En ny start

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 nov. 2012
  • Opdateret: 20 maj 2013
  • Status: Igang
Alvira var 6 år da hun kom på børnehjem. Hun lever der i flere år, men en dag bliver det for meget for hende og hun efterlader det hele for et liv på gaden. Et liv hvor man må klare sig selv. En morgen møder hun en mand. Han siger ikke sit navn, men han er flink. Flink nok til at give Alvira et arbejde. Et arbejde som kun få mennesker får.

15Likes
22Kommentarer
2106Visninger
AA

2. Mandage

Vandet der ramte hende i ansigtet var koldt og næsten ubehageligt, men det gjorde ikke noget, for det fik Alvira til at vågne op fra sin trætte tilstand. Hun tog hurtigt håndklædet der lå på den kolde, hvide bordplade ved siden af hende, og tørrede hurtigt ansigtet i det. Hun så forfærdelig ud syntes hun. Hendes bare overkrop var såret. Som i blå, gul og lilla hist og her. Arret ved hendes venstre bryst var ikke blevet mindre synligt, men i det mindste var det ikke ømt mere. Frustreret smed hun håndklædet på gulvet og fandt sin shampoo frem. Det var ikke den dyre slags. Det havde hun ikke råd til, for hendes chef gav hende aldrig penge nok til det. 'Han havde for travlt til sådan noget og desuden gav han alle seks tag over hovedet og mad. Det måtte være nok.' sagde han altid, da hun brokkede sig til ham om manglerne i huset. Men det slog hende ikke ud. Hun var ved at være vandt til de få penge. Hurtigt tændte hun for bruseren og trådte ind under de kolde stråler. Fordi det var mandag havde hun ikke tid til at tage et langt bad, så badet blev til et lynbad uden balsam. Hurtigt samlede hun håndklædet op fra gulvet og tørrede vandet fra sin nøgne krop. Da hun havde fået tørret sit hår nogle lunde viklede hun håndklædet om sig og gik ind på sit værelse for at finde arbejdstøjet frem. Den sorte tanktop og løse sorte bukser fyldt med lommer der skulle holde på alt hendes gear..
Men inden hun nåede at få sit undertøj på bankede det på døren. Hurtigt fik hun den sorte sports BH på og den sorte tanktop.. Var det en almindelig BH ville de aldrig slutte deres jobs fordi det ville blive problematisk at ligge fladt ned på maven i al den tid.

"Yearh?" Råbte hun til personen bag døren, der derefter åbnede den på klem og lod et ansigt titte ind. "Jeg er klar om lidt. Jeg skal bare lige have bukser på og så er jeg der." sagde hun før den unge mand fik sagt noget overhovedet. Så nikkede han og lukkede døren igen. Samuel var flink nok. Han sagde ikke så meget, det var mest fordi han var den nyeste i gruppen og sikkert ikke følte sig godt tilpas blandt de fem andre endnu. Alvira kunne tydelig huske da hun lige var ankommet. Det var nat og hun havde fået en sæk over hovedet så hun ikke kunne se hvor hun endte henne. Senere fandt hun ud af at de boede på en privatejet ø lidt øst for den nordlige del af Rusland. Der var ikke mange der kendte til øen, men den var der og den blev brugt. Meget endda. Hun fik taget sækken af hovedet da hun sad ned i en mørk kælder. I alt var de seks i rummet. Manden der tilbød hende et job og fire andre unge: to unge mænd og to unge kvinder. Hun var ikke så gammel da det skete. 15 år. Hun var svimmel, forvirret og ikke mindst bange. Bange for hvad der skulle ske med hende. Hun var jo nærmest lænket i en stol, i et rum med en mand som hun blindt havde stolet på og fire unge mennesker der så mere barske ud end dem hun var oppe at slås med på Solstrålen. Så begynde han at tale til hende. "Alvira. Jeg er en stor mand. Jeg er en god mand. Og jeg er en mand der holder mit ord. Jeg tilbød dig et job, og du tog imod det." Han talte langsomt og tydeligt så Alvira kunne forstå hvad han sagde, for hans danske var ikke så godt. "De fire du ser her vil være dine personlige trænere, din nye familie, dine nye venner og dine kollegaer." Han sagde noget på nogle forskellige sprog. 3 for at være korrekt: Engelsk, koreansk og ghanesisk. Alle fire trådte frem og blev præsenteret. Jae-Kyung, ham der skulle stå for hendes træning. Josh, ham der skulle lære hende at bruge alle deres gadgets. Sandie, hende der skulle sørge for at Alvira ikke ville ligge bagud i almen viden: altså biologi, geografi osv.. Og Mawusi, der skulle lære hende om førstehjælp og medicin.

