En ny start

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 nov. 2012
  • Opdateret: 20 maj 2013
  • Status: Igang
Alvira var 6 år da hun kom på børnehjem. Hun lever der i flere år, men en dag bliver det for meget for hende og hun efterlader det hele for et liv på gaden. Et liv hvor man må klare sig selv. En morgen møder hun en mand. Han siger ikke sit navn, men han er flink. Flink nok til at give Alvira et arbejde. Et arbejde som kun få mennesker får.

15Likes
22Kommentarer
2104Visninger
AA

4. Video

Lyset vækkede hende. Det forbandede lys. Hvorfor? Selvfølgelig fordi Sandie trak det store gardin fra. "Alvira se at kom op. Chefen er her og han virker ikke synderlig begejstret.." Hendes stemme døde lidt ud da hun så at den mørkhårede pige på sengen lignede en der havde drukket pis direkte fra kummen. "Helt ærligt. Jeg gider virkelig ikke vente mere på dig, og hvis jeg kommer ned uden dig ender jeg med at få røven i ansigtet." Hendes stemme var kold og hendes engelske accent gjorde ikke Alviras humør meget bedre, men for at undgå at Sandie begyndte at råbe ad hende, mumlede hun et "Jaja. Øjeblik." og rejste sig derefter op. Hun fik kæmpet sig over til sit store tøjskab og fandt sine joggingbukser og en oversize t-shirt frem. "Tirsdage er ikke pæne dage, man behøver ikke at gøre noget ud af dem," det havde Ruth altid sagt til hende. Så kiggede hun over på Sandie. "Tilfreds?" Hendes stemme var næsten snærrende og hun fortrød hurtigt at hun havde sagt det, men Sandie nikkede tilfreds og trak hende med nedenunder i den kæmpe store villa. Alvira nåede lige at se Tanya stå bag komfuret i køkkenet for hun blev hevet videre ind i lokalet hvor de alle mødtes hver mandag morgen. "Hvad er det han vil?" Dumt spørgsmål. Tænkte hun for sig sig selv. Sandie vidste det jo ikke, det havde hun sagt. Mere nåede hun ikke at tænke før hun var inde i det dybrøde rum. Alle stod op. Det plejede de ellers ikke at gøre, så hvorfor nu? Tankestrømmen blev afbrudt af chefens vrede stemme. 

"Tag plads." Hans stemme var mørk og kold. Alle satte sig lydløst ned. Der blev udvækslet nogle spørgende blikke over bordet, men stadig var der ingen der sagde noget. Chefen kiggede på Alvira, derefter på Mawusi, så Sandie og til sidst på Jae-kyung. Josh og Samuel slap for det hårde blik. De seks unge kiggede ned i bordet. Så sukkede chefen hvilket fik alle til at kigge op. "Hvad er der sket? Hvorfor kalder du os her ned klokken 5 om morgenen?" Det var Jae-Kyung der spurgte. Hans stemme var lettere irriteret. Sikkert over stilheden. 

"Det skal jeg sige dig, Kang Jae-Kyung. I er blevet filmet og lagt på nettet. Dit ansigt er blevet lagt på youtube. I har været i nyhederne i hele Australien." Der blev stille i lokalet. Så stille at man rent faktisk kunne høre Tanya stå og nynne ved den simrende bacon. "Alvira, dit ansigt blev ikke fanget ordenligt på filmen, men din stemme blev optaget og det kan være lige så slemt hvis det rette udstyr bliver brugt. Men jer tre," chefen kiggede på de tre andre der havde været med inde på caféen, "jeres ansigter var der i flere sekunder før i trak hætterne op.." Der var en mindre pause hvor chefen lod gruppen af unge sluge alle informationerne. "Jeg bliver derfor nødt til at bede jer om at holde en mindre pause. Hold lav profil, imens vil jeg se om jeg kan få viklet jer ud af det rod i er endt i." Hans stemme var træt og irriteret. Så vendte han sig om og gik igennem døren bag ham. Efterlod dem alene i det røde rum. 

