En ny start

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 nov. 2012
  • Opdateret: 20 maj 2013
  • Status: Igang
Alvira var 6 år da hun kom på børnehjem. Hun lever der i flere år, men en dag bliver det for meget for hende og hun efterlader det hele for et liv på gaden. Et liv hvor man må klare sig selv. En morgen møder hun en mand. Han siger ikke sit navn, men han er flink. Flink nok til at give Alvira et arbejde. Et arbejde som kun få mennesker får.

15Likes
22Kommentarer
2162Visninger
AA

5. Drømme

Det regnede. Dråberne ramte hendes øjenlåg, blidt og ømt. Men det varede ikke længe før den ellers så behagelige følelse af kølige regndråber mod et ellers varmt ansigt, forsvandt, og en skygge viste sig for hendes ansigt. Langsomt åbnede den unge pige sine øjne. En mand, ikke dansk, holdt en sort paraply over den søvnige pige. "Godmorgen." Sagde han. Han accent var stærk. Han var helt sikkert ikke dansk. Måske russisk? Hans ansigt var aflangt og lagt i alvorlige folder, mørk hår lagt tilbage så det lignede at en ko havde slikket ham på hovedet. Jakkesættet var fra Kenzo, den femtenårige pige havde set mange af den slags på børnehjemmet. Den mørkhårede pige missede med øjnene mod det store ur på busstationen. Klokken var lidt i 9. "Go- Godmorgen?" Hun ville sige noget mere, men manden kiggede på hende på en utrolig mærkelig måde. Det så ud som om han ville sige noget til hende, men hvad? Den mørkhårede pige satte sig op. Den grønne bænk havde ikke været behagelig at sove på, men hendes pude var blevet stjålet at en sindsforvirret mand med langt skæg og pibe. "Hvor gammel er du?" Mandens stemme var ru og venlig. Han udtalte de danske ord på en sjov måde, men det var ikke uforståeligt. Den unge pige smilte og sagde at hun lige var fyldt femten sidste måned. Hendes uglede hår strittede til alle sider, og poserne under øjnene var blevet værre. Hun lignede en der havde festet igennem på roskildefestival hele ugen uden nogen former for søvn. "Hvorfor sover du her?" Han spurgte meget syntes hun, men det var hyggeligt nok at have en at snakke med. "Jeg har ikke nogle andre steder at sove, så jeg sover her!" Hun besvarede spørgsmålet og fuldendte det med et skuldertræk. Hun kunne se at manden havde mere på hjerte, så hun fjernede sin store hummel-taske, som hun havde brugt til hovedpude, fra bænken og satte den ned på asfalten foran sig og steg ud ad soveposen, rullede den sammen og pakkede den ned i tasken. Så klappede hun på den ledige plads ved siden af sig, som en gestus til at manden skulle sætte sig ned. Og det gjorde han. Den sorte kuffert han havde i sin ene hånd satte han imellem dem og holdt stadig paraplyen over deres hoveder. "Hvor bor du?" Spørgsmålet irriterede den mørkhårede pige. Hun havde jo fortalt manden hvor hun sov, og hvor man sover, bor man. Hun kiggede på manden og sukkede. "Det har jeg sagt. Jeg sover her." Hendes stemme var træt og lettere irriteret, men det så ikke ud til at slå manden ud. Han kiggede på hende med hårde øjne der fik hende til at krympe sig. "Hvor. Bor. Du. Du har dit navn stående på en adresse. Hvor." Hans stemme var kold og hård, lige som hans blik. Pigen sukkede