En ny start

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 nov. 2012
  • Opdateret: 20 maj 2013
  • Status: Igang
Alvira var 6 år da hun kom på børnehjem. Hun lever der i flere år, men en dag bliver det for meget for hende og hun efterlader det hele for et liv på gaden. Et liv hvor man må klare sig selv. En morgen møder hun en mand. Han siger ikke sit navn, men han er flink. Flink nok til at give Alvira et arbejde. Et arbejde som kun få mennesker får.

15Likes
22Kommentarer
2076Visninger
AA

7. 44 Mg

"Hey.. Nye pige? Vi er lander om et par timer, så jeg tænkte at du måske ville have godt af at vågne lidt op?" Det tog lidt tid før Alvira opfattede de engelske ord, men efter de havde kørt et par gange inde i hovedet på hende, forstod hun dem, slog øjnene op og nikkede til drengen der havde sat sig ved siden af hende på det kolde gulv af metal i flyet. "Mit navn er Joshua, men du kan bare kalde mig for Josh.. Det er lidt mindre.. Jah.." Han tøvede lidt, men endte ikke sætningen. Alvira vidste hvad han mente. Det var lettere at udtale Josh, ligesom med Alvira der stadig ledte efter et kælenavn til sig selv, som alle ville kunne udtale uden besvær..

"Alvira.. Kald mig hvad du vil.." Hun svarede med et skævt smil og rakte en øm og prikkende hånd frem. Hun havde siddet i det mørke rum i flere timer før hun var steget ombord på det lille, kolde fly. Han tog den og rystede den forsigtigt hvorefter han gav den et mildt klem og slap den så. Han virkede flink. Hun smilede til ham og rettede sig derefter op så hun kunne sidde i en ret stilling, så hun ikke fik ondt i sin ryg ved at falde sammen lænet op ad væggen. Josh kiggede undersøgende på hende og spurgte så: "Hvordan har de det? Dine hænder?" Hans stemme var varm og mørk og rar og en man bare havde lyst til at optage på bånd og afspille på replay igen og igen. Hun rystede på hovedet og kiggede ned på dem. Omkring håndledene var der røde mærker fra strepsen og visse steder var der sår. "Det er ikke så slemt mere, det prikker bare lidt." Det var en løgn. De smertede som bare fanden, og det havde de gjort siden hun blev cuttet fri af strepsen der havde holdt hænderne omme bag på ryggen. De sveg, prikkede og hvis hun var uheldig nok, åbnede de mange små sår sig og blev større og større. Og det lod til at drengen havde gennemskuet hende, så han rejste sig hurtigt op, løb over til sin taske og kom tilbage igen med håndsprit, vat, vand, bandager og gaffa tape. Gaffa tape? Hvorfor havde han ikke bare de der klipser med? Eller de der stykker stoftape som man får på sygehusene? Men det var altså gaffa tape han havde med. Så satte han sig foran Alvira igen, tog sin overtrøje af, gav den til hende og lagde så de forskellige ting i sit skød. "Bid i min trøje.. Det kan nok komme til at svig lidt." Han kiggede ikke op på hende, i stedet fumlede han med at få vattet fugtet af vandet. Alvira gjorde hvad han sagde, uden nogen form for viden om hvad der ville komme til at ske, og tog hans trøje i munden. Den smagte ikke specielt godt.. Lidt af jord og sved.. Ad.. Men det der skete nu, gjorde det ti tusind gange værre.

