Fanget i kulden

På vej væk fra en fest kører Taylor og en betjent galt. Hun strander i en skov, men betjenten er forsvundet, og der lugter langt væk af død. Snart finder hun kilden til den skrækkelige stank, men ikke uden konsekvenser.

1Likes
0Kommentarer
454Visninger
AA

1. Fanget i kulden

 

Tavsheden åd mig inde fra. Politibetjenten sad oppe foran, og spillede hellig ud over alle grænser, men når man var så langt nede i hierarkiet, at man bliver nød til at samle uansvarlige teenagere op, burde man ikke spille så fornem, som han gjorde den dag.

Jeg kunne se, at han rystede opgivende på hovedet. Eller var det bare noget, jeg fornemmede ud fra atmosfæren? Mit syn blev lidt svækket af nettet, der var blevet anbragt mellem for- og bagsæderne.

Stilheden fortsatte mellem os, og jeg håbede inderligt på, at den ikke stoppede foreløbigt. Hvad jeg havde brug for lige nu, var ikke en moralprædiken. Når jeg vidste, hvad – eller nærmere hvem – der stod, og ventede på mig lidt længere henne af vejen, lød tanken om at blive efterladt i vejkanten fristende. Desværre var det bare ikke sådan noget, betjente måtte gøre. Selvom jeg var sikker på, han mange gange havde overvejet det.

”Fuck!” udbrød manden, mens hele bilen vendte rundt. Bremserne hvinede, og dækkene satte sorte spor i vejen efter dem. Vejen var glat, så da vi ikke var langt fra sidevejen, gav hegnet efter for bilens pres, og den svævede ind over skovlandskabet.

Der var nogle meter ned til jorden, som bare nærmede sig hurtigere og hurtigere! Jeg nåede knap at trække mig væk fra vinduet, da knuste glas sprang mod mig. Jeg trak beskyttende armene foran mit sårbare ansigt, men mistede bevidstheden, da bilen ramte jorden med et 'Smak'.


 

Jeg spærrede øjne op. Mine hårspidser rørte loftet, og al blodet var løbet ned i mit hoved. Nu vi taler om mit hoved, dunkede det som en smed, der hamrede. Intet andet end den samme skrigende lyd var tilstede i mit hoved, og den satte en stopper, for alt andet der foregik.

Mine hænder blev sat for ørerne i en manøvre for at tvinge lyden ud, selvom jeg udmærket var klar over, den kom indefra. Da lyden stilnede lidt af, trak jeg armene væk fra mit hoved, og måtte dy mig for ikke at skrige.

Langs min underarm var en lang stribe størknet blod, og der var kommet indhug i huden. Man kunne se kødet, og der var lidt infektion i sårene. De var røde, opsvulmede, og der lå små stykker glasskår i nogle af sårene.

Pulsen satte op i gear, og en hård klump blev presset ned gennem halsen. Den skulle opad, modsat sin normale rute gennem spiserøret, og det var dér, jeg først rigtig lagde mærke til, at jeg hang med hovedet ned af. Det eneste, der holdt mig fastspændt, var sikkerhedssælen, der var spændt fra skulderen til min hofte.

Endnu en klump blev tvunget ned i halsen, og mine hænder ledte febrilsk efter stedet, hvor jeg kunne koble sælen fra. De fumlede rundt over det hele, og mine øjne søgte desperat. Det var utydeligt, og det sved at skulle bruge dem på den måde. Hele min krop skreg efter at komme fri, så den kunne ligge sig ned og dø. Sveden havde lagt små fine dråber på min pande, da jeg fik stukket sælens munding frem fra sæderne.

Klikket symboliserede, at min krop var sluppet fri, men det var ikke nær som befriende, som min krop troede. Jeg stødte ryggen mod taget, og der var smalt. Jeg havde lige genopdaget, hvor ubrugelige mine muskler var i denne tilstand, mens jeg krøb hen mod døren som en slange.. nej, ikke som en slange. Det var langt for yndefuldt. Det var også langt for yndefuldt at kalde min gang som en orms. Måske mere som en fordrukken teenagers, der havde glemt hvordan man bevægede benene, og trak sig selv hen af asfalten. Ja, det lød meget passende. Bortset fra, at jeg trak mig hen af loftet på en bil.

