Bare et bluff?


0Likes
1Kommentarer
354Visninger

1. Start

Set fra hendes øjne, var det et trick. Et trick så klogt, - så gennemtænkt, at det næsten virkede umenneskeligt. Men hun havde gennemskuet det - mere eller mindre. Ja, det kunne godt være, at facaderne var så vanskeligt blandet ind i hinanden, at når man skulle løse gåden så blev man helt forvirret. Men hun vidste nu, at det var en del af gåden. Det var den del der gjorde, at gåden var næsten umulig at løse.

De tre trappetrin til hoveddøren var gennemblødt af regnvand, der så inderligt ønskede at komme videre på sin vandring ned i jorden og blive til grundvand. Hendes skarpe blik gennem brillerne kunne se, at dette vand var grumset. Lidt brunt, - og hvis man kiggede rigtigt efter - grønt. Selvom brillerne var en del af hendes hverdag, havde hun aldrig just haft brug for dem. For disse briller var en del af hendes spil.

Hun havde nemlig også lært at bruge bluffets kraft, og lært at kontrollere den, så det så ud som om, at man var en helt anden, end den man udgav sig for at være.

Langsomt rejste hun sig fra sædet og lagde forsigtigt cyklen i det drivvåde græs. Hun nåede lige at vride sit gennemblødte hår, rette på sit tøj og tørre sine våde briller af i blusærmet, inden en høj  fyr viste sig, i den dør, han lige havde åbnet. Hans gyldne hår omkransede hans ansigt, og hans stramme kæber løsnede sig, da han så hende stå på andet trappetrin. De brune øjne lyste, da hans mundvige gled ud i et afslappet, let genert, skæv smil.

Endnu et bluff? Hendes hjerne buldrede. Hvis hun kunne gennemskue ham en gang for alle i dag... Hvad ville der så ske med hende?

"Hej Disere," hilste han venligt, inden han gik ud i regnen og gav hende et kram. Hun mærkede efter. Var hans kram anspændt? Ikke rigtigt. Det var så svært, dette her, - at skulle lure om alle disse små miner var ægte - eller falske. Det var så svært at gennemskue, da hun virkelig måtte indrømme, at han virkede som den perfekte bluffer. Selv en bedre bluffer end hende. Den bluffer, der sagtens kunne have sat alt dette op. Alt dette, - som hun nu kun var få millimeter fra at opklare.

Han slap hende og tog den tunge taske, hun slæbte på, for at bære den ind i gaderoben. Det var nu, det skulle begynde. Der var her det skulle ende.

Efter hun havde taget jakken og skoene af, og efter han havde spurgt lidt ind til, om hun ikke frøs, havde hun svaret nej, - anspændt og genert med vilje, og var gået ud af entreen og videre ind i huset.

"Sæt dig ind i stuen. Så henter jeg et håndklæde. Te?" spurgte han afslappet, og puffede blidt til hende.

"Ja tak." Perfekt! Hendes svar kom ud på den pigede usikre måde, hun havde håbet på. Hun havde øvet disse 'replikker' så mange gange nu, at det virkede helt naturligt fra hendes side. Hun så ham gå ud i mod køkkenet, og hun satte sig veltilfreds tilbage i lænestolen, inden hun kom i tanke om, at hun skulle være sød og usikker, - så hun satte sig brat med ret ryg op i stolen igen, og knugede knæene sammen på en sød feminin måde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...