En ny start

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 nov. 2012
  • Opdateret: 20 maj 2013
  • Status: Igang
Alvira var 6 år da hun kom på børnehjem. Hun lever der i flere år, men en dag bliver det for meget for hende og hun efterlader det hele for et liv på gaden. Et liv hvor man må klare sig selv. En morgen møder hun en mand. Han siger ikke sit navn, men han er flink. Flink nok til at give Alvira et arbejde. Et arbejde som kun få mennesker får.

15Likes
22Kommentarer
2079Visninger
AA

10. Retfærdighed

Der var gået flere uger før Alvira kunne få fingrene i Li Cheng, chefen havde, bogstaveligt talt, haft fingrene gravet helt ned i halsen på ham for at få de informationer han ville have. De kunne altid høre råb og ting blive smadret, til langt ud på natten. Lyde der fik Alvira til at falde i søvn med et tilfreds smil på læben. Men han havde givet dem alle fri. Fri fra jobbet der kaldte hver mandag. Fri for at skulle med en lille flyver der var koldere end julemandens baller. Fri til at gøre hvad man ville og de brugte alle deres fritimer på forskellige ting. Chun lod til at være ligeglad med, at hendes far rent faktisk var i et mørkt aflukke bag låste døre, i en kælder med vægge af fugtige sten og en enkelt lampe i loftet, i stedet legede hun bare med Samuel og Sandie, der lod til at nyde hendes livlige selskab. Mawusi havde holdt sig i baggrunden størstedelen af tiden, med en lukket mund og ansigtet vendt nedad. Kun når Tanya havde været der, ville hun snakke. Der var ingen der vidste hvorfor hun var så stille ligepludselig. Selvfølgelig havde hun altid været stille, men været aktiv i samtaler havde hun altid været. Men, som hun selv havde sagt til Alvira, da hun var blevet spurgt om noget var i vejen, "Jeg skal bare lige have lidt tid.." hvor hun efterfølgende ville forlade rummet og forsvinde ind på sit værelse med en låst dør og slukket lys. Og Alvira og Jae-Kyung havde brugt tiden på at lære hinanden bedre at kende og komme lidt tættere på hinanden nu hvor deres fælles ven var væk. De havde planlagt sammen, udvekslet idéer og tænkt på om der skulle mere til. Alt sammen var vedrørende Li Cheng, som de endelig havde fået fingrene i. De var sammen gået ned mod kælderen for at spørge chefen om de snart kunne tage over for ham. Men de nåede kun halvvejs ned ad trappen før deres chef trådte ud ad døren og gik mod trappen med sammenklasket og fedtet hår og det fine sorte jakkesæt fra kenzo, der var krøllet og skjoldet. "Gør hvad i vil med ham. Jeg har fået det jeg skal bruge." Han lød træt. Både Jae-Kyung og Alvira frøs på stedet, da chefen afsluttede den sidste sætning og lod ham derfor gå ubesværet forbi dem. 

Begge for op ad trappen efter et stykke tids stilhed. De løb ind i stuen hvor resten af flokken sad og snakkede. "Det er nu hvis i vil være med." Alviras skæve smil voksede da hun så alle tre rejse sig og gå med hastige skridt mod de to i døråbningen. Chun var for længst blevet lagt i seng af Tanya, der af en underlig grund kunne de forskellige kinesiske sprog. Og sammen gik de fem unge mennesker, hungrende efter deres længe savnede hævn, ned ad kældertrappen og ind ad døren til en kinesisk mand der ikke var forberedt det mindste på hvad der skulle til at ske for ham. "På tide. Hvor er Chun? Og er mit fly på vej? Jeg skal nå at få en handel i hus inden køberen mister interesse for varen. Ser i, hun er en ung pige fra Spanien og, ifølge hendes familie, med på den værste." Han sad i den hvide havestol, som Alvira havde siddet i for lidt over tre år siden. Alle kiggede med væmmelse på ham. Klamme svin. Var det eneste der gav genlyd i Alviras tanker. "Ikke rigtig nej." Det var Sandie der tog ordet. Hun gik over til manden og undersøgte ham nærmere. "Der er ingen skader sket på ham, vi kan gå groft til værks denne gang." Hendes ord bragte smilet frem på alles læber. Samuel forlod rummet og vendte tilbage, kort tid efter, med nogle kæder. "Hjælper i mig lige?" kom lavt fra hans mund da han smed de tunge metalkæder på stengulvet foran sig. Sandie gik over til ham og samlede den ene kæde op fra gulvet, hægtede den på en krog der hang i det ene hjørne i det lave loft. Mawusi gjorde det samme, bare i det andet hjørne. Og ikke lang tid efter havde de en brokkende kineser hængende i midten af rummet.

