One choise

Ruby lever drømme livet. En perfekt (og rig!) familie, lækkert udseende og ingen problemer. Eller det troede hun. For hvorfor finder hun pludseligt den mystiske dreng fra parallelklassen tiltrækkende, og hvorfor bekymre hun sig pludseligt om alt muligt mærkeligt? Døden begynder at spille en stor rolle i Rubys liv.

3Likes
1Kommentarer
417Visninger
AA

4. Hva' fa'en skete der lige der?!?

Jeg lå på ryggen i min seng og scrollede rundt på facebook på min mobil. Selvfølgelig havde jeg udspurgt Sam om hvem ham den lækre fra madlavning var, og svar havde jeg fået. Det var ham der den klamme fra parallelklassen, som ingen kunne lide. Så vidt hun vidste hed han Chase.

Jeg indtastede navnet i søgefeltet, og ventede blot på at internettet ville skynde sig lidt. Da jeg næsten havde mistet tålmodigheden var den endeligt færdig med at indlæse. Ingen resultater. Jeg tjekkede adskillelige profiler, men ingen stemte overens med skole eller profilbillede. Jeg loggede af. Pludseligt bankede det på døren (jeg var alene hjemme! Om aftnen) og mit hjerte satte farten op. Jeg ventede ikke nogen gæster.

Forsigtigt listede jeg ned af trappen og hen til døren. Jeg stillede mig på tæer og skævede ud af den lille glasrude i døren. Personen måtte stå længere til højre på verandaen, ellers ville jeg kunne se den. Stille og roligt lirkede jeg døren op og stak hovedet ud. Ganske rigtigt. Der stod en sort skikkelse ved siden af trappen som førte ned til græsset. Shit. Personen begyndte at vende sig ved lyden af den knirkende dør.

Chases blege ansigt blev oplyst af det kraftige hvide lys fra lampen over døren. Jeg stirrede måbende.

"Øh, hej. Jeg så du lagde en halskæde i hjemmekundskab, og glemte den." Sagde han nervøst og kørte en hånd gennem sit sorte hår.

Jeg stirrede bare. Han rakte hånden frem. I hans hvide håndflade lå en tynd glimtende sølvkæde med et vedhæng af ren safir. Jeg sank en klump, og med pege- og tommelfinger tog jeg fat om kæden og løftede den op. Da mine fingre rørte hans hånd gik der et stød gennem mig. Hvad skete der lige for mig? Fy Ruby! Ikke li' enspænder dreng fra parallelklassen!

"Øh, ja, øh. Tak." Svarede jeg og rødmede.

Hvorfor skete det her lige? Jeg havde jo for fanden aldrig lagt mærke til den fyr! Hvorfor så nu? Jeg skubbede håret om bag øret og vendte mine smaragd grønne øjne mod hans næsten sorte. Hans kropssprog fortalte tydeligt at han var ved at gå.

"Vent. Vil du ikke med ind og have en sodavand eller noget? Jeg er alene hjemme." Spurgte jeg hurtigt.

Jeg ved ikke lige hvorfor at den detalje skulle med, men det så ud som om at det virkede. Han tøvede, efterforskede mit ansigt efter et tegn på at jeg ikke mente det. Da han ikke fandt noget nikkede han og trådte hen til døren. Så standsede han. Jeg rynkede panden.

"Kom nu ind, det er jo ikke ligefrem sommer udenfor." Smilede jeg og rykkede mig så der var plads.

Han tog en dyb indånding og trådte over dørtærsklen. Jeg løftede det ene øjenbryn over hans tøven, men lod det ligge. Jeg lukkede døren og trak det lille gardin for ruden. Chase snørede sine sorte converse op og hang sin læderjakke op på vores antikke stumtjener. Langsomt viste jeg ham ud i køkkenet og åbnede køleskabet. Mine øjne gled op og ned af hylerne, og til sidst faldt mit blik over to dåse colaer. Jeg rakte den ene over mod ham og åbnede den anden til mig selv.

"I bor hyggeligt." Sagde han, og kiggede rundt i vores enorme køkken.

"Tja, min far plejede og elske at lave mad. Min mor er ikke den store kok..." Jeg trak på det.

Han rynkede panden og betragtede mig."Hvad er der med din far?"