Samuel var den første der rejste sig. "Det er din skyld." Han kiggede ikke på nogen, men alle vidste hvem han mente og så gik bare ud ad det store rum i stilhed. Jae-Kyung foldede armene over brystet og lænede sig tilbage i den brune stol af træ. Hans ansigt var umuligt at læse. De mørkebrune øjne var lukkede og de sorte lokker dækkede for det meste af hans ansigt. Musklerne i hans arme var spændte, næsten som om han var klar til et slagsmål når som helst det skulle være. Han kiggede op da lyden fra en dør der bliver smækket nåede deres ører. Det var Samuel der havde smækket den. "Burde du ikke gå efter ham?" Josh brød stilheden med en vag, mørk stemme. Han kiggede over på Jae-Kyung, der kiggede på bordpladen igen. "Hvorfor skulle jeg?" Hans stemme var mindre venlig og mere end bare irriteret. Josh rettede sig op i stolen og kiggede på den splittede gruppes leder. "Han har det svært? Måske burde du snakke med ham? Fortælle hvad vi skal gøre nu? Hvad ved jeg? Det er dig der burde tage initiativ til det." Han kiggede på Jae-Kyung med sine rolige blå øjne. Alvira havde altid beundret hans afslappethed, hvis et skænderi opstod var han altid den første til at konfrontere begge parter og hjælpe dem med hvad de nu var uvenner over. "Jeg behøver ikke at gøre noget. Han var ikke med i videoen, så hvorfor skal jeg gå efter ham?" Han kiggede på amerikaneren med et overlegent blik. "Han reddede dit liv tænk på det. Du burde hjælpe ham med at føle sig bedre tilpas iblandt os." Sandie brød ind. Hendes lyse stemme var lav og usikker. Hvordan var de kommet fra en video til hvordan Samuel havde det? Det var et godt spørgsmål, men umuligt at besvare. Den ældste kiggede på englænderen med et skarpt blik der fik hende til at tie. Det var pinligt for ham at snakke om det der skete sidste mandag, det vidste de alle. 

Alvira blev vred over lederens opførsel. Så vred at hun var nødt til at slå ned i bordet med en knyttet næve. Det fik alle til at kigge op på hende. Hendes stikkende grønne øjne hvilede på Jae-Kyung og hans egne veg ikke bort. Hvis det havde været Naruto så var baggrunden blevet sort og deres øjne ville have mødtes i et gult, glinsende lyn. "Hvad er dit problem Jae? Er det hårdt for dig at vide, at du ikke har en skid til overs for andre end dig selv?" Mawusi kiggede på Alvira med vidt åbne øjne. Ingen havde før talt til den ældre dreng sådan. "Tror du virkelig at du er den eneste i verden? Det er din egen fucking skyld at vi blev taget på video. Gå efter ham og snak med ham! Hvornår var sidste gang du snakkede til ham?" Alvira havde ret. Lederen havde ikke snakket til Samuel siden sidste job udover enkelte ord. "Du kan lige så godt bare acceptere ham med det samme, for han skal være her i lang tid. Arrogante nar." Den sidste sætning var kun en mumlen, men den var høj nok til at koreaneren kunne høre hende. Jae-Kyung kiggede på den danske pige med vrede øjne. Hans stemme var hvæsende og mørk. "Hvad sagde du?" Han rettede sig op i stolen. lagde armene på bordet og nidstirrede Alvira indtil hun følte sig svagere end nogensinde før. "Jeg siger: Arrogante nar." Hendes trodsige opførsel pissede lederen af og han gjorde noget de alle havde ventet: Han rejste sig op med en sådan kraft at stolen væltede. Så lænede han sig ind over den smalle, lange bord og langede hende en lussing med højre hånd, greb hendes hoved med venstre, spændte sit greb omkring hendes kæbe og slog den mørkhårede piges hoved ned i bordet. Ikke hårdt nok til at få hende til at besvime, men hårdt nok til at få hende til at pive. 

