In The Middel Of The Night *One Shot*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 nov. 2012
  • Opdateret: 6 nov. 2012
  • Status: Igang
Det ene stearinlys lyste op, så jeg kunne se Emily. Hun holdte stadig papiret op mod mig. Men der var noget galt. Hendes øjne var mørke, kulsorte. Der var intet hvidt i hendes øjne. Pupillerne havde opslugt hele øjet. Så bredte der sig et smil på hendes læber.
Dette one shot handler om at være besat. (Jeg undskylder det korte resume, men hvis jeg skriver mere, afsløre jeg for meget.)

7Likes
5Kommentarer
674Visninger

1. The Night

Jeg ved ikke hvorfor. Hvorfor det lige var mig. Hvorfor jeg vidste, at det ville ske. Jeg trak dynen godt om mig og var bange for at sove. Bange for hvad der ville ske, når jeg først slappede af og faldt ned i det dybe mørke. Det var sket hver nat i tre uger nu. Hver eneste nat vågnede jeg, uden rigtig at være vågen.

Hver nat følte jeg en voldsom lidenskab og et begær efter noget, som jeg aldrig vidste hvad var. Det var som om, der var en der styrede mig. Som om jeg det ikke var mig. Når jeg vågnede hver morgen, havde jeg kun svage erindringer om nattens forløb. Det hele kom langsomt tilbage til mig i løbet af dagen, men det hele virkede som drømme. Jeg var bange for disse ”drømme”. Bange for hvad der skete, når jeg lukkede øjnene.

Jeg kunne mærke det inden i mig. Det var på vej. Jeg prøvede at lukke øjnene. Måske var jeg ved at blive skør. Måske var det, det. Jeg havde ikke haft det godt, siden mig og mine veninder havde leget ånden i glasset. For at være ærlig, havde jeg aldrig troet på ånder eller spøgelser. Men den oplevelse havde virkelig skræmt mig.

 

Vi sad rundt om brættet. Emily havde tændt nogle lys og sagde at vi alle, skulle sætte en finger på glasset. Så det gjorde vi.

”Er I sikker på at vi skal gøre det her?” spurgte Alice, som så ofte var en kylling. Jeg himlede med øjnene.

”Kom nu Alice. Emily er bare overtroisk og prøver at omvende os alle, så vi tror på ånder. Men de findes ikke.”

Emily sendte mig et strengt blik. ”Det skal du ikke sige. Hvad nu hvis der er en ånd tilstede?”

Jeg kunne ikke lade vær med smile. Som om.”Kom nu, lad os bare få det overstået.” Jeg ville bare bevise over for Emily, at der ikke fandtes ånder. Vi startede og Emily lukkede øjnene.

”Er der nogen stede?” Vi sad alle helt stille og ventede. Der skete ingenting. Jeg kunne ikke lade vær med at smile. Jeg vidste at jeg havde ret.

”Se selv, der findes ikke ånder.”

Emily tyssede på mig og jeg sukkede irriteret. ”Er der nogen?” Igen var der stille. Men så rykkede glasset sig over mod JA. Vi stivnede alle sammen.

”Okay, hvem rykkede glasset?” spurgte jeg og løftede et øjenbryn, mens jeg så rundt på dem alle. Mine veninder rystede bare på hovedet med store øjne. Jeg vendte mig mod Emily.

”Seriøst Emily, du skal ikke skræmme os alle, bare for at få os overb…” mere noget jeg ikke at sige, før glasset begyndte at rykke sig.

”Den staver noget!”

Emily tog et papir og en blyant og begyndte at skrive bogstaverne ned, som glasset bevægede sig hen mod. Til sidst stod glasset stille. Emily løftede papiret og viste os hvad der stod.
DIN VENINDE HAR RET JEG ER IKKE EN ÅND.
Så begyndte skrigene. Alle omkring mig begyndte at skrige. Stearinlysene gik ud og vi befandt os i et uendeligt mørke. Jeg kunne høre de andre farede op. Jeg kunne høre dem løbe og skrige. Jeg ved ikke hvorfor jeg blev siddende. Men det gjorde jeg. 