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg vidste bare at han ville spørge. Jeg vidste at jeg var nødt til at fortælle ham det. Jeg tog en dyb indånding og satte mig ved en af barstolene der stod ved køkkenbordet. Han fulgte mit eksempel, bortset fra at han satte sig så der var en stol i mellem os.

"Han rejste til Grækenland for et par dage siden. Min mor regner ikke med at han kommer tilbage igen." Svarede jeg og lod mit hår skjule mit ansigt.

Jeg hørte hvordan han rykkede sig i stolen. Min far elskede os ikke mere, min mormor og morfar døde før jeg blev født, farmor og farfar havde jeg aldrig hørt om og jeg havde ingen anden familie. Der var ikke andre end min mor og mig. Det smertede da det gik op for mig. Mit før så perfekte liv lå i ruiner, parat til at blive gravet op af arkæologer og analyseret. En hvid hånd strøg håret væk fra mit ansigt og jeg kiggede op.

"I flere år har vi gået i skole sammen. Men du så mig aldrig. Dit liv var så perfekt at du ikke lagde mærke til andet end dig selv. Men nu, nu ser du endelig. Du lægger mærke til at livet ikke altid er en dans på roser af silke." Hviskede han, og stirede mig ind i øjnene.

Jeg kneb øjnene sammen."Siger du at jeg var overfladisk?" Spurgte jeg.

Han rystede på hovedet og grinede. Okey, sådan sagde man bare IKKE til mig!

"Nej, jeg siger bare at du ikke så." Svarede han.

Jeg lod det ligge. Huset genlød af stilhed. Der var kun os to. Jeg drejede stolen, tog fat om dåsen med begge hænder og lænede mig ind over bordet. Mor kom først hjem i morgen aften (Det var fredag) så her hang jeg så alene. Jeg tog en slurk af min cola og stirrede ud af køkkenvinduet. Selvom vi ikke sagde noget, så var det egenligt meget rart at han var her. Jeg hadede at være alene hjemme. En kold vind føg gennem huset og jeg gned min skulder. Havde jeg nu også lukket døren?

"Undskyld mig. Jeg er tilbage lige om lidt." Sagde jeg og rejste mig.

Jeg luntede ud til døren, men til min store overraskelse var den lige så lukket som jeg huskede at den skulle være. For en sikkerheds skyld tog jeg i dørhåndtaget og lukkede den ordenligt i. Med et skulder træk vendte jeg mig om for at gå tilbage til køkkenet. Lyset begyndte at blinke. Sært, der burde ikke være noget med elektriciteten..... En sort skyggede fejede hen over væggen. Sveden brød frem på min pande og mit hjerte sprang et slag over. Shit, hvad var det? Jeg tog de sidste skridt ud i køkkenet, og lige så snart jeg krydsede dørtærsklen stoppede lyset med st blinke.

"Hvad skete der med lyset?" Spurgte Chase og rejste sig.

Jeg stillede mig midt på det sort og hvide klinkegulv og trak på skulderne. Hvor fra skulle jeg vide det?

"Det ved jeg ikke, men det er også lige meget nu... Kunne du.... Det er fordi... Årh, lige meget!" Sukkede jeg, irriteret på mig selv, over at jeg ikke bare kunne spørge ham.

Han kiggede spørgende på mig. Jeg sank en klump og stirede ned i gulvet. Hvis jeg ville, hvorfor spurgte jeg så ikke bare? Jeg kørte en hånd gennem håret, og kiggede op igen.

"Jeg er alene til i morgen aften, kunne du ikke tænke dig at blive her og sove?" Spurgte jeg.

Jeg så med det samme det overraskede udtryk i hans ansigt. Og forstod det. Vi havde lige mødtes i dag, og jeg inviterede ham allerede med ind til sodavand og til at sove. Men vi havde en enorm stue, og sofaen var en hjørnesofa, så vi kunne begge to godt ligge der. Desuden, vi havde ekstra dyner og puder. Jeg håbede at han ville sige ja. For jeg ville faktisk gerne have at han blev.

"Jeg......" Han trak på det og betragtede mit ansigt. Jeg stirede bedende på ham."Det... kunne da være hyggeligt. Det vil jeg meget gerne." Sagde han til sidst, og smilede.

Jeg grinede og smed min tomme cola ud. Han sendte mig verdens største og mest blændende smil, jeg nogensinde havde set. Jeg viste ham ind i stuen og hentede derefter en masse puder og to dyner.  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...