Misunderstood -Harry Styles [Oneshot]

Dette oneshot er skrevet til min dejlige veninde, Nicoline, og det handler om Harry Styles.

50Likes
9Kommentarer
2500Visninger
AA

1. Kapitel 1.

*Efterår 2011*

Hans hånd i min føles både betryggende og varm, men også foruroligende. Der er noget over den måde, han har opført sig på, på det seneste. Han virker nervøs, tilbagetrukket og til tider; kold. Det skræmmer mig - hans manglende smil og grin. Jeg savner vores tid sammen, jeg savner vores sædvanlige små drillerier... Jeg savner ham.

"Kom, nu er vi her" Hans stemme skærer gennem stilheden, ud over motorens spinnen, og han slukker bilen. Min hjerte slår hårdt og uregelmæssigt i mit bryst. Åh nej, det tegner ikke godt. Jeg slipper hans hånd og spænder min sele op. Som vi har gjort det så mange gange før, og senest da vi skulle i biografen. Jeg kan huske den aften, som var det i går. Harry var iklædt mørke jeans, en stort sweater og hvide sneakers. Hans hår sad rodet og krøllet om hans hoved, men hvornår gør det ikke det? Jeg mener, han er jo kendt for sine krøller. Hans dejlige, rodede, vidunderlige krøller... Aftenen var helt igennem perfekt, for vi gik i biografen, delte en stor popcorn, fjollede inden filmen, - som et hvilket som helst andet par ville havde gjort det - delte en sodavand og holdt i hånd gennem hele filmen. Flere gange tog jeg ham i at stirre på mig, men hans søde smil fik mig til at smile igen og rette opmærksomheden på filmen. Åh, det han gjorde ved mig...

"Hvor skal vi hen?" spørger jeg mekanisk og lukker døren. Ved mindet om den foregående aften smiler jeg sørgmodigt, vel vidende hvad der venter mig. Harry ser hurtigt over på mig, efter han har smækket døren i. Hans krøller svajer let i vinden om hans perfekte ansigt. Lige meget hvad andre siger, så er han perfekt for mig. Han har fejl, - ja - men det har jeg også. Alle mennesker har fejl, og det er helt naturligt at begå fejltagelser.

"Jeg har forberedt noget..." mumler han og går over til mig igen. "Kom" Hans hånd fanger min, men ikke på samme måde, som den plejede. Hans fingre er kolde, og egentlig vil jeg helst stille hånden i lommen. Hans kølige fingre sender kuldegysninger op ad mine arme, op af min hals, og jeg skutter mig i min jakke. Det er efterår, men det føles som en mild vinter. Træerne står halvnøgne, mens de gyldne, gule og orange blade ligger på jorden under dem. Det hele ser så sørgmodigt ud, som træerne står nøgne, bladene ligger triste og langsomt rådner hen. Sådan føler jeg mig også lidt indeni. Som om jeg er blevet skubbet væk, mistet, svævet langsomt i vinden, inden jeg rammer jorden og rådner op sammen med alle de andre. De andre piger. De andre mennesker, der ikke er ham værd.

"Harry, hvad..." Jeg tier, da han ser på mig. Hans ansigt er mere mild, end det var på køreturen. Jeg bider mig nervøst i læben og ryster på hovedet. "Lige meget"

"Okay" mumlede han og ser ligeud. En akavet stilhed opstår mellem os, og jeg synker en klump. Hvordan kan det være, at vores forhold er endt sådan her? Vi plejede at snakke i timevis, om alting og ingenting. Og nu snakker vi dårligt sammen, mens vi er sammen. Han virker så glad og tilfreds, når han er sammen med sine venner. Men ikke når han er sammen med mig...

 

Harry fører mig ned af en lille, smal stig, der går en smule nedad. Træerne bøjer deres nøgne kroner over os, og grenene er som sorte, krogede hænder, der skærmer for den grålige himmel. Jeg mærker en knugende fornemmelse i maven, mens himlen langsomt bliver mørkere og mørkere. Det foruroliger mig og gør mig utilpas. Hans hånd er stadig kold, og hans fingre holder ikke længere fast om mine. De er der bare...