Han tog fat i hendes håndled og duppede dem med de fugtige stykker vat. Det var egentlig behageligt at få noget køligt på de dunkende varme sår, og det gjorde heller ikke ondt. Men da han rensede det med håndspritten var det som at blive skåret op, få salt hældt i såret efterfuldt af alkohol. Det fik hende til at bide sammen om trøjen. Hendes øjne blev fugtige og de var på nippet til at flyde over, men hun bed smerten i sig, bogstaveligt talt, hun kunne ikke tabe ansigt, det ville hendes stolthed ikke tillade. Så hun klemte øjnene sammen og ventede på at det lille smertehelvede var overstået så hun kunne slappe af i kæberne og åbne øjnene igen. Hun kunne mærke hendes hånd blive bundet ind i noget. Derefter kunne hun høre en lyd fra gaffa tapen der blev revet op. Tre sekunder senere var hendes højre hånd bundet ind i et hvidt gazebind og det var lukket sammen med stykke gaffa tape. "Er du klar til venstre hånd?" Josh kiggede op på hende med et tomt ansigtsudtryk. Langsomt trak Alvira den højre hånd til sig og rakte den venstre frem. Hun nikkede langsomt. Og lukkede så øjnene igen, forberedt denne gang. Det gik hurtigere denne gang. Men stadig alt for langsomt. Da det langt om længe var overstået tog hun trøjen ud ad munden og kiggede på hendes hænder. De var begge bundet ind i samme slags forbinding. Josh gik over til sin taske igen og lagde tingene ned i et af de mange rum og gik så tilbage og satte sig ved siden af Alvira.

"Vi lander om lidt. Så hvis jeg var dig ville jeg vælge dit håndvåben nu." Han kiggede på hende og hun stirrede tilbage med et spørgende blik. "M.. Men hvor kan jeg finde dem?" Hun vidste hvad der var ved at ske. Hun vidste at om få timer ville det hele være slut. Om få timer ville hun ikke være sig selv mere men en helt anden. En person med en helt anden fremtid end den hun havde regnet med at få. Den lyshårede amerikaner pegede på tasken ved siden af hende. Det var sort og tæmmelig stor, større end hendes hummeltaske som hun havde brugt da hun boede på gaden. Hun kiggede på den og åbnede den så. Det var lidt problematisk med de stramme forbindinger, men det gik. Nede i det store rum var der forskellige redskaber: knive eller balisoner, som det jo så fint hedder, En shotgun, en 44 mg, en RPG-7 og endda den klassiske AK-47. Alvira kendte til de forksellige slags våben, hun havde haft en ven, Jakob, på Solstrålen der var helt væk i de forskællige slags skydere, så Alvira havde lært lidt fra ham. Hun tog 44 Mg'en op og nærstuderede den, tjekkede om der var patroner i og kiggede så på Josh der nikkede med et anerkendende smil. "Ikke dårligt valg. Slet ikke. Ved du hvordan du bruger den?" Alvira nikkede. Hun vidste det hele takket være Jakob.

"Josh?" Hun kiggede på ham med et forsigtigt blik. "Hvor længe har du været her?" Han lænede sig tilbage og tænkte lidt. "Puha.. seks år snart.. Eller nej.. Jo altså jeg kom da jeg var omkring de tretten år.. Jo det vil sige seks år.." Svaret fik den mørkhårede til at tabe undermunden. Hvordan kunne han holde så længe uden at bryde sammen? Fortrød han ikke det han gjorde? "Hvordan kom du hertil? Skulle du igennem det jeg skal igennem nu? Hvad gjorde du? Hvorfor valgte du ikke bare at stikke af? Tror du det var det rigtige valg du tog dengang?" Hun var fyldt op ad spørgsmål og hun vidste at de var umulige at holde styr på. "Wow-wow, klap lige hesten," grinte han. "Jeg var ligesom dig, stukket af hjemmefra. Det er vi alle. Vi er allesammen blevet fundet af chefen imens vi har siddet på et gadehjørne uden tag over hovedet." Han kiggede op i loftet der signalerede at han tænkte tilbage i tiden, til dengang han ankom. "Jeg kan huske at der var to før mig. Kang Jae-Kyung og en fra Indien, som.. omkom.. på jobbet et halvt år efter jeg var færdig med min optræning. Men de var begge med mg ude for at 'slukke lyset' for en af mine venner. Og så har jeg ikke rigtig forsøgt at tænke over om mit valg var det rigtige, det gør mig bare utilpas." Han kiggede på Alvira med et smil og hun smilede igen. Hun ville gerne sige noget mere, men flyet begyndte at rasle og hoppe. "Vi lander vist nu." Han kiggede over på Jae-Kyung, som koreaneren hed. Han kiggede på dem begge med et blik, der var koldt som sten. Alvira følte sig ikke godt tilpas ved det blik og Josh bed vist mærke i det. "Du skal ikke tage dig af ham, han kan virke som en der bare har ondt i røven, men han er god nok. Bare giv ham lidt tid." Alvira nikkede og kiggede ned på den skinnende pistol i sine hænder. Hun kunne pludselig forstå hvorfor Jakob havde været så betaget af dem. Det fik hende til at smile lidt. Han var blevet adopteret af en højrøvet familie fra det nordlige København og han var vist faldet godt til hos dem. De havde sikkert givet ham skydetimer, eller hvad det nu kaldes. 

