Ensomhedens Tomme Gader

Hvis du følte dig alene i den her verden, hvordan ville du så reagere? Vi har alle følt det på et eller andet tidspunkt i livet, men der er vel altid mere under overfladen.

0Likes
2Kommentarer
436Visninger
AA

1. Ensomhedens Tomme Gader

 

Lyset fra en ensom glød belyste det ellers stille og mørke rum. Jeg sad der i ro med mig selv og min omverden, helt uden at tænke på noget som helst. Det var rart endelig at have bare en enkelt dråbe fred, i det ellers så hektiske hav bedre kendt som hverdagen. Jeg var lige kommet hjem fra arbejdet på kontoret, hvor alle havde været så rare og venlige. De havde ønsket at jeg ville få en god dag. Det gjorde mig glad, at have personer omkring mig, der ville bruge bare et par sekunder på at tænke på en. Jeg kunne næsten ikke se røgen fra cigaretten, der gemte sig iblandt skyggerne i rummet. Jeg tog endnu et sug af min smøg, inden jeg lagde den fra mig i sten-askebægeret, der stod stolt midt på stuebordet. Det var egentlig ikke fordi der var mange rygere andre end mig der brugte det, men folk forstod ikke den betydning det havde. Det havde været en gave fra en ven, før hun flyttede ret langt væk, og hun har ikke siden kontaktet mig. Gad vide om hun er okay? Tankerne om hende kom langsomt snigende. Nah, hun klarede sig altid så godt, efter at jeg havde talt med hende. Givet hende fodfæste i den stabile del af verdenen. Men der blev jo så også mindre tid til ’tant og fjas’, som hun selv kaldte det.

Jeg slentrede ud i køkkenet. Min hals føltes som sandpapir, og jeg trængte sådan til en kold øl til at sove på. Bare en enkelt en. Lyset inde fra køleskabet fik det til at ligne åbningen ind til en bedre og lysere verden.  Det gav et kort nag inden i mig uden videre. Jeg rystede det kort af mig med begge mine skulderblade, imens jeg lukkede for det belyste lille køleskab igen. Det må have været kulden. Flasken føltes kold og en smule glat i min hånd, før jeg satte den forsigtigt på køkkenbordet foran mig for at være sikker på at den ikke gled ud af min hånd. Jeg famlede mig rundt, og åbnede et par skuffer før jeg fandt den rigtige. Lidt efter hørtes den tilfredse lyd af den åbne flaske, efterfulgt at kapslens fald imod køkkenbordets billige og slidte overflade.  Den bitre smag fulgte den mørk-gyldne væskes over min tunge, imens mine øjne langsomt lukkedes i nydelse. Det var rart, endelig at smage denne himmelske smag igen. Roen der bredte sig i kroppen - trætheden der langsomt blev svøbt om mig, som en mor der putter sit barn. Endelig åbnede jeg det ene øje lidt, og kiggede ned på min redning.  Der var kun bund-snalder tilbage i flasken - det dårlige øl. Det øl der duftede og opførte sig som andet øl, men slet ikke smagte så godt. Trætheden forsvandt igen, da mine øjne stillede skarp på etiketten, og jeg besluttede at slentrede imod køkkenet.  trægulvet knirkede som var det i smerte under min ellers tynde skikkelse, imens jeg banede mig vej igennem halv-mørket.

Det virkede som om jeg var gået i sort de sidste tyve minutter. Begge mine hænder var lænet op ad vindueskarmen, imens mine øjne spejdede op imod uret; klokken var ikke engang ni. Den ene lille ølflaske havde formeret sig til tre nye, imens jeg stod der og studerede den mørke gade neden under mig. Af en eller anden grund kunne jeg godt lide synet af ingenting, der fyldte gaden. Der var ingen mennesker, intet liv. Bare stilhed. Uafbrudt stilhed. Jeg lukkede langsomt mine øjne igen, imens mine vejrtrækninger blev mere og mere usynlige, indtil den til sidst ikke kunne høres – ikke engang af mig selv. Hvad var det dog jeg gjorde med mit liv, var den tanke der fyldte mit hoved. Var de personer jeg brugte min tid på virkelig dem som jeg gad tale med, og som overhoved gad tale med mig? Mit blik blev langsomt vendt ned på de tomme flasker, der stod der som tre mærkegrønne soldater på række foran mig på vindueskarmen. Det var altid mig der sagde godmorgen til dem, med et smil på læben, og altid fik jeg kun det tomme ’godmorgen’ tilbage, uden at de bevægede deres hoved bare det mindste. Ikke et smil. Ikke engang en muskel. Det kunne være at de havde travlt, men hvad var det jeg havde gjort, for at det skulle være på den her måde?