Sandie havde hentet nogle forskellige redskaber der kunne bruges og lagt det hele på gulvet foran dem. Save, sømpistoler, knive, knibetange ja selv en skruetrækker havde fundet sig vej til bunken af rustne, gamle værktøjer. De var næsten gået i 'sten, saks, papir' mode for at afgøre hvem der fik lov først. Men de kom til konklusionen at Mawusi skulle først fordi hun tydeligvis manglede lidt sjov i sin hverdag. Hendes lange mørke hår blev sat op i en høj, stram hestehale. Hendes tynde fingre greb om hammeren og en pose søm. Samuel kunne ikke lade være med at lukke en svag fnisen ud. Han vidste at det ville komme til at gøre ondt. Meget. Mawusi gik med et skævt smil over til Li Cheng der hang med armene over hovedet og benene spredt til hver sin side. Ryggen mod væggen. Langsomt fiskede Ghaneseren et langt søm op ad den gennemsigtige plasticpose. Det var rustent og gammelt. Præcist som de alle ville have det. Hun kørte med sømmet fra hans højre hånd, ned langs underarmen, derefter overarmen hvor hun med en hurtig bevægelse med hammeren, smadrede sømmet ind igennem huden på Kineseren. Hans ansigt forvrængedes i smerte da sømmet gled let og ubesværet igennem kødet i hans biceps, men han skreg ikke. Mawusis hoved blev lagt på skrå endnu engang da hun tog et nyt søm op fa posen. Og hun gik igen op til hans hånd hvor hun startede med at ridse i hans håndled. Blodet der piblede fra hans arm og nu også fra roden af hans hånd. Igen hamrede Mawusi sømmet ind under huden på Hr. Cheng, denne gang var der også lyden af en knogle der flækkes. Dette fik til gengæld kineseren til at udstøde en høj rallen igennem hans sammenklemte tænder. "Hvordan føles det, sådan at blive 'stukket' i?" Mawusi snakkede lavt til ham, men højt nok til at hendes kolleger kunne høre hende. Alle grinte ad hendes lille ordspil. Selv Li Cheng, men nok mere for at vise hvor stærk og provokerende han kunne være. Men Mawusi fortsatte med sømmene i et stykke tid indtil kineseren havde otte rustne søm boret ind i sin højre arm og et i låret. Det var Samuel der havde stoppet hende. Han ville også til, og inden Mawusi havde fået lagt sidste hånd på sit værk, var han lige bag hende og havde allerede lagt sin hånd om hammeren og overtog smilende hammeren fra ghaneseren, der, inden hun gik tilbage til de andre, lossede kineseren i underlivet så han vred sig i sine lænker. "Du skal nok vente lidt med det Samuel.. Han vil ikke kunne mærke det alligevel.."