Da flyet var landet blev en smæk åbnet og et svagt lys fyldte det lille rum i flyet. De rejste sig alle og gik udenfor, gik lidt rundt i cirkler for at strække sine ben og steg derefter ind bagi den sorte varevogn. De var allesammen stille, men så brudte Alvira stilheden. ".. Chefen.." Hun tøvede. "Hvor er han? Han sagde at han ville være der. Så hvor er han?" Den mørke pige kiggede op på hende. "Han er højst sandsynligt allerede på stedet, ellers er han på vej. Vi rejser aldrig sammen." Hendes stemme var venlig, en smule ru, men venlig. Så Alvira nikkede bare forsigtigt og kiggede ned. Det varede ikke længe før varevognen standsede og døren til laddet blev åbnet. Igen steg de alle ud og kiggede sig omkring. De var ankommet til det sted hvor Alvira først havde mødt Ruth. På hendes værtshus. De stod lige ude foran døren og ventede på at chefen skulle ankomme. Sneen havde allerede lagt sig. Det var koldere end for tre dage siden. Egentlig var Alvira glad for at hun havde fået muligheden for at tage med russeren, for hun ville aldrig have overlevet vinteren i den kulde. Et lys blev tændt bag dem og de kunne se skikkelsen af en person vandre rundt inde bag disken. Det var en foroverbøjet, ældre kvinde, sidst i 60'erne. Det var Ruth. Den gamle kvinde der altid havde hjulpet Alvira. Det gamle venlige kvinde, som slet ikke vidste hvilke frygtelige ting der snart skulle ske. Hun gik bare rundt derinde og gjorde klar til de første bar kunder. Alvira kiggede på Ruth, fra den anden side af vejen. Der var ingen biler på vejen, men man kunne høre en svag motorstøj et stykke derfra. De vendte sig alle om mod muren og væk fra vejen, da en bil kom kørende i langsomt tempo forbi dem og drejede til højre for enden af gaden. Hvad kunne klokken være siden der var så tomt for mennesker? Hun kiggede på de forskellige unges håndled og fandt et ur på koreanerens venstre hånd og i stedet for at spørge hvad klokken var, tog hun et par hurtige skridt fremad og greb fat i Jae-Kyungs arm, løftede den op og kiggede på urskiven. Digitaluret havde vist indstillet sig automatisk, for den viste 05.12, hvilket ville passe fint på den danske tidszone. Men hun havde knapt nok kigget på uret i et halvt sekund før Jae-Kyung rev sin hånd ned og greb om hendes skulder med den højre hånd. Hans greb var hårdt og hans fingre borede sig nærmest helt ind i koglerne.

"Ya." Han snakkede lavt og på et sprog Alvira ikke genkendte. Højst sandsynligt koreansk. "Buya? Khajima." Hans stemme var snerrende og kold. Ikke specielt imødekommende. Men Alvira nåede ikke at få en oversættelse på hans ord før de hørte skridt. De kom nærmere og nærmere. Sneen der blev trykket sammen under skoene. Det var en stressende lyd, men de andre lod til at være afslappende og med god grund. For der, i gadelygternes kolde lyskegler, kom den russiske chef gående. Han var iført en lang grå pels og tophat. Alt i alt lignede han en millionær fra det 18-århundrede. Da han ankom stilte han sig foran de fem unge og kiggede blankt på dem. Alvira til sidst. "Er du klar?" Hans stemme var ikke meget bedre. Alvira nikkede og kiggede ned. Så drejede han om, gik over vejen, fulgt af de unge og bankede på døren til Ruths værtshus. Alvira stod bagest, skjult af de andre, med hovedet bukket nedad. Hun skammede sig. Hun skammede sig så inderligt over at hun aldrig havde sagt farvel til Ruth inden hun løb væk fra Solstrålen, at hun ikke havde besøgt hende så ofte som hun plejede, ja, at hun rent faktisk skulle til at gøre noget utilgiveligt ved Ruth inden så mange minutter.

