Hogwarts fortællingerne om Mathie og co. - De historier, der ikke var plads til

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 nov. 2012
  • Opdateret: 20 jun. 2015
  • Status: Igang
Jeg synes at det kunne være sjovt at lave en slags tillægs-movella, der opsamler de ting, der er blevet skåret fra i fortællingerne omkring Mathie og co.
Jeg vil forsøge med disse historier at præsentere mine personer på en anden måde.

Derfor vil det også være rart hvis folk stillede spørgsmål, som jeg evt. kunne hente inspiration fra.

Og en ting til, det kan blive en smule rodet, men så sig endelig til.

Jeg kan dog fx nævne at:
Melissa og Jerry får et helt andet syn på mugglere.
Milla og Mathies venskab bliver sat på prøve.
Samt Malu kæmper mod følelsen af ikke at høre til nogen steder.


6Likes
58Kommentarer
1407Visninger
AA

6. Uventet

Svar til Directioner<3: Hvordan blev Mathie født og hvornår blev hendes forældre gift?

I et lille rødt rækkehus med sorte teglsten i mugglernes verden boede der en særlig kvinde. Hun var i hvert fald noget særlig for en person. I øjeblikket stod kvinden i sit køkkenet, hvor de lilla skabslåger skreg ud mod omgivelserne, de hvide vægge var kontrasten til den stærke farve. Hun så dog ikke ud til at tage sig af farvene i køkkenet, det var sådan som det skulle være, hun var ved at lave mad over gaskomfuret.

Tomatsuppe.

Hun stod helt uvidende om at hun snart ville få en stor overraskelse.

Hun havde lige taget en teske for at smage på suppen om den skulle have mere salt eller pepper, da der lød som om nogen skød med lynkinesere inde i stuen. Hvad hulen! hun tabte forskrækket skeen og skyndte sig ind i stuen med grydeskeen i den anden hånd. Stuen var indhyllet i gråt støv. Hun hostede forvirret og råbte: "Hvem er der? HVIS DET ER JER TRYLLESTAVSIDIOTER SÅ KAN I GODT SMUTTE!" Hun tav dog, da der lød et knebs og røgen blev nærmest suget væk og afslørede en mand i en mørk frakke med hætten slået op. I hans hånd holdt han en pind, som åbenbart fungerede på samme måde som en støvsuger. Da røgen ligesom var forsvundet, kunne hun mærke, at han betragtede hende. Hun gjorde sig klar til at slå ham med grydeskeen, da han svarede med en stemme, hun ikke havde hørt i flere måneder: "Jeg havde håbet på en lidt anden modtagelse end den her..."

Hun spærrede øjne op i det han tog sin frie hånd, strøg hætten tilbage og afslørede: "MATHIAS!" råbte hun denne gang af glæde, hun smed grydeskeen ned på  planket gulvet, det gav et smæld, og fløj hen imod ham, landede decideret i hans arme, der klappede sammen omkring hende, som et beskyttende skjold. Hun hørte det lille smæld tryllestaven gav, da han tabte den, fortabte sig ellers i fornemmelsen af hans arme. 

De sank ned på knæene og knugede om hinanden. 

De sagde ikke noget, men alligevel sagde deres tavshed alt. 

Hun hvilede sit hoved på hans bryst og lyttede til hans velkendte hjerteslag. Mens han begravede sit ansigt i hendes røde manke og nød duften af hendes hår.

Denne gang var det af vanille. 

Og dog... Der var et eller andet, der anderledes.

Pludselig røg magikerens hoved op med et ryk, han stirrede ligefrem for sig hvad var det? Magica trak sig undrene væk da hun kunne mærke at han stivnede. Han hold stadig fast i hendes albuer, hun så bekymret på ham: "Mathias? Hvad er der galt? Hov...HÆ! Åh..." Hun afbrød sig selv, da han pludselig tog sin ene hånd og lagde den på hendes mave. Den mave hun skjulte bag en kæmpe, puffet og enorm stor sort trøje med grønne stjerner på. Han stirrede undrene ned på sin behandsket hånd, han ventede og mærkede det så.

Et lille spark. Endnu et.

Sådan sad de i lidt tid. Mathias hånd på Magicas mave, der ventede spændt på hans reaktion. 

Hun smilede forsigtigt til ham, da han endelig mødte hendes øjne, han var fuldkommen forvirret, han kunne ikke en gang lægge sit ansigt i fuldkommen neutrale folder, det kunne hun se også var den helt gal, men hun fik dog lyst til at klaske sig selv i panden, da han sagde: "Hvordan?"

Magicas smil forsvandt, hendes øjne blev store. Hun stirrede dybt forundret over, hvordan en troldmand som ham kunne finde på, at spørge om sådan noget? Hun trak vejret dybt ind og pustede ud, for at falde ned igen. Hun gjorde dette et par gange, mens hun lod sine arme hænge eller de ville hænge, hvis ikke Mathias havde haft fat i dem, hun kunne mærke, at han strammede grebet, i det hun svarede i et belærende toneleje: "Tja.. når en mand og kvinde...." Nu vågnede Mathias op, fjernede begge hænder fra hende mens han viftede afværgerende med dem op foran sig: "Magica! Stop stop! Du ved godt hvad jeg mente!" Han lod hænderne synke ned, så på hende igennem sine briller med mørke glas i(Han måtte droppe sine solbriller, da hans syn pludselig blev forvrænget), ventede blot på, at hun sagde de ord, der skulle til for at bryde ind i hans forvirrede sind: "Du skal være far..." Han blinkede et par gange, hans mund blev til en smal bekymret streg.