Jeg svang min arm frem mod døren, og rykkede lidt nærmede, så mine fingre var tæt nok på til at kunne kilde håndtaget. Nogle glaskår rev i min mave, men den havblå kjole sørgede for, at skaderne ikke blev overdrevne.

Jeg hægtede mine fingre fast i håndtaget, og trak mig lidt tættere på. Da metoden smertede, trak jeg armen til mig, og stødte mine albuer mod 'jorden', og rejste mig så meget op på knæ, som jeg kunne, for at krybe hen til udgangen. Min ryg ramte sæderne i nogle enkelte hårde stød, men det bløde materiale dæmpede lidt for den smerte, det kunne have været, og sejren skyllede al ømhed i min krop væk, da jeg sad tæt nok på døren til at kunne skubbe døren op. Min smertetærskel havde bare at være steget efter dette.

I starten prøvede jeg at åbne den, som var det en almindelig dør. Hvor var jeg dog dum. Selvfølgelig var det ikke så nemt. Jeg trak knæene op til brystet, og løftede hovedet, så jeg mistede koncentrationen i et øjeblik.

Mine øjne var også begyndt at svide igen. Jeg børstede min arm for glasskår, og gned så ellers med, måske verdens mest forsigtige, bevægelser, mine øjne, der var løbet op i tårer igen. Jeg bed tænderne sammen, da det ikke havde virket, og faktisk forværret hele situationen. Du kan godt gøre det her.

Et kraftig skub mod døren, og jeg forventede selvfølgelig, at døren gik op uden at brokke sig yderligere. Men nej, den dør havde andre planer. For eksempel planer om at forstuve min ankel.

Mine næsebor vibrerede vagt, da de opfangede en lugt. Mine lunger opfangede det tydeligvis også, og synet så ikke ud til at glæde sig. Mine ører kunne høre flammerne der slugte bilens benzin, som en alkoholiker ville slubre en øl i sig, og panisk satte mine flugtplaner i gang i et lidt højere tempo.

Jeg ville nok ikke kunne skubbe døren op, og hvis jeg kunne, skulle jeg bruge hjælp udefra, og noget til at vriste den op med. Mine øjne fejede rundt i politibilen efter andre flugtplaner, og jeg krympede mig, hver gang røgen sneg sig ind i min krop.

Forruden! Den havde et hul! Ikke stort nok til, at jeg kunne kravle igennem, men jeg skulle bare udvide hullet, og så var jeg ude på nul komma fem!

Jeg kravlede igennem den lille sprække mellem de to forsæder, og jeg mærkede, at jeg ikke trak maven hen af loftet længere. Mine knæ var sat i gang, og mine hænder rodede rundt, for at vende mig på den helt rigtig måde, så mine fødder kunne sparke noget glas i stykker.

Automatisk slog min forstuvede fod over i roligere forsøg, men det var der fandme ikke tid til! Et sekund senere tog jeg endelig rigtig kontrol over min skælvende angst, og satte af i et stød, der åbnede hullet nok, til at jeg kunne presse mig gennem uden større skader.

Flammerne boltrede sig i bilens ødelagte motor, og smed gnister mod mig og min letantændelige kjole, så jeg blev nød til at trække den væk fra ilden. Alt i mig skreg på at smide mig gennem vinduet, og tage det sure med det søde, men jeg holdt nogenlunde mit åndedræt under kontrol, hvorefter jeg slangede mig vej ud mod det fugtige – også letantændelige – græs. Og ja, slangede. Selvom alle mine tanker bestod af frygt og anger, bliver man nød til at have en hvis kontrol over sine bevægelser for at kunne komme gennem et hul i en forrude!

