En ny start

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 nov. 2012
  • Opdateret: 20 maj 2013
  • Status: Igang
Alvira var 6 år da hun kom på børnehjem. Hun lever der i flere år, men en dag bliver det for meget for hende og hun efterlader det hele for et liv på gaden. Et liv hvor man må klare sig selv. En morgen møder hun en mand. Han siger ikke sit navn, men han er flink. Flink nok til at give Alvira et arbejde. Et arbejde som kun få mennesker får.

15Likes
22Kommentarer
2176Visninger
AA

3. Stefano

Da de senere var landet med flyet i Australien og alle var vågnet helt, hoppede alle seks ind bag i den sorte varevogn og pakkede deres indhold fra taskerne ud. Der lå flasker med vand, skibriller og det sædvanlige udstyr såsom en Mg 9 mm og i Alviras: hendes højt elskede knive. De fyldte deres lommer med patroner, deres samtaleanlæg blev tændt og deres earplugs blev sat i ørerne, dog kun på Alvira, Josh, Samuel og Jae-Kyung. Ellers ville det blive for tydeligt og dermed afsløre det hele. Så startede bilen og de kørte af sted, ind mod byen og væk fra det lille fly. Det ville tage ca. en halv time at ankomme til deres destination, så de gennemgik det hele to gange og gik derfor ind på et nyt emne. Alvira kunne se at Samuels øjne virrede rundt i det lille rum, så hun rejste sig forsigtigt, for ikke at falde hvis de kørte over et bump, og gik langsomt over til ham og satte sig ved siden af ham. Han kiggede på hende med lettere nervøse øjne.

"Jeg tror ikke jeg kan.." hviskede han så kun Alvira kunne høre ham. Hans hænder rystede og hans vejrtrækning var ustabil. Alvira vidste hvad han mente. Hun havde selv været i det stadie, og det tog hende flere uger at komme til det punkt hvor hun rent faktisk havde det sjovt når hun arbejdede. Hun kunne huske sit første mål efter hendes nuværende chef fandt hende sovende på bænken. Ruth. Hun var nødt til at ofre en hun havde kær, for at hun kunne få det liv hun har nu. Ruth havde haft et langt og godt liv og lod derfor Alvira skyde hende mellem øjnene med mandens pistol. Det hele skete så hurtigt og det hele virkede surrealistisk og desperat. Alvira hade stadig mareridt om det om natten. Hvert år, den samme dato, den samme drøm.

"Jeg ved hvad du mener, men du skal nok klare den. Vi har alle været igennem det du går igennem nu og vi er her for at hjælpe dig" Hun kiggede med et lille smil på Samuel og lagde en hånd på hans skulder. Samuels pande hvilede på hans knæ, som han havde trukket helt op under sig. Hans hænder holdte han på sine anker, så hårdt at knoerne blev helt hvide. Det var synd at se, men også en smugle patetisk. Kunne han ikke bare komme videre? De havde alle været igennem det han havde og de levede da i bedste velgående? Men så slog det hende at Samuel måske ikke var så psykisk stærk som de andre var endnu. Måske følte han sig svag? Det havde Alvira i hvert fald i begyndelsen. Følt sig svag, forvirret og lille. Utrolig lille. Men hun tog sig sammen og kom videre. Hun havde to muligheder og det vidste hun: Enten kunne hun tage sig sammen og gøre det hun fik besked på, eller også kunne hun vælge at stoppe og derefter blive skudt i ryggen. Så selvfølgelig valgte hun den første valgmulighed. Og det ville Samuel også, han skulle bare have lidt tid.

Da varevognen standsede og chaufføren åbnede laddet bagi, steg gruppen af unge ud og spredtes med det samme. De var stadset få hundrede meter fra caféen, så det tog ikke lang tid før alle var på deres pladser. Jae-Kyung, Sandie og Mawusi havde sat sig et par borde væk fra deres mål. Samuel og Josh sad på toppen af en lagerbygning et par af hundrede meter væk og Alvira ventede, på sit signal fra Jae-Kyung. Der gik ikke længe før hun hørte lederen hoste ind i microfonen. Det var hendes hint. Nu startede festen. Smilet på Alviras læber bredte sig da hun trak skibrillerne ned over øjnene og tjekkede hurtigt at alt var hvor det skulle være i hendes lommer og i bæltet. Ready for action. Tænkte hun for sig selv da hun med bestemte skridt gik ind på den ellers nydelige café.

Der var ikke mange mennesker, så Stefano var let at spotte. Han sad omringet af fem oppustede mænd i sort tøj imens han selv sad og drak sin kaffe. Alle samtaler forstummede da Alvira trådte ind i caféen og rettede sin pistol mod Stefano. Egentlig behøvede hun ikke at sige noget før alle kunderne begynde at skrige. Det var en øredøvende lyd der irriterede Alvira, så hun rettede pistolen mod loftet og skød. Der blev stille blandt alle så hun tog chancen og sagde "Alle forholder sig i ro, og jeg vil undgå at pløkke hovederne af jer." Hendes stemme var rolig, mørk og lettere irriteret. Hun fjernede ikke blikket fra Stefano og hans mænd ét eneste sekund. Et forkert trin, og det hele ville gå galt og hun ville ende ude bag ved som resterne af en 18 årig pige der forsøgte at skyde en mand i hovedet. Igen rettede hun pistolløbet mod Stefano. Hun så at alle hans mænd havde rejst sig og rettet deres våben imod hende selv og hun vidste at hun ville ende i graven hvis hun skød først. Alle omkring hende satte sig ned igen, nogle græd, nogle hyperventilerede og der var endda et par stykker der gemte sig under bordene. Stefano sad dog bare og drak sin kaffe. Uberørt af hvad der skete omkring ham. Det pissede Alvira af. Hendes humør faldt, men det skæve smil på hendes læber blev.

I det samme knustes vinduerne og to at de fem mænd var nede. En kugle baghovedet på dem begge. Josh ramte altid perfekt. Uanset afstand. Smilet på Alviras læber voksede i venstre side og så sigtede hun hurtigt på manden til højre for Stefano og skød ham i maven og derefter i brystet. To tilbage. Hun dukkede hurtigt før de to resterende nåede at reagere. En hurtig bevægelse med hænderne og hun fik hevet to balisoner op fra lommerne. Det tog hende ikke lang tid at få kastet dem begge i halsen på den højeste og mest oppustede af de to resterende. Han faldt til jorden med et ordenligt bump og flere kunder i caféen blev blege. Endelig var der en reaktion fra Stefano der kiggede op fra sin kaffe. Alvira smilte koldt til ham, slog den sidste mand ned med de bare næver. Fem slag og han var ikke til at få liv i igen. Hun tog Stefano i kraven på det dyre jakkesæt. Hans klamme smil var frustrerende at kigge på og arret under hans øje var grimmere end på billedet. Så gav hun ham en skalle så han faldt bevidstløs tilbage i stolen og skød ham. Så gik hun. Og Jae-Kyung, Sandie og Mawusi fulgte efter. deres hætter trukket over hovedet så ingen kunne se deres ubeskyttede ansigter. "Ikke dårligt." Hørte hun Josh kommentere i hendes øre. Hun smilte og nejede mod bygningen hvor hun vidste at han og Samuel sad, "Mange tak." sagde hun og gik tilbage mod bilen med de tre andre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...