Hogwarts fortællingerne om Mathie og co. - De historier, der ikke var plads til

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 nov. 2012
  • Opdateret: 20 jun. 2015
  • Status: Igang
Jeg synes at det kunne være sjovt at lave en slags tillægs-movella, der opsamler de ting, der er blevet skåret fra i fortællingerne omkring Mathie og co.
Jeg vil forsøge med disse historier at præsentere mine personer på en anden måde.

Derfor vil det også være rart hvis folk stillede spørgsmål, som jeg evt. kunne hente inspiration fra.

Og en ting til, det kan blive en smule rodet, men så sig endelig til.

Jeg kan dog fx nævne at:
Melissa og Jerry får et helt andet syn på mugglere.
Milla og Mathies venskab bliver sat på prøve.
Samt Malu kæmper mod følelsen af ikke at høre til nogen steder.


6Likes
58Kommentarer
1433Visninger
AA

4. Melissa og violinspilleren

Melissa og co. er lige gået på sommerferie efter deres 3 år på Hogwarts.

Den unge blonde pige tog ganske forsigtig og elegant sin violin op. Den var smuk, lidt slidt, men den var hendes. Hun holder den imellem sine slanke hænder for at se beundrende på den, indtil hun tog den længere op, lagde den til rette ved hendes skulder. Med kinden en smule af hagen hvilende på den, lod hun langsomt buen glide hen over strengene, med fingrene på dens hals længere oppe. Tonerne fyldte langsomt luften. Det samme gjorde hendes tanker. Tanker, der førte hende tilbage til den dag hvor hun besluttede sig til, at ville gå til violinspil ved sin grandtante. Faktisk den grandtante som var muggler.

Det var faktisk Jerrys skyld. 
Drengen havde aldrig prøvet at køre med et rigtig tog. Eftersom hans familie alle var magikere mere eller mindre. Havde han derfor kun begrænset kendskab til mugglernes verden. Hogwarts ekspressen talte ikke med ifølge ham. De havde aftalt ugen, inden de gik på sommerferie, at de skulle mødes på King cross station. De havde endda aftalt dag og klokken. Det hele i god tid. 
Sådan blev det eller næsten…
Planen de havde i starten blev dog fulgt til punkt og prikke. Jerry og Melissa dukkede op hjemme ved Mathie i deres kamin. Mathie havde dog gjort det klart for dem at kaminen var lille. Mathies mor tog det utrolig pænt, at de kravlede ud fra kaminen, efterlod et mindre spor af aske ud over det hele. Men hun kommenterede, at det var da heldigt, at de ikke behøvede at tænde op om sommeren.

Malu havde allerede taget en bus hen til king cross, hvor Milla allerede befandt sig, så det blev selvfølgelig Mathie, der måtte slæbe Melissa og Jerry med sig. Den rødhåret pige måtte også lægge penge ud for dem. Eftersom ingen af de to fuldblodsmagikere havde tænkt på at veksle deres troldmandspenge om til pund. Jerry lovede dog at betale for nye fjerpenne inde i diagonalstrædet til hende. Samtidig måtte Mathie forhindre dem i at snakke højlydt om ting, der var så åbenlyse almindelige for muggler, at det var ved at grænse sig til det pinlige.

Da de endelig var fremme havde Malu og Milla betragtet den åbenlyse lettede Mathie, da de stødte til dem ved det busstoppeskilt, over at nu var busturen overstået indtil videre. Nu skulle de bare med et tog ind til London, for at komme på hen til den Utætte kedel, videre derfra ind til Diagonalstrædet.   

Hvor svært kunne det være?

Det var faktisk temmelig svært eftersom alle mugglere så ud til netop idag at ville tage metroen. Det havde medført en del puffen og masen for at komme frem eller tilbage i mængden. Hvis man var så små som de fem magikere elever var, blev man nødt til at følge med strømmen. Det var endt med, at da de opdagede at de var ved at komme forsent til metroen galoperede de afsted og siksakkede i mellem alle de andre passagerer. De nåede lige med næppe metroen, Jerry nåede lige at trække sig væk fra døråbningen inden dørene svingede i. De rettede sig op på sammen tid, efter at have stået foroverbøjet, gispet efter vejret og så på hinanden. En dreng med stritøre, en pige med briller, en mørkglødet pige og en pige med rødt kruset hår. De stod i en lille ring, udbrød på samme tid: "MELISSA!"

