En ny start

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 nov. 2012
  • Opdateret: 20 maj 2013
  • Status: Igang
Alvira var 6 år da hun kom på børnehjem. Hun lever der i flere år, men en dag bliver det for meget for hende og hun efterlader det hele for et liv på gaden. Et liv hvor man må klare sig selv. En morgen møder hun en mand. Han siger ikke sit navn, men han er flink. Flink nok til at give Alvira et arbejde. Et arbejde som kun få mennesker får.

15Likes
22Kommentarer
2077Visninger
AA

8. Modstand

Der var stille i flyet. Eller.. Næsten stille: Sandie og Samuel sad i hjørnet og snakkede sammen. Han så ud til at have fået det bedre i løbet af ugen. Mere selvsikker måske? Alvira havde i hvert fald lagt mærke til at smilet på den yngre drengs ansigt var blevet større. De havde siddet i flyet i snart tre timer og de skulle snart til at lande. Alvira kunne se at Jae-Kyung kiggede på hende med et underligt blik, men hun lagde ikke noget i det. Han havde altid kigget sådan på hende, og dog føltes det bare anderledes denne gang. Så rejste han sig og gik over til resten af forsamlingen der sad i den ene ende af flyet. Alvira gik også derover, hun vidste at de skulle til at opfriske hvad de skulle gøre.

"Okay. Samuel og Sandie, hvad er det i gør?" Han kiggede på dem med et alvorligt blik. "Vi smider os på toppen af shoppingcenteret og holder øje med om alt går som det skal. Giver jer andre besked om hvad der sker og hvis noget går galt skyder vi folk vi ikke kan lide." Sandie svarede i en træt og monoton stemme. De havde gennemgået det tusind gange snart, så hun var ved at være træt af at sige det samme igen og igen. "Nemlig. Mawusi og Josh?" Han kiggede over på den ghaneseren og amerikaneren med et stadig alvorligt blik. Han gad heller ikke gennemgå det igen, det kunne tydeligt ses, men de var nødt til det. Fejltagelser ville ikke blive accepteret hos chefen, det var altid en 'enten vinder du, eller også dør du' situation når de var på job. Mawusi svarede: "Vi går ind ad bagindgangen og smadrer al modstand synder og sammen.." Hun blev afbrudt af Josh der, med en mere entusiastisk stemme end resten af flokken ville have brugt: "Vi smadrer bare alle i hovederne og tager hjem! Jeg skal altså se den film der kommer i aften!" Hans udbrud fik resten, ja selv Alvira og Jae-Kyung, til at grine højere end forventet. "Okay.. Så siger vi det Josh.. Og så vil Alvira og jeg tager dem fra hovedindgangen og bevæger os opad. Vi vil så mødes på den øverste etage og får de oplysninger vi skal bruge. Og husk ny lyddemper på jeres våben. Hvis vi gør lige som for tre uger siden, vil det blive 10 gange værre her, for politiet er hurtigere i Hong Kong end i Oslo." Han kiggede med et bebrejdende blik på Samuel, der undgik blikket ved at kigge ned på sine sko

Da de landede og steg ud af det lille fly, havde de denne gang taget deres tasker med. De havde brug for alle de våben de havde, så de kæmpe store tasker blev placeret på deres skød i varevognens lastrum. Alle begyndte at lade de forskellige pistoler og gevær. Det var en mere eller mindre vild køretur. De blev slynget fra side til side, trillede ind i hinanden og slog hovederne sammen op til flere gange. "Altså hvordan fanden er det de kører i Hong Kong? Det er jo værre end i New York det her?" Josh snakkede højt- nej, råbte, for at de andre kunne høre ham. Da den sorte varevogn langt om længe stoppede, var alle lettede og lukkede et højlydt suk ud. De splittedes hurtigt i alle de forskellige retninger. Selvom bygningen næsten kun bestod af vinduer, var hverken Alvira eller nogle af de andre nervøse. De vidste hvad de skulle gøre. De vidste at de skulle så langt op i bygningen indtil de var fri af befolkningens øjenhøjde, hvorefter de ville have en stor lejeplads hvor de kunne gå amok, så tosset de ville. Et skævt smil plantede sig på Alviras læber. Endelig noget der ville aflede hendes tanker fra den bestemte dato. Hun havde taget tasken over skulderen og forsøgte at få pandehåret til at dække så meget af øjnene som muligt, for ikke at skille sig ud fra mængden hvor størstedelen, ja faktisk alle, var kinesere. Jae-Kyung behøvede ikke at skjule sig på samme måde, selvom han var nødt til at anstrenge sig for ikke at snakke med accent, da han ikke havde snakket kinesisk i lang tid. Men det gik, i hvert fald kom de op på tredje etage via trappen indtil der var en kvinde der begyndte at snakke til Alvira om at de ikke måtte have de store tasker væk. Det udviklede sig mere eller mindre voldeligt: Kvinden slog Alvira i baghovedet fordi hun intet svar fik på hvad hun end sagde, hvilket tændte den danske pige af. Hun gav kvinden en lussing og tacklede hende hvilket fik alle til at vende sig mod dem. Og så gik det løs. Jae-Kyung gjorde en hurtig bevægelse og i hånden havde han nu sin sorte pistol. Etagen var ikke så overfyldt af mennesker, så de kom hurtigt videre.

