Hogwarts fortællingerne om Mathie og co. - De historier, der ikke var plads til

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 nov. 2012
  • Opdateret: 20 jun. 2015
  • Status: Igang
Jeg synes at det kunne være sjovt at lave en slags tillægs-movella, der opsamler de ting, der er blevet skåret fra i fortællingerne omkring Mathie og co.
Jeg vil forsøge med disse historier at præsentere mine personer på en anden måde.

Derfor vil det også være rart hvis folk stillede spørgsmål, som jeg evt. kunne hente inspiration fra.

Og en ting til, det kan blive en smule rodet, men så sig endelig til.

Jeg kan dog fx nævne at:
Melissa og Jerry får et helt andet syn på mugglere.
Milla og Mathies venskab bliver sat på prøve.
Samt Malu kæmper mod følelsen af ikke at høre til nogen steder.


6Likes
58Kommentarer
1491Visninger
AA

8. Forkert at drømme?

Svar til Majb1346's spørgsmål:

du sagde jeg var velkommen til at spørge så jeg gerne vide hvad de alle sammen eller bare en eller to ser i drømmespejlet? 

 

Faktisk stødte næsten alle gruppens medlemmer på det legendariske Drømmespejl, men det skete ikke på samme år og var mere resultatet af en beslutning som en af de største nu levende magikere havde taget.

Den hvid skægget troldmand havde befundet sig i en af Hogwarts fjerneste rum, hvor eleverne havde fået forbud mod at bevæge sig ned ad. Ikke fordi han troede at alle overholdt dette…. Faktisk ville han blive meget overrasket hvis det var tilfældet.

Dumbeldoor betragtede Drømmespejlet fra en hvis distance, trangen til at gå hen og stille sig foran spejlet kriblede en smule i ham. Normalt flyttede han det hvert måned af sikkerheds hensyn, men på det seneste havde han haft travlt med at arrangere Den magiske turnering imellem de tre skoler og mange af tingene krævede at han fandt sine mest diplomatiske evner frem. Ikke alle magikerne han skulle samarbejde med omkring dette var lette at have med at gøre især ikke dem indenfor ministeriet. 

Han lagde sit hoved en smule på sned og befandt sig i sin egen lille verden indtil han hørte en klagende lyd bag sig.

Kniiiiiiirk.... kniiiiiiiiiiiiirk.....

Det lød som en dør der skrabte hen over gulvet. En dør som ikke havde fået spændt og smurt sine hængsler i flere årtier.

Han kastede et blik over sin ene skulder og forstod at lyden faktisk stammede fra en dør. En dør der var placeret i den ende af rummet han stod i. 

Døren var af tung mørk eg og dets beslag var af jern og stod som støvet kontraster mod det mørke træ. Han kastede et blik rundt i forhold til hvor mægtig en troldmand han, havde han til tider brug for at f.eks. at gemme sig for uventet besøgende eller for Cornelius Fugde.  Især den sidste person.

Denne gang…

Hvis nogen havde set ham ville de have svoret på at hans øjne havde glitret af indestængt morskab bag de halvmåneformet brilleglas og de ville have stirret en hel del i det han greb fat i siden af sin kåbe, for derefter at trække den op og med lynhurtige skridt gemte han sig i et mindre indhak hvor en mand af hans bredde lige kunne snige sig ind. Med en bevægelse fik han dæmpet noget af det magiske lys han havde sat op, eftersom de få vinduer rummet var i besiddelse af ikke var store nok til at slippe ret meget sollys ind. Hans skikkelse blev herefter endnu svære at skimte den dunkle belysning.

”Nøj den dør er stram!”

Lød det lettere prustende lidt efter fra døren af.

Stemmen virkede bekendt og fik den skjulte troldmand til at smile.

Lidt efter trådte en elev ind.

Det var tydeligt at vedkommende var kommet for en ting. Eleven kastede da også et usikkert glimt over mod drømmespejl, som var halvt dækket af et mølædt lagen i en umiskendelig farve.