Døren blev åbnet af den gamle dame, der blev stående i døren. "Jeg åbner først om en time. Kom tilbage senere." Hendes søvndrukne stemme var næsten for meget for Alvira. Hun var ved at knække sammen af inderlig gråd. Chefen tog ordet og sagde, med sin stærke accent: "Godmorgen Ruth. Jeg er ked af at vi sådan kommer brasende, men Alvira her.. Har noget hun skal have afklaret med Dem." Han trådte et skridt til siden og det samme gjorde resten af flokken. De blottede Alvira for Ruth. De blottede hendes blege ansigt. Det mørke pandehår var faldet ned i øjnene på hende og skjulte hendes salte tårer. Det var blevet svært at trække vejret. Hendes lunger havde krympet sig sammen for at gøre plads til den voksende klump i maven, samtidig med at den i halsen var ved at tage form. "Jamen Alvira dog. Er der sket noget?" Alvira kiggede op,  ligeglad med at tabe ansigt nu. Hun kunne ikke affyre den pistol uden at fælde minimum en tåre. Det havde Ruth ikke fortjent. Ruth havde heller ikke fortjent at afslutte sit liv på denne måde, men det var enten hende eller Alvira. Hun tørrede hurtigt sine øjne og kiggede op på Ruth. Hendes rystende hånd blev hejst og hun sigtede efter Ruth. "Undskyld." Alviras stemme var svag og spinkel. Ruth spærrede øjnene op. Hun skulle til at skrige, men så langt nåede hun ikke. Et højt brag og et stød i hånden fik Alvira til at falde sammen på fliserne ude foran værtshuset. Hun kiggede op og så Ruth ligge på gulvet. Livløs og badet i blod. Hendes hoved var sprængt åbent fra skudhullet der var gået ud igennem gabhovedet. Hendes øjne var åbne og tomme og hun lå på en forkrampet måde. Det var unaturligt. Alvira skreg. Hun skreg af sine lungers fulde kraft. Kravlede over til liget af Ruth og omfavnede hende, som var hun et lille barn der blev trøstet af sin mor.

Alviras tårer trillede ned ad kinderne imens de andre stod og kiggede på. Alle forholdt sig stille. Men det varede ikke længe før der kunne høres sirener et stykke væk. "Nogen må have hørt os. Drenge, i tager Alvira. Piger, i kommer med mig." Så fordelte de sig. Chefen tog pigerne med ned ad gaden imens Jae-Kyung og Josh gik over mod Alvira. "Kom. Vi skal se at komme af sted." Det var Josh der snakkede. Men Alvira rystede bare på hovedet. "Nej. Jeg vil ikke. Jeg vil ikke forlade hende nu. Nej. Jeg bliver." Hendes stemme var overvældet af tårer. Hun mærkede en gribe fat om hendes skuldre, en hvis varme og blide hænder fik hende til at slippe Ruth og begrave sig i hans favn i stedet for. Hun vidste ikke hvem det var, blot at hun var i sikkerhed hos ham og at han nok skulle få hende væk derfra i sikkerhed. De nåede ikke engang ud på fortorvet igen før lyden af hvinende hjul kom tættere på i en hast der ville få selv døden til at skynde sig. De steg ind bagi og kørte videre derudaf. Mod flyet. Alviras øjne var lukkede. Hun græd. Skreg. Hulkede. Hun havde svært ved at få vejret. Men i stedet for at blive ladt alene i et hjørne, blev hun blidt vugget i de stærke arme. Hun knugede sig ind til personen og nægtede at åbne øjnene før før hun var langt, langt væk.