Folk de mødte på trappen nåede ikke at reagere før de blev skudt ned. Der var blod overalt. Deres fodspor var endda tydelige af den røde, tykke væske der flød fra de mange blege kroppe. Folk var allerede begyndt at skrige. Hallo, slap lige af, vi er knapt nok kommet på plads før i er gået igang. Hvilken etage er i på? Det var Sandie der snakkede. Hun sad trygt og godt på toppen af et shoppingcenter, uden nogen form for situationsfornemmelse. Alvira blev mere end bare overrasket, hun blev direkte forskrækket da englænderens blide stemme lød i hendes venstre øre. "Vi er på.." Hun kiggede sig hurtigt om og så skiltet over trappen. "5 etage. Hvor er de andre?" En mand løb om bag et skrivebord for at gemme sig, men han nåede ikke at være der længe før Jae-Kyung havde skudt ham flere gange i brystet, igennem mahogni-træet. De er på etagen under jer. De kommer om lidt. I har stadig over 20 etager tilbage. Hvis jeg var jer, ville jeg tage elevatoren, den vil bringe jer hurtigere op uden at i vil blive opdaget. To etager over jer har de stadig ikke hørt noget, etagen over jer er de begyndt at gemme sig. Sandie snakkede stadig i et roligt tempo. Alvira kiggede ud ad vinduet og på den bygning de to andre sad på. Så gav hun tommel op tegnet og drejede sig igen om mod Jae-Kyung. "De siger at vi bør tage elevatoren, over os har de allerede hørt om os og er derfor parate. De andre er stadig en etage under os. Kan du kalde dem herop så vi kan gøre det sammen?" Hun snakkede hurtigt imens hun var igang med at lade sin 9 millimeter igen. Han nikkede og snakkede så ind i mikrofonen til Mawusi og ikke mange sekunder længere var de fire samlet og på vej ind i elevatoren. De var allesammen forpustede. "Var der mange?" Alvira kiggede på Josh der nikkede. "Der var en del, men det var svært at skyde dem fordi de forsvandt og dukkede op igen et andet sted op til flere gange." Han forklarede det på en forfærdelig måde, men det var nogenlunde forståeligt. Det gik hurtigere end forventet.

Elevatoren standsede på 30. etage og lukkede dem ud i et tomt rum. Der var ingen mennesker. Ingen lyde. Intet. Endda møbler var der stor mangel på. I rummet foran jer har der gemt sig minimum 20 mennesker, alle bevæbnede.. Og alle med utrolig grimme tattoos. Sandies kommentar var lige til at slå sig selv i hovedet over. "Tak Sandie, hold til emnet næste gang ikke? Så er du sød." Alviras stemme var ironisk og havde Sandie stået lige foran hende, ville Alvira have været blevet svitset af de laserøjne hun ville have fået sendt i sin retning fra Sandie. Jeg informerer dig bare lidt ekstra. Vær glad for det. "Taktak." Alvira gjorde tegn til de andre tre at der var folk bag de store trædøre og at de alle var bevæbnede. Men i samme øjeblik blev dobbeltdørene åbnet og en stor flok af brølende, muskuløse mænd løb ud imod den lille flok på fire. Alvira nåede knapt at reagere før hun blev væltet og sparket i maven af op til flere forskællige mænd. Alt blev sort og musestille. Hendes lukkede øjne åbnedes langsomt og hun så hvordan hendes tre kammerater lå på gulvet ligesom hende. Josh havde fået skrammer i ansigtet og det blødte fra hans underlæbe. Mawusi lå i en forkrampet stilling og spyttede en klat blod ud på det mørkebrune trægulv. Og Jae-Kyung, han var den der var medtaget mest af alle fire. Hans ansigt var knald rødt og det blødte flere steder fra sår rundt omkring hans øjne og fra næsen. 