Og vente kom han til. Det virkede som lang tid, men egentlig var det kun lidt over to minutter hvor Samuel kun kunne stå og tænke sig til hvad han ville gøre ved det svin der praktisk talt havde udgivet ordren til at slå Josh ihjel. "Er du ved at være færdig med at ømme dig? Vi har rent faktisk også ting vi skal nå. Der kommer en film klokken 18 som jeg skal se og hvis du stadig er i live indtil da, skal jeg personligt sørge for at du ryger op i bjergene uden tøj på." Samuel snakkede højt og nedladende til kineseren. Den dreng og hans skide film. Come on. Alvira rystede på hovedet at Samuel og det samme gjorde de fire andre, sikkert med de samme tanker i hovedet som hende selv. Knap nåede hun at blinke med øjnene, før den mørkhårede Samuel havde knust hammeren mod deres udenlandske fremmedes knæ. Hans øjne blev røde og våde. Men de flød ikke over. Hans stolthed stoppede dem. I det samme tyrede Samuel hammeren ind i det andet knæ og Li Cheng peb. Smerten blev værre og værre. Det var tydeligt at se. Hans næste mål var hoften. Men inden han ramte sænkede han farten og kiggede hurtigt tilbage på flokken bag ham. "Havde vi ikke et baseballbat af træ i skabet?" Kineseren kiggede forfærdet op med et udtryk i øjnene der bedte om nåde. Men nåde fik han intet af. Alvira var løbet grinende op ad trappen og ud i deres rum der indeholdt forskellige redskaber og våben. Bland andet et baseballbat af lyst træ og en autograf af Alex Rodriguez på. Det var deres alles yndlingsbat og det virkede perfekt til at få hævn med. Hun spænede ned ad den kolde stentrappe og ind i det mørke rum hvor hun fandt de andre ventende. Hun kastede battet over til Samuel, der med snilde greb det. "Godt valg. Næh er det ikke Alex' autograf jeg kan spotte? Det er vel nok en luksuriøs måde at få smadret hoften på synes du ikke?" Han kiggede på kineseren der desperat forsøgte at  slippe fri af sine lænker, men forgæves. Samuel lo ad ham. Så hævede han battet over sin højre skulder, tog en dyb indånding og slog til. Han skreg af smerte. Var han forblevet stille ville man kunnet have hørt hans hofteben i venstre side kvase. Samuel klappede ham på kinden og sagde: "Det klarede du fint. Desværre skal de andre også have lov til at lege lidt med dig." Så smilte han, vendte ryggen til deres fange og gik tilbage tilbage til de andre. Jae-Kyung var den næste der ville op

Han gik over til bunken af redskaber på gulvet, og fandt sømpistolen frem. Der var klappen og grinen fra tilskuerpladserne, da han lagde sømpistolen mod Chengs venstre biceps. "God valg. Godt valg." kunna man høre Samuel sige. Han virkede beruset af al den adrenalin, der højst sandsynligt pumpede rundt i hans blod. Ingen nåede at se da Jae-Kyung trykkede på aftrækkeren, for alle havde blikket rettet mod den yngste. Men den høje lyd fra de raslende kæder fik et "Oooh." frem iblandt tilskuerne. Han fortsatte sådan i et stykke tid med sømpistolen. Men pludselig stoppede han. Uventet gik han tilbage til redskaberne og samlede en tang op fra bunken. Hvad ville han gøre? Ville han? Nej.. Nej, det kan man da ikke når det er en sømpistol? Kan man? Åh jo, vel kan man så. Alvira så hvordan gruppens leder flåede sømmene ud en efter en og efterlod et blodigt åbent sår. Sandie rejste sig hurtigt op og løb ovenpå. Hendes skridt ville kunne have været hørt hvis ikke Cheng havde skreget. Kort tid efter vendte hun tilbage med en lille pose med indhold ingen vidste hvad var. Hun sagde ikke noget om hvad hun havde gemt i den. Men et smil spillede på hendes læber og viste et hvidt tandsæt. Hvad havde hun i tankerne. Det tog lang tid, før Jae-Kyung havde flået de sidste søm ud ad kroppen på kineseren. En pøl af blod var opstået under hele forestillingen, og Alvira havde på fornemmelsen at den kun ville blive større. Og hun glædede sig ved tanken. Da koreaneren langt om længe var færdig vendte han sig om mod de andre og sagde: "Hvem er den næste heldige spiller?" Sandie rejste sig og tog posen med. Hun fik et klap på skulderen af Jae-Kyung der tog hendes plads på stengulvet ved siden af Mawusi og Alvira.