Mine hænder støttede op om resten af min krop, mens jeg spændte mine muskler for ikke at ryge ned i de takkede spidser. Da jeg løftede den sidste fod, mistede den anden fodfæste i det glatte græs et øjeblik, men nok til at skinnebenet skrabede mod takkerne, og jeg lå i græsset med ansigtet mod jorden. Fedt, bare fedt.

Jeg kravlede lidt, inden jeg prøvede at rejse mig, men en koncentreret smerte lagde sig på kødsåret på mit skinneben. En hvæsende lyd undslap min mund, og jeg bed mig i læben for at holde hulkene tilbage. Mine øjne blev presset sammen, men det gjorde ondt, og jeg blev nød til at blinke tårerne væk, og selvom min mund var så lukket som overhovedet muligt, klynkede jeg lidt, mens blodet blev mast tilbage til såret af mine fingre.

Men som klynkene, fandt det mørkerøde en vej ud, og viste sig mellem mine fingre. Panisk skubbede jeg mig ned i græsset, og begyndte at tørre mine blodstænger af fingre af i græsset, men den røde farve havde valgt at bosætte sig under mine negle, i alle revner, sprækker, der kunne findes på mine hænder.

Opgivende gav jeg slip på læben, som var blevet lidt følelsesløs af at blive holdt tilbage, og mit luftrør fandt en snøre og hang sig selv. Den fortryllende kolde luft, der før havde tryllebundet mine lunger – det vil sige, til festen, før politiet kom og smadrede det hele –, var brændende, giftig, farlig. Flød gennem mine lunger med brændende afmærkninger, og satte sig fast. Selv vandet, der strømmede ned af mine kinder, føltes som brændende lava, og jeg kunne mærke heden sætte deres mærke i mine kinder, som blussede op.

Knæene støttede hele min krop, da mine hænder havde fået som fuldtidsjob, at tørre de små dråber vand fra sved og tårer. Sved, tårer og en teenager. Det lyder da næsten som børnearbejde, gør det ikke?

Jeg lod tårerne svide et øjeblik, blodet bløde, svedet lugte. Arrigt rev jeg elastikken fra min hestehale ud, og hårspidserne piskede mod mit nakkeskind. Så var det meste af vreden da væk.

Jeg satte mig lidt mere præsentabelt op, og trak knæene op til brystet, slog armene om knæene, og så begyndte jeg at vippe frem og tilbage. Tårerne holdt sig ikke tilbage fra dette svaghedsøjeblik, og jeg lukkede med besvær øjnene. Det gav en form for ro i mig, og jeg tog straks fat i denne mulighed, og begyndte at berolige mig selv yderligere.

Det skal nok gå, fortalte jeg mig selv. Det skal nok gå.

Det lød næsten som en alt for selvmedlidende kliché, men hvad skulle jeg ellers finde på? Jeg var langt fra van til at berolige folk. Jeg plejede bare at stikke dem en øl i favnen, og det virkede da fint! Men der var ikke nogle øl her, og jeg tvivlede på, at betjenten havde nogle liggende i handskerummet. Hvis han havde, kunne det være lige meget, for det var bare mere brænde til bålet, som grådigt tog for sig inde i bilen.

Jeg koncentrerede mig om ikke at tænke. Ikke at tænke på, jeg var alene ude i en skov, midt om natten, og at var koldt og varmt, at der ikke var en brændende bil bag ved mig, og at betjenten der skulle køre mig på stationen, ikke var sporløst forsvundet ud i ingenting.

Held og lykke.

Jeg prøvede at fokusere på fortiden. For få timer siden havde min veninde, Leila, fortalt mig stik det modsatte. At man skulle glemme fortiden og se fremad, og så stak hun mig ellers en øl i favnen. Det råd havde jeg fulgt, med al glæden der var tilbage i mit liv, efter jeg havde slået op med kæresten Marcus, men lige nu var der sgu ikke meget at se frem til. Måske at dø i en skovbrand? Se, det ville være en favoritdød!

Jeg gemte hovedet mellem benene, og forsatte med at vippe selvmedlidende frem og tilbage. Jeg var forpustet, og sugede efter luft, men prøvede at holde åndedrættet i ro. Det hakkede nede i halsen på mig, nåede aldrig ned, og helt ærligt, så var der mere røg her omkring end luft.