Alle havde en pistol rettet mod sig. Alle. Hvorfor havde Sandie og Samuel ikke skudt dem endnu? Hvad lavede de i det hele taget? Men ikke kort tid efter blev hendes tanker afbrudt af lyden af et vindue der smadrer. Endelig skete der noget. Endelig blev mændene skudt ned en efter en. Og til Alviras fordel, blev alle de muskuløse mænd distraheret nok til at hun kunne sparke pistolen ud af den nærmestes hånd og skyde ham i tindingen. Derefter sigtede hun på den næste. De andre var også kommet på banen nu. Josh havde sparket den ene mand i de nedre regioner og han var faldet sammen på jorden hvorefter Josh sparkede hans hoved bagud til det lavede et højt knæk. Det regnede med kugler fra alle sider og enkelte gange blev Alvira snittet af et par. Men det var ikke værre end det. Hun løb ind i det andet rum hvor alle mændene havde hold sig gemt og fandt en lille mand sidde i en lænestol med en lille pige på skødet. Pigen græd. Hun var ikke mere end fire år. Alvira sigtede mod manden og sagde: "Sæt pigen ned og tag hænderne op bag dit hoved." Hun gentog det ikke, for han gjorde hvad hun sagde og tilføjede "Pas på hende." før han rejste sig op fra stolen og lagde sig ned på gulvet med ryggen mod loftet. "Mawusi! Jeg har brug for dig herinde. Nu!" Alvira råbte højt og tydligt og så Mawusi komme løbende ind i rummet med blod i håret og i ansigtet. "Tag hende. Så klarer jeg ham her." Alvira nikkede mod den lille grædende pige og gik over mod den kinesiske mand der lå med hovedet vendt mod gulvet. Hun gav ham en hurtigt slag i nakken, der slog ham bevidstløs. Derefter gik hun over til skrivebordet og kiggede efter de mapper hun skulle bruge. Da de var fundet samlede hun dem sammen og gik over til den bevidstløse mand, samlede ham og på skulderen og bar ham ud ad rummet. 

I det samme øjeblik hun trådte ud ad døren, forvoldte hun nok distraktion hos sine medspillere, at en af dem blev ramt af en kugle i brystet. "Nej. Nejnejnejnejnejnejnej! Josh! Læg dig ned! Nu!" Hun dukkede sig og smed kineseren på gulvet hvorefter hun løb over til sin ven, lod koreaneren klare resten, og undersøgte hurtigt det blødende sår. Det var overvældende så meget han blødte. Han grinede. "Det gør ikke engang ondt." Hans hud blev blegere og han begyndte at ryste. "Du må ikke engang sige sådan noget. Aldrig. Hører du. Aldrig." Alviras stemme var fyldt af alvor. "Jae! Du tager Cheng og mapperne. Så tager jeg Josh. Mawusi har den lille pige." Hun samlede den lyshårede amerikaner op fra gulvet og bar ham som var de et nygift par, hvor han var bruden og hun  var gommen. "Du klarer dig. Det skal du." Hendes stemme dirrede. Hun ville ikke kunne klare at miste flere. Ikke igen. Nej, han skulle nok klare det. Det vidste hun. De løb ind i en anden elevator der førte op til taget hvor flyet var blevet fragtet op. Sandie og Samuel var der allerede, klar til at tage imod dem. "Vi skal skynde os. Vi har ikke tid til at pleje ham her. Vi må gøre det om bord på flyet." Mawusi steg om bord på flyet efterfulgt af de to snigskytter, så Alvira og Josh og til sidst Jae-Kyung der bar både mapper og gidsel. 

