En ny start

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 nov. 2012
  • Opdateret: 20 maj 2013
  • Status: Igang
Alvira var 6 år da hun kom på børnehjem. Hun lever der i flere år, men en dag bliver det for meget for hende og hun efterlader det hele for et liv på gaden. Et liv hvor man må klare sig selv. En morgen møder hun en mand. Han siger ikke sit navn, men han er flink. Flink nok til at give Alvira et arbejde. Et arbejde som kun få mennesker får.

15Likes
22Kommentarer
2101Visninger
AA

1. Sne

Den første jul Alvira kunne huske nogenlunde tydeligt, var da hun var 6 år gammel. Hun kunne endda huske dagen inden.

Den første sne var allerede faldet i november, og udenfor var det egentlig bare gråt og kedeligt. Men alligevel ikke for Alvira. Hendes mor havde været ren i et par uger nu, og stofferne var stille og roligt sivet ud fra Alviras hukommelse.

"Hvis du går tidligt i seng i aften kommer julemanden sikkert med en gave til dig før tid." Havde hendes mor sagt til hende imens de så fjernsyn inde i den nogenlunde ryddelige stue. Der var ikke rigtig noget julepynt. Det havde de ikke råd til. Alle pengene var gået til morens stof- og alkohol-forbrug. Men det gjorde ikke noget, for nu var hun clean. Ikke mere sne, ikke flere piller, ikke flere flasker på bordet og gulvet.

"Okay. Så går jeg i seng nu og så står jeg tiiiiiiiiidligt op i morgen!" svarede Alvira med et stort smil og et glædeligt glimt i øjet. Hendes mor begyndte at grine. Hvorfor griner hun? Jeg mener det! Havde hun tænkt for sig selv. Men så hoppede hun ned fra sofaen med sin bamse under armen og den lange natkjole flagrende om hendes ben. Egentlig var natkjolen bare hendes mors tshirt som hun ikke brugte mere, men Alvira fandt den yderst behagelig, og valgte derfor at sove i den. "Godnat." Havde hun sagt inden hendes små fødder trippede ind på værelset. Hun placerede bamsen på sengen hvor dynen og puden var betrukket med et prinsesse betræk. Noget Alvira elskede. Så gik hun over til det lille bord under vinduet, tog den eneste billedramme der var på, op, og kyssede manden på billedet og hviskede godnat til ham. Hendes far var død for mange år siden, og Alvira havde ikke meget tilbage af ham i hukommelsen, men det hun havde var kun gode minder. Efter hans død gik hendes mor til flaskerne. En blev til to, og to blev til mange, som derefter blev til et dækket køkkenbord og fedtede gulve.

 

Alvira vågnede om natten. Hun ved ikke hvorfor, men det gjorde hun. Hendes hals var tør og den føltes som sandpapir hver gang hun forsøgte at synke. Hun måtte have sovet med åben mund den nat? Måske. Hvem ved. I hvert fald besluttede Alvira sig at gå ud og tage et lille glas vand, selvom hun godt vidste at når klokken var 18, så var lyset slukket og døren lukket. Der var stille i gangen. Men da Alvira nærmede sig køkkenet så hun lys i stuen. Stemmer. Hendes mors stemme og en anden mands, som Alvira aldrig havde hørt før. Og så den velkendte lyd af sin mors grin. Hun kunne ikke høre hvad de snakkede om, men hun kunne høre at de var glade. Det var altid noget. Men så hørte Alvira sølvpapiret. Og var det en kniv hun kunne høre? Eller var det bare et kreditkort? Og så den værste lyd af dem alle. Lyden fra når man snuser alt for hårdt ind med det ene næsebor. Alviras øjne fyldtes med tårer da hun løb ind på sit værelse og gemte sig i dynen. Hun kunne høre at der var en der gik mod hendes værelse. Døren blev flået op og der stod en mand i åbningen. Hendes mor lige bag ham. Hun svejede lidt med et fjernt blik i øjet og et dovent smil på læben.