Døren forblev åben bag den unge elev hvis hår hoppede og dansede let rundt omkring hendes ansigt. De røde krøller var blevet vildere og hun levede stadig op til mange af Huffelpuffs idealer… hvis man ergo så bort fra denne dag. Det kunne være dette som kunne koste den unge Serverius end del hvis ham fra ministeriets(Dumbeldoor talte om den gråklædte Hr. Corvus ministeriet i et brev havde nævnt at der efter sommerferien ville komme til Hogwarts) afdeling så hende snage et sted, hvor alle eleverne havde forbud mod at gå rundt i.

Eftersom pigen ikke var tankelæser hørte hun derfor ikke Dumbeldoor eller lagde i det hele mærke til om der var andre.

Hun gik tilsyneladende ud fra at hun var alene og hvorfor skulle hun ikke være det? 

 

Mathie trak vejret dybt da hun endelig stod foran spejlet. Hun havde hørt Milla fortælle om det så mange gange, at hun til sidst selv måtte se dette vidunderlige spejl.  Ravenclawen fortalte hun var stødt på det for et par dage siden, men hun havde ikke vovet at se ind i det. De andre bortset fra Jerry havde set undrende på hende.

Var det lige Milla som sagde dette?

Til trods for de forbløffede blikke lød det snusfornuftigt fra den spinkle pige:

”Det er kun ens drømme den viser.. den fortæller jo ikke hvordan man får dem til at gå i opfyldelse.. og tja hvorfor så kigge i det hvis man ikke kan få en brugervejledning med?”

Måske var det lidt dumt…Det hun nu havde sat sig for, men hun havde et behov for at vide, hvad hendes inderst drøm var. Hun kneb spekulativt sine blå øjne sammen til to sprækker og 1..2… gentog hun for sig selv og rakte sin arm op. Ved 3 fik hendes fingre fat i det mølædte lagen og trak det af så det faldt svævende ned mod jorden.

Dumbeldoor betragtede støvfnuggene som i det samme fløj rundt om den rødhåret pige da lagnet landede på det støvede gulv, men ud fra den unge piges ansigt udtryk at dømme, lod det ikke til at generede hende…

I stedet smilede hun og et drømmeartig skær lyste op i de øjne der stirrede ud fra spejlet. Den ældre troldmand betragtede hvordan pigens tag om lagnet gik fra at være knugende til at nu kunne hun give slip.

Mathie smilede for det hun så kom ikke bag på hende. Hun betragtede hvordan spejlet viste hende en version af sig selv.. Nej det var ikke helt hende.

Denne rødhåret var ældre og betydelig mere moden end hun følte sig nu, men stoltheden og taknemligheden der lyste ud af denne, genkendte hun. Hun så hvordan den unge kvinde smilede varmt til hende inden hun rettede let på sin kappe og strøg det røde hår tilbage i en stram kontrolleret hestehalen, og vendte sig mod en betydeligt ældre eliksirlære på skolen, der rakte den ældre Serverius et sæt nøgler og et par dokumenter, der garanteret indeholdt opskrifter på miksture hun kun kunne drømme om at få mulighed for at lave.

Drømme? Tanken fik Mathie til at tage et par snublende skridt baglæns, væk fra spejlet af dets hypnotiserende overflade. Det var kun drømme, men hun ville virkelig gerne være Hogwarts lære. Især i et fag, hun var dog ikke ligefrem sikker på at professor Snape var villig til at opgive sin stilling foreløbig medmindre han fik pladsen som lære i forsvar mod mørkets kræfter. 

Pludselig lød der stemme ude fra gangen som forlangte den rødhåret piges opmærksomhed:

”Mathie! Jeg nægter at sidde i de bagerste vogne igen! Desuden siger Jerry at du mangler at pakke flere af dine ting!”

Den stemme kunne kun tilhøre en hvis slytherin pige ved navn Melissa. En anden stemme brød dog i det samme ind og lød kun til at komme nærmere:

”Det kan da være at Mathie har lyst til at tilbringe sommeren på Hogwarts?”

”Jerry du ved altså godt at vi ikke må være på skolen i sommerferien, desuden kommer vi tilbage igen, vi mangler jo to år endnu…”

Stemmen var lysere end de to andres antydet om at vedkommende havde haft snakket en del.

Milla..

