One choise

Ruby lever drømme livet. En perfekt (og rig!) familie, lækkert udseende og ingen problemer. Eller det troede hun. For hvorfor finder hun pludseligt den mystiske dreng fra parallelklassen tiltrækkende, og hvorfor bekymre hun sig pludseligt om alt muligt mærkeligt? Døden begynder at spille en stor rolle i Rubys liv.

3Likes
1Kommentarer
424Visninger
AA

3. En verden af bøger- Ikke min ide.....

Vi hastede hen ad gangen, stødte ind i en flok 1.g'ere og albuede os vej videre. Sam, min bedste veninde siden børnehavnen, kiggede bekymret på mig. Jeg havde lige fortalt dem om at min far ville rejse væk. Brade gjorde et kast med hovedet og svingede sit halvlange mørkebrune får væk fra øjnene.

"Det mener du da ikke! Kan man overhovedet det? Skal man ikke have en underskrift fra hvert familiemedlem eller noget?" Sagde Sam og satte et irriteret udtryk op.

Det fik mig næsten til at le. Nej, det skulle man ikke. Jeg behøvede jo heller ikke en underskrift for at rejse med skolen til spanien i næste uge. Vi drejede ned af en sidegang og standsede ude foran hjemmekundsskabs lokalet. Shit. Jeg duede virkelig ikke i et køkken.

"Er du dum, Sam? Selvfølgelig behøver man ikke det!" Råbte Brade.

Jeg ignorerede dem begge, og skubbede døren op. En duft af gammelt mad og rengøringsmiddel strømmede ud fra det store rum og gjorde mig helt ør. De burde altså gøre noget oftere rent derinde. lokalet var stort og højloftet. Det var delt op i passager hvor hver passage havde et komfur, en ovn og en en håndvansk. Og så var der jo selvfølgelig også store bordplader af marmor. Som man jo nok kan regne ud, gik jeg på en meget velhavende skole. En privatskole. Uden uniformer, heldigvis. Vi satte os ved et af de opstillede borde og ventede på resten af klassen. Stille og roligt kom de dumpende.

"Hey, ved nogen af jer hvad vi skal lave?" Hviskede Brade og rykkede sig nervøst i sædet.

Jeg smilede bredt."Nej, desværre hr. Mester kok!" Lo jeg.

Han sendte mig et ondt blik. Sam grinede også og gav mig en high five. Læreren, mr. Nome, trådte ind i 'klassen' og begyndte at tælle os op.

"Godt klasse. Idag skal vi lave oksekødssuppe! I skal gå i grupper med cirka tre i hver, nogen vil komme til at blive fire. I får opskriften og går i gang, pronto!" Råbte han og lavede fagter som vidst nok skulle forstille en som rørte i en gryde.

Sam, Brade og jeg valgte køkkenet længst væk fra de andre. Selvom vi alle tre var rige, så var vi altså dømt til at være skolens outsidere. Herligt, ikke sandt? Kartofler, oksekød, løg osv. lå på vores bord og ventede blot på at vi kom deti gruden og kogte det.

"Nogen af jer der har lavet det her før?" Spurgte Sam og snoede en chokolade brun lok om sin finger.

Jeg rystde på hovedet."Nej, aldrig." Brade rystede også på hovedet.

Eftersom ingen af os havde prøvet det før, gik vi stille og roligt i gang. Jeg meldte mig på 'hakke-holdet'. Jeg elskede og hakke grøntsager. Hurtigt delte jeg løg, pore, gulerødder og kartofler lige op mellem Sam og jeg, og vi begyndte at skære det ud. Skrælle, skære, skrælle, skære. Om og om igen. Det gjorde mig sådan set ikke noget, jeg syntes derimod at det var hyggeligt.

Efter at have disikeret alle kartoflerne gik jeg hen til de fælles skabe for at hente et viskestykke. Jeg gik lidt i mine egne tanker, kiggede ned i gulvet. Jeg var næsten fremme da en anden beslutter sig for at pløje lige ind i mig. Jeg mistede balancen, væltede over i ham og vi landede begge to på gulvet.

"Ej undskyld! Jeg så mig ikke for!" Sagde jeg og prøvede at filtre mig ud. Af en eller anden grundt var vi åbenbart blevet foldet helt ind i hinanden.

Drengen hjalp mig stille og roligt og sammen samlede vi alle hans papirer op. Jeg stirrede på ham, men han kiggede ned så jeg ikke kunne se hans ansigt. Han lignede ikke en jeg kendt. Som om han mærkede mit blik, begyndte han at løfte hovedet. Hans hår gik lige til slutningen af halsen, var sort og klippet i en lækker frisure. Da så jeg hans ansigt. Han havde vidunderlige mørkeblå, næsten sorte, øjne, og så havde han de smukkeste træk. Jeg faldt næsten bag over af bare forbavselse. Ups. Jeg kunne ikke andet end og stirre, og han det samme. Efter to minuter begyndte det atvirke mærkeligt. Hurtigt rejste han sig og efterlod mig helt alene og ør i hovedet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...