Den indre utryghed ved situationen fik den underlige fornemmelse fra før, til at komme tilbage. Hvorfor havde den kolde fornemmelse af øllene, ikke hjulpet på samme måde som andre gange? Irritationen bredte sig som en steppebrand i mine blodårer. Det var jo ikke fordi folk ikke kom og talte med mig, men mere fordi de altid talte om sig selv. Er jeg en slags medicin til andres elendighed, fordi jeg skal hører på alle deres problemer? For mange tanker. Alt for mange. Jeg fandt mig selv i gang med at rode de nyindkøbte Ikea-skabe igennem, i min jagt på stærkere alkoholer. Det eneste der hjalp når jeg begyndte at tænke de her tanker. Jeg fandt en halvtom flaske likør frem fra sidste jul med familien. Den mørke-orange farve fra flasken, spillede med tonerne af skabet i baggrunden. Bare et lille sjus og alle tankerne ville forsvinde. Jeg banede mig vej over gulvtækket i stuen, og lavede slalom mellem møblerne i rummet. »Kan du ikke lige blive 5 minutter, du er den eneste der kan hjælpe mig?« »Jeg har de her problemer med min kæreste, som jeg tror du kan hjælpe med«, og andre ligegyldige situationer hvor jeg skulle spille helten for andre, og hvor de ikke selv kunne tage stilling til hvad de skulle gøre.

Det lille glas gav en tung lyd fra sig, da jeg satte det ned på det ovale træ-spisebord. Der sad jeg med flasken i den ene hånd, med min tommelfinger der langsomt gled over etiketten, som havde jeg prøvet at trøste flasken. Og hvad med hende? Hun brugte så lang tid på at tale om sine elskere, og om hvor heldig dem der var omkring hende var. Hun var en sød pige i sidste ende. Hun havde bare ikke vidst alle de følelser jeg havde haft for hende i tidens løb. Hvis hun nu bare havde set på mig, i stedet for hele tiden at kigge væk, og hen imod andre personer. Det første glas blev tømt hurtigt i et enkelt drag. Hun havde været en person som jeg havde kendt siden min gymnasietid, hvor vi havde talt ofte, men stadig ikke nok til at kunne kalde det et venskab. Det var først da vi begyndte at arbejde i samme bygning og hun genkendte mig. »Du har da ikke forandret dig overhoved« havde hun sagt, med sin sædvanlige rolige stemme.

Hvis alt nu kom til alt, var verdenen måske ikke altid i de lyse og varme farver, som folk gav den ud fra at være, tænkte jeg med et stille suk. Det andet glas med den karamel farvede likør forsvandt, og jeg følte hvordan min krop langsomt faldt til ro igen. Hvad var det også med folk i disse tider? Folk var blevet så selviske, og gad ikke lytte til andre mennesker, men de ville samtidig altid fortælle verdenen om deres mislykkedes liv. Jeg havde hørt alle slags historier, var jeg ret enig i mig selv om. Utro, had og foragt. Endda sager om tvangsægteskab. Jeg følte langsomt det hele komme tilbage, imens jeg dyppede min tunge kort ned i den gyldne væske, og smagte på den. Folk gad ikke hører på mine problemer. Ingen tog hensyn til mig i den her verden. Ingen. Jeg mærkede hvordan mit greb om flasken blev hårdere, da jeg rejste mig hurtigt op. Jeg gad det ikke mere!

Hvorfor gik de alle sammen ikke bare til psykologer? Hele det her land var blevet overtaget af idioter der ikke gjorde andet end at tænkte på dem selv. Mit blod bruste i min krop, da jeg langsomt begyndte at famle mig vej mod køkkenet - imod døren - lidt frisk luft ville hjælpe. De eneste lys der var tilbage, var det stille lys fra halvmånen, der gav en blanding af gråt og hvidt i et koldt skær, i den ellers normalt så farvede lejlighed. De få gange hvor familien var kommet på besøg, var de blevet overrasket over mit valg af farver til væggene i lejligheden. En lys lime grøn, og havblå sammen med en mørk lilla. Jeg kunne lide kombinationen, hvorimod min lillebror havde givet en sarkastisk kommentar jeg ignorerede. Ingen anerkendte mine valg.