Mathie hastede herefter ud. Hun glemte fuldkommen at smide lagnet over spejlet igen i det hun fik sneget sig ud af den lille sprække hun havde efterladt sig. Døren gled dog mere villigt i da hun skulle lukke den, det var som om den fik hjælp… Hun tænkte ikke nærmere over dette, men det var skam sandt. Den ældre troldmand var trådt frem og med et sving med sin tryllestav gjorde han det let for døren at falde på plads i dets kam. Da døren klikkede på plads strøg han sit hvide skæg, mens han mumlede højt for sig selv:

”Tiden går alt for stærk for mig, 5 år er gået og skolen har aldrig haft dygtigere elever…”

Han betragtede spejlet. Han gjorde en bevægelse med sin ene kroget hånd og et sne hvidt lagen rejste sig fra gulvet og krøb op af spejlets overflade som en snegl. Få sekunder efter var spejlet fuldkommen tildækket og troldmanden nikkede tilfreds af sit værk.

Det skulle kunne gøre det.

Minerva ville nok ikke helt være enig med ham i dette punkt, men tja han havde altså en fornemmelse af at andre ville få brug for at få afklaret nogen ting.

 

Han fik ret… For i det følgende år, ergo gruppens 6 år, var der mange som drømte.

 

Den unge kvinde sukkede lydløst, men formåede at bevare et udtryksløst ansigts udtryk imens hun strøg en sort lok tilbage bag sit øre, hvor resten af hendes sorte hår var placeret i dagens anledning i en løs hestehale. Det gik ikke an at lade nogen se at hun var en anelse ved siden af sig selv. 

Men helt ærlig af alle dage på året skulle de netop vælge denne dag?

Denne dag hvor hun bare ville have siddet mellem sine venner og hygget sig ekstra meget for at skjule hvor ondt det gjorde på hende at mindes denne dag, men selvfølgelig… Inden bølgen af medlidenhed druknede hende brød en stemme ind:

”Er du okay Malu?” Spurgte en ung mand. Han betragtede den unge kvinde i det hun rettede sig op fra sin halv krøbet stilling hun havde stået i, og så på ham med sine varme nøddebrune øjne. Det lille glimt af tristhed han syntes han havde set var forsvundet.

Måske havde det været indbildning?

Han kendte trods alt ikke denne pige særlig godt. Han syntes dog bedre om hende end om den blonde skønhed fra den franske trolddomsskole. Bare det at han kaldte hende ved fornavn fortalte en del om hvordan de havde det med hinanden.

”Ah ikke noget særligt… det er bare en af de der dumme dage..”

Kirels ansigt udtryk fortalte hende tydeligt at han forstod hende, men ikke var tilfreds med sådan et svar og åbnede munden for at forsætte. Til Malus overraskelse reddede Kirels mentor hende fra at blive opslugt af hans fantastiske øjne og stemmes fortryllelse, da han for at fange Kirels opmærksomhed lagt sin ene hånd på den unge mands ene muskuløse skulder og mumlede ganske lavmælt noget til sin protege. Durmstrange rektor Kakaroff eller Mathies udgave: Kakao ruff, til trods for Millas anstrengelser for at få den rødhåret pige til at forstå at sådan udtalelse hans navn altså ikke, sagde i hvert fald noget, der fik den unge mand til at lyse op og med et hastig og i en stemmeføring der fortalte hende at han bestemt mente det sagde han:

”Vi tales ved senere Malu..”

Selvom dette kostede Malu et svitsende blik fra dennes mentor, da denne i hælene af Kirel kastede et sidste blik mod hende. Hun lod blikket følge dem indtil en mand i slidte, men ganske rene troldmands klæder skilte sig ud af flokken af lærer og diverse folk som arbejdede i ministeriet. Manden mindede meget om Kirel, der i det samme de mødtes midt på gulvet hilste hjerteligt på hinanden. Kirels onkel var kommet til trods for at hun havde fået det indtryk at Kirels familie ikke havde så mange penge til at rejse for.

Det måtte være Kakaroffs værk. Selvom han havde set sig vred på hende, havde hun en fornemmelse at ligesom professor Snape, havde denne iskolde rektor også et hjerte et eller andet sted i sit mørke indre.