Hun vågnede med et sæt. Rystende og hivende efter vejret. Badet i sved fra det ulidelige mareridt. Hun græd. Græd sine lunger tomme for luft. Hun begyndte at hive efter vejret endnu mere, hyperventilere. Sammenkrøllet i den store seng, lå Alvira og græd til hun var helt tom for tårer. Hvorefter hun ville bide i sig selv for at komme til at græde igen, grundet den smerte hendes tænder mod huden. I dag ville blive en forfærdelig dag. Ikke nok med at det var den dag Ruth havde forladt verden.. Det var også mandag.. De skulle på job i dag. 

Hun fik kæmpet sig op i en siddende stilling hvorefter hun rejste sig, langsomt, og gik over til klædeskabet, fik klædt sig på og bevæget sig neden under. At gå i bad, orkede hun simpelthen ikke. Hun var for udmattet. Der var lys i køkkenet og det så ud til at Tanya allerede havde fået selskab fra Mawusi. De kiggede begge op på Alvira der kom gående. Ingen sagde noget. De vidste hvilken dato det var, og de vidste at der ikke var nogen grund til at snakke om det. Så i stedet for at starte en samtale, satte Alvira sig ned på køkkenbænken og begravede sit ansigt i sine arme, der var foldet på bordet. Efter nogle minutter fik de selskab af flere, og til sidst var de alle samlet. Ingen sagde noget, de ventede bare på chefens ankomst. Og da han langt om længe var ankommet, gik de alle ind i det aflange lokale. 

Det tog lang tid syntes Alvira, og hun forblev tavs under hele chefens introtale til deres næste mål. 

Da de endelig kom ud af det lukkede rum, kiggede Alvira på papirerne og læste hurtigt igennem hvad der var vigtigt at vide og hvad deres mål var for en person. "Hvem er det så i dag?" Det var Jae-Kyung der snakkede. Hun kiggede op og gav ham papirerne. "En 'Li Cheng'. Kinesisk mafiaboss og menneskehandler." Hun satte sig ned og ventede på sin morgenmad. Tanya serverede den for hende og gav hende et blidt klap på skulderen. "Hvad tid fløj vi?" Samuel brød ind, hans stille og usikre stemme var blevet mere 'stærk' og selvsikker. "Klokken tre. Hvilket vil sige at vi er i Hong Kong tre timer efter. Så vi er der klokken seks. Hvis vi gør det hurtigt vil vi være tilbage igen inden midnat." Sandie besvarede spørgsmålet i stedet for Jae-Kyung hvilket forbavsede dem alle. Hun snakkede ikke så meget, det var der ingen af dem der gjorde. I hvert fald ikke den morgen. 

Klokken nærmede sig tre og de var alle sammen klar. Alle undtagen Alvira. Hun havde glemt sin jakke oppe på sit værelse. Hurtigt løb hun op ad trappen, med en følelse af at blive iagttaget. Hun drejede til venstre og ind på sit værelse, tog sin jakke der var i skabet og vendte sig om til et syn der var værre end det hun havde haft få dage tidligere. På hendes værelse stod der flere hundrede mennesker, blege, blodige og tynde. Lig. Hun genkendte dem alle. De var allesammen mennesker Alvira havde slået ihjel. Forrest stod Ruth. Sorte render omkransede hendes hvide øjne. Den åbne mund lukkede en svag mængde luft ud og hullet i panden var til at se igennem. De kom tættere på. De kaldte allesammen på hende. "Alvira. Alvira." Langsomt bakkede Alvira mod døren. "Forsvind med jer. Gå jeres vej." Hun råbte ad dem. Fumlede med hænderne om håndtaget og løb ud fra sit værelse, ned ad trappen og ud i gangen hvor resten af holdet ventede på hende. Hun forsøgte at lade som om intet var sket, og det lod til at virke. I hvert fald nok til at de lod hende sidde alene i flyet på vej til Hong Kong. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...