En ny start

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 nov. 2012
  • Opdateret: 20 maj 2013
  • Status: Igang
Alvira var 6 år da hun kom på børnehjem. Hun lever der i flere år, men en dag bliver det for meget for hende og hun efterlader det hele for et liv på gaden. Et liv hvor man må klare sig selv. En morgen møder hun en mand. Han siger ikke sit navn, men han er flink. Flink nok til at give Alvira et arbejde. Et arbejde som kun få mennesker får.

15Likes
22Kommentarer
2165Visninger
AA

12. Back on track

Alvira lå klistret til maven, med sin riffel i favnen og blikket rettet mod de store luksusvillaer. Det var deres fjerde job siden december måned, og alle jobs havde været forholdsvis lette. Chefen havde sagt at han ikke ville have flere fejltagelser, og da de nu havde taget en lang pause, skulle de starte i de små og arbejde sig opad. Der lød råb og skriv i en af de store villaer og ikke lang tid efter kom en mand løbende ud med en ung kvinde lige efter sig. De var begge mørkhårede, iklædt badetøj og klipklapper. De løb over til bilen, åbnede fordøren, men inden de havde nået at sætte sig ind, havde Alvira trykket på den lille sorte aftrækker. Kvinden faldt til jorden og inden manden nåede at reagere blev en pistol sat i hans nakke. Sandie havde sneget sig ind bag dem, Samuel og Mawusi kom ud af huset kort tid efter og Jae-Kyung kom kørende i en sort lastvogn i retning mod dem. Manden råbte og skreg, tudede og brølede at han nok skulle få sin hævn. Hurtigt pakkede Alvira sin riffel ned i den sorte taske, smed den om på ryggen og hoppede ned fra taget og landede på en altan. Hun havde været placeret på taget af en af lejlighederne, og imens hun klatrede ned fra den høje bygning ved at springe fra altan til altan, fik de andre smidt manden ind bag i den sorte vogn.

Hun blev mødt af en highfive fra Mawusi og smil og nik fra de andre. ”Jeg har helt savnet at tage på job.. Utroligt at man skulle blive så afhængig af at slå andre ihjel..” mumlede Sandie imens de klemte sig ind i vognen. Jobbet havde været på Tenerife og manden de skulle finde, havde noget at gøre med en stor sending våben der skulle til Japan og det havde chefen ikke brudt sig om. De havde fået klar besked om at han ikke måtte kunne findes af politiet, og Jae-Kyung havde en klar idé om hvor de ville smide ham.
De kørte ad de lange, snørklede veje og efter en halvanden time i den varme bil, steg flokken ud og kiggede ned ad den skrant hvor de havde tænk sig at smide hans lig. De hev manden ud ad vognen og satte ham på vejen. Stadig lys vågen, med rødsprængte øjne og snottet der løb fra hans næse. Det var ynkeligt at se på. Jae-Kyung lagde hovedet på skrå og betragtede manden, som når en løve der sniger sig ind på sit bytte. I løbet af et enkelt sekund lå manden med ansigtet tværet mod den slidte asfalt imens han skar ansigt i smerte. Koreaneren havde sparket i hovedet og havde derefter trukket ham over mod kanten af vejen hvor der intet andet var end træer, jord og sten. ”Vil de have æren?” Han bukkede for Sandie, der nejede til gengæld og smilte. ”Med glæde.” Så greb hun sin Mg og skød manden i højre tinding. Kort tid efter skubbede de ham ud over skranten og kørte tilbage mod byen. De ville gerne hjem igen. Chun hvade lavet et stort nummer ud af det hele da de forlod huset og Tanya havde haft svært ved at styre hende. Ikke langt fra Taeide, vulkanen på øen, stod deres lille sorte jet. Piloten stod allerede og ventede med sin lille, stinkende smøg i munden. Han nikkede til dem da de passerede ham, så smed han sin smøg og steg ind i cockpittet. Han startede jetten og ikke lang tid efter var de i luften. Alvira sad alene og var i gang med at skille sin riffel ad da lederen af gruppen satte sig ved siden af hende. Han smilte til hende og klappede hende på skulderen. ”Det er rart at være tilbage ikke?” Hun nikkede. Jo, det var fantastisk at være tilbage. Da hun var færdig med at skille sin riffel ad lagde hun dem på deres plads i den kuffert hun havde fået den i, lagde den ned i den store sportstaske og kiggede så op på Jae-Kyung der blinkede et par gange. Det var en akavet stilhed. Han smilte til hende og satte sig i skrædderstilling ved siden af hende. ”De andre sover, så jeg tænkte at du trængte til lidt selskab..” Hun nikkede og lænede ryggen op ad jettens kolde inderside. ”Det gik godt i dag.” Hørte hun sig selv sige, og ud ad øjenkrogen så hun et bekræftende nik hos siddemanden. De snakkede ikke så meget, de nød bare hinandens nærværd. Efter kort tid kunne Alvira mærke kulden snige sig ind under hendes hud. Hun rakte ud efter sin hættetrøje, og da den endelig blev trukket over hendes hoved og ned over armene forsvandt den kolde følelse. Der var gået lidt over to timer før Alvira kunne mærke en udmattedhed i sin krop og hun var for træt til at kæmpe imod søvnen der langsomt listede ind på hende. Så hun lukkede øjnene, bare for et kort øjeblik. De skulle lande om et par timer alligevel, så hun kunne lige så godt sove ventetiden væk. Uden at vide det lagde hun sit hoved mod det varmeste hun kunne finde, hvilket var koreanerens skulder. Han sagde ikke noget til det, hvilket en hver anden nok ville have gjort. Det ville hun i hvert fald selv have gjort.

Alvira vågnede ved en rusken og en høj irriterende rungen. De var ved at lande. Hun slog øjnene op og så, til sin overraskelse, at hun lå i favnen på koreaneren, der havde lagt sin arm om hende. Han var også selv faldet i søvn undervejs og var stadig ikke vågnet. Så forsigtigt tog Alvira fat om hans hånd og albue og løftede langsomt hans arm af. Eller.. Hvis hun da kunne nå så langt, for den trænede snigmorder slog øjnene op, så snart hun rørte ham, greb fat i sin kniv han havde i bæltet og spændte grebet om pigen han havde under armen. ”Hey!” Skreg Alvira da han placerede knivens eg udfor hendes strube. ”Slap af engang.” Da han vågnede helt op og så hvem det var han havde låst fast i sin arm, slap han med det samme. ”Mianhae~ Undskyld, undskyld!” Sagde han. Alvira rystede på hovedet ad ham og rejste sig op. ”Vi er ved at lande.” Hun samlede sine ting sammen og ventede på at de andre også vågnede. Ikke lang tid efter blev den lille smæk, som de brugte til ind- og udgang, åbnet og de trådte ud ad den lille jet og ind i det store hus, til en lille Chun der var ellevild for at se dem igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...