En ny start

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 nov. 2012
  • Opdateret: 20 maj 2013
  • Status: Igang
Alvira var 6 år da hun kom på børnehjem. Hun lever der i flere år, men en dag bliver det for meget for hende og hun efterlader det hele for et liv på gaden. Et liv hvor man må klare sig selv. En morgen møder hun en mand. Han siger ikke sit navn, men han er flink. Flink nok til at give Alvira et arbejde. Et arbejde som kun få mennesker får.

15Likes
22Kommentarer
2283Visninger
AA

6. Tre år

Der var koldt ude på badeværelset. Alt for koldt. Ubehageligt koldt. Men hun var nødt til at tage et bad, hun var nødt til at føle sig bare en smugle ren. Specielt de kommende dage ville badende blive ekstra lange. Mere sæbe, mere varmt vand. De andre vidste hvad der foregik i hendes hoved i øjeblikket. Og de vidste at hun ikke ville snakke om det, alligevel havde hun brug for at der bare ville komme en og omfavne hende, snakke med hende, lade hende græde ud, få hende til at indse at fortid ikke kan ændres og at hun gjorde det rigtige, men der var ingen der gjorde det. Et suk undslap hendes læbe og fyldte det tomme badeværelse inden hun rev badeforhænget til side med en aggressiv bevægelse og steg ind i det lille aflukke der afskårede hende fra omverdenen.

Hun tændte for bruseren og steg direkte ind under det kolde vand. Det gav kuldegysninger på hele kroppen da det vandet løb ned ad den arrede ryg. Hendes blå mærker. De sår der var sprunget op i den urolige nat. Det sveg, men det var ligemeget. Det ville kun blive værre de næste par dage. Hendes tanker fløj rundt i hovedet på hende, men hun forsøgte ikke at holde fast i dem og tænke videre på dem, der var for mange til at hun kunne koncentrere sig om en. I stedet tog hun sin shampoo og fyldte hånden med den tykke, klæbrige væske og begyndte at sæbe håret ind. Duften af honning og sommer var næsten klam. Ikke noget hun havde lyst til at fylde sine lunger med nu. Det var rart at begrave sine fingre i det tykke brune hår. Det var rart at massere sin hovedbund. Det var rart at blive nogenlunde ren, eller i hvert fald ren på skallen, for indholdet var mere beskidt end et børnehavebarn der havde fået lov til at lege udenfor en hel efterårsdag. Hun skyllede sæben ud ad håret, stadig igang med at massere sin hovedbund. Det sveg i hendes øjne da det hvide skum gled ned i ansigtet på hende, men det gav lejlighed til at lade tårene rense hendes øjne fra det sviende sæbe og samtidig lade et enkelte par af hendes overvældende, forvirrende følelser flyde med ud. Men det blev for meget for hende. Et enkelte par tårer var kun en start til et vandfald af salte tårer der strømmede ned ad kinderne på hende. Fik hende til at hulke. Ryste. Krympe sig sammen på de våde, hvide fliser. Hun græd mere end hun nogensinde havde gjort i de tre år hun havde været på den lille ø i den nordlige del af Østrusland. Hun havde lukket sine arme om de blege ben og presset dem ind mod hendes mave. Vandet ramte hende i hovedet, men hun gjorde intet ved det, hun lå bare på siden og græd sine lunger ud. Tankerne fyldte hendes hoved endnu engang. Om Solstrålen, hendes far, hendes mor, manden der havde grint sammen med hendes mor, Helle som var pædagog på Solstrålen, Ruth, Ruth der altid havde været der for hende. Ruth der altid havde stået med åbne arme ude foran skolen da hun var yngre og lige var begyndt på en skole lidt ude for det indre København. Ruth der altid havde givet hende varm kakao om vinteren. Ruth, hvis stemme var varm og venlig, der altid havde kysset hende godnat om aftenen på Solstrålen når Alvira var blevet helt umulig i alles øjne. De sidste ord Alvira hørte inden hun blev 'fuldtids' hos Russeren der ville have at hun skulle kalde ham for chef. "Nejnejnejnejnejnej.." Hun snakkede med en pivende stemme der blot kunne anes under hendes hulkende lyde. Hun forsøgte at trække vejret roligt og det lykkedes en smugle. Det tog lang tid at få kontrol over sin vejrtrækning og sine bevægelser, men lidt efter lidt blev det mindre besværligt at få luften ned i lungerne. Hun havde knyttet sine hænder hårdt nok til at hendes negle havde boret sig vej igennem huden på håndfladen og hvisket farven på knoerne helt ud. Det blødte en smugle fra mærkerne hendes negle havde lavet, men det var ikke så slemt. 