"Der" smiler han og peger ned mod noget, der sikkert har været en smuk eng engang. I hvert fald er der ingen krogede, kedelige træer, nogle buske eller sådan noget. Der er bare græs, og en bænk. Bænken ser ud til at vende ud mod noget, men jeg kan ikke se hvad, da nogle træer står i vejen. Harry og jeg sætter farten op, og sammen vader vi ned til bænken. Da vi kommer forbi træerne, kan jeg se, at bænken har front ud mod en stor, blank sø. Det er et helt igennem utroligt syn at se noget så roligt og fredsfyldt. Jeg gisper af overraskelse og klemmer blidt om Harrys hånd. Det er helt vidunderligt, og jeg elsker allerede stedet. Heldigvis har det ikke regnet i nogle dage, så bænken er tør. Vi sætter os side om side og stirrer ud over vandet. "Kan du huske dengang, vi var ude og sejle med den der speedbåd?"

"Ja" siger jeg langsomt og se på Harry. Hans øjne er som hypnotiserede af vandet.

"Allerede dengang tænkte jeg på noget..."

"Hvad?" spørger jeg, og den knugende fornemmelse kommer tilbage.

"Jeg har meget længe tænkt på... altså du og jeg..."

"Harry, kan du ikke bare sige det?" Jeg virker måske meget kold overfor ham, men at skulle vente på at høre ham sige de ord, jeg frygter aller mest, er for pinefuldt. "Harry... Jeg ved godt, hvad det er, du vil sige" Ordene kommer dårligt over mine læber, før jeg mærker tårerne. De salte, sorgfulde tårer. Himlen over os trækker sig sammen og ligner noget, der gør klar til regn. Det håber jeg ikke.

"Hvad mener du?" Harry trækker i en underlig, forvirret grimasse og ser forundret og forvirret på mig. "Ved du, hvad det er, jeg vil sige?"

"Ja..." sukker og ser ned. "Jeg har vidst det længe"

"Men hvorfor sagde du ikke noget?"

"Jeg vil gerne have dig længe endnu"

"Vil du sige nej"

"Ja, selvfølgelig..." Hans forvirrede grimasse bliver med ét sorgfuld og rasende.

"Hvorfor så holde igen?"

"Jeg vil ikke miste dig, Harry" Jeg tage hans ene hånd i min og stryger min tommelfinger over hans håndryg. "Jeg elsker dig for meget"

"Snakker vi om det samme her?" Det forvirrede er tilbage, denne gang endnu mere forvirret.

"Det... ved jeg rent faktisk ikke" Jeg ser ud over vandet igen, da Harry rejser sig op. "Hvad laver du? Går du?" Jeg bliver panisk for, at han skal forlade mig, men da han stopper op foran mig, bliver jeg mere rolig. Mit hjerte slår sit ekstraslag, og jeg kan dårligt holde det ud.

"Nicoline Thomhav" siger han højt og tydeligt. Med de ord går han ned på et knæ, og jeg holder mine hænder for munden. Hvad?! Og jeg som troede, han ville slå op med mig. Jeg mærker for alvor tårerne, men jeg er ligeglad. Alt, der betyder noget, er Harry foran mig. Han tager endnu engang min hånd i sin og rækker ned i sin lomme. Han tager en lille, rød æske frem, som han langsomt placerer i min hånd. Han åbner den lige så langsomt, og en sølvring med en lille, hvid sten kommer til syne. Jeg gisper, da jeg er fuldkommen lammet, og jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige til ham.

"Harry..." hvisker jeg gennem mine fingre, men han tysser lavt og kort på mig.

"Vil du gifte dig med mig?" Hans ord er som silke, der smyger sig om mig. Jeg føler ikke længere kulden, den kølige vind mod mit ansigt og den kølige bænk under mig. Jeg mærker hans varme fingre, der støtter min hånd. Jeg stirrer lamslået på den lille, fine ring i æsken. Hvad skal jeg sige?!

"Ja" hvisker jeg, helt overvældet af situationen. Alting indeni smelter, da han smiler lettet og vender tilbage til at være den glade, smilende, søde, charmerende Harry, jeg kender. Han sætter sig på bænken ved siden af mig og tager ringen op af æsken. Uden ord tager han fat om min ringfinger, skubber langsomt ringen på os smiler tilfreds. Den passer perfekt! Som om den er skabt til mig! Smilet på hans læber smitter af på mig, så da hans øjne ser funklende mod mig, kan jeg ikke andet end at kaste mig om halsen på ham. Jeg presser mine læber mod hans, presser min krop mig ham, mærker hans kropsvarme. Jeg kan ikke være mere glad og lykkelig. Mig som troede, han ville slå op med mig. Mig som troede, alle de hemmelighedsfulde blikke havde været på grund af utroskab eller sådan noget. Hvordan kunne jeg dog tro sådan noget? Vidste jeg ikke bedre? Åbenbart ikke...