Da Alvira havde fået sine bukser på, lukket bæltet om hendes talje og bundet skoene, gik hun ned ad den store vindeltrappe til det store fællesrum med det lange bord af træ og matchende stole. En mand i jakkesæt stod for bordenden, og de fem andre sad på deres sædvanlige pladser: Drengene til venstre, mod vinduerne og pigerne til højre mod den mørkerøde væg.

"Aaah! Alvira. Godt du kom." Sagde chefen. Alvira undrede sig over hvorfor at hun egentlig aldrig havde lært hans navn. Hun tog plads ved imellem de to piger og kiggede op på sin alvorlige chef der havde alvorlige folder i ansigtet. Det dyre jakkesæt så nyt ud, og hans slips var sten sikkert fra Japan eller noget lignende, deres slips skulle være nogle af verdens bedste og dyreste. "I dag går turen til Australien. I skal klare en nogen lunde simpel opgave, så jeg regner med at i er hjemme igen inden spisetid." Alvira kiggede ned på sit armbåndsur, 07.02. Hold da op! Den regner han med at vi klarer så hurtigt? Alene turen til Australien tager flere timer, både derned og tilbage igen. Hun kiggede op på chefen igen. "Jeres tasker er klar. Kig hans papirer igennem og spis noget morgenmad. Tanya ved i hvor i kan finde." Så trykkede han på en knap på den sorte fjernbetjening og et billede af en mand poppede op på den store skærm bag ham. Manden var skaldet, ikke særlig høj og blå øjne. Han havde et langt ar under det venstre øje hvilket gjorde ham ret let at genkende ud fra mængden. Alvira skimmede hurtigt papirerne igennem og kiggede så op på chefen igen. Han kiggede tomt på den unge flok mennesker og sagde så det han altid sagde: "God vind. Og kom nu ikke mere til skade end hvad godt er." Og hans gentagne sætning blev altid fulgt af en "Ja chef." og så gik han. Den samme rutine hver mandag. Jae-Kyung kiggede lidt på Alvira med et blik der ikke var til at læse. "Hvem er det så i dag?" spurgte han.

"Stefano Jones. Han har kontakter til mange i de forskellige mafiaer. Bl.a. den russiske og kinesiske. Der står at vi kan finde ham på en café hvor han drikker sin kaffe hver dag. Han er omringet af bodyguards, men det regner jeg med at vi kan klare." Alviras stemme var tør og ru. Hun var for sulten til at planlægge det hele nu. Hun ville have noget mad før de kunne gå videre. Så hun rejste sig for bordet og sagde lavt: "Kan vi ikke diskutere det her senere? Jeg vil gerne have noget mad først så hvis i har det på samme måde vil jeg foreslå at vi kan planlægge og spise samtidig?" Og så gik hun. Uden at se om de andre var fulgt efter hende. Men hendes smil på læben bredte sig da hun kunne høre skridt bag sig.

Tanya stod i køkkenet og var ved at lave røræg og bacon til de unge mennesker. "Godmorgen. Har i sovet godt?" Tanya var altid så glad og venlig. Men gammel. Ældre end chefen, der tydeligvis havde minimum 50 år på bagen. Alle svarede hende med et nik, en mumlen eller et lavt ja. Tanya vidste godt hvad de lavede. Hun havde selv arbejdet som de havde. Og hun havde boet i huset det meste af sit liv. "Se at få spist noget! Flyet står derude og venter på jer." Hun serverede derfor hurtigt deres morgenmad og gik ned i kælderes for at hænge vasketøj op.

Kort tid efter sad de alle i det lille fly, klar til action. Flyet indeholdt ikke andet end pilotens rum og et stort rum. Ingen sæder, ingen toiletter. Intet. Det var som i vognen bag på en lastbil: koldt og kedeligt. 

De havde fordelt rollerne som de plejede. Josh og Samuel, eftersom Samuel kun havde været på to jobs siden han kom og stadig ikke følte sig helt sikker i sine styrker og svagheder, skulle holde øje med det hele oppefra, og hvis noget gik galt, skulle de tage sig af målet. Sandie kom i forklædning som kunde i caféen sammen med Mawusi og Jae-Kyung. Alvira havde hovedrollen i dag. Hun skulle skabe postyret. Hun skulle sætte det hele i gang. Og hun skulle tage sig af målet. Og derfor behøvede hun ikke at gemme sig bag et fjollet menu-kort eller 100 meter væk i en bygning, hvor man ikke engang kan deltage i alt det sjove fordi man er lænket til gulvet.

Det varede ikke længe før der var stille i flyet. Og Alvira så at alle så småt var ved at falde i søvn. Selv blev hendes syn også sløret, så hun lukkede øjnene og faldt sammen i en behagelig position med hovedet lænet mod sin sorte taske og benene krympet op under hende. Hun faldt i en halvt vågen, halvt sovende tilstand og lod ikke mærke til det sæt øjne der betragtede hende fra den anden ende af flyet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...