En ny start

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 nov. 2012
  • Opdateret: 20 maj 2013
  • Status: Igang
Alvira var 6 år da hun kom på børnehjem. Hun lever der i flere år, men en dag bliver det for meget for hende og hun efterlader det hele for et liv på gaden. Et liv hvor man må klare sig selv. En morgen møder hun en mand. Han siger ikke sit navn, men han er flink. Flink nok til at give Alvira et arbejde. Et arbejde som kun få mennesker får.

15Likes
22Kommentarer
2287Visninger
AA

9. Ingenmandsland

De kunne høre bilernes larm ude ved motorvejen. Sireners hylen der kom tættere på og forsvandt igen, sikkert på vej til et eller andet uheldigt menneske der var kommet galt afsted med sin bil eller noget lignende

Kort tid efter de alle var landet på en mark, et godt stykke væk fra motorvejen og de nærmeste byer, havde de søgt ly under et stort træ, som ingen kendte sorten på. Det var begyndt at regne. Meget endda. "Heldigvis er vi ikke højere oppe i Rusland! For så ville vi højest sandsynligt være en bunke frysende, halvdøde mennesker uden nogen form for kontakt med omverdenen." Havde Mawusi sagt i et tamt forsøg på at opmuntre flokken af trætte of sorgfulde unge voksne. Rygsækkene med de farvestrålende, udskudte faldskærme lå i en roddet bunke i den kolde, mørke, regnfulde nat. Alvira havde afmonteret Josh, lagt ham på den fugtige jord og dækket hans blege ansigt til med hans sorte hættetrøje. Det skar i hende hjerte at kigge på hans ansigt. Det tvang tårene frem i hendes øjne når hun holdt ham i hånden. Hendes vejr rystede hver gang hun tænkte på ham. Men hun holdte- nej, knugede hans hånd i hendes, kiggede på hans kolde fingre og tænkte på de tre år de havde kendt hinanden. Han havde ændret hende til det bedre og det var forfærdeligt at vide at hans smilende ansigt ikke ville være iblandt dem mere. Hvem skulle nu få hende til at grine? Hvem skulle nu træne med hende når ingen andre ville? Hvem skulle nu komme med komiske bemærkninger efter job? Ingen af de andre havde de samme egenskaber som han. De var ikke ham. 

Alviras syn blev slørret, men hun lukkede ikke øjnene. Hun blinkede bare, så tårene trillede ned ad kinderne i stedet for at side i kanten af øjenkrogen. De salte tårer flåede hendes mørke makeup med ned forbi kindbenene og ned forbi undermunden, helt til hagespidsen hvor de dryppede ned på de sammenkludrede hænder. Sådan sad hun i et stykke tid. Fuldkommen lydløs. Hun kunne mærke en hånd på hendes skulder. Den var varm og blid. Hun kiggede ikke på personen, hun lænede bare hovedet ind mod håndryggen og hvilede kinden derpå. Personen flyttede sin hånd og satte sig i stedet ned ved siden af hende, lænet op ad den mørkebrune træstamme. Alvira rettede sin ryg og kiggede på personen. Jae-Kyung. Han sad med et letlæseligt ansigtsudtryk. Et sjældent syn. Hans øjne var sørgmodige og hans mund var trukket sammen til en lille og smal streg. "Du skal ikke tro at du er alene om at sørge. For det er du ikke." Hans stemme rystede en smugle og med blikket vendt nedad tog han fat i Alviras ene håndled hvorefter hun slap Josh' hånd og tog koreanerens i stedet, stadig med den anden hånd om amerikanerens. Der sad de i et stykke tid imens de kiggede på liget af deres ven imens de holdt hinanden i hænderne.