Hun vendte sig bort fra sceneriet og mærkede kulden smyge sig om hende til trods for at rummet de var i, var godt opvarmet for at gæsterne der kom for at hilse på deltagerne kunne holde varmen. Gæsterne var deltagernes nærmeste familie og en lang række vigtige personer fra ministeriet, og samtlige af Hogwarts undervisere var også troppet op, nok mest for at forhindre evt. magiske journalister i at snige rundt på gangene uden at have fået tilladelse.  

Men selv blandt alle disse mennesker følte Malu sig meget alene, hvis hendes venner havde fået lov til at komme med ville hun måske have klaret det, men…

Hun mærkede hvordan det igen knugede sig sammen inden i hende.

Hvorfor var det lige dagen i dag?

Dagen, hvor hun mistede alt… Hun tvang sig selv til at tage en dyb indånding i det mindste havde hun da sin tante… men det ville være et mirakel hvis hun dukkede op. I forhold til Malu selv var tanten mere excentrisk end nogen heks burde have lov til at være.

Hun flygtede først ud af lokalet, så distræt som muligt da Aglaias forældre dukkede op, selvom de udstrålede en sådan kulde at de nærmeste burde være blevet til isklumper, var det tydeligt at se, at de var stolte og var der ikke et strejf af varme i kvindes øjne, der kun kunne være hendes mor?

Ingen ville savne den tredje deltager i Trekampsturneringen.

Ingen ville savne hende, hvis hun forlod forsamlingen, nåede hun at tænke i det hun fik lukket døren så meget op ud til gangen at hun kunne klemme sig sidelæns ud.. Dumbeldoor havde holdt sin tale og de tre deltager havde stillet op til flere billeder end nogen aviserne ville få brug for. Hun styrtede ned af gangen i det øjeblik døren bag hende havde sagt klik og med hjertet knuget sammen i sorg. Hun mærkede trangen til at stortude lige så voldsomt som den dag på den samme dato som denne dag, hvor hun fik af vide at hendes forældre aldrig mere ville komme tilbage. 

Ingen ville savne Malu Gandrich.

 

Hun rendte på må og få for til sidst at standse op da hendes vej var spærret af en dør.

En dør hun aldrig før havde set, hun kastede et blik over sin ene skulder og opdagede at hun slet ikke anede hvor hun var henne på Hogwarts. Hun trak herefter på skuldrene trangen til at græde, var svundet ind og i stedet koncentrerede hun sig om døren. Den stod på klem, nysgerrigheden pirrede hende og med et forsigtig puf skubbede hun døren op og opdagede et større lokale bag den, hvor et tyndt lag støv dækkede gulvet under hendes fødder. Hun var dog ikke alene lød det i hendes instinkter og i det næste så hun:

”Melissa?”

Udbrød hun, i det en bekendt blondhåret pige for i det samme op af sin sammenkrummet stilling hun havde krøbet sammen i foran et kæmpemæssigt støvet spejl. Hun så mere eller mindre chokeret ud tydeligvis forskrækket over at nogen selv en af hendes nærmeste skulle se hende i så ydmygende position og hun skyndte sig at se væk.

Malu forsatte i det hun trådte nærmere, men standsede da hendes blik gik på vandring og blev fanget af et kæmpe stort og tungt spejl:

”Hvad laver du foran…” et hurtig kig mod det kæmpe store objekt, ”… er det drømmespejlet?”

Hun kunne have bidt tungen af sig selv, nu lød hun som Milla, men inden hun nåede at tage sine ord til sig reagerede Melissa hurtigere.

Slytherinen så først ned i jorden inden hun uden et ord styrtede forbi Malu, som overrasket trådte til side for skønheden. Hun kunne sagtens have blokeret vejen, men denne aften havde hun en fornemmelse af at det var bedre at lade være.

Instinktet var stærkere end hendes vilje.

Det overraskede hende først at den slanke pige faktisk kunne bevæge sig hurtigt, men også over at hun kunne sværge på at det havde set ud til at Melissas normalt så flotte blege teint havde et rødmende skær.

Hun lod sit blik følge Melissas løbende skikkelse da denne styrtede ud af den åbne dør indtil gangen dannede et knæk for enden og hun ikke længere kunne se hende. Først da vendte hun langsomt sit blik mod spejlet. Fra siden var det ikke bredere end Milla, hun trådte nærmere og langsomt bevægede sig ind foran spejlet. Kort tid efter stod hun foran det. Hun betragtede med en betænkelig mine sig selv, der stirrede tilbage på hende.

