One choise

Ruby lever drømme livet. En perfekt (og rig!) familie, lækkert udseende og ingen problemer. Eller det troede hun. For hvorfor finder hun pludseligt den mystiske dreng fra parallelklassen tiltrækkende, og hvorfor bekymre hun sig pludseligt om alt muligt mærkeligt? Døden begynder at spille en stor rolle i Rubys liv.

3Likes
1Kommentarer
461Visninger
AA

2. Okey, så det siger du?

Heyyy skatter! Kommer du til festen lør'd? R du klar til at ryste røv? Knus MIG <3

Uanset hvor mange gange jeg læste den besked fattede jeg ikke rigtigt hvad der egenligt stod. Om jeg kom til festen? Nej, det gjorde jeg sådan set ikke.... Var jeg klar til at ryste røv? Ja da! Altid! Jeg sukkede dybt og rejste mig fra min seng. Jeg var SÅ træt af alle Ivys beskeder. Fest mig her, klar mig der. NEJ! Jeg rystede mit blod røde hår over skulderen og smed telefonen over på min seng. Der lød en trampen rundet nede under, og som den nysgerrige tøs jeg var, listede jeg ned af trappen. Det første jeg så var min far som jokkede rundt ude ude i entreen. Da jeg kom længere ned fik jeg øje på min mor. Hun stod ved døren ind til stuen og havde bekymringen lysende ud af sine smaragd grønne øjne. Mine forældre var ikke gamle, min mor var 32 (Ja, meget ung i forhold til at jeg var 17, men jeg var sådan set også en fejl. Hun blev uønsket gravid da hun var 15) og min (pap)far var 35. Desuden så de begge to ret godt ud. Min far havde lyst krøllet hår, høje kindben og himmel blå øjne. Min mor havde, som sagt før, de samme grønne øjne som jeg, og så havde hun langt, krøllet rødt hår. Igen, ligesom mit.

"Det kan du ikke mene!" Råbte min mor og baskede med sine korte arme.

Min far rystede på hovedet, og fortsatte med det han nu havde gang i. Han roede rundt blandt alle skoene, hev hver en jakke ned og begyndte også at rende rundt i rengørings skabet under trappen. Jeg fortsatte min færd ned af trappen, som hørte næsten lige ned til hvor min mor stod.

"Hvis du leder efter mig, så er jeg lige her." Sagde jeg spydigt og kneb øjnene sammen.

 Min mor lagde en hånd på min skulder.

"Skat, din far vil rejse. Væk." Sagde hun og fik tåre i øjnene.

Min kæbe røg af led og jeg måbede. Det kunne hun da ikke mene! Jeg kiggede ned og fik øjenkontakt med min far, som kravlede rundt på gulvet. Han sukkede dybt og rejste sig op. Jeg slog hans hånd væk da han ville lægge den på min kind, og stirrede ondt på ham.

"Skat, søde dejlige skat. Det er jo ikke for altid. Kun et år. Kontoret vil bygge en fabrik i Grækenland, og de vil havde mig til at hjælpe med at få den startet op." Sagde han og kiggede ned i gulvet.

 Jeg følte en stærk trang til at stikke ham en ordenlig lussing, men lod selvfølgelig være. Jeg forstod virkelig ikke hvordan han bare sådan uden videre kunne forlade os! Det var da sådan man gjorde i bøger og på film, ikke? En far elsker selvfølgelig familie, og forlader dem ikke uden et ord, vel? Tåre boblede op  mine øjne og trillede over dæmningen.                                                                                

"Søde, du må ikke græde." Begyndte han, men jeg skubbede ham væk og løb op ad trappen. Fint, ville han gå, så ville jeg ikke holde ham tilbage. Man skal være fri, havde min mor altid lært mig. Jeg vidste bare ikke at det betød man også skulle give slip. For selvom han ikke var min rigtige far, så var han den eneste jeg nogensinde havde haft. Og han havde en ganske særlig plads i mit hjerte. Lige ved siden af mor.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...