Jeg tog i dørhåndtaget et par gange, før det gik op for mig at døren til min lejlighed ikke var låst. Jeg følte min lyst til at bande for mig selv blive større, da jeg var kommet ud af lejligheden, og genkaldelsen af den metalliske lyd af min nøgle der låste lejlighedsdøren. Den tykke luft der havde fyldt lejligheden syntes ikke at forfølge mig ud på gangen. Min indre energi føltes lidt fornyet, da jeg begyndte at gå op af trapperne til tagterrassen. Bare et par sekunders fred fra alle tankerne. Jeg kan huske fra de første par sommermåneder i lejligheden, hvor jeg havde brugt det meste af min tid efter arbejde på at tale med de andre beboere deroppe. De havde taget pænt imod mig, men siden da har de ikke så meget som taget initiativ til at tale med mig - Skiderikker. De var selviske ligesom alle andre mennesker på den her forbandede planet! Jeg hørte mine skridt give ekko ned af trappegangen, mens den halvtomme likørflaske i min venstre hånd, gentagende gange gav ind i symfonien af lyde ved at ramme ind i det mørke trægelænder, alt imens jeg gik opad. Forhelved. Min hånd strøg let over min skoldhede pande. Hvorfor? Hvorfor, var det at folk opfører sig sådan? Alle mennesker på den her jord føltes som iler, der langsomt suger det bedste ud af en. Var det ikke også det jeg var blevet fortalt den første og eneste gang jeg faktisk havde sagt min at de skulle holde kæft? At det var en egoistisk verden og den eneste måde på at overleve var ved selv at være egoistisk? Folk tænker på karriere og uddannelse som aldrig før. Imens er det personer som mig, der skal tage mig af dem der er i gang med at falde. De kan skride ad helvede til.

Den tykke metaldør føltes kold i min håndflade, da jeg langsomt åbnede den. Terrassen syntes tom, da jeg først tog et forsigtigt kig derud. En mindre sky af kold luft blev blæst ud mellem mine læber imens jeg skubbede døren op det sidste stykke.

Som om nogle faktisk vidste om min situation. Om den måde jeg havde det på. Selv min familie! Da de havde været på besøg, havde de smilet, men det var halvhjertet. Altid så halvhjertet! De havde hvisket bag min ryg, hvordan de syntes at lejligheden, mit kæreste eje, var beskidt og foruroligende! De havde hvisket om mine alkoholvaner, som var jeg en forbandet alkoholiker. Hvis de bare vidste hvor meget jeg gjorde for at holde min lejlighed ren. Farverne skulle spille korrekt, og give det rigtige udtryk - det var det eneste sted hvor jeg kunne være mig selv. Jeg tog nogle få skridt ud i det tynde lag sne der lå der helt uberørt. Jeg gispede halvt efter vejret, da jeg mærkede tårerne presse på. Mine alkoholvaner var ikke noget farligt. Jeg tog en øl om aftenen for at jeg kunne sove, og en om morgenen for at kunne stå op. Det var en slags medicin for mig. Imens folk forsvandt, ville jeg altid kunne tage en øl, og så gik mine tanker og billede væk. Om eftermiddagen fik jeg normalt hovedpine, så jeg tog et lille glas fra mit lille lager af alkohol - Bare et lille glas! Hvorfor skulle folk også snage i mine sager? Hvis de nu bare holdt sig til dem selv ville det være meget bedre.

Jeg foldene armene hård omkring min mave, imens mine fingre langsomt borede sig ind i den tynde skjorte. Få den væk. Følelsen. Den blev ved med at være der, som var det et bål der var blevet tændt indeni. Jeg kunne mærke mine gisp efter luft blev længere, da jeg så de hvide skyer fra mine læber blive kraftigere. Var det ilt eller var det røgen fra bålet? Hvorfor?! Jeg kunne mærke hvordan tårerne langsomt faldt langsomt over mine ellers så tynde kinder.  Jeg krøb mig langsommere længere frem, og hen imod et par bænke med et bord imellem sig. Naboerne kom her så ofte om sommeren. De grinte og drak hele natten. De havde aldrig inviteret mig.