Det svimlede for Alviras blik. Sorte pletter dansede for hendes øjne og smagen at blod fyldte hendes mund i løbet af kort tid. Det føltes som flere minutter før han slap grebet om hendes hals. Alligevel var det kun få sekunder. Hun kiggede på lederen. Det var svært at fokusere. Svært at trække vejret. Men alligevel legede hun med ilden igen. "For det beviser ikke hvor svag du faktisk er vel? At slå på piger?" Hendes stemme var fyldt med ironi og imens hun snakkede fik hun hovedet rejst op igen. Det gjorde ondt. Hun spyttede på bordet. Det var rødt. Det fucking svin. Slog han mig virkelig så hård? Med et forarget blik kiggede Alvira på den lille klat blod, derefter på voldsmanden. "Gør det igen. Vis hvor meget en mand du er. Kom nu? Tør du ikke?" Hendes stemme syrede af foragt. Men han slog hende ikke. Han gik. Døren smækkede for anden gang og Alvira kiggede på de resterende tre. Sandie lagde en hånd på hendes skulder. "Han bliver god igen. Han skal bare lige tænke over det her først. Det er meget at få smidt i hovedet i løbet af en halv time." Et lille klem kunne mærkes på skulderen og så blev Sandies stol blev skubbet tilbage og det sammen blev de tre andres. Alviras hoved dunkede i smerte og hun var nødt til at blive hjulpet op ad stolen og ud i gangen hvor hun insisterede på selv at gå resten af vejen op på sit værelse. Det fik hun heldigvis lov til, men da hun nåede halvvejs op ad trappen sortnede det for hendes øjne. Kun et kort øjeblik. Men i det korte øjeblik føltes det som om hun hoppede ud fra Eiffeltårnet tre gange. Da Alvira fik sit syn tilbage blinkede hun et par gange og tog så det næste trin med rystende ben. Hendes kind prikkede og sveg. Det ville uden tvivl blive umuligt at røre den kind, uden at hun ville pive, i et par timer endnu. 

Endelig nåede hun det øverste trin ad trappen og fik kæmpet sig ind på sit værelse. Hvor hårdt har han lige ramt mig?Trætheden vældede ind over hende og hun faldt om på sengen. Mest af alt havde hun ikke lyst til at sove. Hun ville slås. Eller i det mindste komme af med sin vrede ved at træne. Men det ville gå galt. For lidt søvn og træning er ikke en god combination. Det havde Alvira lært. Der gik ikke lang tid før hun faldt i søvn. Og da hun vågnede igen sad der nogen ved hendes sengekant. Samuel. Han kiggede på hende med nervøse øjne. "Klokken er tolv." Han sagde ikke andet. Så rejste han sig og gik ud ad døren. Har jeg virkelig sovet så længe? Hvad var klokken da jeg kom op igen? 7? hm.. Hun kiggede lidt rundt i sit lyse værelse og satte sig så langsomt op i sengen. Et suk undslap hendes læber da hun rejste sig og gik ud på badeværelset for at vaske sit ansigt. Alvira blev mere eller mindre overrasket da hun så sin kind i spejlet: den var stadig rød og hendes underlæbe var hævet til dobbelt størrelse. Det var ømt. Og det sveg da hun førte sin hånd op for at mærke på sin læbe. Hun kunne ikke plaske vand i højre side af sit ansigt, så det blev kun venstre side hun fik pjasket til. Da det kom til hvad for noget tøj hun skulle have på var det anderledes. Hun valgte at finde sine løbeshorts frem, en tanktop og sine løbesko. Hun havde brug for at komme af med sin vrede på en konstruktiv måde, så motion var en god idé syntes hun. Hurtigt fik hun skiftet tøj og sat det mørkebrune hår op i en hestehale. Pandehåret faldt ned i øjnene på hende, men hun pustede det blot væk. 