Melissa stod fuldkommen alene i undergrunden, hun havde mistet de andre af syne i det de havde kæmpet sig vej igennem det værste mylder.

Som utrolig var væk nu.

Hun skubbede skuldertaskens rem bedre op på skulderen, inden hun lagde armene over kors og holdt omkring sine bare albuer. Der var lidt koldt nu, hvor der ingen mennesker var, men det var jo sommer, hvilket hun havde klædt sig efter, ikke efter at skulle rende rundt under jorden mellem en masse svedende mennesker. Derfor havde hun en pæn blålig skjorteartigtop på, lange skinny mørkeblå bukser på, hvor et par lange støvler dog uden en høj hæl slyngede sig tæt omkring hendes smalle lægge. Men kun næsten, for i den ene støvle kunne hun mærke sin tryllestav. Det var den betingelse hendes forældre havde stillet for at hun overhovedet måtte tage med disse undermåle. Hun hadet når hendes forældre kaldte hendes venner det, men hun vovede endnu ikke at protestere imod dette. Ikke før hun i det mindste var i stand til at kunne nogle flere besværgelser, havde fået lidt større autoritet..

Ej hvor var der altså køligt, hvor var her stille...

Det var lige før hun ønskede at hun havde sin sorte kappe fra Hogwarts på. Så rystede hun på hovedet. Det var jo tåbeligt det her, hun var fuldblodsmagiker, hun burde finde sig et hjørne, hvor hun kunne bruge sin tryllestav.. Hun standsede ideen, der var dukket. Det var jo Milla, der var god til det med de normale besværgelser. Ikke hende... Hun sukkede dybt, kiggede forsigtig fra den ende, hvor de kom fra og til den anden ende af gangen, hvor hun havde set dem forsvinde, inden hun var blevet mast tilbage af den strøm, der kom imod dem. Eller var det omvendt? Hun rystede frustreret på hovedet, kiggede ned på sine støvle snuder, mumlede højt, mens hun konstaterede at husalferne måtte gøre hendes støvler rene igen: "Mathie og de andre skulle nok finde mig...Hov... hvad er det?" Hun rettede sit hoved op, så hendes lange hår blev kastet tilbage over skuldrene og afdækkede hendes ører.

En melodi.

Hun lagde hovedet en anelse til den ene side, lukkede øjne og lyttede.

Det var smukt.

Sørgmodigt. 

Hun åbnede dem langsomt, vendte sig og stirrede ned af gangen, hvor melodien kom fra. Når hun alligevel var faret vild, kunne hun jo lige så godt se hvor musikken bragte hende hen, begyndte at gå. Gangen førte hende længere væk fra overfladen. Det vidste Melissa selvfølgelig ikke. Hun koncentrerede sig om at lytte efter melodien, lod sig ikke en gang mærke af at hendes støvler slog hårdt ned i gulvet med et effektiv klik lyd. Intet så ikke ud til at bryde hendes koncentration, mens hun gik.

Den blonde pige var på jagt efter melodiens skaber

Det varede heller ikke længe før hun svingede omkring en søjle, hvor lyden lød til at komme fra, havde nær overset halen, der lå hen over gulvet. Hun nåede dog at lave et par dansetrin henover halen. fangede hurtig balancen igen og undgik, der ved at træde på den. Dansetrinene havde resulteret i at hun stod direkte foran melodiens skaber.

Han spillede stadig væk. 