igen. "Jeg 'Bor' på Solstrålen, lidt udenfor København." Hun var ved at blive vred. Hun ville ikke snakke om sin fortid, og da specielt ikke med fremmede mænd, som hun kun lige havde mødt. "Børnehjemmet?.. Hvorfor er du løbet væk derfra?" Hans stemme lød pludselig venlig og nysgerrig. "Jeg var træt af det. Jeg tænkte at jeg ville klare mig bedre selv, så jeg skred." Hendes stemme blev kold og hun fuldendte sætningen med et skævt smil. "Min tur til at spørge dig," Hendes stemme var hård og bestemmende. "Hvem er du og hvad er der i din kuffert?" Hendes spørgsmål var korte og relevante i en hvis udstrækning. Manden kiggede lidt på hende, men sagde så langt om længe: "Mit navn er ikke noget du skal bekymre dig om, lille pige. Og hvis jeg viser dig indholdet i min kuffert bliver jeg nødt til at slå dig ihjel." Hans stemme var monoton og følelsesløs. Frustrerende. "Så må du vel bare se om du kan slå mig ihjel." Den danske teenagers stemme var stædig og provokerende. Hun nød det, det var tydeligt at se. Manden lagde sit hoved på skrå og smilte så. "Folk som dig kunne være nyttige for folk som mig. Har du brug for et arbejde?" Manden var meget ligefrem og det skræmte pigen. Hun rykkede lidt på sig. Hendes tidligere skrædderstilling blev nu ændret og hun satte fødderne på den hårde hummel-taske hvorefter hun lænede sine underarme på knæene. "Hvad vil 'filk som dig' bruge 'folk som mig' til?" Hun kiggede på manden med et mistroisk blik. "Jeg er ikke en fremtidig prostitueret og du brækker næsen hvis du tilbyder mig et job som en." Hendes slemme kunne få små børn til at græde. Hendes hænder åbnede og lukkede igen og igen. De grønne øjne blev mørke og hendes kæber klemte sig sammen til det gjorde ondt i tænderne. Manden grinte blot. En venlig latter. En klukken ligefrem? "Jeg tilbyder sig ikke et job som prostitueret. Jeg.." Mere nåede han ikke at sige før en gruppe på fire unge kom gående imod dem. Der var to piger og to drenge. De bar alle på tasker. Og den forreste, en asiatisk dreng, bar også på en kuffert. Den ene pige blev støttet af de to andre. Hendes lyse hår var samlet i en hestehale, hovedet var bøjet og hendes tøj var sort og vådt. Det var de alles. Hvad var det for noget? Hvad var der galt med pigen? Øjeblikkeligt kiggede de alle på den mørkhårede dansker, der selv følte sig forvirret og lille. Den lyshårede pige der fik støtte af de to andre kiggede på hende med et fjernt blik. Hun så sygeligt bleg ud. Som om hun havde mistet alt for meget blod. Og det havde hun. Hendes sorte bukser var svøbt i blod fra hendes lår. Den anden af pigerne, en pige med sort hår og mørk hud hviskede noget til den sårede og lagde hende derefter ned på stationens asfalt. Det hele skete så hurtigt. Asiateren gik over til manden der sad ved siden af danskeren på bænken. De snakkede sammen på et sprog som hun ikke forstod. Japansk måske? Kinesisk? Manden i jakkesæt kiggede på den hjemløse pige og sagde: "Hvis du vil have et hjem og noget at leve for, så kom med. Hvis ikke så bliv her. Valget er dit." Så vendte han sig om og gik hen mod den sårede pige på asfalten, ventede på at de to andre fik samlet hende op så de kunne komme videre.