Heldigt at det var så tidligt om morgenen at højst sandsynligt ingen var stået op udover Tanya, som alligevel ikke ville kunne høre hende igennem gulvet, eftersom Alviras værelse var på etagen over stuen, som var i et rum separeret fra køkkenet og spisestuen. Hun fik kæmpet sig op i en siddende stilling, drejet sig om mod bruseren og slukket for vandet. Derefter kom hun op at stå, og på rystende ben gik hun ud i det kolde badeværelse igen. Det duggede spejl var helt hvidt og dampen gjorde det umuligt at se en hånd for sig, så hun viklede hurtigt et håndklæde om sit hår og et om kroppen, hvorefter hun åbnede døren til sit værelse. Der var endnu koldere derinde end ude på badeværelset, men hun var nødt til at få noget tøj på. Hun ville ikke virker svag. Ikke nu. Nu var der vigtigere ting at tænke på end hendes egen fortid. Hendes øjne missede mod iPoden på hendes natbord. Hun trykkede på den runde knap for at se hvad klokken var. 06.12. Havde hun virkelig været derude i en time nu? Virkelig? Det bliver chefen ikke glad for.. Chefen havde altid været en nærig idiot når det kom til deres behov og pengeforbrug. Nåh. Det var der ikke noget at gøre ved nu. Sket er sket og så måtte hun bare bide i det sure æble når de måtte komme på job igen.

Hun fandt et par stramme, mørkeblå bukser, en sort t-shirt med en hvid voodoo-dukke på, en sort hættetrøje, nogle sorte ankelsokker og noget undertøj frem. Og efter hun havde klædt sig selv på fandt hun sin hårtørrer og en hårbørste frem. Hurtigt redte hun sit hår igennem og fik tændt hårtørren. Den varme luft fra maskinen i hendes hånd var behagelig imod hendes hovedbund. Hun bemærkede ikke engang at døren gik op, først da hun slukkede for føntørren kunne hun høre en andens vejrtrækning. Der var en bag hende.

Hun skulle til at vende sig om, men nåede ikke så langt. For en hånd lagde sig om hendes øjne og en anden om hendes mund. Hun tabte føntørren samtidig med at hun sparkede bagud. Hun forsøgte at ramme personen, der holdt hende fast i et jerngreb, med en knyttet hånd, men han grinte bare. Det grin? Hvor kendte hun det fra? Josh den..! Hun stoppede med at sparke og slå og mærkede samtidig at grebet om hendes mund og øjne løsnedes, før det slap helt. "Godmorgen!" hørte hun en glad stemme sige. Det kan han sgu sagtens sige. Hun vendte sig om med et vredt udtryk i ansigtet. "JOSHUA DIN.." Hun nåede ikke at sige mere før hun blev omfavnet af den ældre dreng. Hans stærke overarme klemte luften ud af hende da han løftede hende op på skuldrene og bar hende ud ad døren. Josh havde altid været et legebarn. Inderst inde var han kun 10 år. Men det var derfor Alvira elskede ham så meget: han fik hende altid i bedre humør. Det var som om han kunne læse hendes tanker og han kunne altid gøre en sort, kold dag til en af de sjoveste dage man længe har haft. Han var hendes bedste ven og det havde han været i tre år nu. Lige siden de sad i flyet, på vej til København i Danmark for at gøre Alvira til en af dem, hvor han havde sat sig ved siden af hende og forsøgt at opbygge et tillidsbånd til hende. Han var den første der havde vundet hendes tillid af alle fire. Han var også den der mindede mest om hende. Altså fortidsmæssigt. Når det kom til personligheden var de komplet modsætninger: Han jokede altid, var altid i et forholdsvist positivt humør og han var altid den første til at starte en samtale med en vildt fremmed. Hvor Alvira var mere forsigtig, alvorlig og genert. 