Vagabonden spillede på sin violin med et lille smil spillende på sine læber, der var sprukne, hans hår og skæg var stridt og gråt. Han havde en mørkeblå gammelfiskehat på hovedet samt en kæmpe slidt gul regnfrakke på, hvor ærmerne var smøget op så han havde sine hænder fri. Regnfrakkens tidligere ejer havde været af en anden kaliber end ham, så havde han grønne gummistøvler på. Her fik hun øje på halens ejer. En ældre tidligere helt sort labrador, der nu havde en pels, der var præget af grå plamager. Den slog dovent med halen, mens den lå og hvilede sig. Den sendte hende dog et vågent blik, men hunden forblev, hvor den var. Vagabonden havde lukket sine øjne, og han koncentrerede sig udelukkende kun om violinen.

Violinen var i forhold til sin ejer: en diamant. 
Den så næsten helt ny ud, hvis man så bort fra slitagen, der var spredt, men på steder, som kun ejeren ville se og vide at de var der.  

Melissa stirrede fascineret på manden, hun var fuldkommen opslugt af violinspillet, at hun helt glemte at hun ikke brød sig om muggler. Men hvordan kunne en muggler spille noget så smukt? Så sørgmodig...  Hun rakte sin hånd ned imod sin taske, der hvilede mod hendes lår. Hun ville gerne smide lidt mønter til ham. Da slog den gamle mand øjne op, standsede hendes forhenværende ved at fastholde hendes blik. Hun stirrede direkte ind i nogen øjne, hvor rynkerne lå ved øjenkrogene. Rynker, der vidnede om et liv, der havde bragt ham:

Sorger.

Glæder.

Kærlighed.

Han sendte hende et sørgmodig smil, der skabte flere rynker i det smalle ansigt og afslørerede en række tænder, eller mangel på tænder, inden han lod tonerne klinge ud på perronen. Hvilket var utrolig godt timeet lige i det metroen drønnede bag Melissas ryg, men hun ignorerede fuldkommen larmen, der virkede til at forsætte i flere minutter, eftersom toget ikke standsede.

I virkeligheden drejede det sig om sekunder.

Det eneste hun kunne hører var tonerne, der var ved at forsvinde. Hun kiggede på ham, skulle til at åbne munden for at spørge ham om, hvem han var? Da en høj stemme efter togets susen, pludselig skar sig igennem: "Hun er her!!"  Hun nåede lige at vende sig halvt om mod den velkendte stemme, derved brød hun øjenkontakten, men hun nåede lige at se ham rette sig op, mens han stadig holdt godt fast i violinen. Hun mærkede en masse arme, der tvang hende ind til et rigtig fælles gruppekram, hun hørte fire stemmer, der på en gang spurgte til hende om, hun var ok? osv... For første gang tillod Melissa det uden vrøvl, hvilket Jerry undrede sig over i lang tid efter. Hun hadede normalt at få en krammer og blive spurgt til, hvordan hun havde det?

"Hvorfor blev du ikke hvor du var?" spurgte Mathie bebrejdende, Melissa smilede undskyldende, trak på skuldrene, pegede så hen over sin ene skulder med en finger og svarede med et smil: "Jeg lyttede til ham den gamle violinist... Hvorfor kigger I sådan?" Mathie havde rynket bryne sammen, Milla pudsede sine briller og Jerry mumlede et eller andet: "jeg tror hun har fået et nervesammenbrud, hun har taget skade af at rende rundt hernede blandt mugglere..." For den kommentar fik han en spids albue i maven af Malu, der blev den som bekymret gjorde Melissa opmærksom på at: "Melissa... der er ingen gammel violinist bag dig..." Melissa stirrede måbende på dem på skift, vendte sig om som en snurretop og stivnede.

Jamen... Hvor var den gamle mand og hans hund blevet af? 

Senere efter at have fundet et tog, der kørte mod London og de alle var kommet ombord i den samme kupe. De fik endda siddepladser, selvom Jerry, Milla og Melissa måtte sidde lidt tættere sammen, da Mathie påpegede, at Malu og hende selv havde lidt mere på rumpen end de tre havde. Melissa var blevet skubbet tæt op af det lettere snavset vindue. Inden metroen kørte igen, ville hun have svoret på, at hun hørte tonerne fra en violin i det fjerne, men denne gang var tonerne med et anstrøg af munterhed. Hun lænede hovedet tilbage, lukkede sine øjne og smilede fjernt for sig selv. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...