"Hva sata.." Manden nåede ikke at sige mere før Alvira stak i et skrig. Et øredøvende skrig der fik både manden og moren til at hæve en hånd til øret for at lukke bare en smugle at lyden ud. Og så løb hun. Skubbede til de to mennesker i døråbninden, der var skæve fra sans og samling. Løb ud ad døren til den lille lejlighed, uden at tage sine sko på. Ud i opgangen og ned ad trappen til Københavns tomme gader. Det sneede nu. Og kulden nåede hurtigt at få fat i Alvira. Hendes bare fødder blev hurtigt følelsesløse, men det stoppede hende ikke. Hun løb hurtigere end hun nogensinde havde gjort før og hun havde ikke tænkt sig at stoppe. Hun nåede den store vej. Den hvor mange mennesker var kommet til skade før, men der var ikke nogle biler. Hun løb ned ad fortovet, stadig ingen biler. Kun tomme gader og julelys i alle vinduer. Hun løb til højre og venstre, uden at vide hvor hun var på vej hen. Først da hun nåede den store plads midt i byen var der mennesker. Ikke så mange, men der var nogle. De sad inde på et værtshus, alle sammen, og drak fra en masse flasker. Eftersom det var det eneste sted med lys i vinduerne, og mennesker, gik Alvira derind. Hun så alle mændene sidde foroverbøjede over deres ølkrus, og deres trætte øjne smittede af på Alvira der stod rystende i døråbningen. En ældre kvinde bag disken kiggede op på hende med et blik der kun viste forskrækkelse.

”Åh Gud dog?! Hvad laver du her? Klokken er snart 12, du burde ligge i din seng og vente på at det bliver juleaften.” Hendes stemme var kærlig. Mere kærlig end hendes mors stemme nogensinde havde været. Alvira vidste ikke hvad hun skulle gøre eller sige. Tårerne strømmede fra hendes trætte øjne, og det sveg næsten i hendes øjne fordi de var så kolde og pludselig kom i kontakt med lun luft og cigaretrøg. Mændene kiggede også op. Dog var deres blikke trætte og ingen viste nogen interesse for Alvira udover den gamle dame, der til og med var på vej over til hende for at få hende længere ind i varmen. ”Se her, lille ven, jeg har noget varm kakao, vil du have det?” Alvira nikkede stille. Og så gik damen ud bag ved for at hende noget pulver-kakao som hun blandede op med varmt vand og hældte lidt mælk i så Alvira ikke skulle brænde sin tunge. ”Det kan også være at jeg har en slikkepind, vil du også have sådan en?” Alvira tøvede lidt. Hun havde fået at hvide at man ikke måtte modtage slik fra fremmede, men damen virkede som en sød dame, så hun nikkede. Damen forsvandt derefter ud bag ved igen, og dukkede op kort tid efter med tre forskellige slikkepinde i hånden. En blå, en grøn og en rød. Alvira ville helst have den grønne, så den tog hun da damen rakte dem frem til hende for at få hende til at vælge. ”Nå kære barn. Fortæl Ruth hvad der er sket med dig siden du ikke ligger og sover hjemme i din seng.”

Alvira kiggede lidt på Ruth, som damen åbenbart hed, og tog så en tår at den varme kakao. Ruth kiggede varmt på hende og smilte. Så fortalte Alvira hvad der var sket, så godt hun nu engang kunne, for det var svært at huske det hele fordi hun var så forvirret og bange.

Ruth lyttede. Hun var en god lytter syntes Alvira, så hun havde ikke noget imod at snakke om det. Da Alvira langt om længe var færdig med at snakke om det der var sket den aften, gispede hun. Hun havde jo glemt sin bamse. Den brune bamse som hun ikke kunne sove uden. Den brune bamse som hun fik af sine forældre i 4 års fødselsdagsgave. Hvordan kunne hun dog glemme den? Ruth trøstede hende. Så godt hun nu engang kunne. Men det hjalp ikke så meget, så den gamle dame gik igen ud i baglokalet og fandt en lille pose vingummi frem. ”Se her. Hvis du stopper med at græde, så må du få dem her!” Hun viste den lille pose frem med de fine små vingummibamser. De skinnede nærmest i lyset. Så snøftede Alvira og nikkede, og som belønning fik hun den lille pose. ”Hør her min ven. Nu går jeg ud bag ved og ringer til politiet. Hvad siger du til det? De er nogle flinke mennesker som kan hjælpe en hel masse.” Det nikkede Alvira også til. Ivrigt endda. Hun ville gerne have hjælp. Og ikke lang tid efter kunne de høre en bil komme nærmere. Ind ad døren trådte to betjente. De så flinke ud syntes Alvira.

Der gik lidt tid, lang tid ifølge Alvira, før hun gav gamle Ruth et stort knus, sagde tak for kakao, slikkepind og vingummibamser, og steg ind i politibilen.

Resten af den nat husker Alvira intet af. Men morgenen derefter ændrede hele hendes liv. For altid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...