Det ene stearinlys lyste op, så jeg kunne se Emily. Hun holdte stadig papiret op mod mig. Men der var noget galt. Hendes øjne var mørke, kulsorte. Der var intet hvidt i hendes øjne. Pupillerne havde opslugt hele øjet. Hun så direkte på mig. Jeg så ind i de mørke øjne. Langsomt, meget langsomt, bredte der sig et smil på hendes læber. Så jeg kunne se hendes tænder, der lyste i skæret fra stearinlyset. 

 

Jeg var næsten faldet i søvn, da jeg mærkede det. Det summede og kriblede i hele min krop. Jeg slog øjnene op. Værelset var behageligt mørkt. Det kriblede helt ind i mit inderste. Et flammende begær blussede op i mig. Lidenskab, had, fryd og begær. Det føltes godt. Begæret… begæret efter det. Jeg måtte have det. Jeg rejste mig op. Hun havde en latterlig T-shirt på hvor der stod LOVE. Derudover havde hun et par natshorts på, som var endnu mere latterlige. Hvorfor tænkte jeg på mig selv som hun?

Jeg bevægede mig hen mod vinduet, som om der var en kraft der trak mig derhen. Trak mig mod det jeg begærede. Jeg åbnede vinduet. Vinden var kold. Men det generede mig ikke. Jeg så op mod månen, da jeg hoppede ud. Jeg landede elegant som en kat. Jeg følte mig fri. Så uendelig fri. Jeg kunne dufte alt. Men jeg vidste hvad jeg ville ha. Hvad var det jeg ville ha? Jeg bevægede mig hurtigt gennem gaden. Jeg bevægede mig gennem skyggerne.

Det hele flød sammen og mit syn forvandt. Jeg kunne mærke min krop bevæge sig. Jeg kunne høre min vejrtrækning. Jeg kunne mærke begæret. Jeg kunne mærke min forventning og min sult. Jeg kunne mærke mine tunge stryge over mine læber. Duften af noget sødt, lokkede mig. Mit syn var væk, men jeg kunne fornemme alt. Fornemme smilet brede sig på mine læber…

 

Morgenlyset vækkede mig. Jeg blinkede et par gange, inden jeg opdagede hvor jeg var. Jeg lå i min seng på mit værelse. Der var stille, så mine forældre måtte være kørt.  Jeg rejste mig op og bevægede mig nedenunder. Jeg følte mig underlig udmattet. Jeg gik i køkkenet, for at finde noget morgenmad. Men da jeg havde kigget lidt i skabene, blev jeg opmærksom på, at jeg faktisk ikke var sulten. Jeg satte mig derfor ved spisebordet. En avis fangede mit blik, og jeg lænede mig frem for at læse.

SEKS MORD PÅ TRE UGER.
Jeg stivnede og kunne pludselig ikke få vejret. Jeg stirrede på et billede af en gyde, som jeg var sikker på, at jeg havde set før. Jeg fangede et par overskrifter.
FLÅET OP.
BLOD OG KØD MANGLER.
EN PSKOPAT?

Jeg mærkede hvordan mine hænder rystede og jeg så ned på et par hænder, der var indsmurt i noget rødt og indtørret. Jeg sprang op. Jeg kunne ikke skrige. Så rystet var jeg. Skriget sad fast i haslen på mig, og i stedet kom en svag ynkelig lyd over mine læber. Jeg stirrede på min rystende og blodige hænder. Mit hjerte bankede i mit bryst, og jeg kunne mærke hvordan min vejrtrækning stoppede.

Jeg løftede langsomt hovedet og kiggede op, og så mig i spejlet, der hang over kommoden. Mit tøj var rødt, mine hænder var røde og min mund var indsmurt i noget indtørret og rødt. Rædselen lammede mig og fik mig til at svaje. Det hele begyndte at flyde ud for mine øjne, og inde… inde bagest i mit hoved kunne jeg høre latter. En kold, uhyggelig latter. En stemme, som talte.

Det er vidunerligt ikke? Det er en vidunerlig følelse ikke, Rosa?  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...