Jeg så tilbage mod bilen, der var sat i flammer. Den mindre ulykke, mindede mig om, at jeg nok skulle skynde mig væk fra branden, hvilket førte til det næste punkt; at finde et sted at overnatte. Selvom det virkede fristende at falde hen med hovedet gemt mellem benene, var det langt fra sikkert, og lige meget hvor skævt ens liv har gået, har man det vel kært på en eller anden facon. Når man står, og ser døden i øjnene, kan ens mening i hvert fald godt lave en U-vending.

Jeg trak mig selv på benene, men straks skød en gennemborende smerte gennem mig. Straks mindes jeg, hvor det kom fra, og huskede det betændte skinneben.

Blodet viste sig i små mørke dråber, som jeg hver gang fejede væk. Jeg stod der lidt tid, og overvejede, hvad jeg skulle gøre. Jeg kunne næppe tvinge mit ben frem, uden at det begyndte at bløde, og tårerne flød. Jeg havde ikke noget til at transportere det med.

Da jeg opdagede en sidste mulighed, rynkede jeg misbilligende på næsen. Idéen om at hoppe på et ben lød ynkelig i mit hoved. Desuden brugte det meget af min energi.. den energi jeg ikke havde.

Smerten fik mig til at skære tænder, og jeg valgte – i stedet for at se blodet flosse ud af mit sår – at søge råd i himlen. Små klare stjerner glimrede op mellem de øverste blade i trekronerne. De mørkegrønne blade lyste op under månen, men skoven forblev mørk og dyster – altså, hvis man ser bort fra den brændende bil.

Det havde helt ærligt ikke hjulpet meget at kigge op i himlen. Udover jeg var blevet opmærksom på, at røgen kom tættere på.

Jeg traf en beslutning. Ikke, at det var svært, om man ville acceptere det eller ej. Jeg valgte at humpe. Humpe på et ben. Måske skulle jeg holde op med at gentage det for mig selv, tænkte jeg stille for mig selv, mens jeg hoppede det første skridt. Jeg får det jo bare til at lyde værre og værre.


 

Det var blevet helt mørkt nu. Den brændende følelse i hele kroppen var forsvundet som det sidste tynde lag sne en varm forårs morgen. Det stak stadig af smerte i skinnebenet, men kun lige så meget, at jeg kunne overkomme det, og slæbe mig selv længere inde i skoven.

Som det blev mørkere og mørkere, kunne jeg ikke lade vær med at tænke på, hvorfor jeg ikke blev ved vejkanten. Måske ville nogen have set mig og hentet mig? Så igen, der var ti meters frit fald fra vejen til skoven, og der var nok ikke nogen der kiggede ned, for at tjekke, om der var nogle overlevende fra en bilulykke. Der var nok større sandsynlighed for, at nogen var på skovtur. Desuden måtte jeg jo støde på en vej, hvis jeg bare blev ved at med at gå, ikke? Så det var det, jeg gjorde. Jeg blev ved med at gå.

Mit blik søgte mod jorden, og jeg måtte oftere og oftere støtte mig til et træ. En stemme sagde hele tiden til mig: Hvis vi alligevel skal være her lidt tid, hvorfor så ikke hvile? Straks kom en anden stemme dog på banen og erklærede sig uenig. Sæt farten op, så vi kan komme ud herfra i en fart!

Mine vaklende skridt fortsatte ud i mørket, og jeg glibede med øjnene. Mine øjenlåg truede med at lukke sig i, og mine ben truede med at knække over, men alle deres advarsler blev slået væk, da en høj bygning nærmede sig i horisonten. Der var brædder for vinduerne, og der så rimelig lukket ud. Men en bygning var en bygning, og det var i dén bygning, jeg valgte at søge ly for natten.

De skælvende ben, jeg ejede, fik en sjat energi, og blev trukket hen af jorden med en hvis entusiasme.