Han bar hende ud på gangen og gik ned ad trappen med hende på skulderen, stabil i sin gang, selvom han havde en sprællende Alvira på skulderen. "Hallo slap lige lidt af ellers taber jeg dig bare!" Han smilte til hende og fortsatte ned ad trappen, der førte ned til en ny gang med døre til både højre og venstre. Så drejede han til højre og gik ind i stuen hvor de andre sad. Sandie sad i sofaen med Samuel og snakkede sammen om et eller andet Alvira ikke kunne høre og Jae-Kyung og Mawusi havde taget sig et spil kort. Josh smed Alvira i den anden sofa og satte sig ved siden af hende. Hans barnlige opførsel fik alle til at kigge op. Han ville sige noget, det var tydeligt, det var også derfor alle fortsatte med at kigge på den 22 årige amerikaner. "Ne? Hvad er der Josh?" Jae-Kyungs stemme var lav og mere eller mindre imødekommende, det koreanske ord var heller ikke svært at forstå: 'ja' hvilket var et rimelig neutralt ord i den sammenhæng. Egentlig kommunikerede de aldrig på deres egne sprog, udover lige Josh og Sandie som jo snakkede Engelsk fra fødslen af. Men nu havde de kendt hinanden længe nok, lært hvad få ord betød og så videre. Josh stak i et smil og kiggede på lederen. "Jeg tænkte på om vi ikke kunne lave et eller andet i dag? Det er onsdag og jeg KEDER mig for syyyyyyyyygt!" Han overdrev i ordene og fik det til at lyde som om han tiggede om at de kunne lave noget allesammen. Mawusi kiggede på sine kort og op igen. "Hvad har du i tankerne?" Hendes varme stemme var venlig og glad.. Og lettere træt.. Klokken var ikke engang ni.. "Det ved jeg ikke, havde i planlagt at lave noget specielt i dag udover det i er igang med nu? For så kan vi lave det i stedet for for jeg keder mig altså mega meget og jeg gider ikke bare lave ingenting i dag." Han snakkede hurtigt og det var næsten umuligt at holde styr på alle de ord han sagde. Jae-Kyung kiggede på den jævnaldrende med et blik der var forvirret over alle bredder. "Jeg havde ikke rigtig tænkt mig at lave noget, det stormer stadig udenfor, så vi kan ikke træne eller noget?" Han kiggede ned i sine kort og lagde to kort ud, en klør 3 og en hjerter 3. "Jeg havde tænkt mig at overtale en af jer til at klippe mit hår.. Mine spidser er ved at være ret slidte og den shampoo vi får, er ikke særlig god ved mit hår.." Sandies forsigtige stemme brød ind og den fik alle til at kigge over mod hende. Selvfølgelig var det hende der kom op med det, hun var nærmest forfængeligheden selv. "Jeg vil da hellere end gerne klippe dit hår!" Josh kiggede på hende med et drilsk smil og fik, til svar, et dræbende blik tilbage.

I det samme gik døren op og Tanya kom ind i den store stue. "Han venter på jer inde i mødelokalet." Hun smilte til den lille forsamling og trådte til siden for at de kunne komme forbi hende og nå ind til deres chef inden han blev for utålmodig. Han havde altid haft et problem med tålmodigheden, han havde engang smadret en vase ind i væggen fordi Samuel havde sovet over sig den første mandag han var der. De satte sig alle ned på de sædvanelige pladser og ventede på at chefen gik igang. Han kiggede på dem alle, en efter en, med et blik, der kunne skære igennem sten. "Jeg har fikset jeres lille fejl og i vil komme på arbejde igen på mandag. Men hvis denne fejl gentager sig, vil følgende hændelser blive.. mindeværdige." Han fik et lille tic i højre side at mundvigen. Han nød at true dem på den måde. At hyle dem ud af den på den måde, og han gjorde det godt. Der var ingen anden Alvira nogensinde havde været så bange for hele sit liv, som hun var for chefen. Den russiske mand der altid havde det samme ansigtsudtryk, den samme hårde måde at snakke på, den samme rækkefølge at kigge på dem på: Altid Sandie først, derefter Samuel, efterfulgt af Mawusi, så Josh, bagefter kom Alvira og til sidst Jae-Kyung. Det var skræmmende i en hvis grad.