Jeg blev afbrudt af en mindre vibration fra min lomme. Igennem de varme dråber fra øjnene, åbnede jeg min lomme og tog den sølvfarvede halvgamle telefon op. Kunne det være en besked? Som det lille håb i mørket, kunne jeg mærke mit hjerte banke hårdt i mit bryst. Var det dem fra arbejdet der ville tale med mig? Familien der ville give udtryk for at de savnede mig. Jeg stoppede mig selv i mine tanker, da jeg kiggede ned på den lille displayskærm. ”Tillykke med fødselsdagen Sonja!” stod der med store bogstaver, i et eventvindue. Jeg kiggede mod klokken. Den havde lige passeret midnat. Mine tårer blev større, da jeg kiggede derned, og mit blik sløredes fra vandet i mine øjne. Ingen havde kontaktet mig. Endnu en fødselsdag skulle fejres alene, hvor ingen rigtig havde husket det. Som lille havde jeg aldrig været ”Fars lille pige”, men i stedet været den person, som ikke var en dreng. Far ville have haft en dreng, men det var mig i stedet. Jeg havde kunnet se hadet i ham, selvom han aldrig havde vist det. Alle de gange hvor han havde brugt undskyldninger som ”arbejde” og ”søvn”, hver gang jeg bare ville have hans øjne i min retning.

Jeg lod mobilen falde ned på den hvide dug af sne, da jeg langsomt gik mod rækværket. Da min bror var blevet født, fik han alt opmærksomheden - Alting. Alle gaverne og alle blikkene. De havde altid talt om hvor gode karakterer han fik og om hvordan han altid var så social. Hvert et ord de sagde, var som en kniv der langsomt skar de blodige veje i mine håndled og på mine ben. Folk opdagede dem aldrig, selvom jeg bare ville have at de så på mig. Og jeg kunne ikke andet end bare at smile til dem. Jeg kunne aldrig tage min maske af foran dem. De ville blive så skuffede – jeg ville komme til at se endnu et af fars sure blikke, og hans kvalmende ord om at jeg ikke skulle slå min bror. Det var hans skyld - Alt sammen. Hvis han ikke var blevet født, ville far måske have kigget imod mig. En gang da de havde taget ham på skadestuen efter en af gangene hvor han havde gjort mig sur, var jeg helt alene. Det var der jeg havde fundet kniven i køkkenet, og fundet en af vejene ud af mine tanker. Det var som en pagt første gang det kolde metal og blodet var blevet blandet. Men aldrig havde de sagt noget - Aldrig stoppet mig. Det havde været min måde at overleve i det hjem.

Jeg ville væk. Jeg gad ikke mere af den her verden. Mine hænder tog om det halvrustne metal rækværk imens mine øjne blev slørede. Hvis nu folk bare have sagt et par søde ord. Hvis de havde givet mig et smil. Det skete ikke - Aldrig. Var jeg ikke vigtig for dem? Havde jeg ikke hjulpet alle? Havde jeg ikke ofret mig selv for at andre kunne havde det godt. Jeg tørrede mine øjne i mine skjorteærmer. Den sorte make-up lavede lange striber på det hvide stof. Hvis jeg nu bare havde fået den kærlighed jeg havde haft brug for. Som jeg behøvede.

 Min krop blev tungere da jeg lod det ene ben glide over metallet. Jeg kiggede ned mod byen nedenunder. Gad vide om de ville kigge på mig hvis de så mig. Hvis de ville skænke mig en af deres så svært opnåelige tanker. Hvis de ikke bare sagde, at der var endnu en dårlig ting i deres liv, som de ikke skulle tage sig af. Jeg kiggede op imod den kolde og sorte nattehimmel bare en sidste gang. Månen stod der med sin bue, og skabte en glødende fornemmelse som altid.  

Så var man blevet 26. Var det ikke meningen, at ens liv skulle være blevet godt? Alle folk stresser igennem deres liv med uddannelse og karriere, selvom de glemmer hvad der er mest vigtige. Glæde. Folk udnytter hinanden bare for at kunne blive rigere. Jeg grinte bedrøvet for mig selv imens jeg kiggede ned imod gaden der stadig stod uden liv. Hvorfor kunne de ikke bare åbne deres øjne og trøste mig, i stedet for at få penge, og bare give mig det kram jeg har brug for, i stedet for at opfører sig, som var det det største jeg kunne bede dem om? Jeg vendte mig langsomt om, og kunne mærke hvordan luften omkring mig blev kraftigere, og hvordan alting syntes at lette fra min hjerne. Det var det rigtige valg gav jeg mig selv ret i, da jeg langsomt nikkede. Jeg løsnede grebet om rækværket, og lod mig selv lægge mig ned i den nattekolde seng af luft.

Lad verdenen glemme mig, som de glemte glæderne i livet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...