Tanken om, at der lå et opholdssted forude, gav mig også en hvis tryghed, og lettede lidt af byrden fra mine skuldre. At der lå en bygning herude, kunne ikke være andet end et godt tegn. Det betød nok, at vi ikke var langt fra andre mennesker, så der var håb! Der var håb for overlevelse! Det var da heldigt, specielt når jeg bestemt ikke havde planer om at dø i en skov. Bare den tid jeg havde været i skoven, havde jeg allerede nægtet at dø på to forskellige måder. Nu hvor jeg tænkte over det.. er der en god måde at dø på?

Min hånd måtte nu tage ansvaret for at støtte hele min krop. Mine ben havde brækket over, så snart, de var klar over, at min hånd kunne tage over for dem. Da vi var nået døren til det forladte 'hus', virkede det som om, det var et signal til at give op.

Min anden hånd bevægede sig op mod min mund, og mine øjne spærrede op. Stift sad de på døren, og enhver bevægelse i min krop stoppede, undtagen mosen, der bevægede sig op gennem mit spiserør. Jeg bøjede mit hoved forover og væk fra min krop, da maden kom op igen. Jeg lavede en hæslig lyd, der gav mig lyst til at kaste mere af mit maveindhold op. Jeg tørrede mig for munden, da der hang brunt spyt fra min ene mundvig. En stor klat brunlig mos lå bare der på dørtrinnet, og stank ud over alle grænser. Den syrlige smag fra brækket sad stadig på min tunge, og gav mig næsten brækfornemmelse bare af at tænke på det. Mine øjne lagde sig i, og det hele sortnede.


 

Jeg blinkede med øjnene. Svimmelheden kørte rundt i mit hoved, og jeg lagde en hånd på min pande. Den glimtede af sved, og da jeg i ren fortvivlelse kørte hånden op i mit hår, var det varmt og gennemblødt. Hvis jeg ikke kunne mærke heden, der steg ud fra min krop, ville jeg have været sikker på, det havde regnet, mens jeg lå besvimet.

Jeg gav en klynkende lyd fra mig og lagde mig om på siden. Hele min krop bad mig hviskende om, at jeg skulle lægge mig til at dø nu og her. Havde min mund, mine kæber, tunge, skuldre ikke strittet så meget imod, ville jeg have trukket på skuldrene og sagt:”Hvorfor ikke?”

Et par kølige hænder rullede mig med fronten mod verden. Jeg mærkede, hvordan fingerspidserne strøg hen over huden ved mit skinneben, og det føltes som om, at det stod ude i en vind. En dejlig vind, der kølede det sårede ned. Et frisk stykke stof blev bundet rundt om området, og mit ben badede i fryd. Vent, hvad? Forbandt nogen mig?

Jeg åbnede langsomt øjnene, og forventede halvt om halvt at ligge i en hospitalsseng, svøbt ind i min fars arme, mens min mor knugede min hånd, og lægerne diskuterede mine skader.

Jeg gav min mors hånd et beroligende klem, men der var ingen fingre flettet ind i mine. Mit hoved støttede heller ikke op af min fars lille ølmave, og jeg hørte ingen læger sige, at jeg nok skulle komme mig, hvis jeg bare forholdt mig roligt de næste uger.

Kulden kom til min krop. Det var ikke den omfavnende, behagelige kulde, mit skinneben havde følt, men en isnende, kold kulde, som lå jeg i sneen. Heldigvis kunne jeg dog konstatere, at jeg lå på et flisegulv. Selvom jeg ikke var et øjeblik i tvivl om, at sneen ville være langt mere komfortabel.

Der var en presset stemning i rummet. Jeg ville sætte mig op, men hænderne var hurtige til at skubbe mig ned at ligge igen. Jeg skulle til at protestere, men han lagde en hånd over min mund, og pressede til, så der ingen lyd kunne undslippe.

Havde det hele ikke været så forvirrende, ville jeg nok blive lidt pige-berørt af hans udseende. Han havde mørkebrune dådyr øjne, og uglet, mørkebrunt hår. Han var slank, og havde kun en hvid T-shirt på. Den havde dog nok set bedre dage, da den var blevet brun enkelte steder.