En høj og muskuløs ung mørkhudet kvinde i klædt en skoleuniform, der efter løbe turen sad fuldkommen skævt på hende og nederdelen var kun til besvær.

Hun rynkede panden, så vidt hun vidste om spejlet som hun havde hørt Milla fortælle om, så burde det hun drømte allermest om dukke op i dets indre.

Hvad mon hendes inderste drøm var?

Hun lukkede øjne et kort øjeblik og mærkede hvordan roen sænkede sig inden i hende.  Hun åbnede først sine i det roen lå tungt i hendes mave og gispede derfr forskrækket ved synet af det som drømmespejlet viste hende.

Hun anede ikke.. Hun havde i et øjeblik troet at intet ville dukke op også alligevel… men det der var dukket op var bestemt ikke det hun havde forventet.

Faktisk havde hun forventet at se sine forældre, men i stedet så hun hvordan hendes spejlbillede blev omfavnet af sine venner imens de skreg og jublede og viftede med deres eksamenspapirer.

1. Drøm bliv Ny uddannet magiker med sine venner.

Billedet flakkede og i det næste så hun hvordan hun, en moden voksen og Melissa ville kæmpe side om side mod mørke skabninger som nogen af de stærkeste aurorer.

2. Være en af de stærkeste aurorer i den magiske verden. 

Hun mærkede et jag af dårlig samvittighed, hvordan kunne de drømme være hendes inderste hun burde have drømt om sine forældre. Hendes hjerne kværnede løs indtil en skinger stemme afbrød hende:

”Hej Malu min skat!”

Tankemylderet standsede med det samme og hun vendte sig mod..

”Tante..” hviskede hun næppe hørligt. Synet af den høje, men med noget til forhaven og baggården kvinde, der stod lige bag hende, men uden for spejlet rækkevidde, gjorde at hun mærkede hvordan hendes underlæbe dirrede en anelse. Heksen hun betragtede, hendes tante, var overdækket af små gule sedler, faktisk virkede det til at hun havde valgt at sy alle disse lapper på hendes farverige og overpyntet afrikanske tøj, der ville have gjort selv Dumbeldoor helt fortørnet. Men det der rørte Malu allermest selvom det så hyle skægt ud var, at på hver eneste seddel, selv de sedler der sad stukket fast i den turban lignede hovedbeklædning stod datoen for denne dag og Malus navn forekom flere steder med skrigende rød skrift.

Uanfægtet af sin niece stirren forsatte tanten:

”Jeg har sådan glædet mig til i dag, jeg er vel ikke for meget sent på den? Dine venner var i hvert fald flinke til at hjælpe mig på vej. Nøj er det legendariske drømmespejl?”

Det tog lidt tid for Malu at forstå hvad det var hendes tante sagde da hun få sekunder efter  og uden videre kastede sig ind i sin tantes favn og lod tårerne trille ned af sine kinder, så snart hendes ansigt begravede sig i en masse stof. Overrasket over sådan en følelsesmæssig handling gik der lidt tid før tanten besvarede krammet og mumlede trøstende ord til sin niece, en af de sætninger Malu bedst huskede og tog til eftertanke var:

”Dine forældre ville have været så stolte af dig Malu, deres lille pige er med i trekampsturneringen.. selvom din far nok ville have gjort sig en del betænkeligheder omkring opgaverne..”

Den varmede hendes hjerte nok til at trække hendes tante ud af det kolde rum og op til selskabet, hvor tanten straks faldt i snak med bl.a. Dumbeldoor og hans seneste erhvervelse.

Et par sølvglitrende snabelsko.

De andre magiker stirrede mere eller mindre skepsis på den excentriske heks. Aglaias forældre ignorerede heksen, mens Kirel havde hilste ligeså høfligt på Malus slægtning som han havde gjort overfor de andre gæster. Faktisk tog han det endda ganske pænt, at tanten fik ham med i en mystisk ny form for magisk regndans, som resulterede i at punchen i den store glasbowl der havde stået på bordet pludselig blev til et skypumpe og oversprøjtede alle i rummet med lilla saft.

