En ny start

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 nov. 2012
  • Opdateret: 20 maj 2013
  • Status: Igang
Alvira var 6 år da hun kom på børnehjem. Hun lever der i flere år, men en dag bliver det for meget for hende og hun efterlader det hele for et liv på gaden. Et liv hvor man må klare sig selv. En morgen møder hun en mand. Han siger ikke sit navn, men han er flink. Flink nok til at give Alvira et arbejde. Et arbejde som kun få mennesker får.

15Likes
22Kommentarer
2163Visninger
AA

14. Våde øjne

 

De havde siddet i Tiksi lufthavn i tre timer, udmattede, forvirrede og vrede. Nej, ikke vrede.. Rasende. De vidste intet om hvad der var grunden til at deres hjem var blevet raseret af en gruppe højt bevæbnede mænd. De havde sejlet i over en time i nattens mørke med en fireårig kinesisk pige, som brugte hele turen på at skrige og græde. De havde ingen steder at tage hen, ingen venner ingen kontakter. Chefen kunne de ikke få fat på. De havde ingen penge, intet rent tøj. Kun en bil fyldt til randen med våben og hvis de blev taget ville der ikke være nogen chance for at de ville komme til at gå i friheden igen. Samuel havde anskaffet sig en computer som han sad og forsøgte at hacke sig ind på imens Jae-Kyung var gået i gang med at tigge de forskellige russere om penge eller mad, Alvira, som lå og faldt ind og ud af en søvndrukken tilstand og resten af gruppen der sov. Samuel mumlede lidt for sig selv imens hans fingre gled flydende over tastaturet på den DELL computer han havde anskaffet sig. Den lille lufthavn var kold, gulvet var hårdt og deres tynde tøj gjorde det hverken varmere eller blødere.

Jae-Kyung kom tilbage med knyttede hænder og bøjet hoved. Det eneste han havde skaffet var 50 rubel og en pakke tyggegummi. Han smed tyggegummipakken til Alvira, der halvsovende greb den. Det var spearmint. Han kiggede på Samuel med et blik der spurgte om han havde noget hæld. ”Jeg er kommet ind, men det er lidt mere avanceret end jeg troede det ville være.. Giv mig et par minutter til, så har jeg billetter til Italien.” Han havde forsøgt at hacke sig ind på et selskabs database og afbestille seks billetter, som de selv ville kunne få og bruge digitalt. Jae-Kyung nikkede og kiggede så på Chun i et kort øjeblik. Alvira havde regnet ud hvad han ville med hende, men hun fik ham på bedre tanker ved at slå ud efter ham og sige at han ikke kunne bruge et lille barn til at skaffe mad. Så han smed sig ved siden af Alvira i stedet. Panden mod de samlede knæ, der var hevet helt op til brystet og armene foldet rundt om dem. Han så håbløs ud, lignede mere en lille hjemløs dreng end en hårdfør lejemorder. Alvira lagde sin arm om ham og hvilede sin kind mod hans skulder. ”Det går nok skal du se. Samuel har snart skaffet vores billetter og så er vi ude af det her. Vi kan starte et nyt liv hvor vi ikke behøver at slå ihjel for at overleve.” Han drejede hovedet og viste sine mørke øjne. ”Tror du virkelig at vi vil være ude af det her lort bare fordi vi rejser til Rom? For jeg skal sige dig at det ikke kan lade sig gøre at vi bliver ladt i fred. Den her branche er ikke til at komme levende ud af.” Hans ru stemme var mørk og tonen han snakkede i virkede ikke synderlig varm og rar. Hun flyttede hovedet og kiggede ham i øjnene. ”Så må man gøre hvad man kan for at komme levende ud af det,” Hun forsøgte ikke at snerre, og det lykkedes på sin vis. ”Alt er muligt.” Hun sluttede sin sætning med et blink med højre øje og et smil hvorefter hun flyttede sin arm fra koreanerens ryg og gik over til Samuel for at spørge hvor langt han var. ”Næsten færdig.” Havde han hæst sagt. Hun havde nikkende gået ud på toilettet for at få noget koldt vand i ansigtet.