Efter et par timer hvor han snakkede om hvad der skete med videoen og personen der havde filmet dem, hvordan de skulle tage sig sammen i fremtiden og hvordan de skulle forbedre sine observationsevner, lod han dem slippe ud igen. I samlet flok gik de derefter ud til Tanya der var i fuld gang med at lave mad til dem. Uret på komfuret sagde at klokken allerede var over elleve. Hold da op hvor den mand nyder at høre sin egen stemme! Han har snakket 4 timer?!  Hun kiggede på de andre der havde sat sig omkring det lille spisebord i køkkenet, og tog selv plads. Tanya serverede det sædvanelige til dem: røræg og bacon. Hun lavede den bedste røræg i verden! Ikke for salt, men heller ikke for pebret! Den var helt perfekt, alligevel havde Alvira ikke lyst til at spise noget af den. Og imens de andre snakkede, forblev Alvira stille. Hun kiggede ikke på de andre, hun kiggede kun på sin gaffel der rodede æggene og baconet sammen til en klam masse der ikke så indbydende ud. Overhovedet. Så i stedet for bare at blive siddende og ødelægge sin appetit resten af livet, kiggede hun op på Tanya der havde sat sig ved siden af Samuel og taget del i de andres samtale. "Tak for mad." Sagde Alvira og rejste sig. Tanya kiggede op på hende, smilte og nikkede så. Hun gik over med tallerkenen og hældte indholdet ud i skraldespanden inden hun satte den ned  opvaskemaskinen under den lyse marmorplade. Hun vendte sig om til et forfærdeligt syn: en dame, en gammel en, sad på den stol Alvira lige havde siddet på, hun var bleg og havde hvidt åbne øjne og halvdelen af hendes baghoved manglede. Det var Ruth. Sådan hun havde set ud sidste gang Alvira havde set hende. Lige efter hun skød hende i panden. Før hun var blevet trukket væk fra den døde kvinde af Josh og Jae-Kyung. De andre så ikke Ruth sidde lige ved siden af dem med et tomt blik i øjnene. I det samme drejede den gamle dame hovedet og stirrede direkte på hende. Hun bevægede læberne, men der kom ingen lyde ud. Det var ulideligt at se på! At se hvordan Ruth havde set ud da Alvira blev trukket væk fra hende. Hvordan Ruth havde set ud efter Alvira havde blæst hjernen ud på hende. Det var forfærdeligt! Hun skreg! Faldt sammen på gulvet. Lukkede sine øjne men Ruth var stadig i hendes tanker! Hun kunne mærke nogle arme blive foldet om sig, omfavne sig, klemme hende ind til sig. 

Efter lang tid med mørke, besluttede Alvira sig at  lade lidt lys komme ind. Hun åbnede øjnene og så sig omkring. Hun befandt sig på sit værelse, omringet af seks andre personer der var ugenkendelige, men lidt efter lidt kunne hun fokusere og sætte ansigter og navne på de forskellige mennesker. Samuel, Sandie, Mawusi, Jae-Kyung, Josh og Tanya. Alle sammen var ved hendes sengekant. "Er du okay?" Det var Mawusi der snakkede, med en forsigtig stemme. Alvira nikkede. Hendes hoved gjorde ondt. "Hvor længe har jeg været væk?" Hun kiggede på den lille gruppe mennesker. "Seks timer. Utroligt at du har nogen stemme tilbage! Du har skreget og grædt uafbrudt.." Hun kiggede alvorligt på Alvira. "Hvor længe siden er det nu?" Det behøvede Ghaneseren ikke at uddybe. Alvira vidste hvad hun mente. "Tre år.." Hun snakkede lavt og kiggede ned. Det var ikke rart at snakke om. Hun mærkede en kold hånd på sin pande der derefter gled ned over hendes øjne. "Få noget søvn. Det har været en hård dag for dig i dag." Det var Tanya der snakkede. Hendes ord var allerede svage og et slør havde fjernet resten af verdenen fra hendes tanker. Hun kunne svagt høre en stemme kalde på hende. En kvindestemme. Ikke en hun genkendte, men den var venlig og inbydende. Men Alvira nåede ikke at svare før hun var faldet i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...