"Spøgelseshuset"

Historien er om hovedpersonen, Dina, som med sine venner Daniel, Tilde og Kenneth havde lavet et væddemål om at være i en weekend i et spøgelseshus, der ligger i samme by som hendes kusiner og Company.

Huset jeg beskriver, er et der faktisk findes, men da det er ved at blive redigeret kunne jeg ikke bruge huset til cover. Var selv inde i huset som lille, men har dog aldrig været ovenpå, da det var min bror, papbror og far der kun måtte gå derop.

4Likes
0Kommentarer
621Visninger
AA

4. 'Flash back'

Jeg var 8 år dengang, sammen med mine kusiner på næsten samme alder. Jeg havde fået lov til at tage med dem hjem fra skole, så nu ville vi lige tjekke ''spøgelseshuset'' ud. Vi havde allerede været hjemme med vores tasker og diverse sager. Vi havde taget deres lillebror og min fætter med, da var han kun 4 år.
Vi havde taget en lommelygte med os, for vi havde en høj nok IQ til at regne ud at der ville være mørkt diverse steder. Da vi havde gået knap 500 meter, var vi nået til spøgelseshuset. Det skreg allerede med advarelser der, som jeg underligt nok holdte ude nu hvor jeg er her igen. Da var huset allerede ved at gå i smadder, det lignede faktisk lidt sig selv som det ser ud nu. Det første vi gjorde var hurtigt at tjekke hullet i garageporten. Vi kiggede da ingen andre så det, så de ikke ville tro at vi gik ind i huset bagefter. Min far havde taget mig ind i huset før, sammen med min bror, daværende papmor, papsøster og papbror. Der havde jeg jo mange drenges beskyttelse, så det var ikke så skræmmende som det er nu. Jeg var egentlig ikke meget for at gå ind i huset, men nysgerrigheden træk i mig.
Bilen, som var blevet forladt for ikke så forfærdelig lang tid siden, holdte stadig i garagen. Den var allerede blevet lidt støvet. Af hvad jeg kan huske, var det en fin sort folkevågn, der holdte ligeså stille, men så dog stadig ret truende ud.
Vi kiggede ind to af gangen, tænk engang at have set os. 4 små børn, som prøvede at kigge ind af samme hul på én gang. Vi fandt så hurtigt ud af at vi var nødt til at gøre det på skift, så der var en der kunne holde vagt.
Vi var gået indenfor i huset, døren var aldrig rigtig låst, så det var nemt at have mulighed for at komme ind. Gulvet var ustabilt og det knirkede under fødderne på os, også selvom at vi bare var letvægt. Vi var egentlig ikke så længe inde i huset. Det var nok for det meste pga. ulykken. Det er stadig et følsomt emne, som er svært at tænke på, men jeg skal nok få knoklet det frem.
Nå.. Men vi var kommet ind i huset, gulvet var ustabilt og åbenbart var der en dyb kælder under huset. Min fætter var løbet et stykke i forvejen ind i huset, han løb så til sidst ud af vores synsvinkler. Vi var selv gået forsigtigt ind, men da vi hørte det kæmpe brag og et hurtigt klynk, havde vi ikke tænkt på det ustabile gulv. Vi fik travlt med at komme ind i det rum han havde løbet ind i og fandt et kæmpe hul i gulvet. Han var faldet i. Min yngste kusine løb hjem, for at finde hjælp også selvom at vi ikke havde meget for det.
Jeg kunne hører gråden nede fra hullet, imens min ældste kusine og jeg prøvede på at finde en vej ned til kælderen. Der var ingen. Jeg begyndte at hyperventilere kort, indtil der kom en voksen, min onkel og bagefter min tante. Min tante tog sig af mig og min onkel fik travlt med at lede efter en vej ned, selvom jeg allerede vidste at det var umuligt. Imens jeg begyndte at trække vejret normalt igen, fumlede min tante med hendes mobil, for at ringe til en ambulance og et brandvæsen.
Det var som om det hele foregik i slowmotion, hvilket frustrede mig helt vildt. Brandvæset og ambulancen kom ENDELIG og fik travlt med hullet. Jeg kunne stadig hører gråden, men det var som om at ambulance- og brandfolket ikke kunne se eller hører min lille fætter i hullet.
Der gik ikke kort tid før alt frøs og blev til sidst sort. Det sidste jeg kan huske var min tante der kiggede på mig, nærmest med anklagende øjne for at besvime. Jeg vågnede ved min fætters gråd og satte mig forskrækket op i det hvide rum. Jeg var på et hospital? Og der var ingen lille fætter? Jeg kunne ikke holde mine tårer tilbage, det var som om at alle folk havde glemt ALT om min lille fætter, min lille yndlingsfætter. Hele mine familie mente at jeg var ved at være sindsyg, for der var jo ingen lille fætter? Jo der var! og jeg var ikke sindsyg!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...