Huller i virkeligheden

Kort oneshot om tanker, og det at være alene.
Det er mit bidrag til konkurrencen om barndomsgadens minder, så jeg vil sætte stor pris hvis i kommenterer, liker eller sætter på favoritliste.

20Likes
36Kommentarer
1209Visninger

1. Oneshot

 

Hullet var ikke særligt stort, men nok til at man kunne se ud af det. Desuden var det perfekt at gemme sig bag. Man kunne glugge på alverdens ting; mennesker der kom cyklende, gående eller kørende ned ad markvejen, fuglene der fløj fra træ til træ, alt der foregik i naboens vinduer…

Og helt uden nogen chance for at blive opdaget.

Men hvem ville også straffe et lille femårigt barn, bare fordi barnet var nysgerrigt? Ingen. Det var også derfor at mine forældre ikke sagde noget til det. For selvfølgelig havde de da lagt mærke til at jeg sad dér, mellem de forskellige træer, på min helt specielle platform og kiggede. Det var dér jeg forsvandt hen når jeg var ked af det, sur, eller bare træt af det hele.

Hvad ingen vidste, var at jeg blev ved med at sidde der. Også da mine forældre blev skilt, og min far flyttede. Også dagene op til specielle prøvelser, såsom fremlæggelser i skolen, særlige skolefester og optrædener med de få ting jeg forsøgte at kunne finde ud af.

Så nu sidder jeg her. Gemt bag det stedsegrønne nåletræ, og kigger ud på landskabet. Jeg kunne begynde at fortælle om alle de minder jeg har herfra, men det ville kun gøre mig mere deprimeret end jeg allerede er, så det gør jeg ikke. Desuden er der ingen der behøver at vide noget om det jeg bliver trist og nervøs over. Der er ingen der har ret til at snage i mine ting, og komme tættere på mig end nødvendigt. Heller ikke dig, men jeg bukker sikkert under for presset og fortæller dig det alligevel. Grunden til at jeg endnu en gang sidder og kigger ud, i et latterligt forsøg på at komme af med mine følelser. Det ville hjælpe hvis jeg havde nogen at være sammen med. Bare en enkelt veninde som gad se på mig, og lytte til mig. Jeg ville endda være tilfreds med en dreng, hvis det skulle være sådan. Måske mere end tilfreds. For der er en dreng… en helt speciel dreng, som er så tæt på men alligevel så langt væk.

Jeg har snakket med ham. Jeg har kigget på ham i smug så mange gange. Han har været grunden til at jeg sad som jeg gør nu. Alle mine sorger og spekulationer har været fremprovokeret af ham.

For der er jo ingen der vil have mig. Sådan havde han selv sagt det engang. Og vi havde diskuteret hvornår man er elsket og hvornår man ikke er.

Senere hen tænkte jeg over hvad han havde sagt. Det gør jeg faktisk stadig. Alle de ord han har sagt til mig, har groet sig ind i min hjerne. Mod min vilje selvfølgelig.

- Gå med dig Kaila. Jeg gider ikke se på dig. Der er der ingen der gør.

Jeg var stoppet op på min cykel, og kiggede målløs på ham. Et kort øjeblik tænkte jeg slet ikke over hvad han havde sagt. Det eneste jeg tænkte på, var det faktum at han faktisk snakkede til mig.

Men så ramte det mig. Som en knytnæve lige i ansigtet. Senere hen skyllede bølgen af sorg ind over mig. Sådan var det altid. Først smerten, så sorgen efterfulgt af skuffelsen.

Han var også steget af sin cykel, og stod overfor mig på den vinter-mudrede markvej. Sådan stod han og kiggede mig fraværende i øjnene, som om det slet ikke var mig han kiggede på men noget helt andet. Til sidst åbnede jeg munden i et forsøg på at sige noget til ham. Inden jeg nåede at blinke var han væk.

Det var første gang jeg fandt hulen. Nogen havde sat en træpalle op på en af de øverste grene for mig. Det havde sikkert været en af min storebrors huler, før han døde.

Jeg satte mig derop, uden overhovedet at teste om den kunne holde til min kropsvægt. Det var vel også lige gyldigt. Hvis jeg faldt, så faldt jeg. Måske var jeg endda så heldig at slå mig selv bevidstløs. Måske mere end det. Der var trods alt langt ned. Så kom jeg væk fra alle tankerne bare for en stund, men uden at det egentlig var med vilje. Jeg faldt jo bare…

 Mine forældre havde sagt en masse om selvmord. Hvor flove de var over min brors utallige selvmordsforsøg som så til sidst, en dag i April, lykkedes. Jeg ville ikke gøre mine forældre flove. Selvmord var snyd sagde de, og jeg ville ikke være en snyder. Rusmidler var derimod en god måde at formidle livets hårdhed på, sagde de. Men jeg var ikke gammel nok til at drikke.

Og ja, sådan tænkte jeg i en alder af fem år.

Du kan vel regne ud at det hele kun blev sværere med tiden. Jeg blev mere kritisk over for det andre fortalte mig. Hvilket førte til at det meste mine forældre fortalte mig røg ind af det ene øre og ud af det andet. Men det de sagde om min brors død sad stadig i mig.

De havde jo ret.

Det var snyd at begå selvmord. Det gjorde folk flove.

Men det fik også folk til at tænke over tingene. Måske var der nogle der havde lagt mærke til at der var noget galt, men selvmord er oftest det der får bægeret til at flyde over. Man tænker pludselig over hvor synd det er for personen. Man får medlidenhed med personen.

Medlidenhed. En ting jeg aldrig har hverken givet, eller fået. Men jeg vil give mit liv for at prøve det. Folk skal tænke over hvor onde de har været. Dem i klassen skal få skyldfølelse over de falske smil jeg så ofte fik sendt. De skal vide hvor ondt det har gjort. Ikke at det gør nogen forskel. For jeg vil ikke have deres smil, og trøstende ord. Jeg vil have noget ægte. Noget som ikke kommer frem fordi man syntes at man har pligt til det. Noget som ikke er så tyndt at man kan se lige igennem det.

Jeg vil elskes.

Derfor er dette et afskedsbrev. Sådan noget dramatisk sludder man ser på film. Ikke at jeg har tænkt mig at slå mig selv ihjel. Det er fristende, men jeg gør det ikke. For jeg er ikke en snyder.

Nej, jeg havde bare lige lyst til at prøve det. Prøve at sætte ord på alle de underlige tanker jeg render rundt med. Jeg har hørt at det virker. Måske gør det også det om et par dage. Lige nu kan jeg i hvert fald ikke mærke nogen forskel. Jeg føler mig tom. Men måske er det egentlig en forbedring. Jeg er ikke længere fyldt med sorg og tanker som ingen andre har. Jeg er bare… tom.

Jeg gemmer mit brev her oppe. Så kan nogle finde det en skønne dag, og se om de kan sætte sig ind i alle mine tanker. Se om de forstår bare et enkelt ord af det jeg har skrevet. Hvis de forstår det hele, eller bare en tredjedel af det, så ved de at de ikke er alene. Måske lever jeg stadig til den tid. Måske kan personen finde mig, og fortælle mig at jeg heller ikke er alene.

Måske.

Nogle er født til at være snydere. Måske er det sådan med mig?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...