En ny start

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 nov. 2012
  • Opdateret: 20 maj 2013
  • Status: Igang
Alvira var 6 år da hun kom på børnehjem. Hun lever der i flere år, men en dag bliver det for meget for hende og hun efterlader det hele for et liv på gaden. Et liv hvor man må klare sig selv. En morgen møder hun en mand. Han siger ikke sit navn, men han er flink. Flink nok til at give Alvira et arbejde. Et arbejde som kun få mennesker får.

15Likes
22Kommentarer
2077Visninger
AA

13. Midt om natten

Klokken var lidt over to da et højt brag vækkede den ellers sovende Alvira. Hendes venstre hånd bevægede sig hurtigt over i natbordets skuffe hvor hun fandt en matsort pistol frem, sammen med et magasin. Lyden af en pistol der bliver ladet var høj og hun blev lettere bange for at det blev hørt i et andet rum. Hurtigt tændte hun natlampen og rettede sin højre arm stift mod døren til værelset, og den venstre frem under pistolen hvor hun holdt fast i bunden af skæftet for at støtte den. Hastige skridt kunne høres på gangen og jo tættere de kom, jo hårdere blev grebet om den matte, tunge pistol. Skridtene var lige ude foran hendes dør nu og da der blev hevet ned i håndtaget var hun tæt på at skubbe aftrækkeren ind. En lille pige løb ind og hoppede op på den store dobbeltseng med et bange udtryk i øjnene. Hun havde set den skinnende genstand i Alviras hænder, og hun så ikke tryk ud ved at den var rettet mod hende for et øjeblik siden. ”Chun? Hvorfor er du herinde? Burde du ikke sove?” Hun rystede på sit lille hoved og hendes mørke hår fløj hende om ørene. ”Jeg blev vækket af en lyd og der var nogen der råbte udenfor og så tør jeg ikke sove nu.” Hun dækkede sig selv til med den store dyne og lagde hovedet på puden. ”Bliv her. Jeg kommer om lidt. Du må ikke sige en lyd, er du med?” Chun nikkede og Alvira stod ud ad sengen og fik hurtigt taget de joggingbukser og t-shirten på, som hun havde lagt på lænestolen ved hjørnet. Også et par tykke sokker til at dæmpe lyden fra hendes trin. Inden hun gik ud ad værelset kiggede hun tilbage på Chun, som lavede Shh tegnet til hende. Så smilede Alvira og åbnede døren.

Gangen var mørk og der var stille. For stille. Hurtigt løb hun over til det modsatte værelse og gik hurtigt over til lederen, der stadig lå og sov. Hun ruskede ham en smugle og han vågnede med et vildt udtryk i øjnene, klar til at slå den person, som lige havde vækket ham ihjel. Da han så hvem det var, faldt han til ro og sagde ”Hvad fa..” Mere nåede han ikke at sige før Alviras hånd dækkede hans mund. ”SCH! Her er nogen.” Hun hævede sin bevæbnede hånd, så han kunne se at hun rent faktisk mente det. Han kom hurtigt ud ad sengen og i noget tøj. I skabet fandt han sin Tec-9 og ladte den hurtigt. ”Væk pigerne, så tager jeg Samuel.” Alvira nikkede og skyndte sig ud ad døren hvor de splittede i hver sin retning. Mawusi lå med hovedet under puden, og dynen skubbet ned på gulvet. Alvira rystede kort på hovedet og smilte lidt. ”Wusi, se at kom op, vi har fået besøg.” sagde Alvira imens hun ruskede den ældre ghaneser. Mawusi forstod et hint og kom derfor hurtigt i tøjet. Hun greb sit våben og skyndte sig ud ad døren med Alvira. Jae-Kyung og Samuel ventede på dem. ”Øjeblik. Vi mangler stadig..” Mere nåede der ikke at blive sagt før den omtalte person trådte ud ad sin dør med en pistol i hånden og fuldt påklædt. ”Nåh, i er også vågne? Hvor er Tanya og Chun?” Sandie hviskede imens hun gik over mod resten af flokken, der stod på gangen. ”Chun er på mit værelse og jeg ved ikke med Tanya.” Så forlod Alvira flokken, for at gå ind og hente den lille kinesiske pige hvorefter hun vendte tilbage til gruppen af højt bevæbnede unge, som ventede på hende, ude på gangen. Stadig med en finger for munden stod Chun ved siden af Alvira, som hviskende diskuterede med resten af gruppen, hvad de skulle gøre med Chun. Desværre nåede de ikke at komme til enighed før de hørte skridt fra etagen under dem. Mawusi greb Chun og løftede hende fra gulvet. ”Hvis vi nu deler os op. Jeg ser om jeg kan komme ned til bilen hurtigst muligt og får pakket de nødvendigheder vi får brug for. Imens går i bersærk på hvem fanden det nu ellers er.” Det lød som det eneste fornuftige at gøre, og det blev bekræftet af lederen, der nikkede og gik, med hurtige skridt mod den store vindeltrappe. De tre andre fulgte ham og efterlod Mawusi med den lille pige på førstesalen.