Han fik bundet manden og smidt ham i det ene hjørne af flyet hvorefter han gik over til de andre for at hjælpe den tilskadekomne. Han var begyndt at hoste, Josh, hans øjne var blevet fjerne og tomme. De fumlede alle med at stoppe blødningen, men den blev kun værre jo mere de forsøgte. "Åh Gud, åh Gud, åh Gud nej." Alvira græd. Hun kunne intet stille op mod tårerne der kæmpede sig vej frem og end ad kinderne. Det var for sent. Der var intet de kunne gøre. Blodet pubmede stadig ud, men i langsommere tempo. Han hjerte slog langsommere og hans vejrtrækning blev mere besværdet. "Det er for sent. Vi kan ikke gøre mere.." Mawusi talte med en grødet stemme. Også hun græd. Sandie omfavnede ghaneseren og græd selv ud på hendes skulder. Samuel kiggede på med store øjne, ude af stand til at bevæge sig og Jae-Kyung.. Han græd. Eller.. Hans øjne var løbet i vand og hans undermund dirrede. 

En kold hånd kunne mærkes om Alviras underarm og da hun så hvem den tilhørte blev hun bange. Han lå der, bleg og kold, stadig i live og hivende efter vejret. Hun tog hans hånd og gav den et blidt klem, smilte så kærligt til ham, som hun kunne og forsøgte at blinke de mange tårer væk. Det føltes som tusind år før han blev tom i blikket og stiv i ansigtet, og i de tusind år var der ingen andre lyde i flyet end en svag brummen og raslen fra motoren der svagt kunne høres. Alvira hvilede kinden mod hans bryst og aede ham på kinden, hvorefter hun lagde hånden på hans pande og langsomt kørte hånden ned over øjnene på ham, de smukke blå øjne der altid var så livlige og fyldt af glæde var nu tomme og kolde, hun ville ikke huske dem som de var nu, men som før. Sådan lå hun lidt, med kinden på sin bedste vens bryst, ligeglad med om hun fik hans blod i håret, ligeglad med om hendes ben sov. Hendes ene hånd var stadig foldet i hans og hendes anden hånd hvilede på hans ene kind. Hun græd ikke mere, hendes øjne var tørre og trætte og hvis hendes syn blev mere og mere sløret. Hendes øjenlåg blev langsommere når hun blinkede, hendes hals kløede og hun fik pludselig en stor trang til at gabe. Øjenlågene faldt i, blot for et kort øjeblik, bare for at slappe en smugle af og komme sig over de hændelser der havde passeret i løbet af den lange dag. 

Et højt brag vækkede hende. Hun slog øjnene op og kiggede forvirret rundt. De andre så lige så chokkede ud som hende selv. Jae-Kyung rejste sig og løb op foran og bankede på pilotens dør, den blev lukket op og kort tid efter kom han luntende ud med fem blå tasker. "Den venstre motor er røget. Så vi skal springe. Vi er ikke langt væk fra øen, og chefen har et fly på vej mod os, som flyver os resten af vejen." Han kastede en rygsæk til hver af dem. Alvira greb sin og tog den på. "Hvad med Josh?" Hun fjernede det næsten indtørrede blod fra sin kind og kiggede på liget der lå ved siden af hende. "Vi bliver nødt til at efterlade ham. Vi kan ikke have ham med." Han snakkede lavt, han ærgede sig også over det. "Det kan vi da ikke! Vi kan da ikke bare efterlade ham her. Nej. Han skal med. Det skal han bare. Jeg nægter at tage afsted uden ham!" Alviras stemme var kold og skarp. Mens Mawusi var ved at hægte den lille pige, foran sig så hun kunne springe med hende, på sin mave gjorde Alvira det samme. "Alvira, du kan ikke rende rundt med et lig i Rusland." Samuel brød ind. Han lød træt og ugidelig, men Alvira sendte ham et blik der tvang ham ud ad samtalen. "Jeg gør hvad der passer mig." Jae-Kyung hægtede kineseren foran sig og gik så over mod slugen. "Fint. Så tag ham med. Men det bliver dig der klarer politiet og regeringen, og chefen til den tid." Så åbnede han den, lod Sandie og Samuel springe først, så Mawusi og ventede så på Alvira der var på vej over mod ham i en vraltende gang. De udvekslede hurtigt blikke og så sprang hun. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...