Like a box • One Direction

kommer om lidt, ok.

2Likes
0Kommentarer
384Visninger
AA

2. Dark morning and mood

Små cirkler blev tegnet på min højre hånd. Den var den måde, han altid vækkede mig på, og jeg elskede det. Jeg begyndte forsigtigt at glippe med mine øjne, så de kunne vænne sig til det lys, der skinnede ind ad vinduet. Men der var intet lys. Rummet var mørkt og køligt, som om det stadig var nat. Jeg følte mig ikke udmattet, så helt nat kunne det ikke være.

Jeg kunne høre en vejrtrækning fra min højre side. Instinktivt vidste jeg, hvem det var.  Den måde han trak vejret på. Jeg kendte den. Jeg kendte hans måde at røre ved mig på.  Jeg havde uendeligt meget lyst til at slå øjnene op, og se ham. Se på ham. Men der var et eller andet, der holdt mig tilbage. Noget der holdt mit normale morgensmil tilbage, min normale morgenfriskhed tilbage og min morgenkropsstrækning. Jeg kunne mærke det i min mave. En lille boldt havde samlet sig. Den tog sugede alle mine tanker til sig. Jeg havde mærket den før. Tit. Men sjældent om morgen, når jeg var i hans selvskab. Hans tilstedeværelse gjorde altid noget ved mig, min krop, mine tanker. Han påvirkede mig, og jeg havde ofte svært ved at bedømme, om han påvirkede mig på den gode eller dårlige måde. Men noget gjorde han ved mig.

”Sophie” Hans stemme fik mine ellers lidt åbne øjne til at lukke sig hårdt i og lege styrke kamp mod hinanden. Jeg vidste ikke, hvad det var, men bolden sugede alt fra mig. Jeg følte mig så alene og tom. Han fortjente ikke, at jeg følte sådan, når han var så fantastisk. Det kunne jeg ikke give ham, men jeg kunne ikke lave om på det. Han kørte blidt to fingre op ad min arm. Min krop trak sig nærmest sammen af hans berøring.

”Sophie vågn op..” Han stemme var nærmest syngende. Han vidste, at jeg elskede, når han gjorde det med sin stemme. Specielt når han skulle have mig til at slappe af. Jeg vidste jo godt, at han kunne mærke noget forandret ved min krop. Den måde jeg bare blev liggende i sengen, med lukkede øjne og helt stille. Det plejede jeg ikke gøre, når han kom. Jeg kunne mærke, at han rejste sig stille fra sengen. Det knirkende gulv afslørede hans listende fødder. Et par sekunder efter kunne jeg mærke, at lyste omkring mig blev tændt. Jeg kunne igen mærke ham, da han stille lagde sig i sengen igen og genoptog berøringerne på min arm. Op og ned. Op og ned. Jeg tog en dyb indånding, slugte alle mine ubrugelige tanker og prøvede så godt som muligt, at sætte et morgentræt smil på mit ansigt. Så rejste jeg min overkrop med støtte fra mine albuer, og kiggede med et lidt sløret blik hen på ham. Hans overkrop var bar, hans hår i uorden, hans mund smuk og hans øjne urolige. Hvilket de ikke burde være. Han var som altid på vej i bad, når han kom ind til mig om morgen. Det var et af de tidspunkter på dagen, hvor vi altid udnyttede, at alle andre sov. Jeg var et morgenmenneske, hvilket han også var blevet. Men han så trættere ud end han plejede.

Jeg kiggede spørgende på Harry. Han vidste, at jeg hentydede til de forandrede omgivelser. Lyset, hans blik, mit blik og mit lidt for desperate hjerte. Han rystede en enkelt gang på hovedet, mens et lydlyst smil tonede frem. ”Det er lidt tidligere end normalt..” Hans stemme var hæs, kærlig, betryggende og bekendt. ”Jeg savnede dig” sluttede han sin sætning.  Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle reagerer. Jeg vidste aldrig, hvordan jeg skulle reagerer, når han sagde sådanne ting. Det kom altid så uventet. Jeg havde aldrig lige et kækt svar parat til enhver situation, som så mange andre havde.  Jeg havde lige åbnet mig mund, parat til at svare, da vi kunne høre en dør åbne sig udenfor. Instinktivt kiggede Harry undskyldende på mig, rejste sig og gik næsten lydløst mod døren. Jeg sukkede kort. Det var altid sådan et øjeblik mellem os blev ødelagt. Der var ikke andre end Harry og jeg, der kendte vores forhold. Ikke bandet, ikke vores familie, venner, kæledyr. Ingen. Jeg var glad for, at ingen vidste det, men det gjorde mig også ked af det, at vi skulle skjule det. Det blev mere intenst, når vi var sammen, ingen tvivl om det. Men jeg følte mig alligevel altid så brugt, når jeg var alene. Brugt var ikke det rigtige ord, for jeg blev ikke udnyttet eller noget i den dur. Jeg følte mig bare så tom. Vi var blevet enige om, at ingen skulle kende vores forhold. Han havde sagt, at han ville beskytte mig, og han vidste hvordan. Det gjorde han virkelig. Jeg er ham dybt taknemlig for, at han gik med til at holde vores forhold usynligt. Jeg vidste jo godt, at det kun var pga. mig, at vores forhold var som det var. Hvis jeg var anderledes, ville alt være anderledes mellem Harry og jeg. Jeg havde tit prøvet at forandre mig. Både før og efter jeg mødte Harry. Men jeg kunne ikke.

Jeg følte, at jeg skyldte Harry noget. Jeg både troede og vidste, at jeg skyldte ham noget. Jeg skyldte ham meget. 

 

________________________________

Ok. Jeg fik så endelig taget mig sammen. Så her har I min nyeste Movella, der faktisk kun blive lagt herind, fordi jeg skal til fucking One Direction koncert. Så det bliver fejret med en ny Movella.

Jeg er lidt "stiv" i det. Dårligt formuleret. Mit skrevende sprog er lidt stift. Jeg skal ligesom lige varme op igen. Og det håber jeg lidt, at I vil hjælpe mig med i form af noget konstruktivt kritik. Jeg kan dog allerede nu sige, at kapitlerne ikke bliver enormt lange. Overstående kapitel viser et normalt kapitels længde. såh..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...