En ny start

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 nov. 2012
  • Opdateret: 20 maj 2013
  • Status: Igang
Alvira var 6 år da hun kom på børnehjem. Hun lever der i flere år, men en dag bliver det for meget for hende og hun efterlader det hele for et liv på gaden. Et liv hvor man må klare sig selv. En morgen møder hun en mand. Han siger ikke sit navn, men han er flink. Flink nok til at give Alvira et arbejde. Et arbejde som kun få mennesker får.

15Likes
22Kommentarer
2103Visninger
AA

11. December måned

De havde holdt resten af december måned fri. Chefen lod dem tage en pause og vende sig til det fact at Josh ikke var på holdet mere. De sidste par dage inden juleaften var gået utroligt hurtigt: Den 21. blev de alle enige om måden Josh skulle begraves på, de ville brænde ham og sætte hans urne i stuen så han hele tiden ville være iblandt dem uanset hvor sindssygt det nu engang lød. Tanya havde taget sig af hans lig, da de var landet, og lagt ham i et af de mange rum i den store kælder. Hun havde tilmed dækket ham til med et kridthvidt lagen og sagt ”Det er både af respekt for ham og for jer. Jeg tror han ville have at I skal huske ham, som han var og ikke som nu.” Hvorefter hun havde ladt dem efterlade deres blomster på hans bryst. De var nede at besøge ham hver dag i den kolde, ensomme kælder, både alene, i grupper og til tider: hele holdet.

Den 23. Blev han brændt. Det var et smukt syn. Eller – så smukt det nu engang kan blive når ens bedste ven er ved at blive brændt på et bål, på en ukendt ø i Rusland. De havde alle grædt under hele begivenheden, selv Tanya, der var troppet op og blevet til langt ude på natten, havde stået med lommetørklæde og blodskudte øjne. Da bålet var brændt ned, fandt holdet spader og en trillebør frem. Det tog lang tid at få al asken samlet sammen, men de var ligeglade, for arbejdet holdt dem varme og deres hårde arbejde var deres måde at vise Josh på at han ikke ville blive glemt. Chefen havde fået designet en urne af sort sten, men med et mønster ridset ind og fyldt med et metal. Det var en smuk urne og de var stolte over at det var deres bofælle der skulle ligge i den og ikke en eller anden rig stodder der tjente penge på at slikke røv.

Den 24, juleaften, var gået utroligt hurtigt. De var alle stået tidligt op for at gå ned til Tanya og give hende en gave, som de gjorde hvert år. Dette år var ingen undskyldning, for de gav altid Tanya en morgengave den 42. december, og selvom Josh havde forladt dem, ville de ikke lade det ødelægge Tanya, der altid havde holdt sammen på dem. De havde alle lagt i puljen og givet hver en skilling de ejede for at give hende den perfekte gave: et japansk knivsæt i damascus stål, af mærket Yaxall, som hun havde snakket så meget om. De vidste at hun var træt af de gamle og billige knive som chefen havde givet hende til rådighed. Men kunne se hvor mange kræfter hun brugte på at skære i en medium steak og at de hurtigt blev sløve. Så da klokken var 10.00 samledes de alle udenfor køkkenet, med søvn i øjnene og et halvdødt smil på læben, imens de kiggede ind ad døråbningen. Tanya stod ved komfuret, allerede i gang med at forberede aftenens festmåltid. Hun havde ikke hørt dem, for emhætten var tændt og det satte en begrænsning for hendes opmærksomhed og hørelse. Så da de havde stået der længe nok gik de alle ind i køkkenet. Nogle havde stadig nattøj på og andre var fuldt påklædt. De måtte have givet den lille hvidhårede, gamle russer et mindre chok, for hun hoppede en smule på stedet, da de, i høj tone, sagde ”Godmorgen.” til hende. Smilet på hendes læber voksede da hun kiggede på de fem unge, så skruede hun en smugle ned for den rødglødende plade på komfuret og gik over for at give dem alle et stort knus. Men inden hun nåede så langt, rakte de den indpakkede gave, som de havde gemt på ryggen, frem mod hende. Hun tog hænderne til kinderne imens hun trak vejret ind igennem munden. Hun lignede Van Goghs maleri der hed ”Skriget”. Så sagde hun ”Det skulle I ikke have gjort.” imens hun rakte hænderne frem for at tage imod den blå pakke. Hun lagde pakken på køkkenbordet og betragtede den kort, hvorefter hun fandt en saks frem og klippede det røde stofbånd over. Ikke mange sekunder efter stod hun med en stor, mørk kasse med en masse tegn på og blokbogstaverne der sagde Yaxall. Den gamle dame kiggede måbende op på flokken og så ned på kassen igen. Hun pakkede den langsomt op og fik al indholdet ud på den kolde bordplade. Der var fem skinnende sølvklinger, med et sort skæfte. Højeste kvalitet. Med det samme gik Tanya over til den store metalklods der stod i hjørnet af bordpladen, hev de gamle knive med plastic- og gummihåndtag op og smed dem ned i papkassen hvor de japanske lige var kommet fra. Så tog hun forsigtigt, med begge hænder, knivene og placerede dem på de pladser der tilhørte dem. Hun kiggede på dem med tårer i øjnene og ude af stand til at takke. Jae-Kyung kiggede på Sandie, som så kiggede på Samuel, som derefter kiggede på Mawusi, som til sidst kiggede på Alvira. De smilte alle til hinanden. ”Vi har alle lagt i for at købe den til dig. Men der er ikke noget byttemærke, så vi håber ikke at du vil bytte dem.” Havde Samuel sagt. De grinte alle sammen ad hans tamme joke. Tanya havde ingen ord, hun åbnede bare sin favn og for over til dem. Hendes stemme var glad og hun sagde tak på alle de sprog hun kunne sige tak på. Halvdelen af ordene havde ingen af dem hørt før, men da de hørte deres eget sprog blive talt af den lille kraftige russiske kvinde, blev deres knæ bløde. Tanya var et af de mest kærlige væsner Alvira nogensinde havde kendt.

Chun var kommet ned i sin nye lyserøde natkjole og en bamse i hånden. Hun var vågnet på grund af al ståhejen som Tanya havde lavet. Hun dansede rundt da hun opdagede at det også sneede udenfor, hun elskede sne. Eftermiddagen var gået hurtigt. De havde hjulpet Tanya, der havde protesteret og sagt at hun sagtens kunne klare det hele selv, så havde de haft en leg kørende med Chun og sidst på dagen, gik de udenfor, for at bygge en snemand. Tanya havde kaldt dem alle ind, da maden var klar. Det havde været en god jul. De havde ingen traditioner udover mandelgaven, som Sandie vandt. Det var en æske chokolade.

De efterfølgende dage var gået endnu hurtigere end dem der ledte op til jul. De brugte det meste af deres tid på at træne i annekset og resten brugte de på at bruge tid sammen med hinanden og bygge et endnu stærkere forhold til hinanden. Chefen havde sendt en mand der fjernede Li Chengs lig fra kælderen, og havde selv sat dem til at gøre det hele rent. Chun var blevet sendt i seng da manden kom, hun skulle ikke huskes ved sin far nu hvor hun endelig havde lagt tankerne om hvor han mon var, på hylden.

Det var nu lørdag den 7. januar og Alvira havde langt om længe sovet en dømmeløs søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...