Vandet havde ikke engang været koldt. Det havde været lunkent og klamt. Men man må bruge hvad man har, havde hun tænkt før hun tørrede ansigtet af i sin allerede fugtige og svedige trøje. ”Kan vi snakke sammen?” Havde en mørk stemme lydt og Alvira for sammen i forskrækkelse. I spejlet så hun Jae-Kyung stå i døråbningen til dametoiletterne. Hun skulle til at gå over mod ham, men inde hun nåede at tage det første skridt havde han allerede flyttet sig et par skridt fremad og døren han havde stået lænet op ad, var lukket bag ham. ”Hvad er det du vil?” Hun kiggede spørgende på den ældste i rummet imens hun lænede sig op ad den kolde, hvide vask. ”Jeg..” Han sagde ikke mere, i stedet gik han over til hende, tog hendes hænder og trak hende ind til et blidt kys. Et blidt kys blev til to, og to blev til et langt tredje. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre eller sige. Han trak langsom sine læber til sig og kiggede på den mørkhårede, rødmende skikkelse der stod foran sig. Hendes hænder, der stadig var i hans, rystede. Hendes blik var vendt nedad mod deres fødder. Hendes kinder brændte. Det blev svært at trække vejret. Hun rev sine hænder løs og flygtede forbi ham. Ud ad døren til gangen og så i en af de mange retninger hun kunne komme. Hun valgte den til venstre, hvilket var den retning hun var kommet fra. Hendes fugtige øjne gjorde hendes syn sløret og hun havde svært ved at se hvor hun løb. Hvad havde han gang i? Han kunne da ikke bare kysse hende uden overhovedet at sige noget. Uden at have en grund. Uden at vise nogle tegn på det. Og hvorfor lige hende? Hun kunne høre ham råbe på hende. Han var hurtigere end hende og stærkere end hende, så der gik ikke lang tid før han havde fået fat i hendes arm og hevet hende tilbage. Hun havde ikke brug for at så mange ting skulle ske på en gang. De havde lige mistet deres hjem, havde ingen andre steder at tage hen og nu var hun fandeme også blevet kysset af gruppens ældste. Hun havde ikke fortjent al den fortvivlelse.. havde hun?

Hun slog ud efter ham med sin frie hånd, men hans arm blokerede den fra at ramme ham i ansigtet. Begge forpustede stod de under en af de mange trapper der var i den stort set tomme lufthavn. Øjnene begravet i hinanden. ”Hvad fanden har du gang i?” Hun nærmest råbte ad ham. Hendes hånd slog mod hans hævede arm og han gjorde ingen modstand. Hans blik var rettet mod hende og flyttede sig ikke en tomme. Efter elleve eller tolv slag holdte hun endelig inde og kiggede lederen i øjnene. Det slog hende først nu hvor sørgmodigt hans blik var. Hans skuldre, der normalt var så stabile, rolige og hævede, så nu skrøbelige og papirtynde ud. Hans underlæbe, der dirrede en smugle og øjnene, der blinkede tårer væk, fik ham til at ligne en lille dreng, som lige havde fået en stor omgang skældud. Alvira vidste ikke hvad hun skulle gøre, hvad hun skulle sige for at få ham til at ligne sig selv igen. Men hun nåede heller ikke at sige noget før han startede samtalen. ”Undskyld,” sagde han, ”Jeg ved ikke hvorfor jeg gjorde det nu.. Det var ikke meningen.” En akavet stemning opstod. Ingen vidste hvad de skulle sige. Så de stod blot der, i stilhed uden at sige noget.

Der var gået lidt over fem minutter hvor der ikke var blevet sagt en lyd. Komplet stilhed. Men den var blevet afbrudt af Samuel der råbte op at de skulle boarde et fly om 20 minutter. Alvira kiggede mod flokken der endnu ikke havde set hvor de to resterende stod. Så sukkede hun og kiggede på den høje dreng ved siden af hende. ”Hvad med at vi slår en streg over det, og når vi er landet, har fundet et sted at bo og en nogenlunde stabil hverdag, kan vi bringe det op igen?” Hun smilte svagt til ham og han nikkede. ”Det er nok det bedste..” Og så gik de tilbage mod de andre der allerede for rundt for at lede efter Alvira og Jae-Kyung.

Et kvarter efter var de om bord på et fly, i gang med at se stewardessen vise hvordan man skulle påføre sin iltmaske hvis flyet skulle styrte. De blå sæder var ikke behagelige eller rare, og der var en lille dreng der blev ved med at sparke Alvira i ryggen. Men lige nu var det lige meget. For de var på vej væk. Væk fra livet som mordere og på vej til et nyt liv i Italiens hovedstad. De var på vej til Rom.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...