"Jeg elsker dig, Harry"

"Jeg elsker også dig, Nicoline" hvisker han tilbage og smiler bredt.

 

*Sommer 2012*

Hånd i hånd går vi igennem skoven, ligesom det efterår. Denne gang bare uden frosne næser og kolde hænder og fødder. Jeg ser på Harry, der smiler stort. Han er klædt i sorte bukser, en sort t-shirt og hvide sneakers. Hans ynglings. Jeg selv er iklædt en blå- og hvidternet kjole med stropper og sorte sandaler. Varmen fra solen over os er vidunderlig og skaber en herlig stemning. Harry nynner en sang, jeg ikke kan genkende. Det gør heller ikke noget. Hans humør smitter af på mig, og hen ad vejen begynder vi at grine og pjatte. Jeg elsker ham. Det beviser ringen på min venstre hånd.

"Er vi er ikke snart?" spørger jeg og lyder som et lille barn. Jeg rækker barnligt tunge af han, da han begyndte at kilde mig. Mine hvin og grin runger igennem skoven, og jeg vælter sammen i græsset.

"Vi er her nu" hvisker Harry mod min hals, mens han hurtigt trækker vejret. Jeg smiler bredt og sukker.

"Endelig" brokker jeg mig og sætter mig ordentligt op. "Mine fødder dræber mig"

"Det må de ikke" siger han med en lav stemme, og jeg klasker ham på knæet. Hans hånd fanger min og hiver mig ind til sig. Hans læber finder hurtigt mine, og kort efter udvikler jeg kysset. Dog er vi begge stadig i drillehumør, så vi vælter fnisende om i græsset, mens vi gisper efter vejret.

"Jeg elsker dig" siger han og fanger min hånd. Vi ligger begge på ryggen, kigger op på den blå himmel. Jeg vender hovedet og ser på ham.

"Og jeg elsker dig!" Jeg trykker let min pegefinger mod hans næsetip, og han bider legesygt efter den. Et lyst fnis glider over mine læber, og han griner med. Hans læber kysser blidt mind hånd, og jeg lukker øjnene.

"Kan du huske her... for et år siden?" spørger jeg og åbner dem igen. Harry har sat sig op ved siden af mig. Jeg sætter mig op ved siden af ham og ser på ham med alvorligt øjne. "Da du friede til mig?"

"Ja, hvad der?"

"Jeg troede..." begynder jeg, men stopper mig selv. Jeg griner kort hånligt af mig selv, da jeg føler mig totalt latterlig. "Jeg troede, du ville slå op med mig"

"Virkelig?"

"Mh..." Jeg tager fraværende fat i hans hånd og fletter mine fingre ind mellem hans. "Dumt..."

"Det vil jeg aldrig gøre" lover han og ser mig i øjnene. Jeg smiler, rækker ud efter ham og aer blidt hans kind.

"Det ved jeg" siger jeg blidt og giver ham et kys på munden. "Og jeg vil aldrig slå op med dig. Pinkypromise"

"Pinkypromise" lover han og laver sin lillefinger til en krop. Jeg gør det samme og hægter vores fingre sammen. Et smil glider over hans læber, og i næste sekund skubber han mig bagover, hvorefter han kravler på alle fire over mig. Langsomt læner han sig ned og placerer et blidt kys på min næse. Jeg spidser læberne og klynker barnlig, da han trækker sig væk. "Grådig, huh?"

"Kys mig nu bare, din idiot!"

"Ah ah! Det hedder det ikke!" Harry trækker sig væk og ser drillende på mig med sit lille glimt i øjet. Jeg kan ikke lade være med at smile.

"Dejlige idiot" siger jeg og vender øjne.

"Det var bedre" siger han, læner sig ned og kysser mig. Jeg kører min hånd igennem hans hår, for at han ikke skal trække sig væk lige foreløbig. Han er min, og jeg er hans. Han hører til hos mig, og jeg hos ham. Det ved han - det ved vi begge. "Jeg er din dejlige idiot"

"Mh..." mumler jeg mod hans læber, der grådigt omfavner mine. Jeg lægger mine hænder på hans brystkasse og får på en eller anden måde vendt ham rundt, så jeg sidder på hans mave. Han dejligt muskuløse mave...

"Jeg elsker dig, Harry" Jeg kan ikke sige de ord nok, for jeg elsker at høre ham sige, at han også elsker mig. Jeg læner mig frem og kysser ham igen. Min elskede, min forlovede, min Harry Styles. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...