De blev mødt af mørke og stilhed. Der var ingen lyde og ingen tegn på at der var nogen, men de rørte ikke stikkontakten. Hvis de tændte lyset ville det kun gøre det lettere for de indtrængende at vide hvor de skulle skyde for at ramme. Så i stedet listede de i samlet flok, med dukkede hoveder, mod døren til stuen. Jae-Kyung lagde en finger over læberne, som Chun havde gjort for et øjeblik siden, og lavede et tegn der sagde at resten af flokken skulle vente bag døren. Så rakte han sin knyttede næve frem mod de andre tre, der mødte den med deres næver. Det var deres egen måde at styrke hinanden og sige ”Vi har din ryg” på. Lederen gik langsomt, men med beslutsomme skridt, ind ad den store trædør og ind i stuen. Mørket omsluttede ham, samtidig med at stilheden blev brudt af et bump og lyden af en mand, der mistede pusten. ”Nu.” Hørte de koreaneren råbe hvorefter han affyrede tre skud. De løb ind ad døren, tændte lyset og så, til deres store skræk, at de havde ret i at der var uvelkomne gæster. En lå allerede blødende på gulvet, med et hul i halsen og blanke øjne. Millisekunder senere var der en hed kamp i gang i den store stue. Der blev skudt til højre og venstre. Blodet sprøjtede til alle sider, gjorde det tykke gulvtæppe rødt og klamt af den klæbrige substans. Sofaen blev lige nu brugt, af de fire unge mennesker, som skjold. ”Jeg er snart løbet tør. Hvad med jer?” Samuel snakkede hurtigt imens han kiggede op fra sofaen og skød to mænd. Sandie rystede på hovedet og Jae-Kyung tilstod at han kun havde fem skud tilbage før han var nødt til at lade igen, hvilket han ikke kunne. ”Dæk mig.” Sagde Alvira så og bakkede stille væk fra gruppen. ”Jeg henter ammunition og hvad jeg ellers kan finde af lort der kan bruges.” Og så forsvandt hun ud ad døren og løb ned mod kælderen.

Heldigvis var den store hall tom, og trappen til kælderen det samme. Ikke lang tid efter befandt hun sig med favnen fuld af ammunition og våben. Hurtigt løb hun op ad trappen og mod stuen. Eller- Hun tog en lille omvej: hun smuttede ud i gangen, samlede deres fodtøj op og sprintede ind i stuen. Hun blev mødt af en urolig gruppe der var begyndt at kaste DVD’er, vaser og nipsting efter modstanderne, for at holde dem væk. ”Hvis I får ladet det her, henter jeg Mawusi ned, så hun kan få os ud herfra.” Og uden svar rullede hun væk fra kampend hede endnu engang. Hun tog trappen i to trin ad gangen imens hun råbte på ghaneseren at hun godt måtte skynde sig nu. Den mørke pige luntede ned ad trappen med den lille kineser på armen. ”Er garagen fri?” Hun kiggede på den mørkhårede dansker, der forpustet forsøgte at svare. ”Du kan gå igennem kæ- kælderen. Er du ladt?” Et bekræftende nik sendte hende tilbage i stuen imens Mawusi gik mod kælderen. ”Hun er på vej. Vi skal skynde os.” Og det gjorde de. De havde aldrig arbejdet så hurtigt før. Det var som om de blev pisket i ryggen af chefen. Der var ikke mange tilbage, da lyden af en helikopter kom tættere på. ”Hvad fuck? En fucking helikopter? Kommer der flere?” Samuel råbte vredt til modstanderne, der selvfølgelig intet svar gav, men i stedet skød mod dem. Alvira ladte to blanke pistoler, vendte sig mod sofaen og rejste sig op. Hun begyndte at skyde mod de resterende mænd imens hun råbte ”Ud” til sit hold. Et stød i venstre skulder skubbede hende tilbage, men hun skød videre, og da hun var sikker på at alle var ude ad rummet, bukkede hun sig ned og samlede hvad hun kunne op og bakkede hurtigt ud ad stuen. Hun blev mødt ad resten af teamet der tog imod hende. ”Allie, din skulder!” Sandie lød forskrækket da hun så hvad der havde skubbet Alvira tilbage. ”Kuglen gik lige igennem, jeg skal bare have renset det og have noget over.” Hun rystede det ad sig og løb mod kælderen med de andre lige bag sig.

”Det var i fandeme længe om?” Mawusi lød ikke begejstret. De smed sig alle ind i bilen og afsted kørte de. ”Hvordan kommer vi af denne her lorte ø?” sagde Samuel så efter ca. 20 sekunders kørsel. Jae-Kyung kiggede tilbage på den unge dreng og sagde ”Der er en større båd ca. 32 km. Herfra. Der er plads til bilen og når vi er ovre, kører vi til en lufthavn i Rusland. Og afsted kørte de. Sandie hjalp Alvira med skulderen, Mawusi kørte bilen, Chun sov på skødet af Samuel, som også sov og Jae-Kyung gav instrukser til hvordan Sandie skulle rense Alviras sår. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...