Han så anspændt rundt, som om han forventede at se et monster springe ud fra hvert hjørne. Jeg skulle lige til at påpege, at han var sindssyg – sig hvad du vil, men jeg er altså heller ikke helt normal i hovedet –, da jeg hørte en stønnen. En hæs, lavmælt stønnen. Jeg kunne ikke placere, hvor den kom fra, da jeg nok selv var lidt desorienteret. Men den var der. Det var den helt sikkert. I den skrigende stilhed var den svær at ignorere.

Den forsvandt igen, og drengen med dådyr øjnene slap min mund. Jeg måtte nu tage mig selv i at se forvildet rundt, men stoppede midt i bevægelsen, da jeg blev fyldt med genkendelse. Zombier.


 

Det var ikke mig, der havde startet sammentalen. Jeg turde simpelthen ikke bryde tavsheden, da jeg selv var overvældet af informationen om det nye væsen. Zombie. Den stønnende lyd var kommet fra en zombie. En zombie. Jeg havde aldrig troet, de eksisterede. En zombie. Jeg havde hørt en zombie. En vaskeægte zombie.

”Jeg hedder Derek” præsenterede Derek sig med en bekymret mine, men jeg ænsede den ikke. Zombier. Der fandtes rent faktisk zombier.

Han så sig over skulderen, hvor en dreng viste sig. Han var måske ni år, og han var også bange. Ikke bekymret, som hans – formodede – bror, han var ligeså angst som jeg.

På en måde var det betryggende, at jeg ikke var den eneste, der reagerede så voldsomt, og på den anden side skræmte det mig også en anelse, at der var grund til at være bange. Mens jeg havde ligget besvimet, ville drengen sikkert være blevet forklaret, at de ikke var farlige. Hans øjne lyste af rædsel, så jeg regnede ikke med, at det var dét, han havde fået af vide.

Derek fjernede sig fra mig, og rejste sig. Fra sin plads rakte han mig sin hånd, men jeg stirrede bare på den.

”Mig skal du ikke være bange for,” lo han hult, men et eller andet sagde mig, at der ingen komik var i hans ord. Det var ikke svært at gætte sig til den fortsættelse, han undlod at tilføje. ”Det er zombierne, du skal være bange for.

Igen så Derek sig over skulderen, men vendte sig hurtigt mod mig, og fremviste den lille dreng. ”Dette er Casper. Han er min lillebror.”

Jeg nikkede, og så ned i mit skød. Jeg havde sat mig op, og gyngede nu i samme stilling, som jeg havde henne ved branden. Gud, branden! Det føltes som om, det var hundrede år siden!

Jeg havde stadig ikke taget hans hånd, så han tog vel den beslutning, selv at lange ud efter den. I ren forskrækkelse havde jeg trukket hånden tilbage, men da jeg huskede, det bare var Derek, mennesket Derek, lod jeg ham hjælpe mig op. Forhåbentlig var han da menneske.

”Ved du.. ved du godt, hvad det var, du hørte?” spurgte Derek, mens han endnu holdt min hånd. Han prøvede nok at berolige mig, selvom det mest af alt gjorde mig bange, og fik mig til at føle mig sårbar. Jeg måtte bare bide protesterne i mig, og håbe, det ikke var en eller anden dødelig sygdom, han overførte.

”Vi foretrækker at kalde dem 'De Udøde',” begyndte han, og så mig i øjnene, med den største medlidenhed, han kunne præstere. ”De er døde, men går stadig rundt. Jeg ved ikke meget om dem, siden jeg ankom efter dig. Jeg ved ikke, hvor længe du lå besvimet.” Han vred blikket fraværende mod jorden, og jeg forventede, at hans forklaring på problemet var slut, men han fortsatte.

”I starten troede jeg, du var død. At de var kannibaler, der var sultne, udhungrede og faret vild som os andre. Men så så jeg, dit bryst hæve og sænke sig, og en af dem opfangede mig, og så mig i øjnene. Dens øjne var tomme, livløse, de var døde. Impulsivt rev jeg Casper med mig, og løb med dig herind.”