Nedenunder var der kun Mawusi, som læste i en bog. Da Alviras trin kunne høres, kiggede hun op. "Fik du so.." Hun nåede ikke at sige mere før hun så den hævede læbe og den røde kind. "Hold da op han har været slem ved dig! Er du ok?" Mawusi var altid så sød. Aldrig før havde Alvira mødt en så næstekærlig som hende, og alligevel forbavsede det hende hvor aggressiv hun egentlig var når de var på job. "Jeg klarer mig. Det er lidt ømt, men det er ikke så slemt." Så smilte hun og gik ud i køkkenet, hvor Tanya sad ved det lille spisebord og løste en kryds og tværs. "Der er morgenmad til dig i køleskabet hvis du altså er sulten." Tanyas stemme var varm og imødekommende. Sådan en stemme alle bedstemøde burde have. "Tak.." Sagde Alvira mut. Hun fik taget faddet med æg og bacon ud fra køleskabet, skar en skive brød og fandt en tallerken frem. Med et lille smil satte hun sig over for Tanya og begyndte at spise sin morgen- nu middagsmad. Hendes kæbe klikkede hver gang hun åbnede og lukkede tænderne sammen om maden. Irriterende.. Tænkte hun vredt. Tanya kiggede ikke op og det værdsatte Alvira. Hun ville ikke have medfølelse, hun ville bare have noget i maven så hun kunne komme igang med at træne. Efter kort tid satte hun tallerkenen i opvaskemaskinen og sagde "Hvis de andre leder efter mig, træner jeg i annekset." Et kort nik bekræftede at Tanya havde hørt hende, og så gik hun ud i kulden.

Heldigvis skulle hun ikke langt for at nå den store bygning, som hele holdet trænede i. Hun var selv blevet trænet op ad Jae-Kyung i den sal. Utroligt så dårlig form jeg var i dengang. Hun smilte for sig selv og åbnede døren til annekset. Der var ikke nogen derinde, så hun skyndte sig indenfor. Anlægget blev tændt og hun satte musik på. Musik er bedst at træne til. Sådan havde hun altid haft det. Om det så er løb eller boksning. Albummet brugte hun altid til opvarmning. 10 numre, 38 minutter og 13 sekunder. Så lang tid tog det at varme op for hende. Ved tredje sang gik hun igang med mavemusklerne. Hun havde allerede løbet. Først 60 almindelige. Så 60 skrå og til sidst 60 hvor hun svang de strakte ben langsomt ind over sin overkrop. Det gentog hun så tre gange og begyndte derefter på sine rygbøjninger. Da hun langt om længe blev færdig med at varme sin krop op begyndte hun at finde redskaberne frem. En boksepude, en kasse med bolde og en håndfuld balisoner. Hun hængte puden op på krogen, tog handskerne på og begyndte stille og roligt at slå på den. Egentlig havde hun aldrig været god til boksning, men det forbedrede hendes slag. Og jo mere hun boksede, jo bedre blev hun. CD'en var startet forfra og det gav hende et ekstra boost: når der er musik følger man rytmen, uanset hvad man laver. Der var gået ca. en time før hun blev træt i armene af at slå på boksepuden igen og igen og igen. Så hun begyndte at øve sine spark også. Efter en lang serie af slag og spark og lidt flere slag faldt hun om på gulvet, uden lyst til at rejse sig. Men hun var nødt til det. Jo mere hun trænede, jo minde tænkte hun på sin kæbe og den hævede læbe. Så igen kom hun op at stå på de trætte ben. Et smil, fandt vejen frem til hendes læber da hun hældte kassen med tennisbolde ned i maskinen der inden så længe ville tyre dem efter hende i alskens retninger. Hun elskede at forbedre sin fart. Derfor var hun også en af dem på holdet med de hurtigste bevægelser. Hun tændte for maskinen og gik over foran den. Der gik omkring tre sekunder før den tyrede den første afsted, derefter den næste. Det hele gik hurtigt. Hurtigt nok til at få Alviras hjerne til at lukke omverdenen ude. Hun undgik elegant boldende, nogle sparkede hun eller slog hun tilbage i nettet bag maskinen og da den sidste bold blev skudt af sted greb hun den. Hun fnøs. Det var ved at blive for let. Det ville blive mere udfordrende med en at træne med. Men i dag var de fleste indenfor for at slappe af og komme sig ovenpå nyhederne chefen havde givet dem. En kort klapsalve lød i døren. Og i ren refleks vendte Alvira sig om og kastede- nej, tyrede bolden efter personen. Det var Josh. Amerikaneren med de blå, venlige øjne. Han greb bolden. "Klokken er snart 17, synes du ikke at du burde komme ind igen? Det trækker op til snestorm, og Tanya synes ikke at du burde være herude hvis det sker eftersom annekset er ældre end hende selv." Han smilte til hende uden at kigge på hendes læbe. Alvira nikkede. "Jo.. Jo det burde jeg nok.. Vil du hjælpe mig med at rydde det her op?" Sagde hun med et skævt smil. Josh kastede tennisbolden over til hende og gik derefter over til den tætteste bold, samlede den op og kastede også den over til hende. Det var deres måde at arbejde sammen på. Som en kædereaktion, bare en utrolig kort kæde, men to led.. 