Hun satte posen foran Cheng og kiggede på ham med et skævt smil. "Du får £100 hvis du kan gætte hvad der er i posen." Så grinte hun og gav ham ca. 5 sekunders pause, før hun selv viste ham det ved at lægge indholdet ud på gulvet en ad gangen. Der var citrosyre, acetone og.. Var det en WC rens hun hev frem? "Hvad for en skal vi starte med? Neglelakfjerneren? Ja. Det synes jeg også." Hun hev fat i bøtten med den flydende væske i og skruede låget af. Stanken bredte sig hurtigt i hele kælderrummet. Med langsomme skridt gik hun over til den lænkede mand. "Samuel, kunne du ikke lige være sød at fjerne hans jakke og skjorte? Det skulle nødigt blive ødelagt." Hendes britiske accent var lokkende og hvis man ikke kendte Sandie, ville man tro at hun var en snot forkælet pige der fik serveret det hele på et fad af sølv, med ædelstene og gulddetaljer. Samuel nikkede og fandt en lang kniv frem. Og kort tid efter var alle de åbne sår på fangens overkrop blottet og viste sig i det fri. Sandie begyndte fra en ende af. Hun gik fra venstre til højre. Hendes første mål var Mawusis rifter i hans håndled. Han hvinede. Hylede. Det måtte svide ad helvede til. Og da hun løb tør for acetone, gik hun igang med den hvide flaske, som indeholdt noget af det mest giftige man har i hjemmet. Hun dryppede en smugle af det ned i såret ved hans kraveben. En hvæsen af smerte lød fra ofret. Huden hvor hvæsken havde løbet blev hurtigt rød. I en glidende bevægelse hældte hun væsken ud over hans mave. Og da bøtten var tom gik hun til citronsyren, som hun hældte i sårene i højre arm. Han vred sig af smerte. Forsøgte at vride sig fri. Sandie havde efterladt de fire andre med åbne munde og store øjne. Ingen af dem troede at hun kunne være så ubarmhjertig, som hun var over for Li Cheng. Med et mindre bump, satte hun sig ved siden af Alvira, der som den sidste rejste sig op.

Danskeren gik over til Samuel og rakte hånden frem og modtog kniven. Derefter drejede hun om og gik over til Cheng, som en løve der er ved at nærme sig sit bytte. Han var udmattet af alt den smerte, og han lignte mest af alt bare en der gerne ville have det hele overstået og bare dø. Alvira lukkede fingrene om skaftet på kniven og stak kineseren i det ene lår. Sådan fortsatte hun, til han var lammet af smerte påført både af hende og alle de andre. Så lagde hun kniven for hans kind og sagde, lavt så kun han kunne høre det: "Den her får du for alle de mennesker du har solgt." Og så begravede kun knivens eg i hans kind, der efter mindre end et sekund var delt i to. Blodet fossede ned ad hans hals og videre ned ad brystkassen. Han skreg. Råbte på hjælp. På barmhjertighed. Men ingen havde noget til overs for ham. Så lagde hun kniven for den anden kind og sagde: "Og den her. Den får du, fordi du er grunden til at min bedste ven blev slået ihjel." Og så gentog hun sin succes. Blodet malede hans ansigt rødt. Savl blandede sig med det og det samme gjorde hans tårer. En sidste ting manglede Alvira at gøre for at fuldende sit værk: Hun spyttede ham i øjet. Og efterlod ham alene, hvor han kunne dø af enten sult, tørst, blodmangel eller den stadig ætsende WC rens. De andre fulgte efter hende i stilhed. Mawusi låste døren efter dem og fulgtes med Sandie op ad trappen.

"Klokken er 17.56 jeg kan lige nå det!" Samuel smed sig i den sorte lædersofa og tændte for fjernsynet. "Hvilken film er det?" Havde Sandie spurgt, men intet svar fået. Så alle blev stående af nysgerrighed. Introen til filmen begyndte og den viste intet andet end sort skærm. Et sprog som ingen kendte blev talt og en velkendt stemme oversatte det. The world has changed. I feel it in the water. I feel it in the air. I feel it in the earth. "Er det Ringenes Herre?! Ryg lige?" og sådan endte deres dag. Foran fjersynet i en sort lædersofa og klods op og ned ad hinanden imens de fortrængte det der var sket i kælderen få minutter før. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...