisken fra min venstre side, og jeg med en lettere mummelen fik jeg svaret »Nej nej, faldt bare i søvn« »Lad nu vær’ med at lyve. Det er ikke første gang jeg har set en person besvime sådan der.« jeg sank en klump, før jeg vendte mig imod stemmen, og så ind i ansigtet på en kortklippet brunhåret pige, der så med samme bekymrende udtryk imod mig, som læreren havde gjort for lidt siden. »Bare lad mig være, det er søvnmangel.« Irritationen i min stemme var vidst til at hører, for da jeg vendte mig tilbage mod bærbaren, sagde hun ikke mere. Sandra var hendes navn, eller noget, jeg havde aldrig rigtig lagt mærke til hende i klassen, og igen blev jeg afklaret med mig selv om, hvorfor jeg hadede den slags mennesker. De kan ikke finde ud af at lade folk være i fred.  

 

Blaze: I always get reminded why I like people like you that much more than those in real life.

Arctic Bird: What is that supposed to mean? Something happened?

Blaze: There was just this girl continuing to ask me question about something..

Arctic Bird: Haha, and you said that I was popular around guys.

Blaze: It’s not like that. I’ve never really spoken with her before.

Arctic Bird: The beginning of a love story~

 

Timen sluttede kort efter og jeg så ud af øjenkrogen hvordan læreren langsomt gik gennem klassen, med hans øjne i min retning. Jeg lod som ingenting, før han med en tydelig hosten indikerede hans egen tilstedeværelse, hvorefter jeg rettede mit blik imod ham. »Er du sikker på det bare er søvnmangel? Du skulle måske tage resten af dagen fri hvis du har det dårligt – bare for en sikkerheds skyld.« Så mange bekymrede miner havde på under en halv time givet min dag en endnu dårligere start. »Jeg ser lige en ekstra time – det er uden tvivl mangel på søvn.« sagde jeg opgivende, velvidende at han ikke ville give op før jeg i det mindste havde givet ham den mindste smule ret.

Jeg kunne mærke, at jeg langsomt faldt længere og længere ned i stolen, imens de næste par lektioner sneglede sig af sted. Svimmelheden syntes ikke at komme igen, selvom jeg flere gange så, hvordan mit syn flakkede.  Klokken blev lidt over tolv, og vi var i gang med dagens sidste time. Oplæsning af gamle digte havde ikke faldet i god jord hos mine medstuderene, eller mig for den sags skyld, og flere af pigerne sad og hviskede til hinanden. Bunden af skærmen blinkede, og igen var det Hirron der havde skrevet til mig.

 

Hirron: By the way I’ve just made a new painting that I want to show you? I always envy you for your artistic skills and I would love some feedback!

Blaze: Sure, it’s not like I’ve something better to do, haha.

 

Det tog mine øjne et øjeblik at vende sig til det billede som filen indeholdte. Billede havde en fransk stil over sig, en ung dame med langt blondt hår, i en lang, rød og glat sommerkjole, simpel af design, men som stadig passede til Hirron’s billedes stil. Kvindes ansigt var udtværet og halvt dækket af hår, som havde han prøvet at skjule hendes identitet, der resulterede i en mystisk aura omkring hende. I hånden, der var lænet på et rød og hvid ternet dug, holdt hun let om et vinglas, der var fyldt med et par centimeter mørkerød rosenfarvet vin. Jeg kunne nemt have forvekslet det med et foto, men jeg tiltede hovedet let da jeg begyndte at se fejl i billedet. Der var flere skyggefejl der gjorde hele billedets situation uægte, men smukt var det uden tvivl. Undervisningen havde for længst mistet alt min interesse, og billedet kunne ikke forlade mine tanker. Hvad var der med den kvinde der gjorde hende så betagende? 

Jeg kiggede på det, han havde skrevet i sin tidligere besked ”I always envy you for your artistic skills”. Jeg hadede for det meste mine egne værker, da de ikke syntes at give mening for mig selv, dog var det som om andre fandt denne mening i mine meget grå og sørgelige billeder. Det fortalte de mig i hvert fald altid. Mine malerier var mine indre tanker, og jeg viste dem ikke gerne ud til folk. De skulle ikke have nogen grunde til at starte samtaler med mig.

Folk begyndte at rejse sig omkring mig; timen var åbenbart sluttet. Jeg pakkede langsomt mine ting sammen, men jeg kunne ikke lade vær med at tænke på det billede af den blonde dame, med den røde kjole. 

Mine skridt føltes lange da jeg gik imod den selvsamme dør, jeg var gået ind af tidligere på dagen. Nu var det bare busturen hjem, og så kunne jeg være i fred. Endnu en dag var stilfuldt gået, og jeg kunne igen slippe væk fra de personer, jeg ingen interesser delte med. Lad tiden gå sin gang. Mine øjne lukkedes, da jeg følte den kolde vind give sit første ubarmhjertige kys mod min ellers varme hals. Jeg skuttede mig i vindjakken, imens øjnene gled over skolegården. En pige stod ved skoleindgangen, kort fra bustoppestedet, og hun kiggede i min retning; ventede hun på en kæreste? Et suk forlod mine læber, da jeg genkendte den korthårede pige fra min klasse. Hendes nøddebrune hår syntes at passe hendes smil, men jeg kiggede hurtigt væk. Ville hun starte diskussionen igen?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...