Der gik lang tid før de kom i kontakt med chefen. Sandie havde arbejdet på det siden de landede i Rusland. Mawusi og Samuel havde taget sig af den kinesiske 'Li Cheng' og hans datter, som hed 'Chun'. Chun var en genert pige og hun ville helst sidde hos sin bevidstløse far. Og endelig, efter flere halve timers arbejde med den bedbragte radio, kom Sandie igennem til chefen. Han sagde at han var informeret med deres situation vedrørende flyet, og at han ville sende et fly med det samme. Både Samuel og Mawusi var begyndt at finde deres lighter frem til et bål, så flyet ville have lettere ved at finde dem, men det ville ikke tænde. Det regnede for meget til at ilden kunne tage ordenlig fat i det nu også fugtige træ. Med høje suk og stønnen smed de sig alle op ad det store træ hvorefter de kiggede på den tildækkede unge mand, der lå på den kolde jord. Sandie var den eneste der gjorde sig nyttig: Hun samlede deres lommelygter fra taskerne sammen og bankede dem ned i jorden så de vendte med pæren op mod skyerne hvorefter hun tændte dem. Så gik hun over til faldskærmene og foldede dem sammen, så man kunne tage rygsækkene med igen. Efter ca. et kvarter hørtes der motorstøj der nærmede sig hurtigt. Flyet landede et par af 100 meter væk fra træet hvorefter det langsomt trillede over mod den døsige flok. Da maskinen var standset trådte chefen og en anden mand ud ad flyet og gik ned ad stigen. Manden der gik ved chefens side holdte en paraply over Russerens hoved så han ikke skulle blive våd, imens han selv blev gennemblødt. Men det var hvad han fik sine penge for. Intet andet. Flyet var større end det de normalt fløj med, men stadig mindre end et passagerfly. "Se at komme indenfor! Der er mad og varme derinde." Chefen kiggede på kineseren og Chun, så på de andre. Samuel og Sandie var de første til at rejse sig. Sandie tog lille Chun med og Samuel samlede Li Cheng op fra jorden og bar ham op ad trappen der ledte op til privatjetten. Så samlede Mawusi lygterne og taskerne sammen og fulgte de to andre ind i varmen. Jae-Kyung og Alvira var de sidste til at rejse sig. Det var Jae-Kyung, der bar Josh ind i flyet. Chefen standsede Alvira da hun skulle til at gå forbi ham. "Hvad skete der?" Hans hånd hvilede på hendes skulder, men han fortrak ingen mine. "Nej. Fortæl mig det ombord på flyet." Alvira nikkede og gik op ad trinnene og ind i det luksuriøse fly, straks mødt af en smilende kvinde og en kop med en varm væske. Ligeglad med hvad det var tog hun imod kruset og gik ind til de andre.

Der var tolv pladser ialt i privatjetten. Seks sæder i hver side. De to bageste i venstre side var blevet kapret af Samuel og Sandie. De to sæder foran havde Mawusi og den lille Chun taget. Foran dem sad Jae-Kyung, som havde lagt Josh foran sine fødder og dækket ham til med hvide håndklæder fra flyets kammer, der tilsyneladende indeholdt mere end bare mad og drikke. forrest i venstre side havde Samuel smidt kineseren, der stadig var uden for rækkevidde hvad angik bevidsthed. I løbet af et halvt sekundt var Alvira ovre ved Li Chen hvor hun tog fat i hans ene hånd, greb hans pegefinger og vred den om på håndryggen. Der lød et højt knæk og med et tilfreds nik, rejste hun sig og gik over til Jae-Kyung og satte sig ved hans side. Han kiggede forbavset på hende. "Det kommer han til at mærke når han vågner.." sagde han med en lav stemme hvorefter Alvira kiggede på ham med giftige øjne. "Når han vågner ville han ønske at han aldrig var blevet født." Det eneste, hun tørstede efter lige nu var hævn. "Det vil ikke bringe ham tilbage, det ved du også godt." Samuel havde overhørt deres korte samtale og var brudt ind med kommentaren. Men han kiggede hurtigt væk igen da Alvira stirrede ham direkte i øjnene. Hendes blik ville kunne få selv den stærkeste mand til at krympe sig og kravle væk som en køter der var bange for sin herre. "Jeg vil hellere end gerne hjælpe dig med det." Jae-Kyung smilte skævt til hende og tog hendes hånd. "Jeg vil hellere end gerne smadre et boldbat i flæsket på ham. Jeg vil hellere end gerne hjælpe dig med at torturere ham." Alvira kiggede ned da hun mærkede det røde blusse op i hendes kinder. Smilet på hendes læber tiltog og hun kiggede op i koreanerens mørkebrune, næsten sorte, øjne. Han lagde sin frie hånd på hendes baghoved og kyssede hende blidt på panden. "Få noget søvn, så finder vi ud af hvad der skal ske i morgen. Jeg skal nok fortælle chefen hvad der skete." Så lagde hun sin kind på Jae-Kyungs skulder, lukkede sine øjne og faldt i søvn som ved et trylleslag med den sidste tanke omhandlende Li Cheng og alle de vidunderlige tortureringredskaber de de havde i huset på øen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...