Et eller andet i mig sagde, jeg skyldte ham en undskyldning. Hvis du giver ham en undskyldning, bliver han bare forvirret, og finder på en masse forkerte konklusioner, sukkede jeg for mig selv.

”Jeg troede, vi var i sikkerhed fra dem her. Men der er fyldt med dem. Mig og Casper ved ikke, hvordan vi skal komme ud. Vi kan ikke slås med dem. Vi har intet at slås med, og de er for mange.” Hans blik så ned mod hans ben, og jeg se en lille antydning af et smil på hans læber. Casper hang på hans ben, og så op. Fyldt med angst, rædsel. Jeg kunne ikke bebrejde ham noget. Kun lykønske ham for at have en storebror til at passe på ham.

Han mødte igen mit blik, og han var rådvild. Hans øjne var blevet blanke, men han havde stemmen nogenlunde under kontrol. ”Hvis vi ikke finder noget mad, dør vi af sult. Men så vidt jeg ved, er det her et gammelt, lukket lighus. Vi skal ud herfra, langt væk. I en fart. Det er kun et spørgsmål om tid, inden enten de udøde eller sulten tager livet fra os.”

Hans grin var ikke opmuntrende på nogen måder, det var næsten forværrende. Det var den slags masker, jeg havde sat på, når jeg løj overfor mig selv, og fortalte mig, at alt nok skulle blive godt igen. Det var ikke nær så troværdigt, når man se det på en andens ansigt.

Den hæse stønnen var kommet tættere på, og Derek hundesede os væk. Jeg så den komme ud fra hjørnet, og dens øjne var sorte som en ravns. Den havde store, åbne kødsår overalt på kroppen, og tøjet var forrevet. Dens hæse støn fik den til at åbne munden en anelse, og jeg fik et glimt af hugtænderne, der sad tilfældigt rundt i munden på den. Jeg var hurtigt til at følge i hælene på de andre, da den sprang ud efter mig, men landede hovedkulds i jorden.


 

”Skynd dig!” råbte Derek, og hev mig frem ad. Mit skinneben smertede, men blodet pumpede rundt i min krop. Adrenalinen satte ind, og gav mig kræfter til at løbe, og min angst dækkede langt det meste af min forsømte krop.

”Sæt farten op, Casper!” bed han sammenbidt, og så mod lillebroren, der sakkede længere og længere bagud. En zombie sprang frem fra et hjørne, og rev drengen til sig. Skriget fyldte Derek med panik. Den blottede hugtænderne for os, lige inden han stak dem i Caspers tynde hud. Blodet flossede ud, og den udøde rev en muskel løs, men nåede ikke længere, da Derek kom styrtende med et flyvespark. Zombien havde et godt tag i drengen, så da den fløj gennem luften, fløj han med, men Casper sagde ikke noget, han vendte kun det hvide ud af øjnene.

Zombie skulle ikke engang rømme sig et sekund, inden den fortsatte med at skille Casper fra hinanden. Derek sprang igen på den, og rev nu sin sårede lillebror ud af dens faste greb. Jeg var hurtig til at sætte Casper op, og knipse for at få hans kontakt.

”Casper! Casper kom nu, vågn op! Casper!” Jeg lagde to fingre på hans pulsåre, som slog faretruende lavt. ”Casper! Vågn op, Casper!”

”Vi skal ud herfra!” råbte Derek. Tårerne løb ned af hans kinder, og øjnene var tydeligt røde. Jeg kunne ikke andet end at nikke med i farten, og rejse mig op. Alle mine muskler var ømme, men alligevel tvang jeg dem i løb. Derek løb med Casper i armene, som så utroligt svag ud. Han havde mistet al farven i huden, og blødte stadig voldsomt.

Flere og flere monstre brød frem fra deres skjul, og det første der fangede deres opmærksomhed, var frisk blod. Jeg vidste, det var det rene selvmord, at løbe med mad blandt de udhungrede, men at sige, han skulle lade Casper blive, var direkte koldt og uden situations fornemmelse. Eller var det Derek, der var uden situations fornemmelse?