"Vent! Vent. Jeg kommer med! Vent på mig!" Hun rejste sig op fra bænken og samlede tin taske op. Hun nåede ikke engang at få sko på før hun løb efter de fem mennesker. Manden kiggede på hende med et lille smil og gik ned ad en trappe sammen med de andre og steg derefter ind i en stor sort bil. Danskeren vidste ikke om hun skulle stige med ind, men drengen med det lyse hår fik hende hevet derind og givet hende en sæk over hovedet. Øjeblikkeligt begyndte den mørkhårede teenager at skrige, men et slag i nakken fik hende til at falde sammen i sædet. Hun vågnede igen i et mørkt rum, lænket til en hvid havestol. Manden i jakkesættet fra før stod foran hende. "Alvira. Jeg er en stor mand. Jeg er en god mand. Og jeg er en mand der holder mit ord. Jeg tilbød dig et job, og du tog imod det." Alvira? Hvor kendte han hendes navn fra? Hun skulle til at afbryde, men inden hun fik sagt noget snakkede han videre. "De fire du ser her vil være dine personlige trænere, din nye familie dine nye venner og dine kollegaer. Alviras hoved var uklart og hun kunne ikke tænke ordenligt. Hun opfattede ikke andet end nogle navne der blev nævnt. Derefter blev døren åbnet af en person og de fire unge gik ud. Derefter blev hun efterladt alene i rummet med manden i jakkesæt. Han fik en stol ind i rummet af en mørk skikkelse. Alvira havde svært ved at fokusere ordenligt. Hendes syn dansede rundt. "Lyt." En hånd låste sig om hendes kæbe og ruskede hendes hoved så hun vågnede lidt op. Det var vigtigt at hun hørte efter, så hun forsøgte at vågne op og fokusere på mandens ansigt. "For at du vil kunne fortsætte med arbejdet har du en lille prøve du skal bestå før du kan blive 'fastansat' hos mig." Han kiggede på Alvira med hårde øjne og hun turde ikke andet end at holde sig vågen. "Hvor kender du mi.. mit navn fra?" Hun mumlede kun. Grebet om hendes undermund blev kraftigere og det gjorde næsten ondt på hende. "Det har du ikke tid til at finde ud af nu. Enten vil du klare det her, eller også vil du ende i graven er det forstået?" Han råbte næsten ad hende. "Lad være med at råbe ad mig." Råbte Alvira til svar. "Jeg skal nok klare den skide opgave bare fortæl mig hvad jeg skal gøre. Og stop så med at råbe ad mig." Hendes stemme var træt, men stærk nok til at give et lille gip i manden. Grebet løsnedes og han lagde en pistol i pigens skød. "Du ved hvad man skal bruge sådan en til, og du skal finde ud af hvem du vil bruge den på. En du har kær. Hvis du ikke har fundet en i løbet at to timer har jeg nogle i tankerne. Fejler du ved du hvad der sker." Hans stemme syrede. Så slap han hende og forlod det mørke rum. Alene var Alvira til at vælge hvem hun ville skyde. Hvem skulle det så være? En hun havde lyst til at skyde i hovedet var hendes mor. Men som manden sagde, skulle hun have personen kær og det kunne man ikke sige om hendes mor. Der var kun én person Alvira kunne komme i tanke om: Ruth. Men hvordan skulle hun kunne få få sig selv til at skyde Ruth? Den elskelige dame der havde hjulpet hende hver dag. Hende der gav hende varm kakao om vinteren. Ruth der altid var så glad og god ved kunderne på værtshuset. Det var umuligt. Det føltes som ingen tid før manden kom ind igen. "Har du fundet en?" Alvira rystede på hovedet. Manden sukkede og sagde så med en hård stemme: "Så har jeg en. Ruth Jensen. Hun arbejder på det værtshus hvor du, som lille, løb ind for at slippe væk fra din mor." Det var ulideligt for Alvira at sidde der og vide at hun skulle skyde et af de mennesker hun holdt allermest af i hele verden. Hun græd. I lang tid. Det var umuligt at stoppe igen. Men så til sidst nikkede hun. "Okay. Men kun hvis du lover mig ikke at være der alene." Det var værre end tortur. "Det lover jeg. Alle fire og jeg selv vil være der og overvære hele scenariet. Det skal du ikke være nervøs for." 

Alvira satte sig op i sengen. Badet i sved. "Shit. Fuck. Lorte pis." Hun mumlede alle de bandeord hun kunne komme i tanke om imens hun rystende lagde sig ned igen. IPod'en viste at klokken var lidt over to om natten. D. 13 november. De næste par dage vidste Alvira, at hendes nætter ville være fyldt af mareridt. Rystende faldt hun i søvn igen. Til den samme drøm. Om og om igen. Som om en film var sat til at spille forfra hver gang den sluttede. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...