Da de efter ingen tid var færdige, slukkede de for lyset i træningslokalet og gik ud i gangen. "Hvad laver de andre?" Alviras stemme var lav da hun skiftede sko. "Samuel og Sandie sidder ude i køkkenet sammen med Tanya og snakker om hvad vi skal spise.. Jae sidder i sofaen og zapper imellem alle kanalerne.. Eller.. Det gjorde han i hvert fald for et par timer siden.. Og Mawusi.. Hun er lige blevet færdig med sin bog, så jeg ved ikke hvad hun laver nu.." Han smilte lidt til Alvira da de sammen gik mod den store villa. Det blæste allerede kraftigt lige da de var kommet ud. Det gik langsomt fremad, men ind nåede de før de fik teglsten og haveredskaber i hovederne. Der lugtede af varm kakao da de kom indenfor. Tanya stod ved komfuret og rørte i en skål imens Samuel kiggede på. Han havde langt om længe fået et smil på læberne og det glædede Alvira at se ham smile rigtigt. "Hvad skal vi have?" Josh brød den ellers hyggelige stilhed der var. Tanya kiggede på dem med et smil. "Samuel og Sandie har bestilt risengrød og varm kakao." Sandie, der stod lænet op ad køleskabet smilte og sagde: "Det er jo d. 12 november, så vi kan godt tillade os at få risengrød nu!" De grinte allesammen. Det var rart. Men på grund af træning var Alvira nød til at tage et bad før hun kunne holde ud at være i nærheden af sig selv. 

Hun mødte ikke nogen på vej op ad trappen. Gangen imellem alle seks værelser var tom. Men der sad en inde på Alviras værelse. Jae-Kyung. Han kiggede op på hende med et forarget ansigtsudtryk. Det var læben der fangede hans opmærksomhed. Hævelsen var faldet, men den var der stadig og der sad lidt størknet blod på den fra da hendes tørre læber sprang op igen og igen under træning. "Undskyld." Mumlede han. Jae-Kyung havde svært ved at sluge sin stolthed. Han havde svært ved at sige undskyld i det hele taget. Sådan havde han altid haft det. "Undskyld, sig det lige igen, jeg hørte dig ikke." Det var løgn. Hun hørte ham godt, men hun nød at provokere. "Undskyld." Sagde han så. Tydeligt og monotont. Han tykkede på indersiden af kinderne kunne man se. Alvira nød synet. "Det gør skam ikke noget. Bare du lærer at styre sit temperament, så går det nok." Hendes stemme var pædagogisk og hun kunne se hvor meget hun pissede ham af. "Men jeg vil gå i bad nu, så hvis du ikke vil ende med en brækket næse, så må du meget gerne forsvinde." Så gik hun over i tøjskabet, fandt noget rent nattøj frem. Jae flyttede sig ikke en centimeter fra sengen. Så da Alvira gik forbi ham for anden gang gav hun ham et hårdt dask i baghovedet og snerrede: "Kang Jae-Kyung, du leger med ilden og jeg magter det ikke nu." Han tog sig til baghovedet og mumlede noget der var lavt nok til at ingen andre end ham selv kunne høre det. Og så gik han. 

Alvira kom i bad og gik derefter nedenunder for at få noget aftensmad. Hun kom lige i rette tid til at de andre skulle til at begynde. Og da de havde afsluttet en stille middag, spredtes de alle ind på værelserne. Igen faldt hun i søvn så snart hun ramte puden. Selvom klokken kun var 20.30 var hun overvældet af træthed. Det var ikke rart at være så træt syntes hun. Men sov det gjorde hun med det samme. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...