Magica så på ham. Han så på hende. Han så rigtig på hende. 

Mathias så en kvinde: sin bedste ven, sin kærlighed og han så stædigheden, der lyste i hendes øjne.

Han så en kvinde, der ville kæmpe for at beholde dette barn.

Et barn skabt af dem.

Langsomt skubbede troldmanden sig en smule tilbage, kvinden stivnede en smule ved dette, og lagde så sit hoved på hendes mave, så hans ører hvilede på maven. Han ventede lidt, mærkede så sparket ved sit øre, der kom et lille smil frem og han sagde ganske stille: "Mit barn, vores barn..." Han mærkede lettelsen, der skyllede igennem den lille kvindes krop, lidt efter kunne han mærke et par varme fingre, der blidt strøg igennem hans mørkebrune krøllede hår, der var klippet ned til ørerne. Han lukkede øjne og nød det. Sådan sad de i et stykke tid, indtil Mathias slog øjne op, snuste højlydt og spurgte: "Hvorfor lugter her  af brændte tomater?" 

Resume:

-Huset brændte utrolig nok ikke ned, da Mathias brugte sine evner som troldmand til at kvæle ilden, men han kunne ikke rigtig gøre noget ved lugten. Så i den næste uges tid var der en lugt af brændte tomater i hele huset. Lugten havde også spredt sig til de andre rækkehuse.  

-Mathias måtte bruge et par dage på at overbevise Magica om at de altså burde blive gift. Magica mente ikke at det var nødvendigt, men til sidst gav hun efter. Det gjorde tydeligvis Mathias glad, så ville hun ikke forhindre ham den lille glæde. 

Også gik det stærkt, det var lige før at det skræmte Magica en smule, at Mathias gik så højt op i det. Han havde endda allerede aftalt med borgmesteren om, hvornår det skulle være og fundet et pænt sæt tøj til hende. Han overlod det dog til hende, at finde vidner til at se dem blive gift. Det kom til at knibe eftersom begge Magicas forældre samt brødre boede i en hel anden verdensdel end dem. Det endte med at Magicas chef i bagerforetningen og tro det eller lade være, den lille nisse lignende mand fra genbrugsbutikken blev også et af deres vidner.

Borgmesteren synes selv, at det var et underligt syn, der mødte ham, da han ankom. Denne kønne rødhåret pige, der så kærligt op på den mand hun gerne ville ægte, der mest af alt lignede en splejset udgave af en rocker, der havde været forbi sindsyge hospitalet. Men årsagen for sådan et hastigt vielse måtte være pga. brudens mave, der blev afsløret ved, at bruden holdt en lille buket violer med en hånd, der hvilede på hendes mave. Vidnerne... tja... den ene så fuldkommen stolt ud, mens den anden, der mest af alt lignede en nisse, der ville være alle andre steder end her. 
Ceremonien blev dog gennemført uden problemer og papirene blev underskrevet.
Nu var Magica officelt: Fru Serverius gift med Hr. Serverius. 

-Mathias oplevede ikke selv fødselen af sit barn, da ministeriet endnu en gang fik nys om at han var i byen, så han igen måtte forsvinde. Tre dage efter at han gik under jorden, blev Magica med alt hast bragt til det nærmeste hospital, fordi hun ved et uheld var faldet ned fra en stige, heldigvis havde det kun været på det nederste trin, men det havde været nok til at vandet gik. Efter flere timers smertefulde veer fødte hun en sund, velskabt pige med utrolig gode lunger.

Den lille pige havde først stoppet sit skrigeri, da hun lå i sin mors arme, som om hun vidste, at her var hun sikkerhed. En venlig jordmoder havde smilende sagt, at den lille pige var et rigtig allehelgensbarn. Inden hun opdagede, at både mor og barn sov. Begge udmattede af strabadserende. Forsigtig havde jordmoderen fravristet kvinden barnet. Magica slog med det samme forvirret øjne op, da hun mærkede at barnet var forsvundet, hun kiggede skrækslagen rundt indtil hun fik øje på den hvem det var, der havde taget barnet. Hun smilede træt, holdt øje med, at jordmoderen lagde den lille i den babyseng ved siden af hende.

Da Magica havde sikret sig, at jordmoderen var gået igen, rejste hun sig forsigtigt op, skar en grimasse. Hun var glad for, at de ikke havde flyttet hende fra ene stuen af.  Hun gik hen og betragtede den lille pige, der lå lunt og godt, sov med let åben mund, der mindede hende urolig meget om en hun kendte. Hun smilede, mærkede alt kærligheden til det lille væsen blive stærkere og løftede hende forsigtig op i sine arme. Den lille pige gav sig lidt, skulle til give sin utilfredshed til kende. Magica så dog tegnene, begyndte stille at nynne, mens hun gik hen til vinduet med barnet. Her trak hun gardinerne fra, så hun havde frit udsyn, mens hun holdt barnet, vuggede blidt frem og tilbage med armene og forsatte sin nynnen. Nynneriet  gik til sidst i sig selv for, at hun kunne sige: "sov sødt lille Mathie for mor vil passe på dig...." Mens hun forsigtigt kyssede sin datters forpande. Hun strøg forsigtig de ganske få krøller, der så ud til at ville blive røde, når hun blev ældre.

Ingen af dem lagde mærke til at den mørke skikkelse, der sad i træet over for netop det vindue, hvor de stod fuldt synlige for en hver. Denne sagde ganske stille hen for sig ud i mørket, mens han trak sin kappe tættere om sig og betragtede moren med sit lille barn: "En lille pige... Min datter... En Serverius..."

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...