Han løb forrest, og brød gennem muren af døde. De greb fat i hans tøj, og holdt ham fast, men i vrede og frustration var hans styrke blevet øget, og han kastede dem til side med et enkelt spark i maven.

Jeg var en helt anden side af sagen, og holdt mig så tæt op af Derek som muligt. Jeg kunne ikke kaste zombier til side, jeg kunne knap holde mig i løb. De langede mere ud efter Derek end jeg selv, så jeg var reddet fra lidt af kaosset.

Han stormede ud af døren, og jeg var ikke klar over, hvor hurtigt det gik. En død nåede at kradse mig over skulderen, men det var ikke det første af mine monster mærker. Jeg havde dem fra anklen og op.

Lighuset var langt bag ved os, da Derek sank på knæ ved en å. Straks tog jeg det som tegn på, at det var okay at falde om, så det var det jeg gjorde. Jeg faldt om i græsset, og blev fanget af kulden.

Derek gav tårerne lyd, en klagende, skrigende lyd, der hev mine lemmer fra hinanden. At jeg overvejede, at bede ham om at efterlade Casper, virkede bare ondere og ondere for hvert smertefuldt øjeblik der gik. Jeg lå og åndede i græsset, mens Derek sad der og fremviste begrebet skyld.

Han strøg den lille dreng over hovedet, der åndede stille. Det var ikke svært at høre, han var døende. Derek lå med hovedet på drengens bryst, mens han bad for drengens liv.

Bønner er ubrugelige. Der skal mirakler til her, tænkte jeg for mig selv og lukkede øjnene. Jeg lukkede lydene ude, så godt jeg nu kunne, for at give Derek en smule privatliv. Han så dog ikke ud til at bekymre sig. Han havde smidt sin værdighed ud, mens han sad og stortudede over sin brors død.

Jeg lagde armen under mit hoved, mens jeg prøvede at samle energi til den gåtur, der lå foran os, men satte mig straks op, da jeg hørte en hvæsen ovrefra Dereks hjørne af. Han stod og.. han stod og hamrede Casper mod et træ?! Hvad helvede var det, han lavede?!

Så var det, jeg så det. De ravnesorte øjne havde erstattet Caspers, der var fyldt med angst. De ravnesorte øjne, der udstrålede intet andet end død.

Han fortsatte med at hamre den – den døde var ikke længere Casper – mod træet, men den døde gav ikke så let op. Den snappede efter Derek, sparkede og vred sig, men han mistede aldrig grebet om den. Tårerne løb ned af kinderne af ham som en stormflod, og han snerrede af zombien.

Efter et par ekstra gange mod træet holdte den op med at beklage sig, og dens krop hang slap ned fra Dereks hænder. Han så kort mod mig, og slap så den døde zombie, og vendte blikket væk. Han mumlede noget for sig selv, og det var lige før, jeg ikke hørte det:

”Vi skal sætte ild til ham.”

”God idé.” sagde jeg bare, og rejste mig mod ham. Det var ikke et forslag, nærmere end ordre, man kunne vælge sig til eller fra. Jeg følte, at jeg skyldte ham det. Hvis han ville brænde sin døde 'ven' til aske, skulle jeg da hjælpe til.

Derek lagde den ved søens kant, og fandt en lighter frem fra baglommen. Han tændte første tøjet, og så lod han dens hår brænde. Han nægtede at se på den derefter, og så bare på mig med et par skyldbetingede og tårebeklædte, blanke øjne.

”Kom.” sagde han. ”Vi skal videre.”

Jeg nikkede med på idéen, og vi lod Caspers lig brænde. Da vi var langt nok væk til, at vi kunne se hverken lig eller lighus, så han på mig med et par nysgerrige øjne. ”Jeg fik aldrig fat i dit navn.”

”Taylor.” sagde jeg, og smilede over det tætteste på small talk, jeg havde haft, siden jeg så ham første gang. ”Men kald du mig bare Tay.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...