Efter dette lille sceneshow blev der en hel anden atmosfære i lokalet og de fleste morede sig herligt. Malu ville have svoret på at selv Kakaroff havde smilet en anelse, men hun havde svært ved at overbevise hendes venner om det dagen efter den vellykket aften.

Mange tingene fra den aften fyldte i dagene op til den første opgave en del i Malus sind og fik hende til at indse, at hendes forældre ville have været lykkelige over at hun var kommet over det meste sin fortid. Hun ville aldrig glemme sin sorg, men at hun nu kunne drømme om en fremtid selv uden dem, ville have gjort dem stolte.

Med dette i tankerne hjalp hun Melissa, da denne efter nogle dage endelig afslørede hvad det var som havde fået Melissa til at flygte sådan fra hende den aften. Hun havde fået Malu på tomandshånd eftersom de andre i deres gruppe var til time og Melissa som aldrig var nervøs virkede pludselig helt ved siden af selv, mens hun med rødmende kinder fortalte hvad hun havde set i spejlet.

Hendes højeste ønske…
”Jeg så… Jeg så Jerry og mig gamle sammen… gamle, men lykkelige så længe de bare var sammen..” kommentaren gamle fik Malu til at trække en anelse på smilebåndet, lidt forfængelig var Melissa altså og pigens blik der mødte hendes øjne og spørgsmålet:

”…Er det forkert?”

Fik Malu til at række sin hånd frem og knuge slytherinens ene skulder, mens hun med et alvorligt smil svarede: ”Forkert at drømme eller ikke at kaste sig ud i det?”

Forståelsen der herefter lyste Melissas øjne i det de endelig fik øjenkontakt fik Malus hjerte til at føles varmt af glæde og mange andre følelser, som hun næsten ikke kunne beskrive foldede sig ud i hendes indre og resulterede i at tårerne strøg ned af hendes kinder og gjorde slytherinen så befippet at det fik hende til at grine..

 

Man kan ikke komme udenom at Malu og Melissa var temmelig nysgerrige efter at høre om de andre havde vovet at komme i nærheden af spejlet. Mathie erkendte hurtigt at hun havde set i spejlet, og Milla nægtede stadig at se ind i spejlet, mens Jerry svarede at hans drømme var gået i opfyldelse så han behøvede ikke at se ind i et spejl for at få det bekræftet. Han blinkede efterfølgende til Melissa der rødmende klappede ham på armen et par gange. 

 

Men drømme kan ændres hvilket Mathie på deres syvende år kunne bekræfte hvis de havde spurgt hende. 

Hun blinkede et par gange ved synet af det kæmpemæssige spejl. Det var ikke lige det hun havde troet ville tone frem i det hun var gået ind i Fornødenhedskammeret. Hun havde forventet en behagelig sofa eller et nyt funktionelt eliksir lokale i stil med et top moderne muggle køkken, så hun samtidig, mens hun læste i den gamle notesbog hun havde fået imellem sine hænder sidste år, kunne lave nogle af eliksirerne der var skrevet ned. Noget hun ikke havde vovet at gøre siden Thanatos og...

Hendes hjerte holdt op med at slå i det hun kom i tanke om dette.

Nej, hun havde lovet sig selv at glemme...

Det var en drøm... 

Hun mærkede hvordan hendes krop reagerede på hendes indre smerte ved at bakke langsomt ud af rummet igen.

Væk fra Drømmespejlet.

Da hun stod i sikkerhed uden for døren indtil lokalet, kastede hun et sidste blik på spejlet som det stod ensomt inde midt på gulvet imellem de nøgne stenvægge så det ikke ud af så meget... Men hun vidste bedre og hviskende mumlede hun: 

”Ikke denne her gang spejl.. I år har jeg ikke behov for at få af vide, hvad min drøm er…kunne have været...” 

Det ville gøre for ondt, tilføjede hun i tankerne i det hun med en træt bevægelse skubbede døren i igen. 



________________________________________________________________________________________________________ Undskyld at jeg først publichere et nyt kapitel nu og fordi at der er gået så længe med at besvare spørgsmålet i det hele taget. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...